Kid Galahad

Af Henrik Busborg

*** (tre af seks EP-stjerner)

 

Den tiende Elvis- film, ”Kid Galahad”, var en genindspilning af en film af samme titel fra 1937 – i øvrigt instrueret af EP’s yndlingsinstruktør, Michael Curtiz (ja, ham fra King Creole). Her var det med kompetente folk som Humphrey Bogart og Bette Davis på listen over skuespillere. Historien er skrevet af William Fay baseret på en artikel af Francis Wallace. Artiklen blev bragt i avisen Saturday Evening Post i 1930’erne.

Denne gang med Elvis i rollen som den forældreløse Walter Gulick, der hjemvendt fra militærtjeneste søger job som mekaniker, men ender som bokser. Gulick kan tage en omgang tørre tæsk og har en usandsynligt hårdtslående højrehånd. Hans romantiske medspiller er igen Joan Blackman, som spillede Maile Duval i Blue Hawaii. I ”Kid Gallahad” spiller Joan Blackman den yndige Rose Grogan. Elvis havde selv bedt om at få Joan Blackman til rollen.

Instruktør var Phil Karlson. Han havde brugt det meste af 1950’erne på at instruere hårdkogte thrillere og halvdårlige krimier. Umiddelbart virkede det ikke som et valg fra øverste hylde.

Charles Bronson spillede EP’s træner. Bronson var ikke imponeret af Elvis, og når der ikke blev filmet, holdt Bronson sig langt væk fra Elvis. Han var af den opfattelse, at EP’s karateoptrædener var pinlige. Omvendt havde Elvis heller ikke meget til overs for Bronson, som han over for Sonny og Red West beskrev som en abe med for store muskler. Spillet mellem de to bærer dog ikke præg af dette. Faktisk er det en af de ting, som fungerer rigtig godt i filmen. Bronson har senere fortalt, at han skammede sig over sin præstation i ”Kid Galahad”. Jeg synes, at han spiller godt.

Gig Young og Lola Albright spiller bærende roller som bokselejrens lederpar. Gig Young havde allerede modtaget to Oscar-nomineringer og skulle i 1969 modtage en Oscar og en Golden Globe for bedste mandlige birolle i ”They Shoot Horses, Don’t They?”. Lola Albright havde på sit cv en masse mindre roller på film og tv. De to limer mange scener fint sammen.

Bokseren Walter Gulick ender i et drama om spillegæld, kærlighed og grumme gangstere. Det hele afsluttes selvfølgelig med den ultimatíve boksekamp. Hvordan den store kamp mellem Kid Galahad og Sugarboy Romero går, kan du jo selv konstatere.

Optagelserne startede i november 1961, og Elvis var skeptisk. At spille bokser, mens vægten stille og roligt havde listet sig på den forkerte side af de 80 kilogram, passede ikke Elvis.

Optagelserne var færdige kort før jul, og Elvis kunne se tilbage på et travlt år med optagelse af hele tre film. Det stod efterhånden bøjet i neon, at der det ikke var vejen mod meriterende filmpriser eller anden kunstnerisk anerkendelse. At Elvis i samme proces mistede mere og mere af sin gnist på filmsættene, var nærmest logisk.

Bitterheden er nok ikke blevet mindre, da West Side Story støvsugede hele 10 Oscars. Elvis blev i netop 1961 tilbudt den mandlige hovedrolle, men da Nathalie Woods skulle have sit navn på samme linje og med samme størrelse typer plakaten, takkede Elvis-lejren med Colonel Parker i spidsen pænt nej.

Kravet om stadig flere og flere sange gav i øvrigt sangskriverne mere end rigeligt at se til. I 1961 var bestillingen på hele 48 sange. Sangene var reelt bestillingsarbejde, hvor sangskriverne mødte ind på kontoret om morgenen og gik hjem om eftermiddagen –præcis som ethvert andet kontorarbejde. Inspirationen havde så bare værsgo’ at være der! Den gennemsnitlige arbejdstid afsat pr. sang var tre til fire uger. Kunsten var at finde præcis den sang, som ville blive hittet, der kunne vælte hitlisterne og dermed øge interessen for filmen. Til ”Kid Galahad” var nummeret ”I Don’t Wanna Be Tied” kørt i stilling, men blev ikke fundet godt nok. Overraskelsen var derfor stor et lille halvt års tid senere, da nummeret dukkede op til den næste film ”Girls! Girls! Girls!”.

”Kid Galahad” havde premiere d. 11/8 1962.

Den danske premiere var d. 27/2 1963 med samme titel.

Elvis synger: “King Of The Whole Wide World”, “This Is Living”, “Riding the Rainbow”, “Home Is Where The Heart Is”, “I Got Lucky” og “A Whistling Tune” – alle indspillet d. 26.og 27. oktober 1961 i Radio Recorders, Hollywood.

Der bliver tre stjerner til ”Kid Galahad”. Den når ikke samme højder som ”Blue Hawaii” eller ”G.I. Blues”, som i denne anmeldelsesrække har fået fire stjerner. Omvendt er vi heller ikke i katastrofe-zonen. ”Kid Galahad” er en okay film med fornuftige skuespilpræstationer. Musikken er rimelig. Jeg har en svaghed for ”Home Is Where The Heart Is”, ”I Got Lucky” og ”King Of The Whole Wide World”, der er fine Elvis-sange.

Måske sætter ”Kid Galahad” sig mellem to stole. Den er hverken drama eller komedie. Som sådan savner jeg enten mere dyster stemning eller flere befriende replikker.

I et svagt øjeblik forledes jeg til at tro, at scener med Elvis i bar overkrop er et must. At Elvis selv var træt af den for høje kampvægt, er overraskende for mig. Jeg synes, at han virker rimelig trimmet i ”Kid Galahad”.

Generelt har jeg det svært med sportsscener på film. Alt for ofte kommer de til at virke kunstige og uden det flow, som kendetegner ”levende” sport. Sådan er det også med boksescenerne i ”Kid Galahad”. Elvis gør bestemt et hæderligt forsøg, selv om det aldrig når ”Rocky”-højder.

Bonus info:

  • Der blev arbejdet hårdt med musikken til ”Kid Galahad”. ”King Of The Whole Wide World” måtte igennem hele 35 takes, før den sad i skabet.
  • Elvis modtog træning af professionelle boksere og trænere op til filmen.
  • Filmen fandt plads til en del af EP’s slæng. Både Red og Sonny West, samt Joe Esposito er med.
  • ”Kid Galahad” blev også indspillet i 1941. Dengang med titlen ”The Wagons Roll At Night”.
  • De trænere, som var ansvarlige for EP’s oplæring I boksekunsten, var imponerede over stjernens generelle kondition. Benarbejdet havde han til gengæld sine problemer med… hoftesving er tilsyneladende ikke en del af boksning!

Videre til næste film:
Girls! Girls! Girls!

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!