Live A Little, Love A Little (Elvis lever livet)

Af Henrik Busborg

*** (tre af seks EP-stjerner)

 

 

Det er forfriskende at se Elvis i en rolle, hvor det for en gangs skyld ikke er ham, som jagterne pigerne, men ham, som er jaget vildt. Ligestilling? Måske, men under alle omstændigheder et spændende twist helt i tidens ånd, hvor selvsikre kvinder og “Make Love – Not War” var blevet en fast bestanddel af mediebilledet. Filmen mere end antyder noget så usædvanligt for en Elvis-film som et fuldbyrdet seksuelt forhold mellem Greg og Bernice. Retningsændringen fra musical-komedie til komedie havde jo egentlig set dagens lys i “Stay Away, Joe”, men denne gang med en markant forskel. Musikken til “Live A Little, Love A Little” er i en helt anden liga, og måske lige så væsentligt – tidstypisk.
Til gengæld er det noget pudsigt, at Elvis endte med denne rolle. Greenburg og Hoey havde egentlig en genert, usikker jødisk type á la Woody Allen i tankerne, da de påbegyndte manuskriptet – ikke en smækker Elvis i topform. For Elvis virker igen frisk, solbrændt og trimmet. Måske var det en ekstra motivation, at give Taurog et ordentlig farvel. Måske skyldtes det, at hans samspil med Michele Carey fandt noget af den samme gnist som tidligere med Nancy Sinatra i “Speedway”. Der er igen spil i øjnene og pondus bag replikkerne.
Og så lige et sidste ord om Norman Taurog. Hans uforlignelige evne til at holde fart og tempo i selv det ringeste materiale fornægter sig heller ikke i “Live A Little, Love A Little”. Filmen har måske ikke verdens tykkeste plot, men den mister aldrig pusten, og det må for en stor del tilskrives Taurogs unikke evne til at fuldføre projekterne med høj professionalisme.
Der er tre blitzende stjerner til Taurog, fotografen Greg og hans yndige modspiller Bernice.

For niende – og sidste gang – sad Norman Taurog i instruktørstolen for en Elvis-film. Taurogs helbred skrantede, og han var på vej til at blive blind. “Live A Little, Love A Little” skulle blive hans 183. og sidste film. Det hele var baseret på romanen “Kiss My Firm But Pliant Lips” af Dan Greenburg. Sammen med Michael Hoey havde Greenburg omskrevet det hele til film. Hoey havde tidligere haft denne opgave i “Spinout” og “Stay Away, Joe”. Med bogens udgangspunkt var der lagt op til et mere voksent manuskript, som slet ikke lignede den tidligere formel. De første tegn på denne nye linje var egentlig set i “Stay Away, Joe”, men nu skulle Taurog også prøve at håndtere den nye vinkel. Samtidig var der langt flere optagelser on location. Med andre ord var det helt nye omstændigheder for Elvis og folkene omkring ham, da der skulle filmes fra 11. marts til 24. maj 1968.

 

Elvis spiller fotografen Greg Nolan, som allerede i filmens første scene viser sig som en løssluppen, livslysten ung mand, der i sin beach buggy blæser højt og flot på både færdselsregler og hensynet til omgivelserne. Han ender på en strand, hvor han møder Grand Danois’en Albert og dennes badedragtbabe af en ejer Bernice (spillet af Michele Carey). Bernice er ikke alene i badedragt og hundeejer. Hun er også (helt i tidens ånd) yderst frisindet og har inden for få minutter tilbudt Greg hed elskov i det varme sand – endda foran kæmpehunden Albert. Greg er dog ikke helt med på legen, og Bernice pudser Albert på den stakkels fotograf, som ender i havet og med en deraf følgende lungebetændelse. Den medicinerer Bernice lidt for meget – faktisk ind i fire dages søvn, hvilket koster Greg jobbet på den lokale avis.

Bernice viser sig hurtigt at være noget af en mundfuld. Hun har forskellige navne alt efter sit humør, og hendes historier skifter hurtigere end de pyjamaser, som Greg overnatter i. Det viser sig hurtigt, da Harry (Dick Sargant) dukker op. Egentlig havde Bernice fortalt, at han var død. Han er dog levende nok til at hente både badekåbe, skohorn og pibe – og han har endda en husnøgle (rimelig nok, da huset senere viser sig at være hans). Og inden Greg når at tælle til ti har han også mistet sin lejlighed. Det er igen Bernice, som har en finger med i spillet. Denne gang har hun udgivet sig for at være Greg søster. Lejligheden er opsagt og tømt, da Greg kommer hjem. Dermed er Greg nødt til at flytte ind hos Bernice, hvor Harry tilsyneladende er fast gæst. Harry råder da også Greg til at stikke halen mellem benene, og det så hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre. Først må Greg dog igennem en noget turbulent nat, hvor han drømmer mærkelige drømme om pigen med de mange navne – alt mens “Edge Of Reality” lægger lydspor til drømmen. Greg får hurtigt nyt job (eller rettere jobs). Dels bliver han fotograf for den Hugh Hefner-lignende Mike Lansdown (Don Porter), og samtidig hos et reklamebureau hos den konservative Mr. Penlow (Rudy Vallee). Heldigvis har begge kontor i samme bygning. Men Greg har ikke fortalt dem om den dobbelte ansættelse, så alt imens må Greg passe to jobs – det ene kræver uformel påklædning UDEN slips, det andet tre etager oppe meget formelt MED slips. Samtidig bliver han jagtet rundt i manegen af den emsige Bernice, der også får regelmæssige besøg af den pågående mælkemand (Sterling Holloway) og den kække bydreng (Eddie Hodges). Det hele i hæsblæsende tempo, hvor Greg må holde tungen temmelig lige i munden for ikke at miste grebet.

I et forsøg på at køle lidt ned tager Greg til fest hos Hefner’ske Lansdown, der altid inviterer fem piger pr. mand til sine fester. Selvfølgelig har Bernice formået at snige sig med, men Greg kaster sig i stedet over den smækre Ellen (Celeste Yarnall), som opfordres til lidt mindre snak og lidt mere action (“A Little Less Conversation”). Ellen er hurtigt på krogen, men hjemme venter både Albert og Bernice, nu forklædt som hushjælp. Det er ikke let at være Greg.
Om Greg formår at bevare fatning og balance, må læseren selv konstatere ved selvsyn.

 

“Live A Little, Love A Little” klarede sig dårligt i de amerikanske biografer, og filmen fik end ikke premiere i Storbritannien. Nedturen var efterhånden til at tage og føle på. Elvis havde ikke haft et top ti-hit i single-regi siden “Crying In The Chapel” (nr. 3 i 1965), og på LP-siden så det endnu værre ud. “Girl Happy” og “Harum Scarum” fra 1965 havde peaket på en 8. plads.
Næste projekt var sommerens indspilninger til NBC’s juleshow “Elvis”. Der skulle mere end almindelig optimisme til at tro på, at det Singer-sponsorerede show med en vis Steve Binder ved roret kunne lænse den synkende Presley-skude.

 

 

“Live A Little, Love A Little” havde amerikansk premiere d. 23. oktober 1968. Med titlen “Elvis Lever Livet” havde den dansk premiere d. 20. oktober 1969.

Elvis synger “Wonderful World”, “Edge of Reality”, “A Litlle Less Conversation” og “Almost In Love”.
Sangene med Elvis er indspillet d. 7. marts 1968 hos Western Recorders i Hollywood.

Bonus info:

  • Hunden “Albert” spilles efter sigende af Elvis’ egen Grand Danois “Brutus”. Priscilla har senere påstået, at det ikke var Elvis’ hund, men en hund, som man hentede ind til filmen.
  • Martin Luther King blev skudt i Memphis, mens optagelserne stod på. Elvis var meget påvirket af Kings død.
  • Dick Sargant medvirkede faktisk i den allerførste Elvis-film “Love Me Tender”. Han spillede sydstatssoldat.
  • Elvis’ far Vernon har en lille bi-rolle som siddende model i filmen.
  • Jack Regas var koreograf på drømmescenen. Han stod også for koreografien i “Paradise, Hawaiian Style”.
  • En anden koreograf, Jack Baker, var manden bag scenen med “A Little Less Conversation”. Også Baker havde tidligere haft en finger med i spillet, da han satte dansescener i “It Happened At The World’s Fair” op.
  • Red West må endnu engang lægge ryg til en omgang prygl. Denne gang med rullefald henover en stor rulle med avispapir.
  • Rudy Vallee, der spiller den konservative arbejdsgiver Penlow, var i starten af 30’erne sangstjerne på højde med Bing Crosby.
  • Filmens tyske titel er “Liebling, lass das Lügen” (Stop med at lyve, skat), som jo i den grad rammer plet på filmens handling.
  • “A Little Less Conversation” er skrevet af Mac Davis og guitaristen Billy Strange. De to havde i øvrigt meget mere i posen. De står også bag hits som “Don’t Cry Daddy”, “Clean Up Your Own Backyard” og den smukke “Memories” fra NBC-showet.
  • Billy Strange spillede guitar på indspilningerne til “It Happened At The World’s Fair”, “Viva Las Vegas” og “Roustabout”.
  • Han havde også ansvaret for musikken på “Live A Little, Love A Little” – og senere “The Trouble With Girls”.
  • Strange arrangerede flere hits for Nancy Sinatra – bl.a. tremolo-hittet “Bang Bang (My Baby Shot Me Down)” kendt fra Tarantino-filmen “Kill Bill”, “These Boots Were Made For Walkin’” og duetten med farmand Frank; “Somethin’ Stupid”.
  • Mac Davis er også manden bag kæmpehittet “In The Ghetto”.

Videre til næste film:
Charro!

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!