Girls! Girls! Girls!

Af Henrik Busborg

*** (tre af seks EP-stjerner)

 

 

Elvis var tilbage i vante kløer hos Paramount-producer Hal B. Wallis og instruktør Norman Taurog (”G.I. Blues” og ”Blue Hawaii”). Makkerparret skulle senere have fingre med i spillet på en del Elvis-film. Med dette valg var det endeligt beseglet, at den lette musicalvej var fremtiden.

For anden gang var en Elvis-films handling henlagt til det smukke Hawaii – også her var der reprise i vente med ”Paradise – Hawaiian Style”. Om det var manglende fantasi eller nøje udtænkt salgsstrategi vides ikke, men endnu en Elvis-film var pludselig en levende rejsereklame.

Efter en del famlen omkring filmens titel lagde man sig fast på 3 gange piger. Før det havde titler som ”A Girl In Every Port”, ”Welcome Aboard” og “Gumbo Ya-Ya” været på skrivebordet. Det hele var baseret på romanen ”Will you Marry Me?” af Frederick Kohner.

I rollen som den omsværmede Ross Carpenter sejler Elvis rundt som fiskeguide, mens han natarbejder som sanger på en lokal klub. Han er fanget i et trekantsdrama, hvor han skal vælge mellem sangerinden Robin (spillet af Stella Stevens) og den søde Laurel (spillet af Laurel Goodwin). Plottet i filmen er tyndere end mellemlægspapir.

Elvis var heller ikke tilfreds. Det var en regulær ydmygelse at skulle synge sange som ”Song Of The Shrimp” eller ”We’re Coming In Loaded”. Vreden fik afløb på hotelværelset, hvor Elvis smadrede brædder med karateslag. Fyrre brædder om dagen var kvoten, indtil Hal B. Wallis fik stoppet dette forehavende af skræk for, at Elvis skulle brække hånden.

Elvis var efterhånden blevet temmelig afslappet omkring filmoptagelserne. Ind imellem grænsede det til ligegyldighed. Da scenen med ”The Walls Have Ears” skulle skydes, gik det over gevind. Elvis var ifølge Joe Espositio ikke den store fan af underbukser. Således blev scenen med Laurel Goodwin og en tæt tango til en ufrivillig rejsning. ”Lille Elvis”, som EP havde navngivet den, valgte ganske enkelt at stritte lystigt under hele optagelsen. Elvis jokede efterfølgende med det. Kunne han ikke få ordentlige roller, kunne han i det mindste lave rav i gaden.

Filmens redning blev sangen ”Return To Sender”, som strøg direkte til tops i både USA og England. Ellers er det mere end småt med sangenes kvalitet.

”Girls! Girls! Girls!” havde premiere d. 21/11 1962.

Den danske premiere var d. 4/2 1963 med samme titel.

Elvis synger hele 12 sange: “Girls! Girls! Girls!”, “I Don’t Wanna Be Tied”, “Where Do You Come From”, “I Don’t Want To Know”, “We’ll Be Together”, “A Boy Like Me, A Girl Like You”, “Earth Boy”, “Return To Sender”, “Thanks To The Rolling Sea”, “Song Of The Shrimp”, “The Walls Have Ears” og “We’re Coming In Loaded” – alle indspillet d. 26.-28. marts 1962 i Radio Recorders, Hollywood.

Der er både til drengene og pigerne i “Girls! Girls! Girls!”. Til drengene er der masser af piger i badedragter og bikinier. Til pigerne er der masser af Elvis – og han er altså i fysisk god stand.

Tre stjerner hiver jeg ud af strandtasken. Det tynde manuskript trækker ned. Det samme gør de mange slappe og ligegyldige fyldnumre. Det trækker op, at Elvis har et glimt i øjet – og lyn i buksen! Sangmæssigt er Elvis flyvende, at materialet ikke lever op til hans kunnen, bliver jo et tilbagevendende tema.

Der blev oprindeligt indspillet yderligere to sange til filmen, men de blev klippet ud for at sætte mere skub i sagerne. Det var nok et fornuftigt valg.

”Girls! Girls! Girls!” er ren eskapisme og skal ikke regnes for stor kunst. Det er et helt bevidst valg, som understreges yderligere af det faktum, at der blandt de øvrige skuespillere ikke længere blev hyret større kanoner ind.

Formlen for de næste mange Elvis-film var nu endeligt på plads.

Bonus info:

  • ”Girls! Girls! Girls!” blev (som den eneste Elvis.film nogensinde) nomineret til en Golden Globe, men vandt ikke.
  • Den amerikanske sangerinde Gerri Granger indspillede en ”svar-sang” til ”Return To Sender”. På samme melodi blev den til ”Don’t Want Your Letters”.
  • ”Girls! Girls! Girls!” indspillede ca. 2,7 millioner USD. Det var noget mere end de 1,75 millioner, som ”Kid Galahad” hentede hjem.
  • Dette skulle efter sigende være den Elvis-film, som er vist oftest i tv.
  • Stella Stevens ønskede at springe fra sin medvirken i filmen, men blev under trusler med udelukkelse fra fremtidige film presset til at medvirke.
  • Red West er igen med som statist – denne gang krediteret som bongotromme-spillende mand på båd.
  • Jack Nietsche hedder pianisten i Return To Sender-bandet. Han fik i 1983 en Oscar for sin tredjepart i ”Up Where We Belong” (Jennifer Warnes og Joe Jocker) fra ”An Officer And A Gentleman”.

Videre til næste film:
It Happened At The World’s Fair

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!