Roustabout (Gøglerkongen)

Af Henrik Busborg

**** (fire af seks EP-stjerner)

 

Egentlig klæder det Elvis at være tilbage i en mere rebelsk rolle med læderjakke og attitude. Jeg finder det helt befriende, at der ikke nødvendigvis skal være scener med badebukser og bar mave. Og så er der altså et eller andet i scenerne mellem Elvis og den rutinerede Barbara Stanwyck, som bare spiller bedre end ellers. Stanwyck bringer virkelig noget godt frem i Elvis. I min optik igen et bevis på, at Elvis rent faktisk havde potentiale som skuespiller, hvis han ellers havde de rette betingelser: Et godt manuskript, en dygtig instruktør, rutinerede og dygtige medspillere.
Replikkerne i “Roustabout” er generelt skarpe, og der er flere sjove henvisninger til Elvis’ egen karriere – f.eks. når Maggie Morgan siger til Charlie, at han burde leve mere fra hoften og op efter, eller det lille twist med Colonel Parkers “tvilling” Harry Carver.
På soundtrack-siden har jeg altid haft en svaghed for “Little Egypt”. “Hard Knocks” og “One Track Heart” er heller ikke uden evner. Resten er i min bog registreret under “det tynde øl”.

Elvis er endnu en gang i den efterhånden noget slidte rolle som den utilpassede unge mand. Denne gang som Charlie Rogers, der er sanger i Mother’s Tea House – et ansættelsesforhold, som slutter, da Charlie får provokeret en gruppe college-drenge til et slagsmål. Det sender sangeren direkte på landevejen iført tilpas provokerende læderjakke. På sin Honda 305 Superhawk motorcykel antaster han en ung dame, Cathy Lean (spillet af Joan Freeman) som sidder på bagsædet i en jeep. Det passer ikke farmand, Joe (Leif Erickson), som styrer automobilet. Han vædrer Charlie, som smadrer et hegn og ender i en mark. Heldigvis beordrer bilens tredje passager, Maggie Morgan (Barbara Stanwyck), Joe til at vende om og hjælpe Charlie. Hverken motorcykel eller guitar overlever styrtet, men det gør Charlie heldigvis. Maggie lover, både en ny guitar og at motorcyklen vil blive ordnet. Til gengæld må Charlie gøre ophold i det omrejsende tivoli, som Maggie ejer. Her bliver han hurtigt ansat som arbejdsmand – roustabout. Og så er der ellers ildslugende artist, dværg, sandsigerske, dansepiger, vandgynger, pariserhjul, dødsdrome og alt andet godt fra forlystelsernes paradis. Charlie finder hurtigt ind i jargonen blandt det øvrige personale. Og da reparationen af Charlies Honda trækker ud, kaster Charlie sig over den musikalske underholdning i tivoliet. Hans musikalske talent trækker masser af kunder. De mange gæster falder på et tørt sted. Maggies Tivoli kæmper nemlig med alvorlige økonomiske problemer. Charlie og Joe kommer aldrig helt på talefod. Nok først og fremmest fordi Charlie lægger kraftigt an på Joes unge datter. Stridigheder om en forsvunden pengepung sender dog Charlie direkte i hænderne på et konkurrerende tivoli og dettes direktør Harry Carver (Pat Buttram). Det er vel nærmest overflødigt at nævne, at det hele – trods uenighederne – ender lykkeligt.
Allan Weiss, som allerede havde aktier i “Blue Hawaii”, “Girls! Girls! Girls!” og “Fun In Acapulco” havde skrevet historien, og sammen med Anthony Lawrence forvandlet det hele til et manuskript. Egentlig skulle Charlie Rogers være havnet i tivoli, fordi han var deserteret fra hæren. Det blev dog hurtigt skrevet om, da det på ingen mådet gik hånd i hånd med billedet af Elvis som patriotisk ex-soldat.

For producer Hal Wallis var det syvende gang med Elvis. Den rutinerede producer kastede sig omgående over et kildent emne: Elvis’ vægt. Han ville have en trimmet Elvis på lærredet. Samtidig var det Wallis’ ønske, at der skulle ske noget med Elvis’ frisure. Mindre sort hårfarve og knap så megen voks. Han fik en rimelig trimmet Elvis, men håret forblev som Elvis ville have det.
Colonel Parker fungerede som teknisk rådgiver på “Roustabout”. Med sin fortid i omrejsende tivolier, var manageren i dén grad på hjemmebane. Både kulisser og tivoli-folkenes særlige jargon er overbevisende, og det må for en stor del tilskrives Parkers skarpe øre og øje. Allan Weiss tilbragte en hel weekend med Parker for at få disse detaljer på plads. Måske fik manuskriptforfatteren mere ud af weekenden end blot kulisser og jargon. I hvert fald har det konkurrerende tivolis direktør, Harry Carver, flere lighedstræk med den hollandsk fødte manager.
John Rich var instruktør. Han havde først og fremmest gjort karriere inden for tv-verdenen. Han stod forholdsvis hurtigt over for en noget anderledes udfordring. Elvis udførte sine egne stunts i “Roustabout” og fik en flænge over det ene øje i filmens allerførste kampscene. Det kostede et par sting og et noget synligt plaster. Rich fik indspillet de efterfølgende scener i kronologisk rækkefølge, så plasteret faldt naturligt ind i filmen. En anden udfordring for Rich var, da Elvis forlangte kor på “Wheels On My Heels”, hvor synger, mens han kører på motorcykel. Rich tænkte omgående på filmens realistiske udtryk og spurgte sin hovedrolleindehaver, hvor koret skulle placeres henne i scenen. Elvis svarede omgående, at de jo passende kunne være samme sted som bandet!

“Roustabout” havde amerikansk premiere d. 11. november 1964.

Elvis synger “Roustabout”, “Poison Ivy League”, “Wheels On My Heels”, “It’s a Wonderful World”, “It’s Carnival Time”, “Carny Town”, “One Track Heart”, “Hard Knocks”, “Little Egypt”, “Big Love, Big Heartache” og “There’s a Brand New Day On the Horizon” alle indspillet i Radio Recorders i Hollywood d. 2. og 3. marts, 29. april samt 14. maj 1964 – sidstnævnte dato med et overdub af vokalen på “Roustabout”, i øvrigt take 17 af sangen.

 

Bonus info:

  • Elvis lavede sine egne stunts i filmen og fik faktisk en revne over det ene øje i kampscenen foran “Mother’s Tea House”.
  • Titelnummeret skal ikke forveksles med “I’m A Roustabout”, som er optaget til, men aldrig brugt i filmen.
  • “I’m A Roustabout” dukkede op i 2003 som bonus track på albummet “Elvis – 2nd To None”
  • I en rolle som stærk mand ses Richard Kiel, som senere skulle blive kendt som Jaws i James Bond-filmene “The Spy Who Loved Me” (1977) og “Moonraker” (1979).
  • Filmens danske titel er “Gøglerkongen”.
  • Dansk premiere var 26. februar 1965.
  • Mae West blev tilbudt rollen som Maggie Morgan, men takkede nej.
  • En ung Raquel Welch spiller en af pigerne i filmens første scene i Mother’s Tea House.
  • Filmens soundtrack nåede på førstepladsen på Billboards hitliste. Det var sidste gang, det skete for et soundtrack-album.
  • Red West fik – vanen tro – en lille statistrolle i filmen.
  • Wilda Taylor, som spiller rollen som danserinden Little Egypt, skulle senere vende tilbage i “Harum Scarum”.
  • Pat Buttram har udover sine roller på det store lærred lagt stemme til en del tegneseriefigurer bl.a. hunden Napoleon i Disney-filmen “Aristocats” (1970) og Sheriffen af Nottingham i “Robin Hood” (1973).

Videre til næste film:
Girl Happy

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!