Kissin’ Cousins

Af Henrik Busborg

** (to af seks EP-stjerner)

 

Gene Nelson havde sammen med Gerald Drayson Adams skrevet manuskript og stod selv for instruktionen af denne fjortende Elvis-film. Eller rettere femtende Elvis-film. “Kissin’ Cousins” blev nemlig indspillet efter “Viva Las Vegas”, men havde premiere før – derfor film nummer fjorten. Producer var Sam Katzman som i Hollywood var kendt som “King of the Quckies” – øgenavnet givet for stramme budgetter og endnu strammere tidsplaner. Katzman havde sidst i 40’erne opbygget et solidt renomme: Han var i stand til at skyde en musical på 9 dage og til et budget på 140.000 USD. Det har helt sikkert smurt Colonel Parkers øregange med honning, for indspilning af både musikken til og selve filmen “Viva Las Vegas” havde på ingen måde overholdt budgettet.

Handlingen har omdrejningspunkt i Great Smokey Mountains, en bjergkæde på grænsen mellem North Carolina og Tennessee – og på den måde “hjemmebane” for Elvis. Militæret ønsker at anlægge en missilbase i et område, som familien Tatum ejer og hverken ønsker at sælge eller leje ud. For at sætte skub i forhandlingerne vælger militæret at sende en hjemmefødt soldat til området. Elvis spiller to roller, dels som den mørkhårede flyverofficer, Josh Morgan, der er militærets udvalgte til opgaven, og som den mere lyshårede hillbilly, Jody Tatum. De to er et eller andet sted langt ude i familie med hinanden.

De to roller medførte to parykker på settet: En sort til EP’s stand-in, Lance LeGault og en blond til Elvis selv. Sidstnævnte paryk faldt ikke i mr. Presleys smag. Faktisk var han så træt af parykken, at han en dag valgte at blive siddende i sit omklædningsrum. Det tog instruktør Nelson flere minutter at få Elvis tilbage på settet. Til gengæld var Elvis som sædvanlig samarbejdsvillig, da han endelig dukkede op. Hovedrolleindehaveren tilbød endda at blive ekstra tid på optagelserne for at kompensere for sit fravær tidligere på dagen. Om det egentlig var parykken, som irriterede Elvis er nok en helt anden sag. Han kunne lige så godt have oparbejdet irritation over et manuskript, som fremstillede de kære bjergfolk som en flok indavlede, hjemmebryggende hillbillies – en folkefærd og en kultur, som Elvis jo selv udsprang af.

17 dage i oktober/november 1963 var, hvad man skulle bruge for at få film nok i kassen til at klippe “Kissin’ Cousins” sammen. I Lance LaGaults optik var netop dette faktum et vendepunkt for Elvis-filmene. Det overfladiske lurede hele tiden bag det næste hjørne, og i hænderne på en instruktør, hvis fremmeste tankegang var økonomisk, var det næsten indlysende klart, at resultatet ville blive ringere end sædvanligt.
Presset på officer Morgan og de andre udsendte soldater er til at tage at føle på. Lykkes missionen ikke, vil han – sammen med resten af sit hold – blive forflyttet til Grønland. Det kaster Private Presley… undskyld, officer Morgan lige i armene på et par giftelystne grandkusiner, samt en en hel flok piger,”The Kittyhawks”, som er så opsatte på at få nyt blod ind i de indavlede gener, at de kaster sig over soldaterne som – tjah… som skrigende teenagetøser over Elvis i 1950’erne. Og har du ikke set filmen, kan du tage det helt roligt, pigerne ender i bikinier…
Kampen for at få overbevist Tatum-familiens overhoved, Pappy Tatum (spillet af Arthur O’Connell) og dennes frue, Ma Tatum (Glenda Farrell) om missilbasens vigtighed har sine små twists og drejninger, men som sædvanlig ender alt lykkeligt. Undervejs får Glenda Farrell endda fornøjelsen af at synge “Pappy, Won’t You Please Come Home” i nærvær af en blodhund. I nogle få sekunder leder det tankerne hen på Elvis i Steve Allen Show i 1956.

Elvis synger: “Kissin’ Cousins (no. 2)”, “Smokey Mountain Boy”, “There’s Gold In The Mountains”, “One Boy Two Little Girls”, “Catchin’ On Fast”, “Tender Feeling”, “Anyone (Could Fall In Love With You)”, “Barefoot Ballad”, “Once Is Enough” og “Kissin’ Cousins” – indspillet i september/oktober 1963 i hhv. RCA’s Studie B i Nashville og MGM Studios i Culver City. På LP’en med soundtracket finder man også “Echoes Of Love” og “(It’s A) Long Lonely Highway”. blev brugt som bonusnumre til LP’en med soundtracket. De var allerede indspillet i maj måned 1963 ligeledes i Studie B – i øvrigt i samme session som “(You’re The) Devils in Disguise” og “Memphis Tennessee”. “(It’s A) Long Lonely Highway” blev senere brugt i filmen “Tickle Me”.

“Kissin’ Cousins” havde amerikansk premiere d.6. marts 1964.Dansk premiere var 26. december 1964. Det danske publikum fik i øvrigt film nr. 14 og 15 i indspilningsmæssig kronologisk rækkefølge, da “Viva Las Vegas” havde dansk premiere d. 10. april 1964.

Elvis er godt, men derfor er to gange Elvis ikke nødvendigvis dobbelt så godt. Allerede i filmens anslag er det med karikerede syvtommersøm slået fast, er der her er tale om en komedie. Da Elvis i scenen efter akkompagneres i “Smokey Mountain Boy” af et regiment pivfalsk fløjtende soldater, er det ikke længere nødvendigt at slå den mentale gps til. Og lad mig slå det fast med det samme: Det er ikke min livret. Det er muligt, at det på papiret så ud som en spændende udfordring, at Elvis skulle spille to roller. Rollen som flyverofficer Josh Morgan ligner jo til forveksling noget, der er set før. At rollen som hillbilly-Jody ender som en portion endimensionel karikaturtegning, er ikke bare ærgerligt, men nok hele filmens præmis. Hverken i handling eller manuskript er det kød nok på figuren til at udfordre for alvor.

Omkring Elvis spilles der ligeledes karikeret. Det er i nogle scener nærmest kvalmende og direkte dilettantisk. “Får I ikke aviser heroppe (i bjergene)?” – “Jo, vi bruger dem til at stoppe hullerne i væggene!”. Det billede, som filmen tegner af de kære, simple folk i bjergene ville næppe være gået, hvis der havde været tale om et portræt af afroamerikanere…

Rygtet vil vide, at dette var den første af de film Elvis lavede, som han var flov over. For mig er der langt mellem snapsene. “One Boy Two Little Girls” og titelnummeret er nogle af dem. Den skønne Cynthia Pepper, som spiller den blide Midge, er et andet – måske fordi hun, som en af de få i filmen, ikke overspiller. Ja, og så synger Elvis altså stadig rigtig godt, men end ikke den smukkeste stemme kan redde numre som “Barefoot Ballad” i land”
At Nelson og Adams blev nomineret til en Writers Guild of America-award for bedste manuskript til en musical er mig et mysterium. Prisen vandt de ikke – og “Kissin’ Cousins” får heller ikke megen kredit herfra – to stjerner bliver det til – en for for hver Presley.

Bonus info:

  •  I en mindre rolle som den giftelystne unge Lorraine ses Maureen Reagen, datter af skuespillerinden Jane Wyman og den senere præsident, Ronald Reagan.
  • Lance LeGault havde allerede lavet stuntdouble-rolle for Elvis i “Girls! Girls! Girls!”. Nu fik han for alvor tid foran kameraet, når scenerne med både Josh og Jodie skulle skydes.
  • Skulle du være en af dem, som er pænt irriteret over tamburin-spillet til bokseringsseancerne i ’68 comeback special, kan du i øvrigt sende dine uvenlige tanker til netop Lance LeGault. Det er nemlig ham, som akkompagnerer bandet fra scenekanten.
  • Da “Kissin’ Cousins” i 1990’erne udkom på VHS, blev “Smokey Mountain Boy” af ukendte årsager fjernet fra filmen.
  • På tysk fik “Kissin’ Cousins” den nok mere sigende titel “Die Wilden Weiber von Tennessee” (De Vilde Kvinder fra Tennessee)
  • Teri Garr medvirker som statist i sin første af mange Elvis-film
  • Mens Elvis spillede officer og hillbilly vandt “My Fair Lady” en Oscar for bedste film i 1964.

Videre til næste film:
Viva Las Vegas

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!