G.I. Blues (Café Europa)

Af Henrik Busborg

**** (fire af seks EP-stjerner)

 

Elvis er tilbage efter aftjent værnepligt og to års ufrivilligt karriere-standby. EP’s vender tilbage i rollen som den syngende tankfører Tulsa McLean i sin femte film; G.I. Blues.

Elvis havde blod på tanden efter den fremragende og udfordrende rolle i King Creole og ikke mindst de to år pause fra det store lærred, og han glædede sig som et lille barn til at vende tilbage til Hollywood. Offentlighedens interesse for den tilbagevendte helt var gigantisk, og det nysgerrige publikum skulle nu tilfredsstilles med en film, der på alle måder skulle vise sig at være et u-turn i forhold til de første fire filmroller.

Hal Wallis valgte den rutinerede Norman Taurog som instruktør. Wallis havde ellers King Creole-instruktør Michael Curtiz som førstevalg, men dette lykkedes ikke. Det skulle blive den første af ni Elvis-film, som Taurog stod i spidsen for. Taurog var ikke en hr-hvem-som-helst. I 1931 modtog han en Oscar for sin instruktion af filmen ”Skippy”. Taurog var nomineret igen i 1939 – dog uden at vinde. Gennem sin lange karriere instruerede han 180 film.

Planerne om netop en ”soldaterfilm” havde stået på gennem længere tid. Allerede i 1958 arbejdede Wallis og co. med planerne om en film ”Christmas In Berlin”, og i 1959 besøgte Wallis soldat Elvis i Tyskland for at gennemgå manuskriptet til det, der senere blev G.I. Blues. – og næppe var Elvis tilbage i USA (marts 1960) før optagelserne til G.I. Blues begyndte sidst i april/først i maj måned.

Hvis formålet med at sende Elvis i militærtjeneste havde været at forvandle den rebelske rock ’n’ roll-stjerne fra ”enhver svigermors mareridt” til ”den pæne nabodreng”, så kan man ikke andet end mistænke Colonel Tom Parker for at have haft samme plan med G.I. Blues. Filmen må falde i kategorierne ”komedie/musical”. Væk var duften af James Dean. Væk var smagen af Marlon Brando. Tilbage var ufarlig underholdning, som på ingen måde kunne forstyrre selv de mest puritanske amerikaneres nattesøvn.

I en periode var filmens titel Café Europe (opkaldt efter den café, som er omdrejningspunkt for filmens plot). Titlen signalerede dog noget helt andet end filmens indhold, og der gik da heller ikke længe, før man besluttede sig for at benytte titlen G.I. Blues.

Trods de mange paralleller til EP’s egen værnepligt i (Vest)Tyskland var Elvis selv meget realistisk omkring filmens selvbiografiske tilsnit: ”It’s not about my real experiences in the Army. They couldn’t film that!” udtalte Elvis tørt – måske med en slet skjult henvisning til sin romance med den kun 14-årige Priscilla Beaulieu!

Elvis spiller overfor den gloende varme og smilehuls-charmerende Juliet Prowse, der i rollen som den sexede danserinde, Lili, gang på gang stjæler (det mandlige?) publikums opmærksomhed. Kemien mellem de to oser af gensidig tiltrækning. Elvis og Prowse havde ifølge Prowse en affære under optagelserne. Prowse var på det tidspunkt involveret med Frank Sinatra, så det har sikkert ført til en del snak i kulisserne!

Omkring Elvis er der masser velspillende og dygtige skuespillere. Robert Ivers (i rollen som PFC Cookie) er charmerende og morsom. James Douglas (som Rick) er afslappet og velcastet. Tøserne Tina og Marla (spillet af Leticia Román og Sigrid Maier) giver et tiltrængt og velplaceret pust, når de romantiske komplikationer ikke kun skal omhandle Elvis og Prowse.

Pressens modtagelse var (som sædvanlig) ulden. Det gjorde (som sædvanlig) ingen forskel for de hungrende Elvis-fans, som strømmede til biograferne for at opleve deres tilbagevendte helt. G.I. Blues-succesen blev uden tvivl grundstenen og recepten til en lang række af de Elvis-film, som 60’erne skulle byde på. G.I. Blues har til dato indspillet, hvad der svarer til lidt under 34 millioner USD i dagens penge, så set gennem de finansielle solbriller var der bestemt heller ingen grund til at navigere i anden retning. Den opfattelse var i hvert fald herskende hos Colonel Tom Parker, der i Hollywood havde opdaget en pengemaskine af de helt store.

G.I. Blues havde premiere d. 23/11 1960. I Danmark måtte Elvis-fans vente til 14/4 1961. Både G.I. Blues og Café Europa er i øvrigt blevet brugt som dansk titel.

Elvis synger: “What’s She Really Like”, “G.I. Blues”, “Doin’ The Best I Can”, “Blue Suede Shoes”, ”Frankfort Special”, “Shoppin’ Around”, “Tonight Is So Right For love”, “Wooden Heart”, “Pocketful Of Rainbows”, “Big Boots” og “Didja’ Ever” – indspillet i RCA Studios, Hollywood, California d. 27/4 og 28/ 1960 samt 6/5 i Radio Recorders, Hollywood.

G.I. Blues er ikke stor kunst – på ingen måde. Filmen lægger sig belejligt i slipstrømmen på en amerikansk tradition af easy-living-film, hvor stjerner som Dean Martin og Jerry Lewis for længst havde bevist, at der var et marked. Den dybere mening er ikke andet end at ville underholde, og som sådan skal filmen vel ret beset også bedømmes.

G.I. Blues er i denne Elvis-genre i den bedre ende. Rollen som Tulsa byder (i EP’s forsvar) på ingen måde på skuespilmæssige udfordringer, men Elvis spiller med energi og overskud. Det er tydeligt, at han var opsat på at gøre en god figur i sit film-comeback. Og så konstaterer jeg som en ikke ubetydelig sidebemærkning, at Elvis er helt ekstremt velsyngende! Skal der falde kritik på den musikalske side, så bliver det af den helt igennem malplacerede ”Blue Suede Shoes”, som i den grad stikker ud.

Filmens musik er ellers både catchy og velskrevet. Klassikerne ”Wooden Heart” og titelmelodien ”G.I. Blues” står selvsagt som de største, men jeg er altså pjattet med numre som ”Frankfort Special”, ”Pocketful Of Rainbows” og ”Shoppin’ Around”.

G.I. Blues ER ikke stor kunst, men det ER en seværdig Elvis-film. Jeg savner den ”mørke” side af Elvis – udfordringerne, som klædte ham så godt i King Creole og Jailhouse Rock. Alligevel fortjener G.I. Blues ros for at underholde og ikke mindst for den glimrende musikalske side. Derfor fremtryller jeg fire stjerner og placerer dem på skuldrene af Private Presley.

Bonus info:

  • Under optagelserne får Elvis i Hollywood besøg af den danske Prinsesse Margrethe, den norske Prinsesse Astrid og den svenske Prinsesse Margaretha. Også kongerne fra Nepal og Thailand kigger forbi.
  • Flere af filmens scener er skudt i Tyskland, mens Elvis var i tjeneste netop der. Elvis var dog ikke med i nogen af disse scener. Det var derimod en filmdouble, Tom Creel.
  • Juliet Prowse er med i koncertfilmen That’s The Way It Is, hvor hun som gæst til showet (ganske kort) bliver interviewet.
  • Det er i øvrigt ikke Prowse, som synger duet med Presley i ”Pocketful Of Rainbows”, men derimod en ukrediteret sangerinde.
  • Ursula Andress var i spil til rollen som Lili – ligeledes var Dolores Hart (Loving You) og Joan Blackman.
  • Gustav Winckler indsang en dansk version af ”Wooden Heart/Muss I Denn” – ”Hvis Jeg Må”.
  • Under optagelserne til svævebanebillederne i Seilbahn Rüdesheim faldt en fotograf cirka 10 meter ned – heldigvis uden at lide nævneværdig overlast!
  • I Mexico førte visningen af G.I. Blues til tumultscener i en biograf, hvilket fik den mexicanske regering til at forbyde Elvis-film!
  • Soundtracket til G.I. Blues blev nomineret til to Grammy’er: ”Best soundtrack album” og ”Best vocal performance” – uden at vinde.
  • Den amerikanske hær stillede beredvilligt tanks og andet militært materiel til rådighed for filmen.
  • I filmens start propper Elvis ammunition i røret på en tank. Den viste tank kan rumme 90 mm ammunition, men den patron, som Elvis holder, er betragteligt større!

Videre til næste film:
Flaming Star

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!