Elvis på Hawaii 1957

af Robert Hoffmann-Rasmussen

I slutningen af oktober 1957 turnerede Elvis i Californien. Det var en ret kort turné, hvor han spillede i San Francisco, Oakland og Los Angeles, men mens han var der, kom der en aftale i stand om også at spille nogle shows på Hawaii. Der synes i dag ikke helt at være klarhed over, præcis hvordan og hvorfor Hawaii-koncerterne kom i stand – Hawaii er som bekendt langt fra fastlandet – men i hvert fald: Tirsdag den 5. november, i Los Angeles, gik Elvis om bord på skibet S.S. Matsonia og påbegyndte den fire dage lange sørejse mod Honolulu og et Hawaii, han aldrig tidligere havde besøgt.

Bandet og The Jordanaires fløj derover; det samme gjorde Colonel Parker, men Elvis tog skib. Selvfølgelig ikke alene; han havde 8-9 buddies og hang-arounds med sig ombord. Alligevel var det hele en speciel situation – nu havde han de sidste to-tre år ført et stadig mere hektisk liv med turnéer, film og pladeindspilninger, men Californiens-turnéen var den sidste, der var planlagt, og efter Hawaii var kalenderen tom. Værnepligten ventede lige om hjørnet – med alt, hvad det indebar af tvivl, ængstelse og usikkerhed for Elvis. 

Men alligevel: Fire dage til søs med kurs mod Hawaii. Det må have føltes som en ferie for ham. Sådan ser det ud på billeder og film fra turen, og sådan lyder det på beretningerne fra de andre rejsende, der kom tæt på ham. Han holdt sig på ingen måde for sig selv, og selv om han tiltrak sig en del opmærksomhed, så var han på mange måder også bare en passager lige som de mange andre på skibet. Velma Fisher på 43 var ombord med sin mand, Luther, og deres fire børn Skip, Mona, Luana og Jana (hhv. 11, 9, 6 og 4 år) og havde kahyt tre døre fra Elvis. De mødtes den første dag, da han og hans følge tog til det daglige bingospil, hvor Velma uddelte spilleplader. “Han var altid meget høflig, en rigtig gentleman,” sagde hun senere. “Hver dag spillede han klaver i loungen for dem, der var der, og han var helt nede på jorden. Mine døtre var rigtig glade for ham, og jeg havde ikke noget imod at efterlade dem med ham. Han var ikke babysitter eller noget, men når jeg var væk fra vores kahyt, så kiggede han til dem.” Mona (dengang 9) husker, at hun sad ved siden af ham på klaverskamlen, og han sang Love Me Tender for hende. “Han sagde, at den havde han skrevet til mig! Det troede jeg på – i flere år!

Et andet par, som Elvis blev venner med, var Jim og Marilyn Waste. Et af deres børn fortæller: “Mine forældre vidste, hvem han var, fordi de var unge (28 og 27) og lyttede til Top 40 rock’n’roll-radiostationerne. Alle kvinder ombord var helt oppe at køre, fordi Elvis var der, undtagen min mor. Hun sagde, at Elvis tog det for givet, at de alle sammen gerne ville møde ham, og han flirtede med dem. Men dengang var min far mindst lige så flot som Elvis, hvis ikke mere, så det bed ikke rigtig på min mor. Hun var ikke imponeret. Så en dag, hvor hun var oppe på dækket og læste i en bog, kom Elvis over til hende med en rød rose. Han ville gerne lære hende at kende! Måske er det fordi, at selv om hun var mor til tre (og havde et fjerde barn på vej), så var min mor meget smuk. […] Men i hvert fald, Elvis lagde armen om hende, og min far tog nogle billeder af dem. På billederne ser min mor ud til at finde det meget sjovt, men man kan alligevel se, at hun ikke var ude af sig selv af begejstring eller noget. Senere på turen lavede min far og Elvis noget skydning sammen, så de kom til at kende hinanden noget bedre. Mine forældre sagde, at Elvis var en rigtig gentleman og meget høflig.” 

“Slutningen på mine forældres møde med Elvis fandt faktisk sted på hotellet i Waikiki. Pludselig var der stor opstandelse i lobbyen, fordi Elvis ankom med sit følge, og der samlede sig en hob af fans og journalister og almindelige nysgerrige. Der blev nærmest tumultagtige scener. Elvis kiggede op og fik øje på min mor og far. Så lavede han et skuldertræk og så på dem med et udtryk i ansigtet, som sagde: “Well, sådan er det for mig, hele tiden!”

På dagen, hvor skibet lagde til kaj på Hawaii, men stadig ombord på skibet, blev der afholdt et pressemøde. Det var lørdag den 9. november. Nedenstående sammenfatter oplysninger fra to samtidige presseomtaler (i min oversættelse) fra reportere, der var til stede :

“Under et kortvarigt pressemøde ombord på skibet sagde Presley, at han tog Matsonia til Hawaii i stedet for et fly, fordi han er bange for at flyve. Adspurgt hvorfor, svarer han: Bare se på avisoverskrifterne. Jeg kunne have været på dét fly [flyet, som forsvandt fredag eftermiddag mellem San Francisco og Honolulu med 44 mennesker ombord].

Han har ingen hawaiianske sange på repertoiret. Den eneste hawaiianske “sang jeg nogensinde har sunget er ‘Until We Meet Again.’ Det er ‘Aloha Oe,’ er det ikke?”

En reporter spurgte: “Hvordan har du det med at blive kaldt Elvis the Pelvis?” Presley svarede: “Det er meget umodent og barnligt. Som et barn, der prøver at finde noget, der rimer på Elvis.”

Han forklarede, at de ni personer, der rejser sammen med ham, alle er venner fra Memphis, som han altid har med sig for at have selskab og “for at have et lille stykke af derhjemme med mig”. Det er også altid sjovere at se ting, når man er sammen med nogen. Der er, tilføjede han, en ganske lang venteliste til de stillinger. “Jeg hører faktisk tit fra såkaldte “gamle venner” fra mange år tilbage, og de siger alle sammen: “Du kan da godt huske mig?”
“Hvilke jobkvalifikationer er der?” spurgte en reporter.
“Undskyld?” sagde Elvis uforstående. 
“Kvalifikationerne til jobbet?”
“Hvordan udvælger du dem?” spurgte en anden.
“Nåh, det er bare gamle venner … fra skolen og derhjemmefra.”

Elvis, som var klædt i dybrød jakke, sorte bukser, sorte sko, grå sokker og en hvid, strikket sweater, sagde, at han kun havde tre kufferter med. Da han blev bedt om at beskrive, hvad han havde på, sagde han: “Det må du ikke spørge mig om. Jeg ved ingenting om tøj.” Han sagde, at han selv vælger sit tøj og aldrig giver mere end 7 dollars for en skjorte og 10 for et par sko. “Men jeg regner da med at få købt noget hawaiiansk tøj, mens jeg er herovre.”

Adspurgt, om han havde planer om at besøge nogle af de andre øer, svarede han: “Det kommer an på, hvordan vi bliver modtaget her.” Både Presley og Colonel Parker indikerede, at det var usandsynligt, at de ville fortsætte herfra med en turné i Australien, men at “vi er altid åbne for ændringer i sidste øjeblik.”

Han forklarede den pludselige beslutning om at besøge Hawaii således: “Det blev besluttet meget hurtigt. Vi var i Hollywood for at indspille en film (titel endnu ukendt), men den blev udskudt til starten af det nye år. Vi havde ingen planer, så Mr Parker spurgte, om vi havde lyst til at tage til Hawaii, og så sagde jeg “Huh!” og havde pakket i løbet af nul komma fem.”

Han sagde, at hans seneste hit, Jailhouse Rock, havde solgt mere end to millioner plader i de første to uger efter den blev udgivet. Han sagde ikke noget om, om den ville være på repertoiret her i Hawaii, men han sagde med stor entusiasme, at “hawaiiansk musik helt sikkert vil, hvis jeg kan nå at lære noget.”

En af hans medpassagerer fra skibet beskrev Presley som sympatisk. “Han brugte meget tid med at stille op til fotografering med servitricerne, så de kunne vise deres børn billederne.”

Eneste malurt i bægeret ved hans ankomst til Honolulu var i havnen, før skibet lagde til: Tre teenagere med et skilt, hvor der stod “Elvis Go Home.”

Dagen efter gav Elvis sin første koncert på Hawaii – faktisk to koncerter – da han den 10. november 1957 optrådte for sammenlagt 14.963 tilskuere ved to shows på Honolulu Stadium. Det var en søndag. Elvis er sammen med sit følge (ni personer) af buddies og hang-arounds tjekket ind på Hawaiiansk Village Hotel. På dette tidspunkt i hans karriere bor han som regel på et andet hotel end bandet, som han i øvrigt lige har haft en alvorlig kontrovers med (omkring deres lønforhold), men denne gang bor de alle – Elvis, Scotty, Bill og DJ samt The Jordanaires – på samme hotel, hvor de okkuperer hele den 14. etage. Koncerterne denne dag har været annonceret lokalt i en uge, og fans har taget opstilling uden for hotellet, men er forment adgang til selve hotellet. Elvis vinker til dem fra værelset og kaster tøjstykker og sågar plader ud til dem. Det er selvsagt ikke alle pladerne, der klarer turen i frit fald fra 14. etage uskadt.

Første show er programsat til kl. 15:00. Efter et helt sæt med mere eller mindre aparte opvarmningsindslag (bl.a. stort 11-mands-orkester, huladansere, jonglører, sangerinden Phyllis Brooks og komikeren Howard Hardin, men også en lille solokoncert med The Jordanaires) går Elvis endelig på scenen. Han er iført sin guldjakke over en sort skjorte. Guldbukserne har han skiftet ud med sorte bukser, som er nemmere og mere behagelige at optræde i, og på flere af billederne fra koncerten ser man ham med blomsterkrans. Man er vel på Hawaii. Han har sin guitar om halsen; dens krop er beskyttet af et kunstfærdigt udsmykket læderomslag, der bærer hans navn.

Billede på videoen er fra Hawaii 1957 – lyden er dog fra Hawaii 1961

Koncerten går godt. Elvis er veloplagt, og hvis der er anspændthed eller dårlig stemning mellem Elvis og Scotty, Bill og DJ efter den nyligt bilagte uoverensstemmelse om deres lønforhold, så lader ingen af dem sig mærke med noget. 

Andet show er programsat til kl. 20:15. Mellem de to shows afholdes endnu pressekonference – denne gang på hotellet.

Pressekonference 10. november 1957 - mellem de to shows

fra “Love Him Tender Like a Tiger” af Cobey Black, The Honolulu Star-Bulletin


Elvis var et kvarter forsinket til pressemødet på Hotel Hawaiian Village, og jeg havde derfor tid til at sludre med en ung pige, der var mødt op en time i forvejen for at være sikker på en plads på første række. “Jeg hedder Barbara Wong, og jeg er formand for Kaneohe Elvis Presley Fan Club,” sagde teenageren, hvis hår var samlet i en hestehale, mens hun rettede på en kilometerlang blomsterkrans og en kikkert. Hun var iklædt en pink kjole med påsyede billeder af Elvis i sort silhouet. “Pink og sort, hans yndlingsfarver,” sagde hun henført. “Jeg har selv syet den, dengang ‘Love Me Tender’ havde premiere. Jeg har skrevet et brev til ham hver uge i to år. Han har besvaret ét af dem. Jeg har ikke lukket et øje i fire dage.” Hun så på mig med matte øjne, som bevis på hendes søvnløse nætter i længsel.
Hvad er det helt præcis, du ser i Elvis, spurgte jeg.
“Åhhhh,” sukkede hun. “Hans drømmende ansigt. Hans stemme. Hans sydstats-accent. Han er simpelthen bare en spillevende MAND.”
Og som på et stikord trådte den spillevende mand ind i lokalet, og formanden for Kaneohe Elvis Presley Fan Club kastede sig over ham, som var han magnetisk og hun selv af metal. Journalister rykkede nervøst på sig, alt imens Elvis forsøgte at vriste sig fri af Miss Wong og hendes blomsterkrans. Til sidst løftede han hende, mens hun stadig klyngede sig til ham, og bar hende hen på hendes plads på første række.
“Nogen spørgsmål?” spurgte han. Han sad på kanten af et bord og svingede rastløst med benene.
“Ja, Elvis,” sukkede Miss Wong, tydeligvis fuldkommen ligeglad med alle os andre. “Fik du mine breve, og bamsen?”
“Jeg fik bamsen,” sagde Elvis mildt. “Jeg vil gerne sige,” sagde han så, så højt at alle kunne høre det, “at den velkomst, jeg har fået her på Hawaii, har været blandt de bedste i hele min karriere. Jeg har optrådt længe nok til at kunne mærke, om et publikum har gode manerer, og i dag kunne jeg trygt have hoppet ned fra scenen og ud iblandt dem.”
“Bare du havde gjort det, Elvis,” hviskede Miss Wong.
“Hvad er dine kropsmål?” råbte nogen.
“Jeg er seks fod høj [180 cm], vil jeg tro, og vejer 180 pund [81,6 kg].”
“Motionerer du, når du ikke synger?”
“Nej. At synge er nok.”
“Hvad er dine yndlingsfarver?”
“Det kommer an på til hvad. Til biler kan jeg bedst lide stærke farver; i tøj er det mere mørke farver.”
“Hvor tit bliver du klippet?”
“Ikke så tit, og når det sker, så ligner det ikke en klipning.”
“Hvad er dit første krav til en mulig kommende hustru?”
“Hunkøn.”
“Hvad med hendes sydstats-madlavning?”
“Jeg bryder mig ikke om fried chicken. Jeg kan bedre lide ananas og kokosnødder.”
“Hvad er din slægtshistorie; hvor kommer dine forfædre fra?”
“Der er noget irsk, tror jeg, og noget italiensk. Men jeg har aldrig tænkt videre over det.”
“Har din succes påvirket dit liv?”
“Selvfølgelig. Jeg havde aldrig drømt om, at sådan noget som det her ville blive muligt; at jeg nogensinde skulle komme til Hawaii — eller Las Vegas eller Hollywood. Det er noget af et skifte at blive kastet ind i det her game. Hvis du ikke passer på, så får du et nervesammenbrud.”
“Er det rigtigt, at du tager 100.000 dollars for en TV-optræden?”
“Der må jeg spørge min manager,” sagde Elvis og vendte sig mod sin manager. Hans manager nikkede. “Colonel Parker sagde, hvorfor skulle jeg gå på TV og lade 60 millioner mennesker se mig gratis, når vi tager penge for det fra filmproducenterne, der så kan tage penge fra biografgængerne for at se mig. Forstår du? Jeg gør ikke.”
“Er det dig, der har opfundet rock’n’roll’?”
“Jeg udforskede den. Den har fandtes længe før jeg kom til; der kaldte man det rhythm and blues. Jeg prøvede bare med en ny fortolkning.”
“Føler du en forpligtelse over for dit publikum?”
“Ja, det vil jeg sige. Jeg passer meget på ikke at gøre noget, der vil skuffe mine fans. Jeg opfører mig ordentligt. Folk har alle mulige fordomme om mig. Det er meget naturligt. Jeg har selv tit sagt, at jeg ikke kan lide den og den person, og når jeg så møder dem, finder jeg ud af, at de er gode mennesker.”
“Hvad er din reaktion på de ældre mennesker, der ikke kan lide dig?” Det var et spørgsmål fra Miss Wong igen.
“Honey, jeg kan ikke gøre alle tilfreds. De mennesker er måske mere til Pat Boone.”
Nu overrakte Kini Popo Elvis en skriftrulle fra fans på naboøerne. Underskriftsdelen var 180 cm lang.
“Hvem ville du helst strande på en øde ø sammen med?” spurgte en stemme bagerst i forsamlingen.
“En hvilken som helst af pigerne heromkring,” svarede Elvis. “Er der flere spørgsmål?”
“Et til,” bad Miss Wong. “Hvad er din reaktion på dette afsnit fra et fanblad: ‘Elvis kører sin date hjem og kører til et afsidesliggende sted’,”—her skælvede Miss Wong’s stemme -“hvor han giver hende et kys af den love-me-tender-slags, som ingen pige vil modsætte sig…”
“Det er nok,” afbryder Elvis’ manager. “Vil radiofolkene nu venligst træde frem og optage deres spørgsmål.”
Miss Wong lod sig dog ikke sådan slå ud og pressede sig foran sammen med radiofolkene. Hun åbnede en kæde, hun havde om halsen. “Denne halskæde har jeg båret hele ugen,” sagde hun og slyngede armene om Elvis’ hals, hvor hun fumlede med låsen. “Den skal du have, Elvis. Det er min lykke-elfenbenstand.”

En beskrivelse af koncerterne denne dag har vi fra en Walt Christie, som anmeldte dem i The Honolulu Star Bulletin om mandagen.
Anmeldelsen lyder (i min oversættelse): 

“De begejstrede fans, som “elskede” Elvis Presley, før de så ham i levende live i går, er endnu større fans i dag. Og de, der ikke var ekstatiske over ham før, er det stadig ikke. Omkring 15.000 Honoluluanere spenderede i går 32.000 dollars for ved selvsyn at se den entertainer, der har startet Presley-kulten. Responsen var, må man sige, skruet op på max. På positiv-siden er, at manden med de hulavrikkende hofter og de vilde benbevægelser er en alsidig sanger.

Han er Amerikas bedst indtjenende entertainer, og – hvad der er måske er endnu vigtigere – det spås i branchen, at han kommer til at være her i adskillige år fremover. Når hysteriet omkring ham engang tager af, vil Presley kunne træde frem som en yderst habil “rigtig” sanger. På negativ-siden er, at denne Amerikas tobenede svar på Sputnik overtræder samtlige regler for entertainere. Lige nu er dét dog — tydeligvis — fuldstændig lige meget. Hvis man nogensinde kunne tale om en attraktion, hvor der på forhånd er garanti for udsolgt, så er det Elvis. De henførte masser i går aftes modtog alt, hvad han gjorde, sagde eller sang, med begejstret hujen og tordnende bifald. 

Han kløede sig i øret – og der løb jublende glædesudbrud ned gennem publikum i det tætpakkede Honolulu Stadium. Han bevægede sin skulder under den gyldent-glitrende jakke – og pigerne bogstaveligt talt hoppede op og ned i sæderne. Kongen kan ikke gøre noget forkert. Og åh jo, Elvis ER kongen for disse teenagere – de samme teenagere, som grådigt og trofast køber hver eneste af hans plader, og som opsparer deres frokostpenge i skolen, så de i stedet kan købe billet til at se ham. Elvis ser ud til at nyde den massive tilbedelse, han bliver mødt med. Faktisk er der øjeblikke, hvor man må beundre ham for, at han kan holde masken, når han iagttager sit publikum.

De rockede, om end de måske ikke altid rullede, til en hitparade af Presleys mest velkendte sange. Han var på scenen i 40 minutter, akkompagneret af sin egen trio og kvartetten The Jordanaires. Lidt overraskende spillede han mere på klaver end på guitar. Hans optræden synes at følge en nøje afstemt temposætning, der gradvis bygger op til klimaks, hvor han springer ud over scenekanten og ned foran første række af publikum, for derefter at flygte ind i en ventende bil.

Publikums kollektive begejstring kunne hverken dæmpes af regnbyger, støvvinde, den dårlige scenebelysning eller det middelmådige højttaleranlæg på stadionet. Der kan ikke gøres nogen generalisering om reaktionen fra publikum. Kongen repræsenterer noget forskelligt for alle. Det var ikke kun teenagere, som udskreg deres beundrende tilråb og hoppede og dansede til hans rytmer og rystende ben. Det gjorde mange af mødrene også. Og en 7- eller 8-årig pige, der sad ikke langt fra undertegnede, var lige så grebet af det hele.

Det mandlige publikum var for størstedelens vedkommende mere reserveret, eller i hvert fald mere afdæmpet. For nogle måske et udslag af kedsomhed. Og dét kan på langt sigt vise sig at være Presleys største handicap. Lige nu er han, uden at tale om social betydning eller sexappeal eller personlig udstråling, et fænomen kun for piger. Hvis De stadig er nysgerrig på hans forvirrende virkning på de forvirrede forældre og disses forvirrende afkom, kan De stadig nå at se ham i aktion i aften på Schofield Barracks. Ét er sikkert: Det bliver det mest mindeværdige, Schofield har set siden 7. december 1941.”

En anden anmeldelse, af en Bob Kraus i The Honolulu Advertiser, lød (igen i min oversættelse)

“Elvis Presley efterlod Honolulus teenagere ‘all shook up’ i går efter to rock’n’roll-koncerter på Honolulu Stadium. Tusindvis af unge mennesker gik nærmest fra forstanden i skrigen og skrålen ved synet af det syngende idols løse lemmer, mens han vred, vrikkede og klovnede sig igennem en timelang optræden.

Hans to koncerter blev overværet af 14.963 tilskuere, ligeligt fordelt mellem de to shows, som genererede 32.000 dollars, hvoraf mere end halvdelen efter sigende gik til Elvis.

Opvarmet af et åbningsprogram bestående af jongleren og opvisninger i hula-sværddans og jive, istemte teenagepublikummet (flest piger) et skingert, vedvarende skrig, da Elvis tumlede ind på friluftsscenen, klædt i en guldlaméjakke med sølvkant, sort skjorte, sorte bukser og sorte sko. Han stod ubevægelig et lille øjeblik og gjorde så en eksperimenterende, pludselig bevægelse med kroppen. Det affødte øjeblikkeligt en skrigen fra publikum, som hvis han havde trykket på en knap. Fra da af antog hele koncerten nærmest karakter af et primitivt religiøst ritual, hvor publikum blev mere og mere eksalteret. En pige bag mig skreg vedholdende, skingert og hysterisk. Ind imellem skrigene stønnede hun: “Åh, Elvis, jeg dør. Jeg holder det ikke ud; jeg holder det ikke ud.” 

Presleys evner som sanger kan vanskeligt bedømmes på baggrund af gårsdagens eftermiddagskoncert. Hans stemme overdøvedes af larmen fra publikum i store dele af tiden. Det generede tilsyneladende ikke hans unge fans, som lod til at kunne genkende hver sang alene ud fra det første ord. “Don’t Be Cruel” og “Hound Dog” var dem, der udløste de højeste decibel af beundring.

Overraskende nok var der meget lidt klappen efter hvert nummer. Men Presley skulle bare sige “thank you very much”, så skreg de. Han kløede sig på næsen, så skreg de igen. Han lo, og de skreg igen. Til tider virkede det, som om sangeren bevidst forsøgte at fremprovokere en reaktion ved at lade sin arm falde ned eller ved at gøre en bevægelse med skulderen. Så grinede han – tilsyneladende lige så meget ad sig selv som af publikum.

Han er dog, alle sine klovnerier på scenen til trods, ubestrideligt ekspert i at drive sit tilbedende teenagepublikum frem til en tilstand af størst muligt hysteri; aldrig tydeligere illustreret end ved afslutningsnummeret, “You Ain’t Nothin’ But a Hound Dog,” som fik publikum op af stolene lige fra første anslag. Presley kastede sine hofter fra side til side, vrikkede i knæene, rullede med skuldrene og rystede sin hele krop, indtil pigerne hoppede op og ned af begejstring.
Og så, for første gang, satte han sig på kanten af scenen. Teenagerne pressede på for at komme længere frem for bedre at kunne se, og politiet (jeg talte 30 inde i stadionet) rykkede tættere sammen, anspændt afventende. Så endelig hoppede han ned på græsset foran scenen. Menneske-mængden gik amok. Piger klatrede opad for at stå på siderne af den kasse, jeg befandt mig i. Andre stod faretruende usikkert på deres stole. Imens rullede Presley rundt på græsset og fremstønnede teksten til “Hound Dog.” Han kyssede en pige gennem den barrikade, der var stillet op for at holde publikum væk fra scenen, greb en kokosnøddehat og gik frem og tilbage med den på hovedet. Bølge efter bølge af skrig rullede hen over stadion, mens han sang sangen færdig. Så drejede han omkring, trådte ind i en ventende bil og ræsede afsted. Han var ude af syne, før de fleste af de ophidsede teenager overhovedet opdagede det.
Presley, som ofte kritiseres for uanstændighed i forbindelse med sine hoftevrik, gav efter min mening ikke nogen stødende opvisning her. Han var ‘loose’, men aldrig anstødelig. 

I aften giver Presley en sidste koncert på Schofield Barracks.”

 

Og det stemmer: Dagen efter gav han endnu en koncert, denne gang på for amerikansk militærpersonale på the Conroy Bowl, US Army Schofield Barracks, ikke langt fra Pearl Harbor. Hawaii-koncerterne blev de sidste 50’er-koncerter, og det skulle også vise sig, at det var sidste gang, Bill Black stod på scenen sammen med ham. Det var, på flere måder, en æra, der sluttede.

Har du læst disse temaer?

Aloha From Hawaii

Kom HELE vejen rundt om den store koncert fra Hawaii

1956

Hele historien om det vilde gennembrudsår

´68 Comeback Special

Produktionen af det legendariske TV-Show dag for dag

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!