Easy Come, Easy Go

Af Henrik Busborg

 

** (to af seks EP-stjerner)

 

Nu er denne serie af anmeldelser meget bevidst en vurdering af Elvis’ film i forhold til hinanden og ikke en sammenligning med, hvad der ellers foregik på lærredet i samtiden. Her, hvor det spirende ungdomsoprør virkelig er klar til at folde sig ud i den virkelige verden, spiller Elvis stadigvæk den unge rebel. Den samme rolle igen og igen. Set i et større perspektiv virker det i tiltagende grad søgt. På sin egen akavede måde kommer filmene derfor til at virke som frosne fossiler – underlige tidskapsler, som i deres mærkværdige tidsløshed fungerer på samme måde som tegneserier: Du starter altid ved samme udgangspunkt, uanset hvordan den sidste historie, du lige læste, endte. Anders And er altid uheldig, Fætter Højben altid det modsatte. Elvis’ rolle er altid den samme. Altid. Dykker, racerkører, bokser. Altid den samme.
I “Easy Come, Easy Go” er Elvis så tilbage i rollen som soldat, der skal i gang med noget andet. Det farlige job med at demontere miner, gav gode muligheder for undervandsoptagelser med spænding og intensitet. Det lykkes kun lige. Måske fordi kameravinkler, belysning og efterfølgende klipning ikke står mål med potentialet. Jeg ved godt, at vi er i en helt anden liga, men jeg kan ikke lade være med at tænke små ti år frem til Steven Spielbergs håndtering af lignende undervandsscener i “Jaws”. Der var så mange bedre muligheder for Rich.
Fremstillingen af de “alternative” beatnicks/hippier som folk, der dyrker yoga og laver happenings ved at hælde spaghetti ud over hinanden eller male med halvnøgne kroppe, virker helt ude af trit med en virkelighed, hvor “make love, not war”- sloganet netop havde et lille år på samvittigheden.
Dialogen i filmen er generelt tandløs. Jeg savner bid. Hvorfor ikke trække linjerne hårdere op? Lade de onde være mere onde? I modsætning til mange af de andre film fra perioden, er der heller ikke nær den samme portion humor. Det gør, at “Easy Come, Easy Go” sætter sig på halen lige mellem to biografsæder.
Jeg synes ikke nødvendigvis, at Elvis virker voldsomt ude af form. Det er dog tankevækkende, at det lidt over ti år efter premieren på “Easy Come”, Easy Go” var helt slut for Elvis. For selv om Elvis måske havde en smule hvalpefedt på sidebenene her i 66/67, så er han stadig en smuk mand i sin bedste alder.
Den musikalske del af “Easy Come, Easy Go” falder i min bog i den absolutte lave ende af bassinet. “Yoga Is What Yoga Does” må være et af de (om ikke dét) absolutte musikalske lavpunkter i Elvis’ karriere. Reelle hits er der ingen af.
“Easy Come, Easy Go” får to stjerner.

Film nummer 23 “Easy Come, Easy Go” er indspillet efter film nummer 24 “Double Trouble”, men havde alligevel premiere før. Det fortæller nok mest noget om det tempo, hvormed der blev indspillet Elvis-film i denne periode. Tre film om året i perioden 1964-69. Det var voldsomt. For Freddy Bienstock var dette tempo blevet noget af en udfordring. Bienstock var ansvarlig for at finde sangmateriale til filmene. Egentlig havde Bienstock i årevis haft de bedste kort på hånden. Det var forbundet med stor prestige at få sine sange fremført af Elvis, så Bienstock havde formået at få en stor del af de royalties, som sangene indbragte, sendt videre til Elvis og Hill & Range (det firma, som havde rettigheder til Elvis’ musik) i stedet for sangskriverne. I kulisserne talte man om “The Elvis Tax” – prisen for at lov til at få foden indenfor hos verdens største artist. Nu havde Bienstock imidlertid ikke længere så gode kort at spille. Filmenes dalende popularitet smittede selvsagt af på salget af albums med musikken. Til “Easy Come, Easy Go” præsenterede Bienstock hele 12 sange for Colonel Parker. Den hårde manager havde godt fornemmet, at Elvis var utilfreds med hele situationen, og Parker forkastede alle 12 sange. Bienstock måtte på den igen og fandt en ny portion sange. Der var i det hele taget uro omkring situationen. Ben Weisman, som var fast leverandør af sange til filmene, klagede sin lid til Parker. Weisman kunne ikke få forskud på sin betaling – et forskud, som komponisten skulle bruge på at lave demoer, som Elvis kunne lytte til. Det hele endte dog med en stak sange, som blev fundet passende til filmen. Hill & Range havde allerede rettigheder til to numre, som Bienstock mente ville være gode til “Easy Come, Easy Go”: Ray Charles-nummeret “Leave My Woman Alone” og Lieber og Stollers “Saved”, som allerede var et hit i 1961 med LaVern Baker. Der blev indspillet backing track til Ray Charles-nummeret, men Elvis fik af ukendte årsager aldrig lagt vokal på det. “Saved” kom heller ikke med i denne omgang. Den fik til gengæld sin berettigelse, da den senere kom med i NBC’s tv-special “Elvis” (‘68 Comeback Special). To andre numre: “She’s A Machine” (som Elvis ikke brød sig om) og den smukke gospel-ballade “We Call On Him” klarede heller ikke cuttet.

 

John Rich (fra “Roustabout”) var tilbage i instruktørstolen, og beskeden fra Hal Wallis, som var producer for niende og sidste gang på en Elvis-film, var “Just put them through their paces” – vel bedst oversat som “Bare lad dem vise, hvad de kan”. Det var i sig selv en øvelse, for økonomien gennemsyrede som sædvanlig projektet, allerede før det var begyndt. Et memo fra co-producer Paul Nathan til Hal Wallis fortalte f.eks. at den kvindelige hovedrolle Dodie Marshall, som havde forlangt USD 1.000 om ugen for sin medvirken, nok ville nøjes med USD 650.
Samtidig var der bekymringer i forhold til Elvis’ vægt. Rich mente, at Elvis’ påklædning film for film blev strammere og strammere, mens Elvis blev federe og federe. Med udsigten til en rolle som soldat og dykker, var det en frygt, at Elvis mødte op på settet ude af form.
I forvejen var forholdet mellem Rich og Elvis prøvet. På “Roustabout” havde de to allerede stødt hornene mod hinanden. Elvis havde (naturligvis) inviteret Red West med til optagelserne af “Easy Come, Easy Go” (vel sagtens med et “løfte” om en mindre rolle undervejs). Da Elvis og West under en optagelse brød sammen af grin, fik Rich omgående West udelukket fra deltagelse på settet.
Igen var det Allan Weiss og Antony Lawrence, som havde skrevet manuskriptet. Som makkerpar var de også sammen om “Paradise, Hawaiian Style” og “Roustabout”, mens Weiss kunne skrive manuskriptforfatter til både “Fun In Acapulco”, “Girls!” Girls! Girls!” og “Blue Hawaii” på cv’et.

 

 

I “Easy Come, Easy Go” spiller Elvis løjnant Ted Jackson, en US Navy-dykker, som tjener til dagen og vejen ved at demontere miner fra anden verdenskrig. Ted er dog ved at forlade militæret. Selvfølgelig har Ted et helt utroligt sangtalent, som han viser frem ved enhver given lejlighed. Teds virkelige mission bliver dog vraget af “Port of Call” og en sunket argentinsk guldskat, da han ved et tilfælde støder på det sunkne skib. Han får hjælp af natklubejeren Judd (spillet af Pat Harrington, Jr.), den smukke Jo Symington (Dodie Marshall – ja, hende fra “Spinout”), hvis bedstefar var skipper på “Port of Call”, samt den lidet søfaste Captain Jack (Frank McHugh). Selvfølgelig er der konkurrenter, som også leder efter vraget. Den stramt skårne Dina Bishop (Pat Priest) og dennes lejesvend Gil (Skip Ward) er nemlig også på jagt efter rigdom og berømmelse. Jeg skal ikke tage oplevelsen fra læseren, så du må selv se, om det bliver Ted og co., der finder skatten først.
Handlingen er igen i den tynde ende. Denne dialog mellem Elvis og hans gode ven George Klein fortæller vist det hele. Klein spurgte Elvis: “Hvad handler “Easy Come, Easy Go” om?”. Elvis svarede tørt: “Same story, different location” (samme historie, anden beliggenhed). Så er den vist ikke længere.

 

 

“Easy Come, Easy Go” havde amerikansk premiere d. 22. marts 1967. Dansk premiere 2. juni med samme titel.

Elvis synger “Easy Come, Easy Go”, “The Love Machine”, “Yoga Is As Yoga Does” (duet med Elsa Lanchester), “You Gotta Stop”, “Sing You Children” og “I’ll Take Love”. Sangene er alle indspillet i Paramount Studio Recording Stage i Hollywood d. 28. og 29. september 1966.

 

Bonus info:

  • De seks sange til “Easy Come, Easy Go” rakte kun til en EP.
  • EP’en solgte mindre end 30.000 eksemplarer, hvilket ikke var nok til at sende den på Billboard’s Hot 100.
  • Det gik noget bedre for EP’en i England, til trods for, at den engelske version kun havde fire sange med (“The Love Machine” og “You Gotta Stop” var ikke med på den engelske udgave).
  • Filmen var oprindelig tiltænkt rock-duoen Jan and Dean, men duoens ene medlem, William Jan Berry kom ud for et voldsomt trafikuheld.
  • Rollen som Dina Bishop var egentlig tiltænkt Suzanna Leigh, som spillede med i “Paradise Hawaiian Style”.
  • Mange af filmens scener er skudt på minestrygeren USS Galant (MSO-489).
  • Rollen som Captain Jack var Frank McHughs sidste på film.
  • Det samme gjaldt Elsa Lanchester, som dog kunne prale med, at hendes sidste optræden på det store lærred blev en duet med Elvis.
  • Elsa Lanchesters mest kendte rolle er nok som Frankensteins Brud i filmen fra 1935 af samme navn – i øvrigt med Boris Karloff som Frankensteins monster.
  • I det hele taget stod “sidste film” i kø. “Easy Come, Easy Go” blev nemlig også Dodie Marshall’s sidste – til trods for, at co-producer Paul Nathan havde lovet hende, at den ville blive springbræt til noget større.

Videre til næste film:
Double Trouble

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!