1954

For 70 år siden gik Elvis, Scotty og Bill for første gang i studiet sammen og var med til at skabe fundamentet for musikken som skulle komme fremover og ikke mindst musikken, som vi kender den i dag. 


Det er historien om en ung mand, som er besat af musik og som på trods af vanskelige vilkår, får sit første gennembrud. Men også historien om Sam Phillips, der kunne se at Elvis havde et eller andet udefinerbart talent under den generte og ydmyge overflade; der gennem sin utrættelige søgen efter artister, der kunne formidle hans vision for musikken, fandt det han søgte efter: En artist der kunne kommunikere og formidle, mere end blot at synge sangene.

Jeg har længe gået med tanken om at lave et projekt, som kunne fortælle historien i et lidt større samlet perspektiv. Myterne er mange og at Elvis var en sensation fra starten er næsten så langt fra sandheden, som man kan komme. Verden så meget anderledes ud end den gør i dag, USA var ved at rejse sig igen efter 2. verdenskrig og Memphis var præget af en opdeling mellem sorte og hvide.

Musik kan kommunikere og forene på tværs af samfundslag, kulturer og konflikter. Musik er en menneskelig drivkraft til at vise følelser, selv uden ord. At Mozarts musik stadig kan bevæge os efter mere end 200 år, er et bevis på dette.

Elvis, Scotty og Bill var med til at skabe en revolution inden for musikken, der i løbet af de kommende år skulle være med til at forene genrer som blues, rhythm and blues, gospel m.v. Genrer som senere skulle blive kendt som rock’n’roll og rock.

Tak til Elvis Presley, Scotty Moore, Bill Black og ikke mindst Sam Phillips som pionerer inden for genren – “It Wouldn’t Be The Same Without You”.

—-

I starten af november 1948 pakker familien Presley deres ejendele og flytter fra Tupelo til Memphis, hvor de lejer sig ind
i en lille bolig på 370 Washington Street i Memphis for 11 dollars om ugen.Kort tid derefter får Vernon et job hos Precision Tool Company på Kansas Street
i den sydlige del af byen. I samme måned starter Elvis i 8. klasse på Humes High School og i løbet af det første skoleår har han 165 dage på skolen og er
fraværende de 15 dage, men han kommer dog aldrig for sent.

Vernon arbejder ikke særlig længe hos Precision Tool Company, men skifter til United Paint Company som ligger i den nordlige del af byen, tættere på bopælen.

Med Vernons nye job tjener de lidt flere penge, omkring 41 dollars med overarbejdsbetaling.  De bor på 370 Washington Street, men flytter i løbet af maj/juni til en ny adresse på 572 Poplar. I midten af juni kommer der besøg fra myndighederne i Memphis, som vil snakke med Gladys om muligheden for at blive godkendt til noget bedre beboelse. Medarbejderen bemærker de dårlige forhold de bor under, hvor hun i noterne skriver at familien laver mad, spiser og sover i et rum. Der er delt bad med de øvrige beboere og intet privat liv. Både Gladys og Elvis bliver interviewet og
der bliver skrevet i noterne at Elvis virker som en sød dreng. De virker i det hele taget meget søde og trænger til et andet sted at bo, gerne i Lauderdale, i
nærheden af Vernons arbejde.

De fik endelig i september mulighed for at flytte til en ny lejlighed på adressen 185 Winchester Street, lejlighed 328 til
en husleje på 35 dollars om måneden, det var omkring det samme de havde betalt på 572 Poplar, men her fik de to soveværelser, et køkken og deres eget
badeværelse.

Betingelsen for at kunne bo i den type sociale boligbyggeri var, at de kun måtte tjene maksimalt 2500 dollars om året. Det blev samtidig bemærket, da de
flyttede ind, at familien ikke havde nogen telefon – men dog havde en bil, der dog ikke var i en fantastisk tilstand, men god nok til at kunne køre; og
samtidig at Vernon på dette tidspunkt sendte 10 dollars til sin mor i Missippi hver måned.

Kvarteret som de boede i bestod af i alt 433 lejligheder og var i 40’erne et miljø, primært for arbejderfamilier og en vedvarende summen af børn og familier kunne høres når man gik igennem området. Der var jævnligt inspektion, for at se hvordan familierne klarede sig generelt og der var ingen anmærkninger til Gladys’ husførelse, som var ”lige efter bogen”. Det var i det hele taget, for mange af de familier der boede i dette område, et gevaldigt løft af levestandarden – inklusive familien Presley. Det var dog ikke den rene romantik, der var stadig problemer i området da mange af beboerne stadig havde andre typer af problemer og mange af børnene kendte kun til at løse konflikter ved at slås.

Presley familien var ikke nogen atypiske beboere i området. Vernon var en god, arbejdsom mand og Gladys arbejdede deltid  hos Fashion  Curtains. I fritiden var hun socialt anlagt og deltog i ”Tupperware” parties (Stanley Products), hvor hun også deltog i almindelige ting for husmødre i tiden, blandt andet med
udveksling af opskrifter. Nogen gange kom Elvis også med, dog var han altid stille og sagde aldrig noget, hvilket fik de øvrige i selskaberne til at undre
sig, så der blev snakket lidt i krogene om Gladys’ stille søn. Gladys og Vernon var hinandens modsætninger, Gladys var udpræget udadvendt; varm, spontan og livlig. Dog var familien som helhed noget reserveret, så det var ikke let at komme indenfor hos dem – både i fysisk og overført betydning.

Deres forskellighed gjorde, at fokus blev på deres søn Elvis. ”Elvis blev behandlet som en lille dreng på to år”, er blevet sagt af Mrs. Ruby Black, som selv havde 10 børn som var opvokset i området. Gladys søster, Lilian, boede i samme område – praktisk talt næsten klods op af søsterens lejlighed. Hun kunne se direkte over til deres vinduer. Hun bemærkede også, hvordan Gladys og Vernons samliv var fokuseret på Elvis. Denne fokus og lukkethed  gjorde, at selv deres nære familie ikke kom særlig tæt på dem.

Elvis gik på Humes Highschool, som ikke lå langt fra hjemmet. Det var en ny skræmmende verden i starten, men efterhånden så vænnede han sig til at gå i
skole der. Gladys gik med ham hen til skolen, indtil han havde fået etableret en kreds af venner fra bebyggelsen. Han gjorde ikke noget særligt væsen af sig,
så udenfor området var der ikke mange der lagde mærke til ham. Han var altid meget lydig, stille og blev han stillet en opgave, blev den udført.
Sprogligt var han dog ikke god, men hans varme og imødekommenhed gjorde, at han kunne komme i snak med folk. Det virkede som om, at han var mere tryg ved at snakke med hans undervisere end med klassekammeraterne, forklaringen kunne dog være at han lige var flyttet til området og endnu ikke var helt faldet til i omgivelserne endsige havde en lidt større bekendtskabskreds. Hans karakterer var udmærkede, han tog dog mod til sig til at udfordre hans
musiklærer – Miss Marmann – da hun sagde at han ikke kunne synge. Det mente han dog godt han kunne, dog måske ikke noget som lige faldt i hendes musiksmag. Opsat på at overbevise hende, medbragte han sin guitar den næste dag for at synge. Han sang Six Ice Cold Papa’s ”Keep them cold icy fingers off me” og musiklæreren matte give ham ret, han kunne godt synge – dog ikke noget der lige faldt i hendes smag.

Han var dog ikke populær og der blev kastet ting efter ham når han gik fra skolen, han var anderledes end de andre i skolen – og det var ikke velset. Han
var den stille unge mand – og så var hans mors dreng.  Han tog i en periode frivilligt arbejde på et bibliotek og gik til sløjd hvor han lavede små træprojekter til sin mor. I denne periode boede hans bedstemor hos familien fra tid til anden og Gladys havde en kaffetjans hos Brisling’ Cafeteria i midtbyen.

Elvis’ udseende var ikke meget anderledes end resten af de unge i området, han så hverken fattig eller ekstravagant ud.  Hjemme var Elvis’ verden begyndt at forandre sig hurtigt, han selv og tre andre venner fra bebyggelsen hang ud sammen.  Buzzy Forbess, Paul Dougher , Farley Guy og Elvis begyndte at komme meget nede i midtbyen hvor de kiggede på butikkerne og  på lokale musikere nede ved det lokal grønt marked. Nogen gange kom de også ned omkring Beale Street, hvor man kunne få taget fire billeder for en quarter. Byen var et virvar af lyde og oplevelser, selv for dem som boede der. Efter det første år på Humes High købte Vernon en mekanisk græslåmaskine og for at tjene nogen håndører gik de fire venner rundt i lokalområdet for at tilbyde deres hjælp med havearbejdet for 4 dollar pr. yard. Det gav pote; allerede første aften da han kom hjem havde han 7 dollars med i lommen.

Elvis’ musikalske interesse forblev en hemmelighed i de første år på Humes Highschool. Han medbragte aldrig sin guitar, ej heller rundt i området han
boede. Dog spillede han sammen med sine tre venner; det var ikke fordi han var genert omkring det at spille, men han var ikke typen der stille sig op og
spillede offentligt. Men det var tydeligt at hans fokus var bestandigt på musik.

På et tidspunkt bliver Gladys spurgt, formodentlig til en af de mange ”Tupperware”-parties, om Elvis vil have noget guitarundervisning af en dame kaldet Mrs. Mattie Denson. Hun mente Elvis havde en god stemme og kunne bruge noget undervisning til at blive bedre til at spille og hendes mand kunne lære ham at spille. Det var dog ikke hendes mand som skulle undervise Elvis, men hendes søn Jesse Lee. Det krævede dog noget overtalelse på hjemmefronten at få ham til at tage den opgave, da Elvis i den sammenhæng var en outsider og at Jesse ville blive drillet fordi han underviste Elvis. Til sidst endte han dog med at give efter og påtage sig opgaven. Elvis medbragte sin egen guitar til undervisningen, dog var strengene af en sådan karakter at han praktisk talt ikke kunne spille på den, så det endte med at han lånte en lille Martin guitar. Jesse Lee lærte Elvis nogle basale greb og lærte ham grundlæggende teknik, så han brugte de rigtige fingre og ikke mindst lærte at slappe af i fingrene, så det blev lettere at skifte fra en akkord til den næste.
Hver lørdag og søndag mødte Elvis op for at modtage undervisning, de var dog henvist til vaskekælderen under Presley familiens lejlighed. Allerede på dette
tidspunkt kendte Elvis et meget stort repertoire af sange. Det virker som om han suger musikken til sig, hver gang han hører en sang og lagrer den for senere at kunne hive den frem fra hjernebarken. Typisk efter en enkelt gang eller to, kender han de basale akkorder i en sang og teksten er som printet i
hans hukommelse. Dog kan han godt finde på at ændre dem lidt når han spiller dem, eller improvisere lidt. De eneste sange han spiller som de er blevet
fremført oprindeligt, er gospelsange lige fra Statesmen, Blackwood Brothers og The Sunshine Boys.

I sommeren før det sidste år på Humes High School får Elvis et job på Precision Tool, hvor Vernon har arbejdet i noget tid
da familien flyttede til Memphis. For det får han 27 dollars om ugen, men jobbet beholder han ikke i lang tid, da ledelsen finder ud af at han ikke er
myndig. Han vender herefter tilbage til sit ”have job” sammen med sine tre venner. I løbet af det sidste skoleår, begynder der så småt at ske forandringer.
Nok til at både klassekammerater og underviserne bemærker det. Han begynder at gøre mere ud af sit hår ved blandt andet at bruge ”Rose Oil” som får håret til at få mere fylde og se mere glansfuldt ud og så vaseline for at kunne sætte en frisure. Han får tillagt sig bakkenbarter for at se lidt ældre og mere moden
ud.  Han havde fået mere selvtillid og begyndte at gå bedre klædt, han var dog stadig den stille type der ikke gjorde et stort væsen af sig.

I slutningen af 1951 fik Gladys et job på St.
Joseph Hospital som sygehjælper, til en betaling på 4 dollars om dagen og
arbejde 6 dage om ugen. Arbejdspladsen lå ikke langt fra hjemmet og det var et
job hun var meget glad for og stolt af. Men hun beholdt ikke jobbet særlig
længe, hun var nødt til at sige op da husstandens indkomst ikke måtte overstige
2500 dollars om året. Det var myndighederne der truede med at smide dem ud, da
de kunne se, at de var over de var over loftet for den maksimalt tilladte indkomst
for at kunne bo i byggeriet. Vernon skrev tilbage til dem, at grunden til at de
lå over grænsen var sygdom i familien, han havde ikke haft nogen beskæftigelse
i længere tid da han havde haft problemer med ryggen. Endvidere skrev han, at
hun ikke arbejdede for tiden og at de forsøgte at betale deres regninger til
tiden og overholde deres forpligtelser, selvom det var svært.
Forsøget på at opnå forståelse for situationen hjalp; i februar måned blev
deres husleje sat ned og grænsen for maksimal indkomst for familien blev sat
500 dollars op; til 3000 dollars årligt.
I løbet af tre måneder var det lykkedes dem at komme på fode igen økonomisk,
endda så meget at de fik penge til at købe en ny bil, en 1941 Lincoln Coupe.
Elvis fik at vide, at han kunne betragte det som sin egen bil, dog behøvede
Elvis ikke bilen til de fleste af de ting han skulle.

Elvis begyndte at komme hos en lille pladebutik ved navn Charlie’s, hvor der
var en jukeboks og en køledisk med kolde sodavand. Nogengange kom han alene,
andre gange sammen med hans venner. I området lå også en biograf hvor man kunne
se to film for en lav pris, andre gange stoppede han ved den nærliggende
brandstation hvor brandfolkene en gang i mellem blev underholdt af ham når han
spillede et par sange; hvorefter han vendte tilbage til Charlie’s. Det var ikke
nødvendigvis fordi han købte noget, men mere for at opleve stemningen og kigge
på de flotte og skrøbelige 78 rpm plader og kaste en mønt i jukeboksen for at
høre de seneste sange. Efter nogen af besøgene hos Charlie’s gik han videre ned
til Beale Street for at besøge tøjbutikken Lansky’s. Det var ikke usædvanligt
at en masse børn og unge samlede sig på Beale Street, bare for at opleve
stemningen og se på de mange ting der skete dernede. For Elvis selv var det
fascinationen af tøjet hos Lansky’s der fik ham til at stå og glane på
butiksvinduerne fyldt med flot tøj og de seneste tendenser.

Ved middagstid lørdag eller en på helligdag gik han ned WMPS radiostationen på
Union for at høre programmet ”High Noon Round-Up” hvor Blackwood Brothers
blandt andre optrådte. På samme tid begyndte han at komme til ”All-Night Gospel
Singings” i Ellis Auditorium. Disse gospel koncerter var et fænomen der havde
spredt gennem sydstaterne over de seneste år og dermed også var kommet til
Memphis. Han kom der alene eller sammen med sine forældre, dog aldrig med sine
musikvenner fra beboelsen og det var sjældent at han gik glip af en koncert. En
gang om måneden var Ellis Auditorium fyldt til randen med publikummer, der kom
for at høre noget der kunne minde om en aften med et gospel maraton. Mange
gange varede koncerterne til langt over midnat og Elvis sugede musikken til
sig. Han nød at opleve de kendte gospel kvartetter der kom for at optræde. Hans
musiksmag var meget bred, men gospelmusikken var udgangspunktet i hans
musikalske univers.
Koncerterne var som en parade af musik, der indeholdt hele spektrummet af
gospelgenrer – helt fra de oprindelige gospelsange sunget af Speer Family  til nyere genrer fremført af blandt andre
Sunshine Boys over til Blackwood Brothers og sorte grupper som Soul Stirrers.
Solo sangere som Roy Hamilton kom her også for at optræde. Det var her Elvis
samlede sin inspiration og musik blev i stadig højere grad en del af hans
dagligdag.
Når det kom til ham selv, ville han optræde ved sammenkomster i
boligkomplekset, endda til en grad hvor det medførte udbrud af knap så megen
begejstring fra tilhørende. Han kæmpede dog stadig med sin generthed og var
ikke god til at danse. Han var til tider så genert, at han kun ville synge med
lyset dæmpet eller slukket.

I det sidste år på Humes fik han et job hos en lokal møbelproducent, MARL metal
products. Arbejdstiderne var fra kl. 15 til halv tolv om aftenen. Det var nogen
lange og hårde dage, endda på hverdage hvor også skolen skulle passes. Det
begyndte at påvirke hans arbejdsindsats i skolen, til en grad hvor lærerne begyndte
at bemærke det med tiltagende bekymring. Han endte med at falde i søvn i
timerne og hans mor måtte erkende, at det ikke fungerede at han arbejdede i
døgndrift. Hun vendte derfor tilbage til jobbet på hospitalet for at sikre
familiens indkomst. Det skulle dog vise sig at få konsekvenser, for selvom
Vernon stadig havde problemer med sin ryg endte det med, at de blev smidt ud af
lejligheden da deres årlige husstands indkomst lå på 4100 dollars, langt over
de 2500 dollars og endda de 3000 dollars som de havde fået den forhøjet til
tidligere.
Den 17. november fik de et brev med besked om, at de skulle fraflytte
lejligheden senest den 28. februar året efter. Det blev opfattet som et nederlag
af dem, selvom deres stigende indkomst omvendt kunne betragtes som en mulighed
for at opnå en højere levestandard.

I mellemtiden fik Elvis i stigende omfang sine klassekammeraters opmærksomhed.
Hans nye hårstil, bedre tøj og generelle opførsel blev ikke vel modtaget. Han
blev stadig opfattet som en outsider og en freak, selvom det ikke var sådan han
opfattede sig selv. Han skilte sig i det hele taget ud tøjmæssigt, hvor andre
typisk bar shorts og tshirts, kunne Elvis blive set i en pink og sort jakke med
tilhørende bukser og en sort skjorte. Hans selvtillid tog til, det kunne man se
idet at han også begyndte at købe sit tøj hos Lansky’s. Det virkede som om han
med overlæg forsøgte at skille sig ud, han satte konstant sit hår, redte det
for at få frisuren til at sidde. Han valgte også på et tidspunkt at få en
permanent af håret hjemme, for dagen efter at møde op på Humes og spørge
klassekammeraterne om han ikke mindede i udseende om Tony Curtis. Han kunne
finde på at fylde lidt benzin på bilen og køre rundt for ham selv i byen,
blandt andet for at stoppe ved St. Joseph Hospital for at besøge sin mor på
jobbet.

I januar 1953 flyttede familien ud af The
Courts. De havde fået en lejlighed i et hus på 698 Saffarans, lige i nærheden
af Humes Highschool. Huset var bygget i victoriansk stil og var delt i to dele
til en månedlig husleje på 50 dollars. Han fortsatte dog med at komme i det
gamle kvarter for at spille musik med sine venner.

Den 9. april 1953 inviterede Humes Highschool til deres årlige opvisningsshow
kl. 20 om aftenen. Det var en torsdag aften og mange af skolens elever kom for
at se de optrædende. Der var alle typer underholdning fra vokal kvartetter,
bands og komikere og i det trykte program til aftenen kunne man læse listen
over de 22 typer optrædende. Nummer 16 på listen var ”Elvis Prestly”. Elvis havde over for de fleste i hans omgangskreds
holdt det som en hemmelighed at han skulle synge denne aften, kun to til tre
stykker havde fået information på forhånd om at han ville optræde og de var
ikke helt overbeviste om det var sandt. Hans optræden gik fint, det lod ikke
til at han var specielt nervøs selvom det modsat ikke virkede som om han var
helt afslappet heller. Der var andre der optrådte denne aften som var væsentlig
mere rutinerede, han gik ud på scenen og stod der op imod et minut, uden at det
virkede til han vidste hvordan han skulle håndtere situationen. Så, pludselig,
gik han i gang med at fremføre sin sang ”Till I Waltz Again”.
Den 3. juni samme år graduerede han fra Humes High School. Det foregik på en
afdeling af Ellis Auditiorium kl. 20. Samme formiddag var han mødt op hos det
lokale jobcenter hvor han fik et job hos M.B. Parkers Machinists’ Shop, hvor
han skulle møde næste morgen, en tjans der gav 33 dollars om ugen.

I sommeren 1953 kom Elvis forbi Memphis Recording Service på 706 Union Avenue.
Han har nok været forbi nogle gange tidligere på dette tidspunkt for at se på
lokationen og for at være sikker på, at det er her man kan få lov til at
indspille en plade. Til stede er Marion Keisker, som senere beskrev hvordan hun
havde oplevet situationen. Elvis havde sin gamle guitar med, som virkede til at
være noget slidt af lang tids brug. Hvorfor Elvis valgte at indspille en plade,
kan der være mange årsager til – måske ikke for at blive en stor stjerne, men
så måske for at blive opdaget. Den egentlige grund kan ikke vides. Senere
forklaringer fra Elvis selv var at han gerne ville finde ud af, hvordan han lød
på en plade. Hvis dette var grunden, kunne han have indspillet en plade mange
andre steder – endda også til en lavere pris. I stedet valgte han et
professionelt studie og et sted, hvor der tidligere var blevet indspillet
plader som han havde hørt. Det var på en lørdag at Elvis kom forbi, han
arbejdede på daværende tidspunkt 6 dage om ugen.
Marion var på arbejde denne lørdag og sad bag skrivebordet, da hun til den unge
mand fortalte at det kostede 3,98 dollars at indspille en dobbeltsidet plade.
Hun kunne næsten ikke høre Elvis’ svar, men var dog klar over at han var der
for at indspille. Han fik tilbuddet om at både kunne indspille en plade og for
en dollar mere, at få et eksemplar på bånd også, hvilket han afslog, det var
kun pladen han var interesseret i. Det blev dog også til en smule snak, som
Marion i et senere interview fortalte forløb som nedenstående:

Elvis: ”Hvis du kender nogen som leder efter en
sanger…”
(If you know anyone that needs a singer)
Marion: ”Hvilken type sanger er du?” (What
kind of singer are you?)

Elvis: ”Jeg synger alle slags musik” (I
sing all kinds)

Marion: ”Hvem lyder du som?” (Who do you
sound like?)

Elvis: ”Jeg lyder ikke som nogen” (I
don’t sound like nobody)

Marion: ”Hvilken type musik spiller du? Hillbilly?” (What do you sing, hillbilly?)
Elvis: ”Jeg synger hillbilly” (I sing
hillbilly)

Marion: ”Hvem lyder du som inden for genren hillbilly” (Well, who do you sound like in hillbilly)
Elvis: ”Jeg lyder ikke som nogen” (I
don’t sound like nobody)

Det skulle vise sig at beskrivelsen af ham selv, ikke var langt fra
virkeligheden. Det
var klart, at der var noget anderledes over ham selvom det tydeligt kunne høres,
hvor hans inspiration kom fra da han sang sangen ”My Happiness”. En sang som
han kendte ret godt, da han havde øvet den til hudløshed både for sig selv og
hjemme i det gamle kvarter sammen med sine venner. En sang som ligger langt fra
den øvrige musik han senere hen skulle komme til at indspille. Pladen i sig
selv giver et indtryk af, hvordan Elvis måttet have lydt som i årerne tidligere
– dog med en smule nervøsitet at spore i stemmen. På den anden side valgte
Elvis at indspille sangen ”That’s when you heartaches begin”, den var dog en
smule for lang til den anden side og han løber næsten tør for tid, da han
improviserer ”And that’s the end” til allersidst. Da han var færdig, kiggede
Elvis op på manden inde i kontrolrummet i forventning om en reaktion. Sam
Philips, som sad ved pulten, bemærkede at Elvis var en ”interessant sanger”.
”Det kan være vi ringer til dig” (We might give you a call sometime). Sam
Philips fik Marion til at lave en note; ”God ballade sanger” (Good ballad
singer. Hold). Da de var færdige med at indspille, sad Elvis på en stol i
forkontoret mens Marion skrev labelen til pladen, til formålet blev brugt en
label hvor der på forsiden allerede var trykt titlen på en Prisionaires sang
”Softly and Tenderly”. Mr. Philips blev inde i kontrolrummet, men Marion tog
sig tid til at snakke lidt med den unge mand. Elvis virkede skuffet over ikke
at kunne udveksle nogen ord med Sam Philips, men han gik derfra med pladen i
overbevisning om at noget godt kunne ske. Men ingenting skete, men i efteråret
ville han komme forbi igen og tale med Marion. Marion var altid flink over for
de folk hun mødte og hun genkendte Elvis. Han spurgtem om hun kendte nogen fra
lokalområdet som muligvis skulle bruge en sanger. Han kom der ikke kun én gang,
han kom jævnligt og spurgte om der var nogen som havde brug for en som ham. Dog
virkede det over tid som om han var ved at tabe modet, ved at miste sin
overbevisning om at han kunne blive en frontsanger i et band. Hans besøg blev
lidt mindre regelmæssige, men han kom dog igen i januar 1954 for at indspille
en ny plade.
Denne
gang valgte han at indspille ””I’ll never stand in your way” og ”It wouldn’t be
the same without you”.

Også i starten af det nye år, begyndte han igen at gå
i kirke – noget som han ikke rigtig havde gjort, siden han flyttede fra Tupelo.
Derhjemme var Vernon stadig uden job og Elvis fortalte både sin arbejdsgiver og
kollegaer, at det eneste han ønskede var at tjene nok penge til at han kunne
købe dem et hus. Gladys eneste ønske var at Elvis kunne blive gift og at hun
kunne få børnebørn. Hun var derfor glad da han begyndte at komme i kirken The
Asssembly of God church. Det var en meget velbesøgt kirke, hvor der var tæt på
op til 2000 medlemmer. Tre busser blev sendt af sted hver søndag for at køre
kirkegængerne, som ikke havde bil, til kirken. Der kom flere prominente gæster
fra tid til anden, blandt andet Blackwood Brothers Quartet. Et familiemedlem
fra Blackwood familien havde startet sin egen gruppe The Songfellows og de kom
i en Bibel studie gruppe i kirken hver søndag kl. 9:30, hvor Elvis også kom.
En ung pige ved navn Dixie Lock så Elvis ved den lejlighed, hun havde ikke set
ham før, selvom hun trofast kom i kirken. Hun havde en kæreste på dette
tidspunkt, men det var dog ikke den store kærlighed. I den første del af
undervisningen var piger og drenge sammen og hun lagde mærke til den unge mand,
der var klædt mærkeligt i sort og pink, med langt fedtet hår – og som
øjensynligt desperat forsøgte at blive inkluderet i fællesskabet. De øvrige
grinte af ham, men kun på grund af hans udseende. Han var meget seriøs omkring
sin bibellæsning. ”Han var så anderledes, alle de andre fyre var rene kopier af
deres fædre – ”He was just so different, all the other guys were like replicas
of their dads”. Men en ting undrede hende, for mens hun betragtede ham, kunne
hun se hvor genert han var. Selvom han gjorde alt for at få opmærksomhed, det
var som om han vidste han var anderledes.
Dixie og hendes veninder tog ud næsten hver weekend til Rainbow Rollerdome, som
var et stort tilholdssted for teenagere, med en lille bar og en jukeboks og en
pianist som spillede for dem som stod på skøjter og en swimmingpool i de
tilstødende lokale. Der var danse konkurrencer og generelt var der rigtig mange
besøgende, i nogle weekender op til 700 unge mennesker.
En søndag i kirken snakkede Dixie med sine veninder om deres planer for den
kommende weekend. Hun talte højt nok til at at drengene i gruppen ved siden med
stor sansynlighed kunne høre hvad der blev sagt og især var hun interesseret i
at den nye dreng, der lod som ingenting, hørte hvad hun sagde. Da hun næste
lørdag aften ankom, lagde hun mærke til at Elvis var tilstede, men hun lod som
ingenting. Hun blev gjort opmærksom på, om hun havde bemærket Elvis, af en af
veninderne. Hun bekræftede at hun havde set ham og betragtede ham et stykke
tid, for at se hvad han skulle. Han havde skøjter på og stod lænet op af
hegnet. Det gjorde han et langt stykke tid og det var her at Dixie indså, at
han ikke kunne stå på skøjter. Hun tog chancen til sidst, gik over til ham og
introducerede sig selv.  Han spurgte, om
hun ville have noget at drikke og de gik over til snack området. De talte længe
sammen, det virkede som om han havde ventet på dette øjeblik i hele sit liv,
for at kunne krænge sin sjæl ud. Han fortalte om, hvor meget han gerne ville
være med i the Songfellows og havde talt med dem om det og hvordan de måske var
interesserede i at få ham til audition. 
I Dixis øjne, virkede det som om han allerede havde en plan.
Det første skøjteløb var færdig kl. 22, Dixie skulle egentlig hjem – men sagde
til sine veninder at de bare kunne tage hjem uden hende. Elvis spurgte om de
kunne blive til andet løb og hun lod som om hun ringede hjem til sin mor fra
telefonen der var i lokalet, men i virkeligheden han hun ringet til et
tilfældigt nummer, hun fortalte om den her unge mand fra kirken hun havde mødt
og hun ville gerne se anden omgang løb sammen med ham, men at hun ville være
hjemme lidt over midnat. Hun havde aldrig tidligere gjort sådan noget som
dette, men hun var fast besluttet på det hun gjorde. Men de besluttede sig
herefter for ikke at blive, han foreslog at de tog ud til en drive in
restaurant hvor de kunne få hamburgere og milkshake. De satte sig ind i bilen
og ud til en drive in restaurant og de talte hele vejen. Hun sad ret tæt på ham
og ude ved restauranten gav hun ham et kys – et langt kys. Det var som om at
dette var begyndelsen til noget nyt de ikke havde oplevet før. Da han satte
hende af sagde han, at han ville ringe den kommende uge, så de kunne tale om at
lave noget sammen næste weekend. Hun listede ind af døren, for hun vidste at
det var blevet sent. Hun var nervøs for at vække hendes forældre, som ville
komme efter hende. Men hun var ret ligeglad, for hun var forelsket.

Deres forhold udviklede sig og med tiden endte de med at være sammen hver aften
og hvis ikke de var sammen, talte de sammen i telefonen. Elvis blev en del af
hendes familie og omvendt. Gladys var som en anden mor for Dixie og de to
brugte meget tid sammen, hvor de snakkede om alt mellem himmel og jord. Hun kom
meget tæt på Presley familien og hun observerede forskellighederne til hendes
egen familie. Blandt andet Vernon var en i en helt anden rolle end hendes egen
far. Vernon virkede for hende meget passiv, ikke fordi han på nogen måde var uhøflig
eller var opfarende. Det var som om han var ”uden for flokken”, som om han ikke
helt var på samme bølgelængde som Elvis og Gladys var. For hende var det som om
der var byttet om på rollerne, så Elvis var faderen i familien. Familiernes syn
på verden var også meget forskellige, hendes familie så verden meget positivt
og imødekommende.  Dixie var vant til et
meget aktivt socialt liv og hvor der altid var tid og rum til besøgende, hvor
alle kunne komme forbi. Presley familien, i hendes optik, virkede som om de var
lidt mistænkelige over for deres omverden. De havde ikke særlig mange venner
uden for familien og Dixie mødte aldrig nogen af Elvis’ venner.

Som tiden gik, fik hun øjnene op for hvor meget han elskede musik. Han kunne
spille og synge i timevis, men uden at være så selvbevidst om sin optræden som
han var, tidligere i deres forhold. Hun lagde mærke til hvordan hans
ansigtsudtryk blev anderledes når han sad og spillede, som om han slappede helt
af. Hjemme hos sig selv spillede han ofte på klaveret, han kunne ofte spille
melodier efter at have hørt dem en eller to gange. Han fortalte hende om hans
ambitioner om at komme ind i The Songfellows, selvom det kun var en lille
amatør kvartet henne fra kirken. Senere fortalte han hende at han havde været
til audition, men at han ikke blev optaget i gruppen.
Elvis og Dixe kom altid til gospelarrangementerne i Ellis auditorium, det var
en ting de havde til fælles og faktisk begge havde gået til, før vi mødte
hinanden. De elskede især Speer Family og også Sunshine Boys havde en høj
stjerne hos dem, med J.D. Sumner der sang en fantastisk bas. I pauserne gik de
over til de forskellige salgsboder, som grupperne hver især havde. De kendte
James Blackwood henne fra kirken og havde stor respekt for gruppens
professionelle optræden med deres gennemarbejdede harmonier; Statesmen forblev
dog deres favoritter. Elvis blev helt vild når han hørte Jake Hess synge de
høje toner, han havde fuldstændig kontrol over sin stemme – og resten af salen var
i ekstase og råbte på gentagelser.
De gik også ned til radiostationen WMPS sammen, for at kunne opleve showet
omkring middagstid hvor Bob Neal var vært. Dixie havde aldrig været på en
radiostation før, men Elvis virkede meget som om han følte sig hjemme. Elvis
kunne ikke sidde stille, han trommede med fingrene og hans ben fulgte med
takten samtidig.

Fra tid til anden kørte de ud til Riverside Park, nogen gange endda op til tre
gange om ugen. Der var et pavilion område, hvor man kunne sidde og få noget at
drikke eller lytte til jukeboksen, nogen gange var der op til 10 eller 12 andre
par der også nød omgivelserne. Elvis kunne overtales til at tage sin guitar frem
fra bilen og spille, mens han lænede sig op af bagsmækken på bilen. Han gjorde
det ikke af egen drift, men hvis nogen spurgte ham, var han ikke sen til at
tage imod opfordringen. Han kunne spille et bredt udvalg af sange, lige fra
tidens mest populære sange, til bluessange og gospelsange. Han havde et godt
greb på publikum, han krævede ikke publikums opmærksomhed – den kom af sig
selv. Ved nogen af deres besøg, blev de bare holdende på parkeringspladsen,
lyttede til radioen og betragtede søen. De lyttede til Dewey Philips’
radioprogram, hvor Dewey spillede r’n’b’ blues hits i programmet ”Red, Hot and
Blue”. De elskede hans program og hans reklame for den lokale øl Falstaff.
”Ring til Sam” (Call Sam) som Dewew fremsagde med jævne mellemrum. Elvis
fortalte aldrig Dixie om Sam, hun havde glemt alt om pladen og hvis det stod
til hende kunne de komme herned til søen til evighed, Elvis kunne blive ved med
at synge for hende og deres omgangskreds, de kunne blive gift og få et
familieliv – ligesom det skulle være i hendes verden.

I slutningen af april, fik Elvis et nyt arbejde. Han havde ikke været glad for
det gamle arbejde, siden de truede med fyre ham hvis ikke han blev klippet. Det
nye job var hos elektriker firma, Crown Electric. Han skulle køre lastbil, køre
rundt med varer til de forskellige byggepladser i området. Det nye job gav ham
også, hvis han havde lyst, mulighed for at blive elektriker; det var dog en
lang lærlingeperiode og det krævede at han ud over dagjobbet ville gå på
aftenskole. Ejerne, Mr. Og Mrs. Tripler, virkede søde og rare og virkede til at
acceptere Elvis for den person han var. Gladys Tripler var endda blevet advaret
af kvinden fra jobcentret, om at Elvis virkede som en særling. Men hun sagde
også, at han var en god ung mand og Mr. og Mrs. Tripler var glade for hans
imødekommenhed og venlige opførsel og hans tætte tilhørsforhold til hans mor.
Han fortalte at ville hjælpe sin mor fortalte han til jobsamtalen. De ansatte
ham lige efter samtalen og det kom de aldrig til at fortryde. For jobbet fik
han 40 dollars om ugen som han afleverede til sin far om fredagen da beløbet
blev udbetalt. Han tog lidt penge til sig selv, til at dække de mest basale
udgifter til mad, benzin og en smule til at han og Dixie kunne more sig sammen.
Han fortalte Dixie, at hans forældre blev ældre og at han gerne ville tage hånd
om dem.

Dagene gik og på et tidspunkt begyndte de at snakke om bryllup, endda så langt
de overvejede at køre til byen Hermando i Missippi, der kunne alle blive gift.
De talte alvorligt om at gøre det ved flere lejligheder og også om hvor de
kunne finde et sted at bo, hvis de besluttede sig for at blive gift. Men blev
ikke til mere end ved tanken, hver af dem havde en tendens til at trække ”Hvad
nu hvis…”- kortet. Dixie skulle til at starte på et sommerjob, dog skulle hun
inden på en ferie sammen med sine forældre, en tur til Florida for at besøge
nær familie i de to første uger af juli måned. Hun var ikke helt glad ved
tanken, for det var første gang de skulle være adskilt i så lang en periode og
at Elvis ville blive jaloux. Det havde han en tendens til, hvis hun var sammen
med andre – især andre drenge. Dixie var meget socialt anlagt og elskede at
være omgivet af andre, men han kunne ikke lide tanken, hvis ikke det
inkluderede ham. På den front var han meget omklamrende. 
De gik på fisketur sammen, selvom Elvis ikke var noget udpræget naturmenneske
og han kørte Dixie rundt i Crown Electric bilen, for hvilket han fik en
reprimande fordi han var bagud på tid med at aflevere varerne, som han skulle
rundt med. Han var ikke længere overbevist om, at han kunne blive en god
elektriker af den simple årsag, at han efter sin egen overbevisning ikke kunne
bevare opmærksomheden så længe som det krævede. Men han ville da give det et
forsøg.

Han ville også gerne give det et forsøg mere med at indspille en plade, Marion
Keisker så ham ofte køre forbi studiet. Og ofte kom han også forbi for at få en
lille snak, ofte spurgte han ind til om der mon var et band der kunne bruge en
sanger. Han virkede usikker som han stod der i sit arbejdstøj og vippede fra
side til side.
Lørdag d. 26. juni fik Elvis endelig chancen. Marion Keisker ringede omkring
frokosttid og spurgte om Elvis kunne komme omkring kl. 15. Sam Philips havde på
en tur til Nashville i maj måned, hvor han skulle indspille The Prisonaires,
fundet demoplade af en fyr kaldet Red Wortham, som var ham der havde henledt
Sams opmærksomhed på The Prisonaires. Sam havde lyttet til sangen ”Without You”
igen og igen, der var et eller andet interessant med den plade, selvom den var
lidt amatøragtig. Men Sam var overbevist om at hvis han kunne finde den rigtige
sanger til at indspille den, så kunne den have potientiale. Den var ren og
simpel og på toppen af alt dette, så kom den ham til at minde ham om den unge
fyr der havde stoppet forbi studiet. Han var ikke ligefrem en pestilens, men
var kommet der ganske ofte over de sidste 10 måneder. Sam ville gerne have hans
navn og Marion, som havde været på en måde fascineret af ham, svarede Elvis
Presley og ringede til ham.
De arbejdede på sangen hele eftermiddagen, men de kom ikke rigtig nogen vegne
med ham. Det virkede som om, det ikke var den rigtige sang for ham. Sam havde
prøvet at få ham til at spille en masse andre sange, han var ikke nogen
fantastisk guitarist, men i Sams optik var det ikke det verden behøvede. Verden
havde brug for en som kunne kommunikere en sang og det kunne han fornemme var i
Elvis stemme og fortolkning. Sam holdt øje med Elvis inde fra kontrolrummet,
denne form for prøve eller audition forløb over omkring 3 timer – og Sam havde
stoppet båndoptageren. Elvis kiggede op en gang i mellem, for at se hvordan Sam
reagerede. Sam nikkede til ham og sagde ”Du gør det fint, du skal bare slappe
af. Lad mig høre noget som virkelig betyder noget for dig nu”. (”You’re doing just fine. Now just relax. Let me
hear something that really mens something to you now”).
Hans øjne var låst fast på den unge mand gennem
glasset, studiet var bygget så kontrolrummet var på samme niveau som kunsterne,
så han kunne betragte dem, mens han sad ved mixerpulten. Da det var overstået
var Elvis udmattet, han var dog overbevist om, at nu måtte der ske noget. Da
han kørte over til Dixie og de derefter kørte i biografen, fortalte han at han
havde indspillet en plade.

En lille uge efter skulle Dixie og hendes familie rejse til Florida, de var
sammen om aftenen og Elvis forlod Dixie omkring middag næste dag, men de lovede
hinanden at de ville holde kontakt ved at ringe og skrive til hinanden. Han
skrev alle de steder ned, hvor hun skulle være på deres ferie, sammen med telefonnumre.
Dixis forældre lod dem klogeligt være alene.

SUN INDSPILNINGERNE I 1954 – DEL 1

Juli måned 1954 var usædvanlig varm, med dagtemperaturer på omkring 35 grader og for det meste klart vejr. 

Scotty Moore havde igennem noget tid forsøgt at finde ud af, hvor Sam Phillips ville hen med sit Memphis Recording Service. Den 3. juli besluttede Scotty at køre forbi, for at tale med Sam.  Det endte med at han spurgte ham lige ud ”Hvad leder du efter?” – ”What exactly are you looking for?”. Sam var ikke sikker, men det skulle ikke være det samme som alle andre indspillede. Sam havde dog en god fornemmelse for musik, selvom han ikke var musiker og ikke havde det tekniske fundament indenfor musikken. På et tidspunkt brød Marion Keisker, som var studiets sekretær, ind og mindede om Sam den unge fyr der en uges tid tidligere havde været inde og indspille en demoplade hos dem. Sam kunne skam godt huske ham den mørkhårede fyr. Marion havde nævnt det for Sam på daværende tidspunkt, at hun mente han havde en god stemme og om det ikke var en idé at ringe til ham.

Scotty ringede til Elvis senere samme aften, efter middagstid. Det var Gladys Presley, der svarede opkaldet og Scotty fortalte at han ringede på vegne af SUN records og gerne ville snakke med Elvis. Han var dog ikke hjemme, men hun lovede at give besked til Elvis om at ringe tilbage. Lidt senere på aften ringede telefonen, det var Elvis der var i røret. Scotty forklarede, at han arbejdede for Sam Philips, hvilket var en lille tilsnigelse, da han ikke var ansat hos SUN. Scotty spurgte, om Elvis havde interesse i at komme over til ham privat til en uformel audition, hvilket Elvis gerne ville.

Den 4. juli, som var en søndag, troppede Elvis op hos hjemme hos Scotty, for at give en prøve på hvad han kunne. Det var Scottys kone, Bobbie, der åbnede døren og udenfor stod en fyr med sin guitar, klædt i pink bukser; han virkede en smule usikker på, om det mon var det rette sted. Bobbie viste ham indenfor og et øjeblik efter kom Scotty og hilste på. Bobbie gik op til Bill Blacks hus, som lå lige op af vejen, for at få Bill til at spille med.

Elvis spillede mange stille sange, det virkede til han havde en god stemme, det var specielt country sange og sange i stil med ”I love you because”. Efter at Elvis var gået igen, snakkede Scotty og Bill om hvordan det var gået. De var begge enige om at Elvis var en god sanger, hvis de kunne finde de rette sange. Scotty ringede til Sam som sagde, at de skulle komme næste dag så de kunne øve sammen nede i studiet.

Den 5. juli mødes Bill Black, Scotty Moore og Elvis i SUN studierne efter arbejdstid, da de alle tre havde fast arbejde. Bill Black og Scotty Moore var allerede på SUN, da de havde indspillet der tidligere som en del af Starlight Wrangles og det var derfra Sam Phillips kendte dem. Starlight Wrangles var Scottys band, men hans personlighed og hang til at stå i baggrunden gjorde at han satte Pointdextor’s navn først i bandnavnet. Scotty havde dog allerede mødt Sam, lige da han kom ud af hæren og hang jævnligt ud på SUN studierne.  

Harbor Lights” skrevet Hugh Willliams og Jimmy Kennedy, indspillet første gang i 1937 og i mange versioner op til Elvis’, men det er nok The Dominoes version som har inspireret Elvis til at indspille sin version. Det var en de typiske ballader, som Elvis elskede og selvom det var en lidt gammel sang, lyder den ny i Elvis’ fortolkning. Det var den første sang de fik indspillet denne aften. 
De prøvede mange sange, ligesom de havde gjort aftenen forinden og den næste sang de fik optaget var ”I Love You Because”, en sang skrevet og indspillet 5 år tidligere af Leon Payne.  Det var igen en ballade, men den var lidt usikkert fremført – og det var ikke helt det materiale som Sam Phillips ledte efter.

Scotty og Bill kunne næsten foreslå alle slags sange og det virkede som om, Elvis nærmest var en omvandrede encyklopædi.  Dog var denne aften ikke indtil videre nogen stor succes, der var ikke rigtig den gnist eller de sange, som virkelig viste at der her var noget at komme efter. Dog var både Scotty og Bill stadig enige om at Elvis’ stemme var rigtig god. 

Klokken var blevet omkring 21.30 da de holdt en pause og fik noget at drikke, Elvis begyndte at spille lidt på sin guitar og Scotty og Bill begyndte at spille med. Hvad der indtil videre havde været en lidt død aften, fik et vendepunkt da de begyndte at spille ”That’s All Right”, en bluesagtig sang i sin original version, skrevet af Arthur Crudrup 8 år tidligere. Sam var pludselig vækket, han stak hovedet ud fra kontrolrummet og spurgte til hvad det var for noget de spillede. De kunne ikke give et klart svar, men Sam sagde at de blot skulle fortsætte, dette ville han indspille. Så han satte båndoptageren i gang og de indspillede et par takes, hvorefter sangen var klar. Der var ikke nogen tvivl hos Sam Phillips, at dette var noget specielt og dette havde været et fantastisk øjeblik denne sommeraften.

6. juli

Efter at Elvis, Scotty og Bill var taget hjem over midnat, ringede Sam til en lokal DJ ved navn Dewey Philips for at blive bekræftet i, at det han havde fået optaget bånd, var unikt. Dewey var fascineret, Sam var overbevist om, at han havde et hit. Dewey Philips havde han sit ”Red, Hot and Blue” radioprogram på stationen WHBQ, som han havde kørt siden 1949 og var det mest lyttede radioprogram i Memphis, ikke mindst blandt teenagere. Dewey ringende næste morgen til Sam, han kunne ikke vente med at spille det havde han hørt om natten på sit radioprogram, så han ville have lavet to reference disks og Sam kom over til ham lidt senere med dem.

Om aftenen på radioprogrammet blev ”That’s All Right” spillet første gang, reaktionen var overvældende, lytterne ringede ind og var begejstrede og pladen blev spillet igen og igen den aften. Dewey selv sagde i radioprogrammet at ”That’s All Right” ville blive et hit!

Hjemme hos Presley familien var Vernon og Gladys overvældede af glade over at høre deres søns navn omtalt i radioen og over at høre sangen spillet, ikke mindst. Telefonen ringede hos dem og i røret var Dewey, der gerne ville have Elvis ned på radio stationen for at give et interview. Elvis var dog ikke hjemme, men det lykkedes Gladys og Vernon at finde Elvis i en biograf og fik ham bragt over til radiostationen.

Elvis selv var ekstremt nervøs, men Dewey ville gerne fortælle lytterne at musikken som han spillede kom fra en 19-årig lokal sanger – som ikke mindst var hvid. Noget som også afspejlede Sam Phillips’ vision om at finde en hvid sanger der kunne formidle som de sorte artister kunne.

7. juli.

Ud over ”That’s All Right”, skulle de bruge en B-side, så de tre samledes igen om aftenen, for at der kunne blive udsendt en færdig single. De kom igen uforberedte uden noget materiale klar. Denne gang var det Bill Black der begyndte at imitere Bill Monroe og synge hans sang ”Blue Moon of Kentucky” fra 1947, men i et noget højere tempo end originalen og Elvis begyndte at spille og synge med.

Oprindeligt var det en blues / waltz sang, som tilsat elektrisk guitar og bas blev en forrygende nyfortolkning, Scotty Moores elektriske guitar og Bill Blacks slap bas teknik blandet med Elvis’ energiske fortolkning giver sangen helt nyt liv. Tempoet blev hævet til omkring det samme som ”That’s All Right”. Sam var begejstret, under en af de tidlige gennemspilninger sagde Sam ”Det er meget flot, det er anderledes. Det er næsten en pop sang nu” – ”Fine, man. That’s different. That’s a pop song now, nearly”.

Nu var der kommet hul på bylden og efter at sangen var i kassen havde de materiale til en single ogSam smedede mens jernet var varmt og fik lavet dobbeltsidede eksemplarer, som han sendte til lokale radiostationer, for at skabe interesse om den nye single, der snart ville komme ud.

Mandag d. 19. juli blev singlen med ”That’s All Right” / ”Blue Moon of Kentucky” udgivet, der var allerede indkomne ordrer på 6000 stk. på grund af den gode radio omtale der havde været. Det havde været den rigtige strategi Sam havde valgt. Han og Marion sørgede for at sende yderligere eksemplarer ud til radiostationer, dækkende et større område for at skabe yderligere opmærksomhed omkring det nye talent. 

Pladen fik endvidere en fin omtale i Billboard den 7. august, hvor Elvis bliver omtalt som et stærkt nyt talent.

19. august 1954

Elvis ville gerne indspille Blue Moon, igen en sang skrevet af Lorentz Hart og Richard Rogers og udgivet første gang i 1934. Hvorfra Elvis’ ønske om at indspille sangen er uklart, men denne onsdag aften blev sangen indspillet. Sangen er langt fra ligeså kommerciel som indholdet på den første single, men en smuk sang som med Scottys guitarspil, hvor dæmper stregene på gribebrættet, skaber illusionen af en cowboy der ridder på sin hest. Kontrast stykket er Elvis som nynner i høj falset og giver ekstra melankoli til sangen, Elvis kendte ikke hele teksten, så det var en måde at improvisere – men ganske vellykket.  Sam var dog ikke overbevist om, at det rette tidspunkt for at udgive sangen var lige nu. Det var ellers normal praksis på daværende tidspunkt, at udgive en ny single hver tredje måned, men Elvis skulle have det rigtige materiale til næste udgivelse, sammen med radiodækning; en single som kunne holde gryden i kog og sørge for at gruppen fik en hitliste placering. 

12. september 1954

I september vendte de tilbage til studiet, det gik godt med kendskabet til dem i Memphis, men ellers var det svært for gruppen, at drive det videre. Sam var også god til at presse alle til deres yderste, for at få det resultat han søgte efter – uden at han dog var i stand til at fortælle hvad det var, før han hørte det.

Elvis kom aldrig forberedt til indspilningerne, så det kunne være en langsommelig affære at komme  til resultaterne, det var et spørgsmål om at prøve en sang, se om den fungerede – og hvis ikke, så skrinlægge den igen. Det store problem var, at der ikke var nogen nye sange som Sam kunne præsentere for gruppen, for han havde ikke et publishing selskab, så alle de sange de arbejdede på var allerede udgivet.

Sam Philips vidste at Elvis skulle have god tid til at komme i det rigtige humør til at indspille også selvom det måske ikke var det rette materiale ifølge Sam. Elvis elskede ballader og denne aften startede de med ”Tomorrow Night” en sang fra 1939, skrevet af Sam Coslow og Will Grosz. Han sang denne sang privat derhjemme og sammen med sin kæreste Dixie. Denne type sange var dog allerede fremme i tiden, så det var ikke denne type materiale der skulle indspilles. Elvis’ fremførelse var på ingen måde dårlig, men det sparsomme arrangement passede ikke helt. Men Sam havde ikke modet til at stoppe Elvis, så derfor lod han ham indspille en del ballader. Det tog Elvis noget tid at komme i gang med at indspille, det havde Sam observeret. Derfor valgte han at lade ham indspille materiale, som han godt vidste at der ikke var sandsynlighed for ville blive brugt. Dette var en del af Sam Phillips strategi, at lade Elvis spille alt hvad han ville – og en gang imellem bryde ind og tage styringen. På den måde kunne han få det materiale, som han skønnede nødvendigt for at kunne udgive en single, som ville kunne klare sig kommercielt.

”I’ll never let you go”, en sang skrevet af Jimmy Wakely var aftenens næste sang. De valgte at spille den i et noget lavere tempo end originalen, ligesom Elvis udelod hele første vers og gik direkte til omkvædet, dog blev den sidste halvdel af sangen spillet i et højere tempo. De forlod ”I’ll Never Let you Go” og gik over sangen ”Satisfied”, en sang skrevet af Martha Carlson, men kun over et minut blev indspillet før de vendte tilbage til ”I’ll Never Let You Go”. ”Satisfied” blev ikke indspillet færdig og der findes i dag ikke nogen indspilning af denne.

”I Don’t Care If The Sun Don’t Shine”, en sang i filmen “Scared Stiff” fra 1953, var den næste sang de arbejde på. Det var formodentlig fra filmen at Elvis kendte sangen. Dog var sangen ikke helt lang nok, da Elvis’ version er noget hurtigere, så studiets sekretær Marion Kiesker hjalp med at skrive et andet vers i en pause, så sangen kunne vare omkring 2 min. Sam Phillips var ikke helt overbevist om, at denne sang kunne komme ud på en single lige med det samme. Så han gemte den lidt, men tog dog en plade med til en plade messe i Nashville – alle han spillede den for, elskede den og han tog mod ordrer i massevis. Grunden til, at han ikke var sikker på at sangen kunne have et potientiale kommercielt var, at han var klar over at han på sin egen måde var nødt til at skabe sig sin egen niche og sørge for at singlerne havde deres egen unikke lyd. Han var allerede her klar over, at han ikke kunne konkurrere med de store selskaber.

Det letteste ville have været blot at lave noget der kunne minde om en kopi af første single.

”Just Because” var en sang fra 1933, udgivet af gruppen Lone Star Cowboys og senere hen også lavet i 1948 af Frankie Yankovic i en polka version. De prøvede sangen i flere forskellige tempi, desværre har kun den udgivne hurtige version overlevet.

”Just Because” var en perfekt sang til den næste single, så Sam gemte sangen på sin ”master liste”

Sam var godt klar over, at de fleste af de musikere han havde inde i studiet ikke var super professionelle. Men det perfekte kunne godt ligge i det uperfekte – at sangen havde den rette følelse og det hele gik op i en højere kunsterisk enhed. At sangen blev bragt til live, formidlet og fortolket – kort sagt, at den havde sjæl.

”Good Rockin’ Tonight” var en oplagt A side til singlen. Sangen havde det rette tempo og en god tekst og de tre lavede en fantastisk version af sangen. 

”Tomorrow Night”, skrevet af Sam Coslow/Will Grosz. Først udgivet 1939.

“Satisfied”, Martha Carlson

“I’ll Never Let You Go”, Jim Wakeley

“I Don’t Care If the sun don’t shine”.

“Just Because”, Bob & Joe Shelton / Sid Robin. Først udgivet 1930.

“Good Rockin’ Tonight”, Ray Brown

Ifølge session papirer skrevet af RCA’s Steve Sholes, modtog RCA session bånd på alle ovenstående sange. Men man valgte senere hen kun at bevare masterne. RCA lavede i 1959 en stor oprydning i bånd, hvorfor mange bånd er gået tabt fra SUN perioden blandt mange andre.  De to sange, som blev valgt ud efter indspilningerne, var ”Good Rockin’ Tonight” og ”I Don’t Care I the Sun don’t shine” og singlen blev udgivet i sidste halvdel af september.

November 1954

Det er ikke helt klart dokumenteret hvornår de næste indspilninger fandt sted, men midt november er det mest sandsynlige. En trommeslager som hedder Johnny Bernero blev betalt for at medvirke ved denne session, men dog er der ingen trommer på de numre som findes herfra.

Det var lykkedes Sam at finde en helt ny original sang til Elvis. En chef for et teater, Jack Sallee havde været hos Sam for at indspille nogen radio spots som reklame for nogen musik arrangementer som blev afholdt på teatret. Sam kom i snak med ham og Sam fortalte ham om Elvis og fortalte han ledte efter materiale som de kunne indspille. Jack gik hjem og skrev i løbet af nogen dage ”You’re A Heartbreaker” og lavede en demo af den. Ud over at det var den første originale sang til Elvis, var det også første gang Jack havde skrevet en kommerciel sang.

Som med de to foregående singler, blev B siden også en rhythm and blues sang, kaldet ”Milk Cow Blues”, men i deres version blev omdøbt til ”Milkcow Blues Boogie”. Sam Phillips ville gerne åbne nummeret med en tale intro, da virkede meget anderledes end de øvrige sange der blev spillet på jukebokse og Elvis var efter Sams overbevisning rigtig, rigtig god til at lave den. 

”Milcow Blues Boogie”, Kokomo Arnold

”You’re A Heartbreaker”, Jack Sallee

Antallet af jobs var svagt stigende, men de tre fandt alligevel tid til at komme i studiet og indspille.

Denne gang var sangen en blues sang, skrevet og indspillet af Kokomo Arnold i 1934, men en anden version fra 1941, indspillet af Johnny Lee Wills, ligger tættere på Elvis’ version, så der er stor sandsynlighed for, at det er denne version Elvis har hørt.

Der er ikke meget information om disse indspilninger – RCA modtog ikke engang nogen band af disse to sange. Deres mastere er derfor i sin tid taget fra en 78 lakplade udgivelse. Der er også usikkerhed om disse optagelser fandt sted i november eller december. Der er papirer der indikerer at de fandt sted den 15. november, men dette er ikke nødvendigvis korrekt. Der kan have været prøvet andre sange ved denne session, men det kan ikke dokumenteres idet der ikke er nogen papirdokumentation fra SUN.

Singlen udkom i januar 1955.