Introduktion

af Robert Hoffmann-Rasmussen

“Elvis’ sound caught the attention of radio listeners, but it was his looks and his moves that propelled him to stardom.”

Michael Campbell og James Brody: “Rock’n’roll: An Introduction”

Jeg har mange gange tænkt på, om man på én eller anden måde kan formulere, hvad det var ved Elvis, der gjorde ham så enestående. Men det kan man naturligvis ikke.

Shania Twain: 

“You want me to describe Elvis? WOW!” 

Jeg vover dog forsøget alligevel og fremsætter her den påstand, at Elvis’ enorme popularitet og gennemslagskraft skyldtes tre ting i tæt samspil:

  1. Hans stemme og måde at synge på (“the voice”)
  2. Hans sceneoptræden og måde at bruge kroppen på (“the showmanship”)
  3. Hans ‘look’ og karisma (“the X Factor”)

Disse tre ting tilsammen, det er for mig essensen. Det er kernen. Så kan du dertil lægge en række sekundære faktorer (hans vilje til at arbejde for det; den enorme markedsføring af ham; hele ‘historien’ om ham med alle dens facetter om fattigdom og rigdom, storhed og fald). Men de er netop dét: sekundære. 

De primære faktorer er dem, jeg netop har nævnt, og fjerner du bare én af dem, reduceres han mærkbart. Prøv det, for sjovs skyld: Forestil dig, at han havde haft den stemme, vi kender, men han havde haft Roy Orbisons ansigt (no offence, Roy!). Jeg siger ikke, at det ville have ødelagt hans karriere (Orbison blev som bekendt selv en meget stor stjerne), men hvis ikke Elvis havde haft det udseende, han havde, ville han ikke have været den Elvis vi kender. Overhovedet. Øjnene, smilet, håret. Tag “30 #1 Hits”-CD’en og åbn den. Du ser et ekstremt close-up af hans pande og det opsvungne pandehår. Alle, der ved hvem han er, genkender ham øjeblikkeligt blot ud fra dét. Bagsidefotoet er hans næse, mund og hage. Igen: Klassisk Elvis. Instant recognition. 

Eller hvad hvis vi leger med tanken om at fjerne hans energiske sceneoptræden fra ligningen? De karakteristiske vrid med ben og hofter. Ville han overhovedet have kunnet synge, som han gjorde, hvis ikke han også havde bevæget sig, som han gjorde? Ikke ifølge ham selv. “I can’t sing if I stand still.”

Min tese og udgangspunktet for denne artikelserie er således, at Elvis blev den larger-than-life stjerne, han var og er, i kraft af de tre ovennævnte elementer, og dem vil jeg gerne forsøge at undersøge lidt nærmere i denne lille række af små artikler.

Vi starter fra toppen: med stemmen, og vi starter med stemmen i de tidlige år fra 1954-1958, da en ukendt hillbilly-sanger erobrede først sydstaterne og derefter hele Amerika.

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!