Flaming Star (Flammende Stjerne)

Af Henrik Busborg

***** (fem af seks EP-stjerner)

 

Allerede mens Elvis var i Tyskland, havde Tom Parker kørt det store maskineri i stilling. Blot to måneder efter afslutningen på optagelserne til G.I. Blues var Elvis igen i Hollywood. Denne gang for at indspille den første af to film for 20th Century Fox. Baseret på ”The Brothers Of Broken Lance” af Clair Huffaker skulle Elvis i en traditionel western spille halvblods Kiowa-indianeren Pacer Burton, som bliver fanget i en konflikt mellem de hvide nybyggere og de indfødte.

Interessant nok var rollen oprindelig tiltænkt – og endda annonceret til – EP’s store idol Marlon Brando, men sådan blev altså det ikke. Filmens producer, David Weisbart, kontaktede med denne nyhed instruktøren, Don Siegel, med ordene ”Certainly he’s (Elvis) no Brando. On the other hand, Brando’s no Presley!” Rollen som Pacers bror, Clint, var tiltænkt Frank Sinatra, men den endte i stedet i hænderne på Steve Forrest, der siden 1953 havde haft både større og mindre Hollywood-roller.

I erkendelse af, at EP’s skuespiltalent nok var mindre end Brando’s, gik man i gang med at omskrive replikkerne. Nunnally Johnson, som havde skrevet manuskriptet ud fra Huffakers forlæg, nægtede at omskrive noget som helst. Det stillede umiddelbart holdet bag filmen i et dilemma, som dog blev løst, da Huffaker trådte til og hjalp med at rette replikkerne til.

I kulissen foregik også en kamp om, hvorvidt Elvis skulle synge ”de sædvanlige ti sange” i løbet af filmen. At man endte med ”bare” en sang, styrker i min optik filmens troværdighed, og gør den til en af de allerbedste Elvis-film, men mere om det i min vurdering. Siegel var noget nedslået over tabet af Brando og Sinatra, men efter filmen roste han Elvis. Siegel fandt, at Elvis var både følsom og god til at spille, men Siegel så også en usikker Elvis, som havde brug for megen støtte og opmuntring undervejs. Don Siegel nægtede i øvrigt at arbejde med Elvis igen. Siegel fandt det nærmest umuligt at få Elvis på tomandshånd, og når den store stjerne var sammen med flere andre, var han svær at nå igennem til.

Filmens titel var igen en tur rundt i manegen. ”Black Star”, ”Black Heart” og ”Flaming Lance” var arbejdstitler, inden man d. 1/9 1960 landede på ”Flaming Star”. Optagelserne foregik fra d. 16/8 til d. 4/10 1960.

Dolores del Rio er velcastet i rollen som Pacer’s indianske mor. Steve Forrest som bror Clint og gennemrutinerede John McIntire som faderen er bestemt også gode. Det bidrager uden tvivl til EP’s præstation, som langt hen ad vejen er på allerøverste hylde. Flaming Star bød på masser af dramatiske udfordringer, om dem tager Elvis hånd om med en afslappethed, som klæder filmen.

Barbara Eden blev hyret til rollen som den (næsten for) pæne Roslyn Pierce. Man var faktisk i gang med at filme med den britiske Barbara Steele i rollen, men hendes engelske accent lød forkert. Steel blev fyret – og Eden hyret.

Anmeldernes spalter flød vanen tro ikke over af begejstring. Flere savnede variation i EP’s spil – især hans ensformige ansigtsmimik får slemme slag med på vejen. Værre var nok, at publikum svigtede i forhold til de tidligere film. Det skulle blive et evigt dilemma for EP’s film, at den manglende tilstedeværelse af sange oftest medførte vigende publikumstal. Elvis havde en indædt ambition om at blive en anerkendt, seriøs skuespiller, men hans fans ville hellere have en anden Elvis. Den manglende publikumstilstrømning hang måske også sammen med den besynderlige prioritering, at ”Flaming Star” havde premiere d. 20/12 1960– blot fire uger efter G.I. Blues.

Den danske premiere d. 24/7 1961 – med titlen ”Flammende Stjerne” – var sindrigt nok trukket hele 3½ måned efter premieren på G.I. Blues.

Elvis synger: “Flaming Star” og “A Cane And A High Starched Collar” – indspillet i Radio Recorders, Hollywood d. 7/10 1960. Sangene “Black Star”, “Summer Kisses, Winter Tears”, “Britches” og “A Cane And A High Starched Collar” blev indspillet samme sted d. 8/8 1960, men kun den sidstnævnte fandt altså vej til den endelige film.

Djævlen ligger oftest begravet i detaljen. Det er da også de små ting, som smider den sjette stjerne af hesten i min vurdering af ”Flaming Star”.

Jeg ærgrer mig over, at filmens aften-/nattescener er skudt i dagslys, men med nedsat kamerablænde.

Ligeledes irriterer det mig, at man – trods fravalget af sange – alligevel (mal)placerede “A Cane And A High Starched Collar” i filmens start.

Det stikker mig, at spillet omkring filmens bærende personer alt for ofte er overdrevet og voldsomt teatralsk.

Det pirker til min logiske sans, når handlingen har twists, som da mor Neddy i hårdt såret tilstand forlader sin sygeseng for at vandre ud i en mindre sandstorm. Eller når en af skurkene – i hårdt såret tilstand – kravler rundt i ørken og klipper i en uge, før han pludselig dukker op og skyder efter Pacer, hans mor og Buffalo Horn.

Elvis spiller til gengæld godt. Han er troværdig i rollen – måske netop fordi EP selv havde indiansk blod i årerne. Det samme kan siges om del Rio, Forrest og McIntire’s spil.

Filmens plot, hvor Pacer fanges i konflikten mellem de indfødte indianere og de hvide nybyggere, er jo en interessant og eviggyldig debat. De massive racistiske undertoner trækker bestemt også i den troværdige og interessante retning. Det lille samfunds småborgerlige fordomme, som bryder ud i lys lue, fortjener jævnlig luftning.

Jeg savner på ingen måde sangene, de vrikkende hofter eller det sædvanlige, flirtende spil med den skønne co-star, der spiller ”hard-to-get”. Jeg nyder i stedet, at Elvis spiller skuespil – og gør det aldeles fremragende. Underspillet og med overbevisende troværdighed. Anmeldernes kritik af EP’s minimale ansigtsmimik er i min optik ikke berettiget. Jeg synes tværtimod, at spillet passer fremragende til rollen som Pacer; cool, calm & collected. Elvis er god – til hest, til fods eller til nævekamp.

Men djævlen ligger som skrevet i detaljen, og her når ”Flaming Star” ikke helt i mål. Når det er sagt, så er fem flotte flammende stjerner vel heller ikke helt ringe endda?

Bonus info:

  • Den amerikanske popart-kunstner Andy Wharhols berømte billede af Elvis stammer fra ”Flaming Star”.
  • Elvis modtog ridetræning før rollen. Interessen for heste skulle senere komme til at fylde en del i EP’s liv.
  • Clair Huffaker havde historien i hovedet gennem mange år, men han skrev den færdige bog på kun ti dage!
  • Man havde hyret en stuntman, Tom Sweet, til de scener, hvor Elvis skulle slås. Det viste sig dog hurtigt, at Elvis sagtens kunne klare opgaven selv.
  • Det blev forsøgt at give Elvis brune kontaktlinser på, men også denne idé blev droppet.
  • Med baggrund i filmens racepolitiske emner blev ”Flaming Star” forbudt i Sydafrika.
  • EP’s ven, Red West, er stuntman i ”Flaming Star”. Han brækkede albuen i en slåskamp-scene – efter sigende med Elvis!
  • Elvis faldt af en løbsk hest under optagelserne, men kom ikke til skade.
  • I avisreklamer blev ”Flaming Star” fejlagtigt annonceret med FIRE nye sange.
  • ”Summer Kisses, Winter Tears” var faktisk med i filmen, men blev klippet ud efter en test-forevisning, hvor publikum brød ud i spontant latter ved den malplacerede scene, hvor Elvis sang til indianerne ved et lejrbål.
  • Rodolfo Acosta (Buffalo Horn) var en mexicansk født skuespiller, der som oftest spillede rollen som skurk.
  • Larry Chance, der spiller en ukrediteret indianer, skulle senere få en rolle i 1965-filmen ”Harum Scarum” (Captain Herat).
  • Den svenske titel blev ”Vild Man I Texas”!

Videre til næste film:
Wild in the Country

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!