Jailhouse Rock (Med knyttede næver)

Af Henrik Busborg

***** (fem af seks EP-stjerner)

 

Elvis er i sin tredje film tilbage i det sort/hvide format.

Historien om den rebelske og iltre Vince Everett, der kæmper for et gennembrud i en musikbranche, der modigt fremstilles som en flok udspekulerede og grådige banditter, er baseret på en historie af Ned Young. Sammen med en smukke Peggy van Alden (spillet af Judy Tyler) tager Vince kampen op og skaber sig en karriere. Undervejs er Vinces midler alt andet end fine i kanten, og ”Jailhouse Rock” vover i den grad pelsen, når den præsenterer Elvis i rollen som antihelt – en rolle som ligger meget mere op ad James Dean eller Marlon Brando end nogen anden EP-rolle. At sympatien alligevel er på EP’s side fortæller alt om hans uomtvisteligt magnetiske tiltrækningskraft.

Jerry Leiber og Mike Stoller står bag fire af filmens seks sange. Makkerparret var allerede rutinerede sangskrivere, som bl.a. havde ”Hound Dog”, ”Love Me” og ”Loving You” på samvittigheden. De to skulle i 60’erne skrive talrige hits til EP. Netop sangene klæder filmen uhyggelig godt og falder på intet tidspunkt ud som kunstigt placerede. Især titelmelodien står tilbage som ikonisk. Rygtet vil vide, at de to sangskrivere skrev de fire sange til filmen på under fem timer! Om historien holder kan jeg ikke få bekræftet, men de skulle efter sigende være blevet låst inde på et hotelværelse med besked om, at deadlinen for sangene var overskredet, og de ikke ville blive lukket ud, før de var færdige med fire sange!

Filmens koreograf, Alex Romero, havde flere forslag til EP’s dansetrin til ”Jailhouse Rock”, men de faldt ikke Elvis naturligt. Romero bad Elvis om at lave de trin, som han normalt ville gøre i ”Hound Dog” og ”Don’t Be Cruel”, og næste dag havde koreografen et sæt nye moves. De var helt i EP’s smag, hvilket fremgår tydeligt. Den kan derfor med rette påstås, at Elvis selv koreograferede sine trin til den berømte scene.

Filmens instruktør, den anerkendte Richard Thorpe, får det bedste frem i Elvis. Thorpe var manden bag ”The Wizard Of Oz” fra 1939 (ja, den med Judy Garland), og hans sikre hånd styrer på fornem vis filmens flow. EP er på ingen måde happy-go-lucky, og det har helt sikkert været en interessant udfordring for Elvis at fremstille Vince Everett. Thorpe vendte i øvrigt tilbage for at instruere ”Fun In Acapulco” i 1963.

Anmelderne satte igen en ære i at sable filmen – og naturligvis EP’s præstation – ned. Den britiske avis Daily Mirror skrev, at ”filmen ville få selv de mest hærdede maver til at vende sig”! Det var publikum til gengæld pænt ligeglade med. Filmen har omskrevet til dagens penge indtjent mere end 32 millioner USD.

Elvis synger “Young and Beautiful”, “I Want to Be Free”, “Don’t Leave Me Now”, “Treat Me Nice”, “Jailhouse Rock” og “(You’re So Square) Baby I Don’t Care”. Sangene er indspillet 30/4, 3/5 og 9/5 1957 i MGM Soundstage, Hollywood.
Som opfølgning på ”Loving You” er ”Jailhouse Rock” en velkommen overraskelse. Det er modigt at portrættere Elvis i antihelt-rollen som Vince Everett. Filmens plot er godt og troværdigt, og Elvis spiller overbevisende. Musikken er fremragende, og det lykkes på smukkeste vis at inkorporere sangene i filmens handling. Balancen mellem Elvis og de andre spillere er i balance, og selv om Elvis ER stjernen, mister denne del af filmen aldrig sin fine energi.

Det er svært – ja, nærmest umuligt – at sammenligne ”Jailhouse Rock” med ”Loving You”. Alligevel skal der jo gives stjerner, og jeg havner (som i ”Loving You) på 5 af 6 EP-stjerner.

Bonus info:

  • Co-star, Judy Tyler og hendes ægtemand, Greg Lafayette, omkom i en bilulykke blot få dage efter optagelserne til filmen var slut. Elvis nægtede at se den færdige film af samme årsag.
  • Igen er Bill Black, Scotty Moore og D.J. Fontana med i filmen som orkestermedlemmer. Ligeledes ses komponisten Mike Stoller som pianist. Jeg synes, at det klæder scenerne med musikere i baggrunden, at de rent faktisk spiller det, som man hører.
  • Scenen med ”Jailhouse Rock” er almindelig anerkendt som verdens første musikvideo.
  • The Jordanaires er igen kor for Elvis.
  • EP’s cellekammerat Hunk Houghton, spillet af Mickey Shaughnessy, sang i filmen den stille ballade “One More Day”, en komposition af Sid Tepper og Roy C. Bennett.
  • Til Woodstock-festivalen i 1969 spillede gruppen Sha na na deres version af ”Jailhouse Rock”. De var sidste act på scenen før Jimi Hendrix.
  • Titelmelodien havnede på en 21. plads i top 100 over betydningsfulde amerikanske filmmelodier. Nummer 1 blev i øvrigt ”Over The Rainbow” med Judy Garland fra instruktør Richard Thorpes film ”The Wizard Of Oz”!
  • Elvis har ingen andre sange på listen – Garland har i alt fem!
  • Under optagelsen af scenen med ”Jailhouse Rock” sluger Elvis en stifttand. Han må på hospitalet, hvor tanden fjernes fra EP’s lunge! Han bliver dog udskrevet allerede dagen efter.
  • I filmen danner Vince og Peggy et pladeselskab ved navn ”Laurel” – et anagram for ”allure”, som betyder ”lokke i en fælde” (igen en slet skjult hentydning til pladeselskabernes lyssky metoder).
  • Filmens danske titel var ”Med Knyttede Næver”.

Videre til næste film:
King Creole

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!