Del 3 - Stemmen i 70'erne

af Robert Hoffmann-Rasmussen

“He’s a great singer. Gosh, he’s so great. You have no idea how great he is, really, you don’t. You have absolutely no comprehension—it’s absolutely impossible. I can’t tell you why he’s so great, but he is. He’s sensational.”

Phil Spector, 1969

Ja, jeg ved det godt. Men jeg kunne ikke dy mig for at åbne med dette citat af den berømte producer Phil Spector, selv om citatet er fra 1969, og det rettelig er 70’erne, der er emnet for denne tredje del af min lille artikelserie. Men egentlig synes jeg, det er forsvarligt: 1969 var Elvis’ tyvstart på 70’erne.

Der gik noget op for mig, mens jeg skrev de her artikler. For lige at sætte scenen, så lad mig sige, at jeg synes Elvis var møgfed i alle tre årtier, og jeg ville ikke undvære nogen af de tre versioner af ham. (Igen et sjovt tankeeksperiment, i øvrigt: Alle tre perioder er definerende for billedet af ham. Fjern én af dem, og du kommer til at mangle en stor del af dét, der gjorde Elvis til Elvis.) Nå, men altså: Jeg er vild med alle årtierne, men skal jeg vælge kun ét af dem, er jeg nok mest til Elvis i 60’erne. Og dernæst Elvis i 50’erne. Så ja, jeg vil sige, at 70’er-Elvis egentlig er ham, jeg er mindst begejstret for. Derfor var det mærkeligt for mig at finde ud af, mens jeg skrev på de foregående artikler, at det faktisk er 70’er-stemmen, jeg glæder mig allermest til at skrive om, dykke ned i og dele ud af min begejstring for! Uden sammenligning!

Jeg tror, det hænger sammen med, at på en måde var Elvis’ stemme mest kraftfuld, mest bevægende og simpelthen STØRST i 70’erne. Dermed ikke sagt, at det nødvendigvis var dér, han sang BEDST eller havde den bedste stemme, men der er bare noget over hans vokalperformances i 70’erne, som rører lytteren på en anden, mere direkte måde. Selvfølgelig er musikken også en anden end tidligere – der er meget mere drøn på, med kæmpe blæsersektion, stort kor, pauker og jeg-skal-komme-efter-dig. Men det er ikke det afgørende. Storheden findes mest i Elvis’ stemme.

Dave Marsh skrev i sine liner notes til 70’er-boksen:

“Elvis sang. […] That is the basic, irreducible fact, and at no time did that hold greater sway over him than in the 1970s.” 

Og jeg siger for egen regning: God dammit, he sang his heart out.

Jeg kan finde mange eksempler på 70’er-indspilninger (live- såvel som studieoptagelser), hvor jeg er dybt skuffet over hans mangel på engagement, hans sjoflen af sin egen stemmepragt og hans jasken-sig-igennem sang efter sang. Sange, som jeg finder pinlige for ham – ikke pinlige som i 60’erne, hvor det alt for ofte var sange af dårlig kvalitet, som han var kontraktligt forpligtet til at indspille; nej, pinlige fordi han synger dem dårligt og sløset. Det er lavpunkterne, og de gør ondt – og det er jo nok dem, der gør, at 70’erne overordnet set tager sidstepladsen på min personlige rangliste over Elvis-årtier. Men, og dét er det gode: I denne artikelserie ser vi KUN på højdepunkter. Elvis, når han var bedst. Og højdepunkterne i 70’erne er fantastiske. Som i virkelig fantastiske. På de gode dage, i de bedste år, var han helt uforlignelig OG sang nu med al den autoritet, som hans mere modne alder (og ditto stemme) og hans larger-than-life status og selviscenesættelse havde udrustet ham med.

Det er svært at forestille sig, men den Elvis, vi ser på scenen i Honolulu den 14. januar 1973, hvor han “belter” sange ud foran et kæmpe orkester, er den samme mand, som 4½ år tidligere nervøst havde betragtet Steve Binder og Bones Howe’s orkester til stand-up-segmentet af ’68 Comeback Special og spurgt: “Ah, that’s really interesting. Do you think I can sing with that?” Men her stod han nu, med fuld ‘command’ over scene, publikum, band og orkester og sang imposant orkestrerede sange, der krævede en stemmekraft langt, langt ud over det sædvanlige. Og mere end lykkedes med det.

Det er oplagt at sammenligne Elvis fra denne periode med Tom Jones. Vokalt og sangteknisk minder de meget om hinanden, og Elvis lod sig inspirere kraftigt af Tom Jones, da han selv skulle til at optræde i Las Vegas fra ’69 og frem. Vi fik aldrig Elvis at se som en 50-60-70-årig entertainer. Det sørgede hans alt for tidlige endeligt som 42-årig for. Den modne Elvis i 70’erne er jo faktisk blot en mand i midten/slutningen af trediverne, men han var en mand, som havde været igennem meget, og som tog rollen som overjordisk samlingspunkt på sig, både med og uden glimt i øjet. “Like a prince from another planet”, som de skrev efter hans koncerter i Madison Square Garden i ’72. Men han gik bort tidligt, og vi fik ham aldrig at høre som en aldrende kunstner à la f.eks. Tom Jones i dag. Men jeg synes godt man kan høre, at allerede dér i 35-40-års alderen gjorde hans modenhed og livssituation noget ved hans stemme. For mig ligger noget af magien fra de år da også netop i de sange, som ikke kræver, at han folder den store stemme ud. 

En sang som I’ll Be Home On Christmas Day synger han med sådan en ærlighed og indlevelse, uden staffage, hudløst, at man overvindes ikke af kvaliteten af hans sang som sådan, men af fraværet af patos og fraværet af smukhed. Det er noget andet end indlevelsen i hans 60’er-ballader, som jeg ellers forguder – i 70’erne havde han ikke længere den samme fløjlsbløde stemme og den luftige vibrato, som jeg roste i del 2, men han har til gengæld en stemme med en historie, fordi han ER en mand med en historie, og det kan høres på hans stemme. 

From the hills of Georgia
‘cross the plains of Tennessee
I’ve seen and I’ve done most everything
that a man can do and see
but if I could only borrow
one dream from yesterday
I’d be on that train tomorrow
and I’d be home on Christmas Day

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!