Change Of Habit

Tekst af Henrik Busborg. Supplerende info og layout af Allan Tychsen

Tre af seks stjerner på mit Elvis film-barometer

I sin sidste spillefilm skulle Elvis langt om længe spille en rolle, som var tidstypisk. Okay, der er ikke tale om benhård socialrealisme, men det klæder den toptrimmede rocksanger med de store bakkenbarter at optræde i samtidige omgivelser.
“Change Of Habit” er hverken stor filmkunst eller kilde til større eftertanke. Socialrealisme bliver det nemlig aldrig, selv om emner som
fattigdom, social uretfærdighed, vold og voldtægt (heldigvis har den unge doktor studeret selvforsvar) er med i filmen. Derimod er det en behageligt afslappet Elvis, som på vanlig vis charmer sig gennem filmen.

På mange måder er “Change Of Habit” et passende farvel til Hollywood og et endeligt brud med det koncept, som blev trukket ned over langt de fleste af de 31 film, som Elvis spillede hovedrollen i. Et farvel, hvor Elvis ikke bliver ydmyget af et skrigende tyndt manuskript og en rolle, hvor han blot kopierede tidligere optrædener.

Når det er sagt, så bliver “Change Of Habit” aldrig for alvor en film, som holder, hvad den burde love. Dertil lander den ganske enkelt mellem to biografsæder, og det er vel egentlig et meget passende goodbye til Hollywood.

Der er tre pæne stjerner til “Change Of Habit”.

Det var efterhånden svært for Colonel Parker at forhandle de sædvanlige 1 million USD hjem, når filmkontrakterne skulle i hus. Som en del af NBC-aftalen omkring ‘68 Comeback Special blev der også aftalt en spillefilm, som skulle blive “Change Of Habit”. Den samlede pris var 1,25 millioner USD. På den måde kunne Parker stadig påstå, at hans klient nåede den berømte million.

Optagelserne stod på fra begyndelsen af marts til starten af maj 1969 under instruktion af William A. Graham. Instruktøren, der bl.a. havde 7 episoder af tv-serien “Flygtningen”, to af “Batman” og en enkelt af “Ironside” på cv’et, var kontraktligt forpligtet til et vist antal film dette år. Da han blev tilbudt Elvis og “Change Of Habit”, sagde han ja.

Det hele var oprindelig skrevet af John Joseph og Richard Morris, og baseret på den rigtige historie om nonnen Søster Mary Olivia Gibson, der arbejdede med børn med
taleproblemer i Syracuse, New York. Historien blev omskrevet til det store lærred i et samarbejde mellem James Lee, S.S.Schweitzer og Eric Bercovici.

Elvis spiller lægen John Carpenter, der arbejder i sin klinik i New Yorks ghetto. Han bliver tilbudt to måneders hjælp af tre smukke, unge kvinder – Michelle (spillet af Mary Tyler Moore), Irene (Barbara McNair)og Barbara (Jane Elliot). Hvad Dr. Carpenter ikke ved er, at de tre kvinder er nonner udsendt af Mother Joseph (Leora Dana) fra en lokal katolsk kirke som en del af et socialt eksperiment.

Den unge læge giver ikke de tre tøser mange chancer for at klare sig i det hårde nabolag, men hver især slår de sig på deres egne ambitiøse projekter. Michelle kaster sin iver på den autistiske pige Amanda (Lorena Kirk) og den stammende teenagedreng Julio (Nefti Millet), der har masser af andre problemer at slås med. Den idealistiske
(kommunistiske?) Barbara kæmper med det lokale supermarked, som med høje priser malker pengepungene hos de stakkels lokale. Hun kommer hurtigt i clinch med betjenten Moretti (Ed Asner), som ellers også er socialt bevidst. Irene er indigneret over den lokale mafiaboss “The Banker” (Robert Emhardt), hvis bande leverer masser af patienter til klinikken. Over dem svæver Father Gibbons (Regis Toomey), som har ansvaret for de tre unge nonner, mens de er i nabolaget.

John og Michelle forelsker sig i hinanden – først og fremmest drevet af deres fælles projekt med at få den autistiske pige Amanda til at tale. Den unge Lorena Kirk, som spillede den autistiske pige, var også i virkeligheden meget genert. Scenerne, hvor doktoren holder hende fast i forbindelse med terapien, var så voldsomme for hende, at hun rent faktisk skreg og sparkede – endda så voldsomt, at Mary Tyler Moore forlod optagelserne.

Doktor Carpenter har ellers rigeligt at se til. Klinikken svømmer over med alt fra unge mænd med blå mærker til giftelystne unge piger, som hellere end gerne vil undersøges af den attraktive doktor. Og ikke mindst, da han finder ud af, at de tre unge damer er nonner.

Til slut må Michelle vælge mellem sin tro eller doktoren – Jesus Kristus (Jesus Christ) eller John Carpenter – JC eller JC. Valget af JC som initialer var helt bevidst fra forfatternes side. Det hele ender naturligvis i en kirke, hvor John meget passende synger “Let Us Pray”. Om søster Michelle vælger den ene eller anden vej er helt op til seeren.

Er Jesus større end Elvis? Var Beatles større end Herrens søn? Instruktøren William A. Graham var faktisk ambitiøs på sin hovedrolleindehavers vegne. Så ambitiøs, at han underviste Elvis i “method acting” – naturalistisk skuespilteknik, som tager udgangspunkt i at skuespilleren bruger egne erfaringer og følelser til at finde sin
rolles motivation og dermed opnår den totale identifikation med rollen. Da Colonel Parker fik nys om disse sessions, greb han omgående ind. Der var ingen grund til at tro, at han kunne få en prisvindende skuespiller ud af Elvis. Det virker jo nærmest bizart, at Elvis først i sin sidste film – efter 14 år med 31 spillefilm – skulle modtage reel undervisning i faget.

Graham var i øvrigt fuld af roser, når talen faldt på Elvis. Den store stjerne tog sig tid til at skrive autografer, synge for de øvrige skuespiller og var bare en sød og omgængelig mand.

Find mange flere billeder fra filmen i vores store Galleri

“Change Of Habit” havde amerikansk premiere d. 10. november 1969. Der var ingen officiel premiere i Danmark, men filmen blev vist i Brørup Bio d. 16. august 1980, hvilket så vidt vides er den første offentlige fremvisning i en dansk biograf. Det var ikke udelukkende et dansk fænomen. I Storbritannien blev det heller ikke til biografpremiere. Til gengæld viste BBC filmen d. 24. august 1974.

Elvis synger “Change Of Habit”, “Have A Happy” og “Let Us Pray” alle indspillet i Decca Universal Studio, Hollywood d. 5. og 6. marts 1969. Ved samme session blev nummeret “Let’s Be Friends” også optaget, men ikke brugt i filmen. Med i filmen er også nummeret “Rubberneckin’”, som blev indspillet d. 20. januar 1969 i American Studios i Memphis – samme session som “In The Ghetto”.

Change Of Habit

NBC-Universal
Indspillet fra begyndelsen af marts tilden 2. maj 1969
Premiere i USA: 10. november 1969
Der var ingen officiel premiere i Danmark, men filmen blev vist i Brørup Bio d. 16. august 1980
Spilletid: 93 minutter

Medvirkende
Dr.John Carpenter – Elvis Presley
Sister Michelle – Mary Tyler Moore
Sister Irene – Barbara McNair
Sister Barbara – Jane Elliot

Filmholdet
Producer – Joe Connelly
Instruktør – William Graham

Sange i filmen
Change Of Habit
Rubberneckin’
Have A Happy
Let Us Pray


Sang indspillet til filmen men aldrig brugt
Let’s Be Friends

Bonus info:

  • Mary Tyler Moore fik i 1970 sit eget tv-show, “The Mary Tyler Moore Show”. Showet kørte frem til 1977 og havde hele 168 episoder.
  • Ed(ward) Asner havde i samme show rollen som den hårde producer Lou Grant, der langsomt tør op og viser sin blide side.
  • Med hele 29 Emmy’er er det et af de mest succesfulde tv-shows i amerikansk historie.
  • Selv om “Change Of Habit” foregår i New York, er by-scenerne filmet i Los Angeles og hos Universal Studios i Hollywood.
  • Når Elvis senere i karrieren skulle rejse ubemærket, brugte han bl.a. John Carpenter som dæknavn.
  • William A. Graham instruerede i 1993 tv-filmen “Elvis and the Colonel: The untold story” med Rob Youngblood i rollen som Elvis og Beau Bridges i rollen som Parker.
  • Den ene af manuskriptforfatterne, James Lee, fik i 1977 en gedigen succes med sin omskrivning til tv af Alex Haley’s “Roots” (på dansk “Rødder”) om Kunta Kinte, der bliver taget til fange i Afrika og ført til USA som slave.
  • En anden af manuskriptforfatterne, Eric Bercovici, havde pennen på papiret, da den populære tv-serie “Shogun” med Richard Chamberlain blev til.
  • Jane Elliot har vundet en “Daytime Emmy Award” for rollen som Anjelica Deveraux i den uendelige serie Horton-sagaen, der for længst har rundet 10.000 afsnit!
  • Sangerinden Darlene Love, som sammen med The Blossoms bakkede Elvis op i ‘68 Comeback Special, har en ukrediteret rolle som korpige – i øvrigt i sangen “Rubberneckin’” og sammen med resten af The Blossoms i “Let Us Pray”.
  • Mary Tyler Moore og Elvis har en lille akustisk duet – hun på guitar/han på klaver. De spiller “Lawdy Miss Clawdy” – et nummer fra 1952 af Lloyd Price, indspillet af Elvis i 1956.
  • Selv om Elvis gjorde alt for at holde sig upolitisk i interviews og optræden, fremstår flere sange alligevel med et politisk budskab – f.eks. “If I Can Dream” (1968), “In The Ghetto” (1969) eller “Walk A Mile In My Shoes” (live – 1970).

Film trailer

Videre til næste film:
That’s The Way It Is

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!