Elvis at Stax

Af Christian Rantsén

Året 1973 startede med et brag da Elvis ankom til Hawaii den 9. januar for at forberede det store satellitshow, som skulle sendes en lille uge efter kaldet ”Aloha from Hawaii”.
Showet var en stor succes, hvorefter Elvis i slutningen af januar vendte tilbage til en Las Vegas sæson. Efter den samme formel, som var kørt stort set efter samme mønster siden 1969.
Albummet fra showet i Hawaii bliver lynhurtigt produceret færdigt og udkommer omkring tre uger efter showet.

I slutningen af juni tager Elvis på en turné med 13 koncerter, som varer indtil starten af juli måned.

Den 29. juni samme år afsender RCA’s vicedirektør George Parkhill et brev stilet direkte til Elvis, hvori de beder ham om at forberede en række indspilninger, så han kan levere materiale til et album bestående af 10 sange og to singler, samt et religiøst album – i alt 24 sange.
Elvis skal give besked så hurtigt som muligt hvor han ønsker at indspille, det kan enten være i Tennessee eller Californien.

Gospel albummet er det mindst vigtige, så det kan laves som det sidste i forbindelse med indspilningerne. Det skal desuden være nye sange, ikke tidligere indspillet af ham.
Brevet er en pæn påmindelse til Elvis om at leve op til sine nye kontrakter med RCA som er gældende fra 1. marts, da de akut mangler materiale til at kunne udsende singler og albums. Et meget usædvanligt træk fra RCA’s side.

I mellemtiden udsender RCA albummet ”Fool” i juli måned, for at kunne imødekomme efterspørgslen efter Elvis udgivelser. Pladen består af materiale, der allerede er indspillet – både live- og studie indspilninger – og kan nok bagudrettet ses som et forsøg på ”at holde gryden i kog”, men Elvis’ Aloha satellit show stadig er i frisk hukommelse fra alle dem der har set showet i starten af året. RCA afventer ikke at Elvis går i gang med nye indspilninger, selvom de tydeligvis mangler materiale til at udsende et ordenligt album. Pladen sælger færre end 200.000 eksemplarer.

Den 17. juli modtager Elvis et brev om at møde i retten senere samme år for endeligt at få afsluttet skilsmissen fra Priscilla. Grundet disse omstændigheder, skønner folkene omkring Elvis at hans motivation og lyst til at forlade Memphis for at indspille det nye materiale, kan ligge på et meget lille sted.
Marty Lacker, som nogen år tidligere har fået Elvis til at indspille hos American Sound Studios, foreslår at de kan indspille hos Stax, de meget succesfulde studier i Memphis. American Sound Studios er lukket året før, så de er ikke længere en mulighed og Marty arbejder på daværende tidspunkt hos Stax.
Marty Lackers forslag bliver godkendt og han booker studietid til slutningen af juli.

På daværende tidspunkt er Memphis’ pladeindustri i en krise. SUN studierne er for længst lukket ned og American Sound Studios er, som før nævnt, lukket. De eneste store tilbageværende studier tilbage, er netop Stax. Hos Stax er der umidlertid en likvidetskrise, som dels kan forklares ud fra bank situationen i sydstaterne på daværende tidspunkt – meget lig den som verden har oplevet siden 2008 – og på grund af et partnerskab med CBS Records i New York. Et partnerskab som skal vise sig senere at blive fatalt for selskabet.
Ejeren af Stax, Jim Stuart, er derfor meget imødekommende overfor at Elvis skal indspille på Stax – sikkert i håb om at få en fast klient.

Der er planlagt 5 dage hos Stax og Elvis og hans folk synes næsten at overtage hele Stax, hvilket ikke falder i god jord hos de ansatte, der nærmest føler at de bliver smidt ud. Før den første aften med indspilninger skal begynde, kommer de med krav om ændringer af studiet. Jim Steward der ejer Stax, noterer ned og møder alle krav med et ”Ikke noget problem”. Hans ønske om at få Elvis til at indspille hos Stax, gør at han spørger Isaac Hayes om at afkorte den studietid, han allerede har booket og flytte det resterende til et nyt tidspunkt, hvilket er noget af et dilemma, da Isaac Hayes også er en stor stjerne på dette tidspunkt og han har brug for også have ham som fast klient. Allerede inden Elvis møder op, er der opbygget en vis antipati grundet alt det, som skal rettes til.
Medarbejderne blev af Steward informeret om at holde sig væk, dog undtaget det mest nødvendige personale bestående af en receptionist og medarbejder ved navn Larry Nix. Larry skulle sørge for overføre alle demoversioner Elvis skulle høre samt færdige takes til plader, da Elvis ikke ville lytte til demoer på bånd.

RCA’s tekniker Al Patchuki bemærkede da han kom ind i studiet, at det tekniske udstyr ikke var op til tidens standard, ifølge hans egen overbevisning. Stax havde altid indspillet på samme måde som i American, at lave de færdige mastere færdige ved at arbejde med overdubbings, altså lag-på-lag metoden. Elvis ville dog altid gerne indspille det hele live, hvor alle spillede på samme tid og Stax var ikke opbygget til dette. Hvis der skulle indspilles live, ville det kræve at alle musikere havde hovedtelefoner på og hvis det skulle fungere optimalt, skulle hver enkelt musiker have sit eget mix i sine hovedtelefoner, så han både kunne høre sig selv men også de øvrige musikere.
Teknikken i Stax tillod ikke dette, så bandet og sangerne kunne ikke høre dem selv ordenligt.

Bandet består af Jerry Carrigan på trommer, Bobby Wood på piano, Bobby Emmons på Hammond orgel, James Burton på guitar, Reggie Young på guitar, Tommy Cogbill på bas samt Ronnie Tutt på trommer. Koret består af J.D. Sumner and the Stamps, Kathy Westmoreland, Mary Greene, Mary & Ginger Holladay.
Disse musikere har alle arbejdet sammen med Elvis i forskellige sammenhænge, både i Nashville, men der er også gengangere fra American Studios og fra hans TCB band.
Jerry Carrigan, som er en substitut for Gene Chrisman (fra American Studios), har tidligere arbejdet sammen med Elvis og han er rystet over Elvis’ udseende og form, det er en helt anden Elvis end han har set tre år tidligere. ”Hans tale var sløret, han var miserabel”, siger Jerry i et senere interview.

Da de sædvanlige ansatte ikke måtte være til stede var Al Pachucki, Elvis’ egen tekniker, til stede. Da han ikke kendte forholdene valgte han at indspille, alt uden at stille for meget på de enkelte niveauer på instrumenter og vokaler, hvilket gav en meget flad lyd.

De planlagte indspilninger er sat til at begynde den 20. juli kl. 20, men Elvis møder ikke op til tiden og ankommer først kl. 23.

Den 21. juli om aftenen møder Elvis op i Stax Studierne, flere timer senere end planlagt, for at begynde indspilningerne. Det er fra starten klart, at noget er helt galt. Bobby Wood, en af musikerne, fortæller at Elvis havde taget på i vægt, hans øjne var gule og at hans hud var gul – han kunne ikke tro på, at det var det samme menneske han havde arbejdet sammen med kun fire år tidligere i American Studios. Hans var som et forvandlet menneske. Elvis forlader studiet igen efter nogen timer, absolut intet er blevet indspillet.

Da han ankommer igen den næste aften er hans tale så sløret, at man næsten skulle tro han sov. Båndene viser kun med alt tydelighed at Elvis ikke havde meget interesse i at indspille noget som helst. De arbejder på ”If You Don’t Come Back”, en 10 år gammel sang tidligere indspillet af blandt andet the Drifters og skrevet af Leiber & Stoller, som gennem årene har leveret meget sang materiale til Elvis.
Elvis får slæbt sig igennem 9 takes af sangen, inden den endelige udgave er færdig.
Næste sang der arbejdes på er ”It’s Diff’rent Now”, men denne sang bliver hurtigt opgivet og bliver aldrig færdiggjort  – kun et enkelt take af denne sang eksisterer.

”Three Corn Patches” var aftenens anden Leiber & Stoller sang, en relativt ny sang skrevet og indspillet året før af T-Bone Walker. De arbejder længe på denne sang, uden synderligt held – og Elvis kommenterer at ”Vi kan ikke få noget godt ud af det her bras”. Da Elvis vågner lidt op, undskylder han til Felton Jarvis at han ikke har styr på sin udtale af p-lyde, så ”popper” i mikrofonen. Sangen bliver lavet færdig med et definitivt take 15.
Aftenens sidste sang blev ”Take Good Care of Her” komponeret af Arthur Kent og Ed Warren, indspillet første gang i 1961 af Adam Wade og Elvis synes at kunne lide sangen, så den kommer ganske hurtigt i kassen. Al Pachucki lytter til det endelige take og kan høre at det brummer på orgelet, mens Stax’ egen tekniker fastholder at det blot er deres monitors der laver støjen. ”Hvordan kan jeg vide det ikke er på båndet?”, spørger Al. De færdiggør sangen, men der bliver ikke arbejdet yderligere denne aften.

Den 22. juli bliver der arbejdet fra kl. 23 til 3 om morgenen. ”Find out What’s happening” er første sang, skrevet af Jerry Crutchfield og indspillet første gang 9 år tidligere af The Spidells og fem år tidligere af Bobby Bare. Elvis er denne aften noget mere entusiatisk og de fortsætter indtil de har take 9 i kassen før alle er tilfredse.
”I’ve Got A Thing About You Baby”, er skrevet af Tony Joe White og indspillet af selvsamme selv året før. Tony White havde også skrevet ”Polk Salad Annie”, som Elvis havde fremført mange gange blandt andet i sit engagement på Hilton i 1970. Elvis’ version af ”I’ve Got A Thing About You Baby” er noget hurtigere end Whites’. Elvis’ humør havde tilsyneladende skiftet til at blive noget mere positivt. Dog drillede teknikken stadig.
”Just A Little Bit” er komponeret af John Thorton, Sylvester Thompson, Ralph Bass, Earl Washington og Piney Brown og er sang tilbage fra 1959. Her var de meget hurtige, da det hele blev klaret i to takes.

23. juli bliver ”Raised on Rock” og ”For Ol’ Times Sake” indspillet, skrevet af henholdsvis Mark James og Tony Joe White. Mark havde 5 år tidligere skrevet Elvis’ store hit ”Suspicious Minds”. ”Raised on Rock” var en decideret rocksang, selvom teksten i forbindelse med Elvis var noget besynderlig, da den handlede om skabelsen af rock’n’roll. ”For Ol’ Times Sake”, var en sang som White udsendte i samme år, 1973, og den endte med at blive en smuk fortolkning fra Elvis.

24. juli er der lidt udskiftninger i bandet da James Burton, Reggie Young, Tommy Cogbill og Ronnie Tutt bliver erstattet af Bobby Manual og Johnny Christoffer på guitar, Donald Dunn på bas og Al Jackson på trommer. Grunden til udskifterne skyldes at musikerne er booket til indspilninger eller live jobs andre steder, så derfor må andre komme ind og tage over. De kendte ansigter forlod indspilningerne og det gjorde ikke indspilningerne lettere.

Aftenen begynder med sangen ”Girl of Mine” af Barry Mason og Les Reed. Det bliver den eneste rigtige sang indspillet denne aften. Det skal også vise sig at der er yderligere tekniske problemer, da de tidligere konstaterede brumme lyde stadig var der og det blev konstateret, at de rent faktisk var på selve båndet. Elvis forlader indspilningerne grundet at hans egen mikrofon er blevet stjålet, dette opdager Al Pathucki da han kommer for at rigge udstyret til tidligere på aftenen og da Elvis kommenterer at han lyder mærkelig i hovedtelefonerne, fortæller Al sandheden om tyveriet. Dette skulle blive sidste gang Al skulle arbejde sammen med Elvis, selvom han ikke var skyldig i den stjålne mikrofon. Da Felton Jarvis ikke vidste om Elvis ville komme tilbage, brugte de resten på at indspille en instrumental version af ”Good, Bad but Beautiful”, komponeret af Clive Westlake, i håb om at Elvis vil vende tilbage og indspille sin vokal.

25. juli, sidste dag Stax er booket, bliver igen brugt til indspilning af instrumental versioner da Elvis ikke møder op. ”Color My Rainbow”, ””Sweet Angeline” og ”The Wonders You Perform” bliver indspillet denne dag.  Kun ”Sweet Angeline” bliver senere brugt da der bliver indspillet en vokal på den i september.
Denne vokal bliver dog ikke indspillet i et rigtigt studie, men i Elvis’ hjem i Palm Springs sammen med Voice, James Burton og Charlie Hodge. RCA har stillet en teknik vogn til rådighed. Dagen efter i september bliver der indspillet ”I Miss You” og ”Are You Sincere”.

Genforhandling af Elvis’ kontrakt

I sommeren bliver et kontrakts mæssigt problem løst, idet RCA køber alle rettigheder til Elvis’ bagkatalog. RCA havde retten over alle Elvis’ indspilninger på daværende tidspunkt, men det var til stadighed et problem med afregningen idet Parker insisterede på at blive ved med at kræve penge for hver gang disse indspilninger blev brugt. Endnu mere var det et problem, da disse stadige diskussioner ikke havde at gøre med hvad der rent faktisk var nedskrevet i aftalerne mellem Elvis, Tom Parker og RCA. Tom Parker spillede altid sit kort med at det jo ville være ydmygende for RCA hvis det kom frem for offentligheden at Elvis ikke fik nogen penge for indspilningerne. Derfor kom RCA med forslaget om en gang for alle at købe hele Elvis’ katalog af sange indspillet op til 1973. Det var efter datidens standarder en uhørt handel, RCA satte et møde op med Parker for at snakke om en sådan handel kunne laves. Det store problem var, at RCA ikke vidste hvilket beløb de skulle foreslå, da en sådan type handel ikke var blevet indgået før. Så derfor kiggede man bagudrettet på de sidste 7 år. Elvis havde modtaget beløb i størrelsesordenen 400-500.000 dollars om året for salg inden for USA – og omkring en tredjedel ekstra for salg i udlandet. I alt omkring 600.000 dollars om året. RCA foreslog et beløb til en start forhandling der lå på omkring 3 millioner dollars – det ville tage omkring 5 år at få dette beløb ind igen.
Parker var ikke afvisende over for det første forslag, men gik dog tilbage til Elvis med et forslag om at beløbet skulle forhøjes til 5 millioner dollars, hvilket RCA gik med til. De ville blot have lukket handlen, men mere skulle forhandles inden den kunne afsluttes. RCA ville på deres side have rettighederne over kataloget, uden nogen yderligere betingelser – men Parker kom med yderligere forslag. Han ville indvolveres i udarbejdelsen af indpakning og emballage og at alt dette skulle gå via Parkers eget selskab ”All Star Shows”. RCA gik med til at de i fremtiden både ville bruge nye og gamle billeder og andet markedsføringsmateriale. Der var en grund til at Parker gerne ville have det på den måde – nemlig at Parkers selskab ejede alle rettighederne til billederne af Elvis der var blevet brugt hidtil.
De endte med at indgå en kontrakt hvor det endelige beløb blev 5,4 millioner dollars – dog med en tilbagedatering til 1. marts – den dato hvor Parkers og Elvis’ nye kontrakt var trådt i kraft. På den måde kunne Parker få 50 procent og Elvis det samme.
Dette var dog ikke nok, der blev også indgået en ny kontrakt der skulle have en løbetid på 7 år, som ville garantere et beløb på 500.000 dollars om året, mod at Elvis leverede to hele albums og fire singler. Elvis og Parker skulle i slutningen af perioden af de 7 år, have 100.000 dollars hver – som ikke skulle modregnes i de aftalte 500.000 dollars. Parker fik for sin egen del også en række andre aftaler forhandlet på plads, han skulle have 50.000 dollars om året for at fungere som konsulent for RCA for at bistå med udvikling af merchandise og promotion materiale, ydermere et beløb på 10.000 dollars for at hjælpe med hjælpe med merchandise rettighederne på den nu udløbne kontrakt. Oveni i det skulle han have over perioden modtage 1,35 millioner dollars for at hjælpe RCA Record Tours plus 10 procent af profitten fra dette selskab. I alt var Parker garanteret først 2,6 millioner dollars for handlen med Elvis’ katalog og derudover 1,75 millioner dollars. Med alt hvad Parker fik forhandlet på plads, ville Elvis modtage 4,5 millioner dollars og Parker selv 6 millioner dollars.

Indspilninger hos Stax, december 1973

Der bliver i december måned 1973 booket endnu 5 dage hos Stax, som skal forløbe fra den 10. til den 15. december, som fortsættelse ovenpå indspilningerne i juli. Elvis insisterer på at kunne optage tæt på hans hjem, så Stax blev igen valgt.

Der var ikke tilfredshed med måden indspilningerne var forløbet teknisk set i juli måned, selvom den tekniske hjælp de fik af STAX personalet var fantastisk. Så i midt i november var der brev korrespondance mellem en af teknikerne og RCA som viser, at hovedproblemet var alle de sangere og musikere Elvis ville have med. Det var ikke mindre end 2 trommeslagere, 2 guitarister, en bassist, 2 på keyboards (piano/hammond), 9 sangere og Elvis selv. Elvis selv skulle måske gøres opmærksom på at begrænsningerne i teknikken var et stort problem, bliver der skrevet. Der bliver endda foreslået et andet studie end STAX, da det generelt teknisk set, ikke er helt oppe til datidens standarder. Der bliver endvidere snakket om valg af tekniker og Al Patchuchi bliver nævnt som en kandidat da han som Elvis’ faste tekniker ved hvad Elvis vil have og kan arbejde godt sammen med ham. Men der bliver diskuteret, om det også er problemet – om Elvis ikke har brug for en ny tekniker for at kunne give ham en ny, mere moderne lyd.

Alle dagene begynder indspilningerne kl. 21, bandet er denne gang James Burton på guitar og Ronnie Tutt på trommer, begge fra Elvis’ TCB band. Nobert Putnam er med på bas og David Briggs på piano, fra selve byen Memphis er Johnny Christopher på rytme guitar og svensk fødte Per Erik Hallin, som supplerer David Briggs, på keyboard.
Antallet af backing sangere kommer helt op på 11, hvor også Elvis nye sanggruppe, Voice, er talt med.

10. december indspiller de indtil kl. halv fem om morgenen og Elvis humør og engagement er helt anderledes end i juli måned, selvom der denne dag kun kommer to færdige sange på bånd. Al Pachucki, som havde været tekniker i juli måned, var blevet skiftet ud med Mike Moran og Dick Baxter, sammen med to hjælpere, efter ordre fra RCA direktør Joan Deary. Samtidig blev en vogn med udstyr sendt til Memphis, med 16 spors bånd og udstyr, som blev koblet til selve studiet, så man reelt ikke brugte udstyret i kontrolrummet.
Aftenen starter med ”I got a feeling in my body”, hvor Elvis’ engagement er tydeligt. Sangen var skrevet af Dennis Linde, som ligeledes havde skrevet ”Burning Love”. Der bliver lavet 7 takes af sangen, men de beslutter sig for at bruge take 3. ”It’s Midnight”, som også blev indspillet denne dag, er næsten selvbiografisk, Elvis og bandet brugte meget lang tid på denne sang for at få det optimale resultat som viser at Elvis er stærkt tilbage med en fremragende vokal.

11. december slutter de kl. 2 om natten, denne gang med to færdige færdige sange; ”If you talk in your sleep” og”You Asked Me To”. Aftenen begyndte med sidstnævnte sang, en komposition af Waylon Jennings og som havde været et hit for ham. Elvis’ version ligger tæt op af originalen og fik det hele klaret i andet take. Felton Jarvis var dog ikke tilfreds og ville have Elvis til at give den et forsøg mere, hvor det dog gik galt fra starten af. Påmindet om hvordan indspilningerne havde været i juli og han for alt i verden skulle have det bedste ud af situationen, fik han dog overtalt Elvis til et par forsøg mere og endelig i take 6 lykkes det – og Felton vidste at det havde været fornuftigt at skubbe lidt til Elvis. ”If You Talk in Your sleep” var skrevet af Red West, der flere gange havde skrevet til Elvis, blandt andet ”Separate Ways”.

12. december arbejder de hårdt indtil kl. 5 om morgenen, denne dag fokuserer Elvis kun på fire sange som Voice enten har foreslået eller skrevet til ham. Der bliver arbejdet på ”Mr. Songman”, ”Thinking about you”, Love Song of the Year” og ”Help Me”. Et par af sangene denne aften var skrevet af Donnie Sumner og Tim Baty, begge medlemmer af den nye vokalgruppe Voice Elvis brugte til koncerterne i denne periode. De havde også medbragt andre demoer, blandt andet ”Help Me”, som også blev indspillet denne aften, endda i første take. Sidstnævnte sang skulle blive en fast del af Elvis live repertoire de kommende år.

13. december, endnu en produktiv dag med tre mastere færdige, ”My Boy”, ”Loving Arms” og ”Good Time Charlies Got The Blues”, bliver indspillet denne dag.
”My Boy” var allerede blevet sunget ved Las Vegas engagementet i august, de startede med at indspille to takes, men Felton Jarvis ville gerne have et forsøg mere, hvilket fik Elvis til at eksplodere i arrigskab, men de fik et tredje take i kassen som endte med at blive den endelige master. ”Loving Arms” var en ligeså krævende sang vokalmæssigt at indspille, men de var alle tilfredse da tredje take var i kassen. ”Good Time Charlies Got The Blues” var den sidste sang denne aften, en meget smuk sang indspillet året tidligere af sangskriveren selv, Danny O’Keefe – for øvrigt et af de sidste albums der blev indspillet i American Sound Studios, hvor Elvis selv havde indspillet fire år tidligere.

14. december stopper de kl. 3 om natten, da går op for Elvis at ingen har bestilt mad og indspilningerne kommer til en hurtig afslutning. Kun en sang bliver gjort færdig denne aften, Jerry Reed sangen ”Talk about the good Times”. Elvis havde tidligere indspillet flere Jerry Reed sange, bl.a. ”Guitar Man”.

15. december går de i gang igen fra kl. 21 til kl. 6 om morgenen. Blandt andet bliver Chuck Berrys ”Promised Land” indspillet. ”Your Love’s been a long time coming” og ”There’s A Honky Tonk Angel”. Chuck Berry startede sin karriere næsten samtidig med Elvis og hans anden sang, “Johnny B. Good”, havde Elvis tidligere inkluderet som et fast element ved koncerter.

16. december slutter kl. 5 om morgenen efter at ”If That isn’t love”, ”Spanish Eyes” og ”She Wears My Ring” er indspillet og Felton Jarvis kan levere 18 færdige sange til RCA, mange af en kvalitet som tydeligt afspejler Elvis’ bedre tilstand både fysisk og psykisk.

Elvis kom kun til Stax ved disse to lejligheder i juli og december ’73 og efter afslutningen på indspilningerne i december 1973, skulle der gå over et år inden Elvis igen kom i et studie for indspille nye sange i marts 1975. Der var dog nok materiale at udgive både på tre albums og en række singler i den mellemliggende periode, ligesom et live album optaget i marts det efterfølgende år, – ”Elvis Recorded Live on Stage in Memphis” – blev udgivet i sommeren 1974.

I december var Elvis klar til at indspille, motivationen var en klar forbedring i forhold til juli måned og materialet bedre.

Stort set hvert eneste album Elvis udgav i denne periode, fra omkring 1970 og fremefter, havde et billede af Elvis i en jumpsuit og der blev ikke gjort noget andet særligt ud af coveret. Samtidig var andre artister kommet på banen, Elton John og David Bowie for at nævne to, som havde stor succes på dette tidspunkt.
Der blev ikke gjort noget særligt ud af materialet der kom fra hverken disse sessions eller de øvrige sessions fra denne periode. Derfor blev der heller ikke gjort noget særligt ud af de tre albums der kom ud fra disse indspilninger, hvilket gjorde at de forsvandt i mængden. Mediebilledet havde også ændret sig radikalt i årerne siden Elvis startede karrieren og op igennem 60’erne og særligt i radio sammenhæng blev Elvis ikke spillet så ofte som tidligere. Der var højdepunkter, men de var ikke i samme mængde som tidligere. De store hits, som havde været tidligere – udeblev. Der var dog lyspunkter, som eksempelvis Burning Love som lå som nummer 2 på de amerikanske hitlister i oktober 1972.

De tre albums som kom ud af disse sessions blev udsendt i perioden oktober 1973 – marts 1975.

Har du også læst disse temaer?

Aloha From Hawaii

Kom HELE vejen rundt om den store koncert fra Hawaii

From Elvis in Memphis​

Året er 1969, og Elvis indspiller i Memphis for første gang siden SUN-dagene. Resultet bliver fantastisk.

1956

Hele historien om det vilde gennembrudsår

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!