Viva Las Vegas (Elvis i det store race)

Af Henrik Busborg

***** (fem af seks EP-stjerner)

 

Egentlig var der dømt dødvande. Dét, som kunne være blevet en filmkarriere med spændende og udfordrende roller, var strandet på et forræderisk rev af økonomiske spekulationer og kunstneriske ligegyldigheder. Og så dukkede Sally Bensons manus til “Viva Las Vegas” op.

I hænderne på den dygtige instruktør George Sidney skulle det blive et kærkomment boost for Elvis – og ikke mindst for de fans, som må bruge uhensigtsmæssigt mange timer på at forsvare mr. Presleys sølle præstationer på det store lærred. Vigtigst blev dog castingen af den svensk/amerikanske skuespillerinde Ann-Margret som modspiller til Elvis. Hun gik i Hollywood under navnet “The Female Elvis Presley”. Sidney vidste præcis, hvad han bragte i spil. De to havde arbejdet sammen i filmen “Bye, Bye Birdie” (1963) – en musical, som var tydeligt inspireret af starten på EP’s karriere. Faktisk var Elvis i spil til hovedrollen i “Bye, Bye Birdie”, men Colonel Parker afslog med vanlig skråsikkerhed tilbuddet. Elvis skulle under ingen omstændigheder spiller en parodi af sig selv. Det var nærmest symbolsk for den bjergetape Colonel Parker stod overfor. Ann-Margrets indtog i “Viva Las Vegas” gik ikke stille for sig. For manageren blev det en nærmest daglig kamp for at holde fokus på dét, som han så som sin stjernes interesser.
Instruktør George Sidney var efter sigende så betaget af Ann-Margret, at scenerne med den rødhårede sexbombe i stigende grad blev filmet til hendes og ikke Elvis’ fordel, hvilket gjorde Colonel Parker rasende. Og som om det ikke var nok, så forelskede Elvis sig hovedkulds i Ann-Margret, der allerede havde tilsneget sig to sange i “Viva Las Vegas”. Det fik Parker til at stryge nummeret “You’re The Boss” – en duet mellem de to hovedrolleindehavere. Samtidig skred filmens budget for hver indspilningsdag. I sidste ende ville det have indflydelse på Parkers eget økonomiske udkomme af filmen. Måske er det årsagen til, at filmens finale er usædvanlig kort – selv for en Elvis-film. Parker gjorde det sikkert i bedste mening, men havde han haft bare en smule is i maven, ville han måske have kunnet ane omridset af det, som skulle blive den mest indbringende Elvis-film overhovedet. Der var på ingen måde grund til bekymring. “Viva Las Vegas” skulle nok tjene sig selv ind. Desværre fik det Parker til at stramme den økonomiske livrem for fremtidige projekter til inderste hul.
Elvis spiller racerkøreren og tjeneren Lucky Jackson, som håber på at vinde byen Las Vegas’ første Grand Prix. Han bliver dog temmelig forstyrret i denne opgave, da Ann-Margret i rollen som Rusty Martin svinger sine urimeligt velformede ben ind i filmen allerede efter 6 minutter. Der er ikke noget at sige til, at George Sidney (og Elvis for den sags skyld) var betagede. Ann-Margret vælter formeligt og med isblå øjne ud over skærmen. Og så ville det jo ikke være en Elvis-film, hvis ikke Lucky Jackson skulle kæmpe både om sejren og kvinden. Her er rivalen den stilfulde Elmo Mancini, spillet af Cesare Danova. Den italienskfødte skuespiller havde lige haft sit store gennembrud i den firedobbelte Oscar-vinder“Cleopatra” (1963) og klarer sin birolle til ug. Plottet er igen til at overskue, måske endda tyndere end sædvanligt, men den gode Sidney havde gjort præcis dét hjemmearbejde, som andre instruktører havde forsømt. I stedet for udelukkende at fokusere på at skyde scener med nærbilleder af Elvis, skulle der også være fokus på den kvindelig modspiller. Ann-Margrets tilstedeværelse gjorde denne opgave noget lettere.

“Viva Las Vegas” havde amerikansk premiere d. 20. maj 1964.

Elvis synger: “Viva Las Vegas”, “Yellow Rose Of Texas”/”The Eyes Of Texas”, “The Lady Loves Me” (duet med Ann-Margret), “C’mon Everybody”, “Today, Tomorrow And Forever”, “What’d I Say”, “Santa Lucia”, “If You Think I Don’t Need You” og “I Need Somebody To Lean On”. Ann-Margret tager sig af “Appreciation” og “My Rival”. Der blev indspillet i Radio Recorders i Hollywood hhv. 9. til 11. juli og 30. august (“What’d I Say”) 1963. Og så synger Jubilee Four sig intenst gennem “Cheek To Cheek”, mens Ann-Margret og Elvis sætter ild til hele sættet!

Lad mig med det sammen slå fast, at “Viva Las Vegas” ikke er stor kunst. Elvis stilles heller ikke overfor skuespilmæssige udfordringer på “King Creole’ske” højder. Igen er formlen genkendelig og helt i tråd med så mange andre Elvis-film fra 60’erne. Til gengæld er det en indsats med ild i øjnene og lyst til at levere. Det er samtidig et af de fedeste soundtracks i EP’s filmkarriere. Og så er der for en sjælden gangs skyld en en kvindelig modspiller, som er i stand til at byde Elvis op til dans – helt bogstavelig talt. Elvis og Ann-Margret er ren dynamit sammen. Det er tydeligt, at Elvis fandt et ekstra gear med Ann-Margret ved sin side. Elvis og Ann-Margret havde et rigtig godt øje til hinanden. Romancen skal ikke vendes i denne anmeldelse, men det er vist tydeligt for selv den mest langsomt opfattende tilskuer, at der var tale om mere end blot en flirt. Det gik da heller ikke stille af, da Priscilla i pressen hørte om Ann-Margrets tilnærmelser.
På min liste over “bedste filmnumre” står sangene fra “Viva Las Vegas” i kø. At EP’s bagland droppede et reelt soundtrack-album til “Viva Las Vegas” virker som endnu en uovervejet karrierebeslutning.
Kommer du i øvrigt i et selskab, hvor EP’s sangmæssige kvaliteter diskuteres, vil jeg anbefale at sætte “I Need Somebody To Lean On” på anlægget. Det er verdensklasse.
Filmens flow er rigtig fint, og især dansescenerne er fornemt koreograferede (af David Winters). Det bidrager til en rytme, som gør “Viva Las Vegas” usædvanligt spiselig.
Man kunne måske påstå, at Ann-Margret stjæler billedet fra Elvis. Det kan der bestemt være noget om, men i min optik klæder det ikke alene “Viva Las Vegas”, men også Elvis. Desværre var Colonel Parker nok af den overbevisning, at det var rollen som racerkører, der gjorde “Viva Las Vegas” til noget særligt. Det afspejles i senere rollevalg. Det faldt aldrig manageren ind, at det kunne være af afgørende betydning at vælge den helt rigtige co-star.
Jeg smider fem flotte og fortjente stjerner i retning af Elvis, Ann-Margret og Las Vegas – en perfekt cocktail.

Bonus info:

  • Med sine 1 time og 25 minutter er “Viva Las Vegas” den korteste Elvis-film.
  • The Beatles kørt deres første film “A Hard Day’s Night” i stilling. Den skulle have premiere mindre end to måneder efter “Viva Las Vegas”.
  • “Viva Las Vegas” har over tid indtjent flere penge end “A Hard Day’s Night”.
  • Scenen, hvor Elvis synger “Viva Las Vegas”, er skudt i et hug – det eneste kendte eksempel af sin slags i EP’s spillefilm.
  • Samme skæbne som “You’re The Boss” overgik numrene “Night Life” og “Do The Vega”
  • Filmens danske titel blev “Elvis I Det Store Race”.
  • Country-legenden Glen Campbell er guitarist på “What’d I Say”.
  • “If You Think I Don’t Need You” er skrevet af Joe Cooper og Elvis’ gode ven Red West.
  • Ann-Margret synger en lettere omskrevet version af “Viva Las Vegas” i Flintstones-filmen “Viva Rock Vegas” fra 2000.
  • “Today, Tomorrow And Forever” er baseret på “Liebestraum” af østrig-ungarske komponist Franz Liszt.
  • I England blev titlen “Love In Las Vegas”, da filmens originale titel allerede var brugt til en film fra 1956.
  • “Santa Lucia” er en komposition af den Napoli-fødte Teodoro Cottrau. Den blev oprindelig indspillet af Enrico Caruso i 1916. Elvis fandt stor inspiration i Carusos fantastiske stemme.
  • Katolske præster på Maltas søster-ø, Gozo, fik “Viva Las Vegas” forbudt i den lokale biograf.

Videre til næste film:
Roustabout

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!