Af Henrik Busborg

 

***** (fem af seks EP-stjerner)

 

“On Tour” er som dokumentar et vigtigt øjebliksbillede. Det er på alle måder situationen i 1972 – en Elvis, som allerede er ved at køre træt i den “nye fælde”, koncerterne. Samtidig er det – om ikke så smukt skruet sammen som “TTWII” – så et manifest over en kunstner, som selv i sin karrieres tredje halvleg var i stand til at begejstre og bjergtage et publikum.

“Hvis jeg mærker, at du stiller dig i positur med vilje, slukker jeg for kameraet. Og så vil MGM bare miste en masse penge”. Det var instruktør Robert Abels første melding til Elvis, da de skulle tale om det forestående projekt “Elvis On Tour”.

Sammen med Pierre Adidge var Abel sat til at holde styr på begivenhederne så godt som muligt. De to have i 1970 fulgt og foreviget Joe Cockers tour gennem USA og lavet filmen “Mad Dogs and Englishmen” (1971).

I sidste ende holdt dét med at stille sig an foran kameraet ikke, for det lå ganske enkelt i Elvis’ natur. Når først han fik kostumet på, var han som en påfugl, der ikke kunne lade være med at vise de flotte fjer frem.

Missionen med filmen var at fremstille Elvis som den typiske amerikanske helt. Onde tunger ville måske påstå, at det var et massivt PR-stunt. Den amerikanske drøm for fuld udblæsning. Drengen, der kom fra ingenting, og blev til den store superstjerne, som havde alt.

Scenen var sat med april måneds turné (den første af tre dette år + to omgange i Las Vegas). 15 amerikanske byer på 15 dage! Og det lykkes vel meget godt. Det er Elvis for fuld udblæsning – inklusive karatespark og store solbriller. Samtidig sidder jeg alligevel tilbage og ærgrer mig over, at bagsiden af medaljen ikke bliver præsenteret.

Der var faktisk optagelser, hvor Elvis funderede kritisk over Hollywood-filmene og ligeledes Steve Allen-showet, hvor han blev tvunget til at synge “Hound Dog” til en savlende hund. Der endte ikke i den færdigklippede film.

I min bog vil “On Tour” uvilkårligt blive holdt op imod “TTWII”. Og her når “On Tour” ikke samme niveau. Først og fremmest er kameraføringen ikke nær så lækker. Samtidig er det uhyggeligt, hvor meget det er gået ned ad bakke for Elvis i den relativt korte periode mellem de to film.

Elvis fremstår bleg (hvorfor sendte man ikke manden en tur til Hawaii før filmen?) og overvægtig. Når det kommer til musikken er der bestemt også forskel på vægtningen. “TTWII” fokuserede i høj grad på musikken, hvor “On Tour” i højere grad vender blikket mod Elvis og hans bevægelser, kostumerne og publikums reaktioner.

For mig er det vigtigste øjeblik i “On Tour” scenen i limousinen umiddelbart efter en af koncerterne. Det blik, som Elvis har, fortæller mere end tusind ord. Det er – i modsætning til 1970 – ikke en Elvis, som er glad, optimistisk og i balance. Det tætteste man kommer på en sådan Elvis, er scenerne sammen med gospelkoret, hvor de “synger til solen bryder frem”. Igen med en trist undertone, men samtidig en kærlighedserklæring til den musik, som Elvis måske elskede allermest.

Det var også en ordentlig mundfuld Elvis blev præsenteret for. Set i et større perspektiv virker tourplanen nærmest som et umenneskelig hårdt projekt. Colonel Parker havde utvivlsomt sit fokus på økonomien frem for sin klient.

 

Amerikansk premiere d. 1. november 1972.
Dansk premiere 6. april 1973.

 

Bonus info:

  • “Elvis On Tour” vandt sammen med filmen “Walls Of Fire” (1971) en “delt” Golden Globe for bedste dokumentarfilm ved uddelingen i 1976.
  • Det blev til en 13. plads på Variety’s Box Office-liste. Egentlig imponerende, da dokumentarfilm sjældent placerer sig højt dér.
  • Da filmen udkom på DVD og Blu-Ray i 2010, var introen ikke “Johnny B. Goode”, men i stedet “Don’t Be Cruel”. Dette skyldtes copyright-problemer med Chuck Berry, som skrev “Johnny B. Goode”.
  • Der var koncert-materiale fra fire byer i den færdige film; Hampton Roads (The Coliseum) og Richmond (The Coliseum) begge i staten Virginia, Greensboro (The Coliseum), North Carolina samt San Antonio (Convention Center), Texas.
  • Den samlede første turné i 1972 besøgte på sine 15 dage 15 byer i 11 forskellige stater.
  • Fire af disse besøg var med to koncerter samme dag – d. 8/4 i Knoxville, Texas, d. 9/4 i Hampton Roads, Virginia, d. 15/4 i Macon, Georgia og d. 16/4 i San Antonio, Texas.
  • De samlede udgifter til Elvis’ kostumer – designet af Bill Belew – beløb sig til 11.088 USD.
  • Elvis fløj på denne turné i sin 1962 Lockheed Jetstar.
  • Flyet blev i 2017 solgt på en auktion for 430.000 USD efter at have tilbragt 35 år på en landingsbane i Roswell, New Mexico.
  • En knap 30 år ung Martin Scorsese var med til at klippe filmen sammen. Han har senere som instruktør været ansvarlig for film, der tilsammen har vundet 20 Oscars.

 

 

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!