King Creole (Hård ungdom)

Af Henrik Busborg

****** (seks af seks EP-stjerner)

 

Nu er det ikke nødvendigvis sådan, at en dygtig instruktør automatisk afføder en god film. Chancen for et godt resultat er dog større, når man allierer sig med ekspertise. I tilfældet King Creole havde Hal Wallis overladt tømmerne til den ungarsk/amerikanske instruktør Michael Curtiz. Curtiz havde sin storhedstid i 30’er og 40’ernes Hollywood, hvor han bl.a. modtog en Oscar for sin instruktion af klassikeren Casablanca (1942). Wallis og Curtiz spillede i øvrigt polo sammen, så måske var det over en stille aftermatch drink, at de to blev enige om at lade den erfarne Curtiz stå med ansvaret for EP’s fjerde film.

Igen er Elvis i sort/hvid, hvilket i den grad er med til at understrege King Creole’s ganske særlige stemning. Rollen som den temperamentsfulde og hårdtslående Danny Fisher, der gør alt for at gøre det rigtige, men alligevel ender i problemer, var som skrevet til Elvis. Her var det tætteste på en James Dean-rolle, man overhovedet kunne komme. Og Elvis tog imod med kyshånd og sprang ud i fuldt flor med sin vel nok største præstation i filmregi.

King Creole er baseret på Harold Robbins romanen ”A Stone For Danny Fisher”. Handlingen om en bokser fra New York blev omskrevet til en sanger og New Orleans. Her befinder den 19-årige Danny sig pludselig i dårligt selskab og mellem to kvinder. King Creole gør sig fremragende i de intime og stemningsfulde sydstatsomgivelser, der i utallige scener emmer af mystik og intimitet. Den til tider dystre og tunge stemning har ofte placeret King Creole i film noir-genren, hvor man ellers finder film som Casablanca, Den Tredje Mand (The Third Man) eller Alfred Hitchcock’s En Kvinde Skygges (Vetigo).

Den smukke Dolores Hart (Loving You) er tilbage i rollen som EP’s uerfarne og uskyldige kærlighed, mens Carolyn Jones som femme fatale’n Ronnie er alt andet end uskyldig og uerfaren. Fanget mellem de to kvinder er Elvis, som håndterer de skuespilmæssige udfordringer på fornem vis. Den lokale gangsterboss, Maxie Fields, spilles af Walther Matthau. Historier går på, at Cortiz bad Matthau om at underspille en smule i sine scener med Elvis. På den måde kunne filmens reelle stjerne lyse endnu klarere. Godt set af den dygtige instruktør.

King Creole tager chancer. F.eks. blev det anbefalet, at man skar en scene fra filmens start væk. Her smadrer Elvis to flasker og bruger dem som våben. Den assisterende producent, Paul Nathan, sendte Hal Wallis et memo, hvor han anbefalede, at denne scene ikke kom med i filmen. Wallis ignorerede anbefalingen, og tilbage stod endnu en scene, som var med til at underbygge hovedrollens troværdighed.

For en gangs skyld var anmelderne fremme med rosende ord til Elvis. Det er tydeligt, at filmens handling kom i første række, og at de evige bekymringer om endnu en hit-single måtte stå i anden. Det klæder på alle måder King Creole. At det er lykkedes at flette hele 11 sange ind i King Creole – uden at det på nogen måde virker akavet, fortæller meget om filmens styrker. King Creole har et stærkt manuskript og en handling med flotte plots og flydende fortælling.

Elvis synger: “Crawfish”, “Steadfast, Loyal And True”, “Lover Doll”, “Trouble”, “Dixieland Rock”, “Young Dreams”, “New Orleans”, “Hard Headed Woman”, “King Creole”, “Don’t Ask Me Why” og “As Long As I Have You ” – indspillet i Radio Recorders og Paramount Soundstage, Hollywood, California i perioderne 15-16/1, 23/1 og 11/2 1958.

Elvis var selv af den opfattelse, at rollen som Danny Fisher var hans bedste. Jeg er meget enig. Elvis er potent, præcis og powerfuld. Han spiller med stor overbevisning. Filmen har fornemt flow, handlingen er troværdig og fyldt med velplacerede plots, der (især i den sidste del af filmen) holder publikum på kanten af biografsæderne.

Den dystre film noir-stemning holdes elegant hele vejen gennem filmen, der på intet tidspunkt forfalder til at lade EP’s rolle som rock-idol overtage hans primære opgave som skuespiller.

Jeg dykker dybt i posen med stjerner og uddeler gavmildt seks velfortjente stjerner. King Creole beviser med al mulig tydelighed, at Elvis havde potentialet til at blive en fremragende skuespiller – hvis blot materialet og omstændighederne havde været de rigtige.

Elvis stod nu overfor en (ufrivillig) pause. Uden at foregribe begivenhedernes gang, kan jeg da løfte lidt på tæppet og afsløre, at han aldrig igen skulle nå King Creole’ske højder.

Bonus info:

  • King Creole havde premiere d. 2/7 1958 – dansk premiere d. 30/3 1959.
  • En 12. sang, ”Danny”, blev indspillet, men fandt aldrig plads i filmen.
  • Igen var Leiber/Stoller gavmilde sangskrivere. De står bag både ”Trouble”, ”King Creole” og ”Steadfast, Loyal And True”.
  • Fred Wise og Ben Weisman er sammen med Claude Demetrius ansvarlig for de fleste af King Creole’s andre sange.
  • Hovedrollen blev oprindelig tilbudt James Dean, som dog skulle have spillet bokser i New York som i den oprindelige Harold Robbins-roman. Dean døde i en bilulykke, inden han nåede at tage stilling til rollen.
  • Jan Sheppard, der spiller Danny Fishers søster, Mimi, vender tilbage i Elvis-filmen Paradise Hawiian Style i 1966.
  • Elvis løb ind i et af sine andre idoler, Marlon Brando, på filmens set, hvor også Sophia Loren kigger forbi.
  • Filmens danske titel er ”Hård Ungdom”.
  • D.J. Fontana, Scotty Moore og Bill Black har igen fundet vej til lærredet.
  • Det er sidste gang Bill Black spiller med Elvis.
  • Elvis får 60 dages udsættelse af sin militærtjeneste for at gøre King Creole færdig.

Videre til næste film:
G.I. Blues

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!