Blue Hawaii

Af Henrik Busborg

**** (fire af seks EP-stjerner)

 

Da Elvis sidst i marts 1961 gik på sættet til ”Blue Hawaii” i det amerikanske Stillehavs-paradis, var det med en gammel kending i instruktørstolen. Norman Taurog, som også instruerede G.I. Blues, var udset til at guide holdet og Elvis gennem det, som nok bedst kan kategoriseres som et musikalsk komedie. I rollen som den sorgløse Chad Gates, der hjemvendt fra militærtjeneste skal tage stilling til livets alvor og forpligtende valg, synger og danser Elvis sig gennem en rullende reklamebrochure for det vidunderligt skønne og uspolerede Hawaii.

Elvis spiller over for den smukke og charmerende Joan Blackman. Rollen som Maile Duval blev ellers tilbudt Juliet Prowse (også G.I. Blues), men Wallis brød sig ikke om Juliet Prowses krav om egen frisør og sekretær ved optagelserne. Blackman skulle senere vende tilbage i ”Kid Gallahad”.

I rollerne som Chads far og mor ses hhv. Roland Winters og Angela Lansbury (ja, hende fra TV-serien ”Hun Så Et Mord”). Lansbury var kun ti år ældre end Elvis, men hun stortrives i rollen og er absolut en af filmens helt store oplevelser. At moderen insisterer på, at Chad har været i krig, er lige ned i min mor-forståelse – ellers havde han jo spildt to år af sit liv. Genialt! Roland Winters er ligeledes fremragende i rollen som den overbærende far, der for længst er klar til at kaste sig over en pensionisttilværelse med Mai Tais, solbeskinnede sandstrande og høreapparatet slukket, så han ikke skal lytte alt for meget til den bekymrede frue.

”Blue Hawaii” er en perlerække af postkort-scener, og det er ikke svært at forstå, hvorfor Elvis hovedkulds havde forelsket sig i øerne. Måske er det netop derfor, at man oplever en afslappet og tilpas tilbagelænet Elvis, der næsten leger sig gennem filmen. Det er nok også det bedste, for der var ikke meget ”kød” på rollen som Chad Gates.

Når det alligevel virker, er det langt hen ad vejen med afsæt i et rapt manuskript, som hele tiden holder ild i handlingen. Blandt mine favoritscener er, da Chad ser sig nødsaget til at give den ubehøvlede og forkælede – og lidt for langt fremme i skoene – teenager, Ellie (spillet af Jenny Maxwell), en regulær endefuld. Modigt –og nok ikke så politisk ukorrekt i de tidlige 60’ere, som det ville være i dag! Jenny Maxwell kunne i øvrigt berette, at endefulden var pænt autentisk. Den gennemblødte nattøj gav nok heller ikke megen beskyttelse!

Elvis var selv meget realistisk omkring skiftet fra rebel til pæn ung mand. I et interview til sladderspalte-journalisten Louella Parsons udtalte han: ”My fans are growing older. The old wiggle is on the way out”. Måske var det en slet skjult nedtoning, for det var i stigende grad en Elvis, som tilbragte tiden uden for optagelserne med practical jokes og anden sjov med de medrejsende venner. Umiddelbart før optagelserne giver Elvis d. 25/3 en koncert i Honolulu Bloch Arena. Oveskuddet fra koncerten går til et mindesmærke for de 1.177 sømænd, som mistede livet ombord på USS Arizona, da japanerne bombede Pearl Harbor d. 7/12 1941. Elvis optræder til koncerten for sidste gang i den berømte guld-lamé jakke. Skrigende fans og en Elvis, der på ingen måde havde tabt gnist eller hofterotationer var aftenens gennemgående tema, så helt på vej ud var de vrikkende hofter ikke!

”Blue Hawaii” havde premiere d. 14/11 1961.

Den danske premiere var d. 15/6 1962 under samme titel.

Elvis synger: “Blue Hawaii”, ”Almost Always True”, “Aloha ‘Oe”, “No More”, “Can’t Help Falling In Love With You”, “Rock-A-Hula Baby”, “Moonlight Swim”, “Ku-U-I-Po”, “Ito Eats”, “Slicin’ Sand”, “Hawaiian Sunset”, “Beach Boy Blues”, “Island Of Love” og “Hawaiian Wedding Song” – alle indspillet d. 21.-23. Marts 1961 i Radio Recorders, Hollywood.

Lad mig allerførst konstatere: ”Blue Hawaii” er renskuret underholdning. Og sådan skulle det fortsætte i stort set alle film fra EP’s hånd herfra. Der er ikke mere dramatik, og multifacetterede personligheder. Det er flade, ukomplicerede personer, som hurtigt sættes på plads i publikums hoveder, præcis sådan som en underholdningsfilm skal være. Tydeligst ses det vel i slagsmålsscenen, som nærmest når Gøg og Gokke-højder i sin koreografi (lagkagerne er erstattet af vandmeloner og kokosmælk) – slet ikke ramt af den tunge tone, som i King Creole, Jailhouse Rock eller Flaming Star. Selv sat bag tremmer synger Elvis!

At hele 14 sange fandt vej til den færdige film fortæller næsten hele historien. ”Blue Hawaii” var dét, som langt de fleste fans ville have: Elvis i badebukser og for fuld musik. Valget var – om ikke andet – økonomisk rentabelt. Musikken til ”Blue Hawaii” tilbragte 20 på hinanden følgende uger på den amerikanske hitlistes førsteplads i 1961-62. Dette var en rekord, som først blev slået i 1977 af Fleetwood Mac’s album ”Rumors”. ”Blue Hawaii holdt sig på hitlisten i hele 79 uger!

Den forholdsvis tyndbenede handling glider også ned, når indpakningen er så vidunderlig, som tilfældet er. Musikken er velvalgt, og selv om der er stoppet flere numre ind i filmen end føde på en tvangsfodret foie gras-gås, er det i mine ører noget af det bedste filmmusik, Elvis indspillede.

Rollen som Chad giver ikke megen mulighed for at udfolde de skuespilmæssige talenter, men omkring Elvis er der sjove, skøre og skæve præstationer, som også trækker i den gode retning.

”Blue Hawaii” får – som G.I. Blues – fire smukke stjerner. Ikke for det kunstneriske indtryk eller dybden i plot og handling, men for god energi, dygtige co-stars, dejlig musik og ikke mindst malerisk smukke Hawaii. Aloha ’Oe!

Bonus info:

  • ”Can’t Help Falling In Love With You” er skrevet på en gammel italiensk melodi af Giovanni Martini med fransk tekst af Jean-Pierre Claris de Florian. Den blev oprindelig kendt under titlen ”Plaisir d’Amour”.
  • ”Blue Hawaii’s” arbejdstitel var ”Hawaii Beach Boy”.
  • Titelmelodien er en komposition af Leo Robin og Ralph Rainger. Den er oprindeligt skrevet til filmmusicalen ”Waikiki Wedding” fra 1937, hvor den blev sunget af Bing Crosby.
  • Hal Wallis har en cameo-optræden. Han spiller en mand, som går ned ad gaden.
  • Red West er igen med. Denne gang i en statistrolle som festdeltager.
  • Jenny Maxwell (Ellie) blev kun 39 år. I 1981 blev hun og hendes mand skudt og dræbt ved et røveri uden for deres hjem i Beverly Hills.
  • Elvis forærede sin ukulele fra filmen til guitaristen Hank Garland. Ukulelen blev brugt i filmen ”Crazy” (2008) – en film inspireret af Garlands spændende liv.
  • Igen lagde The Jordanaires smukke korstemmer til sangene.
  • Det skarpe øje vil bemærke, at det er de samme biler, som kører forbi, når der er scener i rejsebureauet, hvor Maile arbejder.

Videre til næste film:
Follow That Dream

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!