”Jeg kan ikke gå derud – hvad, hvis jeg ikke kan sige noget?”
”Hvis du ikke kan sige noget, så sig blot farvel og kom tilbage”, svarede producer Steve Binder i et forsøg på at få Elvis til at tage skridtet ud mod det ventende publikum.
Det spændte publikum sad afventende i NBC’s studier for at overvære overtagelserne til tv-showet ”Elvis”, som skulle vises senere samme år. Det var 8 år siden, Elvis sidst havde optrådt foran et publikum.
I månederne inden havde der været møder mellem ham, Tom Parker og folkene på NBC. Den unge producer Steve Binder var blevet valgt til jobbet. Han havde trods sin unge alder god erfaring med lave tv og havde en god kemi med Elvis. Da de måneden tidligere var mødtes for at gennemgå showet, havde det ikke handlet om selve det arbejde, der lå foran dem, men mere en generel snak om pladebranchen. Steve Binder var ikke selv nogen stor Elvis-fan, han havde ikke været specielt imponeret af Elvis’ optræden på Ed Sullivan omkring 10 år tidligere. Han var dog blevet overbevist om, at han gerne ville tage jobbet, da en hans folk Bones Howe opfordrede ham til at gøre det. Howe havde været tekniker på Elvis’ juleindspilninger tilbage i ’57 og mente, at de to ville kunne arbejde rigtig godt sammen.
Det endelige oplæg, som Steve Binder havde lavet, blev godkendt uden forbehold fra Elvis’ side, Tom Parkers oprindelige idé med et juleshow var blevet skrinlagt, og Elvis var i et sjældent oprør gået imod Parkers planer. Steve vidste godt, at han var på tynd is, idet Parker kunne have opsagt samarbejdet, hvis han ville, men fortsatte ufortrødent sine planer.
Det var første gang en stjerne skulle optræde uden gæsteoptrædener på nationalt tv, og det var første gang at NBC’s egne musikere ikke blev brugt. I stedet udvalgte man hippe studiemusikere fra Los Angeles, hvor studierne også lå.
Det indledende arbejde med at indspille sange til showets forskellige dele blev startet den 20. juni hos Western Recorders og foregik over tre dage. Denne gang med musikere, der for de flestes vedkommende, aldrig havde arbejdet sammen med Elvis tidligere. Sangene blev indspillet i små stykker og bidder, for at kunne blive klippet sammen efterfølgende, en arbejdsmetode Elvis ikke var vant til, han foretrak at optage hele sangen på en gang. Men det lod ikke til at gøre noget i dette tilfælde, hans begejstring over showet og arbejdet med nye topmusikere gjorde, at hele processen foregik glat og med Elvis i højt humør.
Under arbejdet til showet havde Steve observeret Elvis, der om eftermiddagen havde siddet og jammet med sine venner i omklædningsrummet. Steve ville bringe det, han havde set, ind i showet, da han var overbevist om, at det ville fungere rigtig godt.
Selve showet var en blanding af studieoptagelser uden publikum i store opbyggede kulisser og mere intime optagelser med publikum. Som en del af forberedelserne havde de købt alt, hvad Elvis havde udgivet for at få et indblik i Elvis’ musikalske univers, så selve showet blev en præsentation af Elvis’ musik og ikke mindst hans musikalske univers bestående af pop, rock og gospel.
Der havde i løbet af arbejdet med konceptet for selve showet været flere forslag fremme blandt andet med at inkludere et par af Elvis’ filmsange for at vise den del af Elvis’ karriere ”Cotton Candy Land” og ”How Would You Like To Be” fra filmen ”It Happened As The Worlds Fair”. Men idéen blev screenlagt, før yderligere arbejde blev gjort.
Indspilningerne fandt sted i juni måned, hvor Bobby Kennedy, bror til John F. Kennedy, blev skudt og dræbt. Steve og Elvis talte om både den hændelse og mordet på Martin Luther King kun få måneder tidligere i Memphis. Elvis var meget optaget af de ting, der skete rundt omkring i USA med både raceuroligheder og krigen i Vietnam, men Steve vidste, at han ikke kunne få Elvis til at komme med en et politisk budskab på nationalt tv. Steve Binder havde som en del af sit koncept, når han producerede tv-shows, at der skulle være en sang, som var som skræddersyet til den kunstner, som skulle fremføre den. Han havde tidligere på året gjort det med stor succes i et tv-show med Petula Clark, hvor Harry Bellafonte var den gæsteoptrædende.
I al hast blev sangen ”If I Can Dream” skrevet, der kom med et budskab om et bedre og mere forenet samfund. Den blev brugt til at afslutte showet med.
I alt 10 dage blev brugt på indspilningerne til tv-programmet, hvoraf den sidste dag blev brugt til at lave de sidste justeringer til de dele, som eventuelt måtte tages om, før de havde alt det nødvendige materiale.
Men allerede inden den sidste dags sidste justeringer vidste alle, at de havde en vinder. Elvis selv havde under arbejdet sagt til den overordnede producer Bob Finkel: ”Jeg vil gerne have, at alle skal se, hvad jeg virkelig kan”.