Speedway

Af Henrik Busborg

 

*** (tre af seks EP-stjerner)

 

 

Den sidste reelle musicalfilm placerer sig i den bedre ende af det ellers meget tynde felt, som filmene havde udviklet sig til her sidst i 60’erne. At Petula Clark var førstevalg til rollen som skattepigen Susan Jacks, virker underligt. Nancy Sinatra er meget mere end blinkende dådyrøjne og Old Blue Eye’s datter. Hun emmer af sensuel varme, og måske er der for første gang siden Ann-Margret en værdig modspiller, som var i stand til at sparke til Elvis og hans motivation. Nancy Sinatra er lækker i både miniskørt og kedeldragt, og bibringer præcis den energi til “Speedway”, som filmen behøver. Faktisk havde Nancy Sinatra haft et nummer et-hit i USA (Billboard Hot 100) med “These Boots Are Made For Walkin’” i 1966 – noget, der ikke var hændt Elvis siden “Good Luck Charm” i 1961. Nancy VAR en stjerne, og sammen med Elvis opstod en flig af den magi, som sidst var set i “Viva Las Vegas”.
Ligeledes fungerer spillet mellem de to venner Steve og Kenny fint. Der er fart og flow i replikkerne, og det klæder filmen, at Kenny byder Steve op til dans, når der gælder damerne.
Parallellerne til den virkelige verden er jo til at få øje på: Den letlevende og ødsle Steve, som ikke tænker meget over den næste dag. Steve forærer gaver væk i samme tempo som Elvis selv. Forholdet til penge virker nærmest barnligt. Manageren Kenny, der er blevet overhalet indenom af en ondsindet spilledjævel. Måske ikke helt med samme træk som Colonel Parker, men der er slående paralleller til virkeligheden.
Musikken svinger fra den tidstypisk, groovende “Let Yourself Go” til “He’s Your Uncle, Not Your Dad”, der lige så godt kunne være taget ud af en engelsk musical fra forrige århundrede. Stikker det sidste nummer så ud? Ja, men samtidig er der noget befriende over en mere afslappet holdning til det onde skattevæsen. Hos Beatles (eller rettere George Harrison) blev vreden kanaliseret noget anderledes ud i “Taxman” (1966) – “There’s one for you – nineteen for me”/”Be thankful I don’t take it all”.
I filmen udspiller de fleste sangscener sig på spillestedet “The Hangout”. Valget af interiør er smagfuldt og passende for tidens pop-art trend. Efter sigende skulle indretningen have inspireret Quintin Tarantino, da han skulle indrette “Jack Rabbit Slim’s” – spillestedet i den Oscar-vindende “Pulp Fiction” (1994).
Det virker faktisk som om Taurog og co. havde gjort sig umage med “Speedway”. Umage var ellers blevet noget af et fremmedord i en periode, hvor filmene helst skulle skydes så hurtigt som muligt. Et andet godt eksempel på dette er scenerne på racerbanen. Det er tydeligt, at Taurog ville have realistiske billeder i kassen. Der blev brugt hele ti forskellige kameraer til løbsscenerne, og førerne af bilerne var ægte NASCAR-kørere.
Elvis virker samtidig mere afslappet end længe. Det klæder både Elvis og “Speedway”. Årsagerne kunne være samspillet med Nancy Sinatra. Det kunne også skyldes, at den nygifte superstjerne havde udsigt til at blive far.
Jeg trykker sømmet i bund og finder tre fine stjerner frem til “Speedway”.

 

I “Speedway” kastede for tredje gang ud i rollen som racerkører. Efter “Viva Las Vegas” (1964) og “Spinout” (1966) var det igen tid til at lade hestekræfterne tale. Også i instruktørstolen var der genkendelighed. Norman Taurog havde for ottende gang taget dirigentstokken. Det skulle blive hans næstsidste tur i manegen hos Cirkus Elvis. “Speedway” blev filmet før “Stay Away, Joe” og er reelt den sidste musicalfilm i Elvis-regi. Dermed var formlen velkendt og gennemafprøvet: Elvis, smukke piger, masser af musik og et plot så gennemsigtigt som pergamentpapir.

 

Elvis spiller den ødsle NASCAR-kører Steve Grayson, som kommer i skattevæsenets søgelys. Skattefar i skikkelse af den stramme Mr. Hepworth (Gale Gordon) har sendt den miniskørt-klædte godte, Susan Jacks (Nancy Sinatra), afsted for at få styr på Steves skatteforhold. Men Steve interesserer sig ikke for økonomien. Det har han helt og aldeles overladt til vennen og manageren Kenny (Bill Bixby). Det viser sig snart, at Kennys evner udi selvangivelsens ædle kunst er noget kreative. Han har f.eks. trukket USD 4.000 fra for “luft”. Det passer på ingen måde den regelrette skattemand Mr. Hepworth (Gale Gordon), som indkalder Steve og Kenny til torskegilde. Her er der omgående afregning. Mr. Hepworth udregner en svimlende restskat på USD 145.000. Da den gavmilde Steve samtidig forærer gaver væk til højre og venstre, forsvinder præmiepengene hurtigere end drinksene på det lokale spillested “The Hangout”. Især den enlige familiefar Abel Esterlake (William Schallert) og hans fem søde børn løber af med Steves gode hjerte og en stor del af hans penge. Steve regner med at vennen Kenny har lagt penge til side, men det viser sig, at vennen har spillet nødreserverne op på hestevæddeløb. Det hele ender naturligvis i en lang række forviklinger, hvor modsætninger mødes, og det store løb skal vindes. Det hele alt imens Steves ejendele langsomt, men sikkert bliver inddrevet af grådige Uncle Sam.

 

Off set havde den nygifte Elvis travlt. Udsigten til at blive far forhindrede ikke Elvis i at gå godt og grundigt til Nancy Sinatra. Alanna Nash beskriver i sin meget interessante bog “Baby, Let’s Play House – Elvis Presley and the Women Who Loved Him”, hvordan Elvis “tørbollede” Nancy (altså med tøj på) i dennes trailer, og hvordan han spurgte hende, om hun kunne mærke “Lille Elvis”. Da optagelserne nærmede sig deres slutning, var det imidlertid nødt til at stoppe. Elvis besøgte nok engang Nancy’s trailer. Her tog han hende i sine arme, kyssede hende og sagde stille “Undskyld… Undskyld”, hvorpå han listede af. Og det var enden på den romance. Interessen for de kvindelige modspillere var et velkendt fænomen, men Alanna Nash beskriver en Elvis, som havde mistet den seksuelle interesse i Priscilla, nu da hun var gravid.
Ifølge Ernst Jørgensens fremragende “Elvis Presley A Life In Music – The Complete Recording Sessions” var Elvis ikke særlig vild med sangene til filmen. “There Ain’t Nothing Like A Song” var endda overskudsmateriale fra “Spinout”. Eneste nummer, som Elvis brændte for var “Suppose”, som ikke kom med i filmen (dog med på soundtracket).

 

 

 

“Speedway” havde amerikansk premiere d. 12. juni 1968. Med samme titel havde filmen dansk premiere d. 15. april 1969.

Sangene i filmen er “Speedway”, “Let Yourself Go”, “Your Groovy Self” (Nancy Sinatra alene), “Your Time Hasn’t Come Yet, Baby”, “He’s Your Uncle, Not Your Dad”, “Who Are You (Who Am I?)” og “There Ain’t Nothing Like A Song” (duet med Nancy Sinatra).
Sangene med Elvis er indspillet i MGM Studios i Hollywood d. 20. og 21. juni 1967. Nancy Sinatras solonummer er indspillet d. 26. juni samme år.
På soundtracket til “Speedway” finder man hele fem bonusnumre: “Five Sleepy Heads”, “Western Union”, “Mine”, “Goin’ Home” og “Suppose”.

 

 

Bonus info:

  • Filmen blev oprindelig tilbudt Sonny og Cher, men da deres musical “Good Times” blev en fiasko, blev manuskriptet sendt videre til Elvis.
  • I filmens åbningstekster krediteres de faktiske NASCAR-kørere med både navn og ansigt.
  • Under optagelserne til soundtracket fik Elvis besøg af milliardæren og politikeren Nelson Rockefeller.
  • Soundtracket fik aldrig vind i sejlene og toppede med en placering som nummer 72 på hitlisten.
  • Førstevalg til rollen som Susan Jacks var egentlig Petula Clark, som på det tidspunkt havde flere hits. Hun takkede pænt nej.
  • Petula Clark havde sit eget tv-show, og i et 1968-afsnit skrev hun amerikansk tv-historie, da hun under en duet med den mørke sanger, Harry Bellafonte, tog dennes arm. Bilfirmaet Chrysler, som var sponsor for udsendelserne, var bange for reaktionen i Sydstaterne og forlangte, at man brugte en scene, hvor Petula Clark ikke rørte Bellafonte, men Clark destruerede alle andre optagelser, og således endte scenen med berøringen i det endelige show.
  • Elvis kører i filmen i en hvid Dodge Charger (med nummer 6).
  • I slutscenen spiller Elvis og Nancy på en sunburst Fender Coronado.
  • Nancy Sinatras solonummer “Your Groovy Self” er at finde på filmens soundtrack. Det var første og eneste gang, at en anden kunstner fik et solonummer på et Elvis-soundtrack.
  • “Your Groovy Self” er skrevet af Lee Hazlewood, som også skrev “These Boots Are Made For Walkin’”.

Videre til næste film:
Live A Little, Love A Little

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!