Elvis i Danmark

Politiken, 27. december 1969

Politiken bringer en omtale af Elvis’ første omtræden på TV i 10 år. Der er gået over et år siden NBC sendte det på amerikansk TV den 3. december 1968 og nu er det blevet Danmarks Radios tur til at sende showet ud til danskerne. Det er værd at bemærke, at programmet først blev sendt kl. 22.15 denne lørdag aften i 1969. Der var én dansk kanal og denne lørdag blev der sendt udsendelser fra klokken 16.30 til 23.05, hvor sidste program er TV-avisen.

Før Elvis tonede frem på skærmen, skulle seerne igennem “Vi mødes på Slesvigus”, julekrobal med Otto Leisner og en udsendelse om København i 1880’erne. 

Politiken viste ikke nogen billeder af Elvis i programomtalen og avisen er næsten renset for annoncer, kun en annonce for Samarin har sneget sig ind sidst i avisen,  ud over de obligatoriske biografannoncer.

31954330_10156342543674476_2255771034936410112_n

BT, 23. juni 1975

På side 30 i dagens avis kan man læse nyheden om, at Elvis lider af grøn stær og at det nu ikke alene er vægten han kæmper med, men muligvis også udsigten til at miste synet. Elvis’ læge George Nichopolous oplyser af Elvis’ tilstand bliver forværret af projektørlyset når han optræder. Elvis selv, har ifølge B.T. ikke kommenteret på oplysningerne. Skulle Elvis’ seneste LP, “Today” ikke være lige dét der kan bringe sommerhumøret frem, så kan man lytte til sommerens hit med med ABBA, “SOS” eller købe den nye ABBA-LP, som også kan købes på musikkassette til en vejlende pris på 59,50 kr.

Hvis du er mere til en tur i teatret kan man tage i Tivoli teatret, hvor den “ny revyderede udgave” af “Kvinders opgør” bliver sat op med blandt andre Ulf Pilgaard, Malene Schwarz eller Sonja Oppenhagen etc. Hvis du er i et mere lummert humør kan du smutte i Nygade kino, hvor filmen “Naked Came the Stranger” er på lærredet i det totalt afslørende sex-lystspil med ægte porno. (P.S. Denne annonce er blevet censureret af Facebook – den er for fræk her i 2018…)

Der var noget for enhver smag, denne sommerdag i 1975.

Søndags Aktuelt, 20. juli 1969

 

“En Sensation: ELVIS PRESLEY SKAL SYNGE DUET MED BOB DYLAN”

Ifølge velinformerede kilder iblandt danske og udenlandske beatanmeldere, skal Elvis synge duet med Bob Dylan. AKTUELTS Steffen Larsen oplyser om det fremtidige samarbejde. Forsiden på Aktuelt omtaler månelandingen, der skal finde sted samme dag den 20. juli. Nærmere bestemt kl. 21:19 lander det amerikanske månemodul med astronauterne Neil Armstrong og Edwin Aldrin.

De også kan også more Dem i Cirkusrevyen lørdag aften klokken 21.15, hvor De kan opleve Dirch Passer, Daimi, Lilly Broberg, Morten Grundwald, Ulf Pilgaard og Preben Kaas. Bemærk, at forestillingen kl. 20:00 denne aften allerede er udsolgt.

FYENS STIFTSTIDENDE/MORGENPOSTEN, 26. DECEMBER 1991

Elvis var godt stof i 90’erne, hvor Elvis stadig kunne rydde forsider i dagspressen på jævnlig basis. Således også på forsiden Fyens Stiftstidende, hvor historien “Elvis og Ernst” har fået en fornem placering. Elvis’ karriere og tragiske endeligt er omdrejningspunktet i artiklen, ligesom Ernst’ arbejde med udgivelser og research får en pæn omtale. Ernst’ baggrund i den danske musikbranche banede vejen til Elvis-jobbet, ligesom Ernst også fortæller hvordan han selv blev fan som 12-årig:

“Jeg hørte “Little Sister” som 12-årig og så var jeg leveret”.

Til sidst afsluttes artiklen med et fokus på Ernst, som også er god til at se forretningsmulighederne: “Ethvert anstændigt hjem i hele verden bør have mindst én Elvis.”(Elvis-udgivelse, red.).

Danmarks Radio, 11. oktober og 2. november 1956

I programmerne “Disko-mik” og “Dansemusik” spilles Elvis Presleys “Heartbreak Hotel” og “That’s All Right”. Læg mærke til de øvrige artister i programmet – der er vist ikke noget at sige til, at Elvis også havde en kraftig virkning i Danmark også.

…og så kan skrønen om, at DR aldrig spillede Elvis før meget senere hermed modbevises.0

B.T. 10. januar 1975

BT skrev om Elvis’ 40 år fødselsdag fredag d. 10. januar 1975. 

Forsiden var præget af folketingsvalget, der blev afholdt den 9. januar, resultatet blev efter langvarige forhandlinger en  socialdemokratisk mindretalsregering, ledet af Anker Jørgensen. Den 8. januar var Elvis fyldt 40 år – og det blev også bemærket i Danmark, hvor B.T. på side 23 skrev at “Elvis fyldte 40 alene, fordi han er hundeangst for at blive tyk, trøster sig med youghurt diæt.”.

DR havde i radioen sendt et hyldest program til Elvis med Jørgen de Mylius som vært, hvilket blev bemærket i et læserbrev i avisen.

Berlingske, 15. maj 1971

“Elvis-filmen ligner mest et TV-show”. Filmen That’s The Way It Is har lige haft premiere i Imperial-biografen i København. Berlingskes anmelder Jørgen Kristiansen omtaler i denne anmeldelse Elvis som en myte og at filmen virker for opsat til at være en decideret dokumentarfilm, omend den er underholdende. Vi kommer som seere ikke rigtigt ind under den glatte facade, skrives der.

– Og allerede i 1971 bliver den definitive dokumentarfilm efterspurgt af journalister herhjemme.

B.T., 26. juli 1997


“Eminent Elvis” lød overskriften på årets store Elvis-udgivelse i 1997, “Platinum – A Life in Music”. 1997 markerede 20-året for Elvis’ død og foråret bød på en lind strøm af udgivelser, fra blandt “An Afternoon In The Garden”, “G.I. Blues”, “Blue Hawaii” over til det store bokssæt, som indeholdt musik fra hele Elvis’ karriere og herinblandt mange sjældenheder, der aldrig tidligere havde været udgivet.

B.T. kvitterede i deres anmeldelse med 5 ud af 6 mulige stjerner og fremhæver endda udgivelsen som bedre end 50’er, 60’er og 70’er boksen.

Sommerens store landeplage, bandet Aqua, havde dog sneget sig ind på forsiden af B.T. denne dag, det var ikke nok at være kongen for at få dén plads.

Berlingske Tidende 6. maj 1969

Forbruget i Danmark løber for stærkt og på forsiden er en en artikel hvor der under under overskriften “Forbruget skal sættes ned nu”, skrives om at der skal laves stramninger hurtigt for at få styr på valutabalancen. Der tales om flere forskellige typer afgifter, endda måske en afgift på charterrejser.

“Et spændende koncertforsøg – Elvis Presley tilbudt kæmpebeløb for  Londonkoncert”. Elvis Presleys koncert comeback er en realitet og der gøres nu forsøg på at få ham til London. Wembley er ikke forberedt på at skulle bruges til koncerter, så der skal gøres en del forbedringer. Men så kan man også have 100.000 publikummer til koncert, hvilket er  nødvendigt da Elvis skal han en millionhyre for at komme til England.

Hvis det hele bliver lidt for kompliceret og internationalt kan man da også bare smutte en tur i HB (Hovedstadens Brugsforening) og købe lidt lækkert til aftensmaden, for eksempel letsaltet flæsk – til en lækker forårsret til bare 4,95 kr. eller købe nogle af de lækre appelsinsodavand i  “bære-hjem-pose” til 3,30 kr.

BERLINGSKE TIDENDE, 8. JANUAR 1985

Tirsdag den 8. januar 1985 kunne Berlingske Tidende på forsiden bringe nyheden om, at en dansk bog om Elvis var blevet udgivet. Tre danskere stod bag arbejdet, som havde været fritidsarbejde i 15 år. Avisen havde ryddet forsiden på Magasin-sektionen og under overskriften “Afhandling om Elvis’ musik” skrev journalist Niels Northroup om Erik, Ernst og Johnny der stod bag bogens udgivelse.

En af dem, Ernst Jørgensen, er citeret for at sige “Historien om Elvis er også historien om en branche og et musikmiljø. Han var en mand, der kom i klemme. Han havde ikke den ballast, der kunne bringe ham igennem hele cirkuset og gøre ham lykkelig”.

Timingen for Berlingske Tidendes artikel kunne næppe være bedre, for Elvis ville samme dag være fyldt 50 år.

I samme Magasin-sektion på side 3 følger en lille anmeldelse, både af bogen og af den nye udgivelse  “A Golden Celebration”, som netop var udkommet.

 

SAMVIRKE, FEBRUAR 1961

“Er rock’n roll på retur?” spørges der i Samvirke i februar 1961 – en række eksperter udtaler, at den nok vil leve en rum tid endnu. Men at den nok antager nye forklædninger, blidere klange og knap så outrerede udtryksformer som i den “glasperiode”. Det spores i Elvis Presleys første plade efter hjemsendelsen fra militæret, O sole Mio, som ganske vist ikke minder om den oprindelige sang, men dog heller ikke vil støde den italienske skønsangers yndere.

Der er nok nye tider på vej i musikbranchen, men det samme gør sig gældende i husholdningen – hvor det nye Safir EL-komfur har spiral-kogeplader, der  rødgløder på sekunder! På bare 5 sekunder er de nye rustfri spiralplader brandvarme – og kort efter rødglødende….og De kan bruge deres gamle kogegrejser af god kvalitet med flad bund!

Husk FDS’s egne mærker som Cirkel-kaffe, Tre Kroner smør og Safir mel fra Velle Dampmølle næste gang De er ude at handle ind til husholdningen…

– vi mødes i Brugsen – og får del i dividenden

EkstraBladet, 13. juni 1960

“Radio og TV svigter de unges musikønsker” lød overskriften i en artikel i Ekstrabladet 13. juni 1960, hvor der leveres en bredside mod nationalradiofonien, som beskyldes for boycutte blandt andet Elvis Presley.

De unge betaler jo også licens lyder argumentationen, mens Danmarks Radios jazzmedarbejder Børge Roger Henricksen svarer, at: “Jeg tror ikke man skal lade mængden være afgørende”, referende til at 70 procent af alle plader købes af teenagere.

“Danmarks Radio bestræber sig på at sende kvalitet og her kan man ikke se bort fra den opdragende betydning, radio og TV har. Kan vi bringe andet end det, vi af hensyn til vor samvittighed er kunsterisk forsvarligt?”, fortsætter han i et forsvar for programpolitikken. Børge Roger Henricksen svarer endvidere, at der jo to gange om ugen er ønskeprogrammer hvor der er mulighed for at ønske sin yndlingsmusik.

Politiken, 6. september 1958

I dagens udgave af Politiken bliver den nye Elvis Presley film, Love Me Tender (Reno-brødrene), anmeldt. 

Jeg har transkriberet anmeldelsen, for læsbarhedens skyld:

“Daarligt selskab”

“Mødet med den blævrende Elvis Presley i “Reno-brødrene” (Bristol) blev selv rok-folket for broget.

Da general Lee havde taget alle de rigtige mænd til sydstatshæren, giftede Debra Paget sig med Elvis Presley, hvad hun var dømt til at fortryde i det øjeblik, hun igen fik et sammenligningsgrundlag, selv et så beskedent som Richard Egan.

Noget så ubehageligt som Elvis Presley i natskjorte har man ikke længe set, og man forstaar, at bruden foretrak at tilbringe sine nætter grændende i en lænestol fremfor det, der er værre en døden. Hun græd, fordi hendes trolovede, som var løjet død i krigen, nu var hjemme og frisk og hun var bundet til Mr. Presley. Separation var ikke god tone i Texas i 1863.

Bag dette menneskelige drama udspilles et andet, som skildrer følgerne af røveriet af et nordstatsregiments lønningskasse 10 minutter efter at Lee havde overgivet sig til Grand og dermed sluttet den amerikanske borgerkrig og forvandlet en heltedaad til simpelt tyveri. Lad nu historien være, hvad den er, nemlig sløj, filmen giver os de første levende billeder af den klistrede amerikanske afgud Elvis Presley, og rygterne har ikke overdrevet. Han er fra de lange bakkenbarter, den forurettede trutmund, som gerne står åben og en pige-blusen med poseærmerne over de fede hænder og til benene, der ryster som gele under ham i øbskøne bevægelser netop saa uappetitlig, som den vulgære stemme lover.

Han synger fire af de sange, han har tjent godt og vel 10 millioner kroner paa tre år, og man flytter på fødderne og prøver at se paa væggen til en forandring af lutter flovhed.

Publikum til premieren kom, hvis skjortepragten er nogen rettesnor, oplagt til rok, men endte med at vrænge sundt af den vulgære hystade. Herefter er det en endnu større gaade, at han i den grad har kunnet stikke Amerika blaar i øjenene. Elvis Presley er daarligt selskab.”

K.S.

BT 21. marts 1975

På side 23 i avisen denne dag, kan man læse en lille notits, med et citat fra en nylig Elvis koncert:

HAR DU HØRT at ELVIS PRESLEY. 40, igen er aktiv på scenen. Har påbegyndt engagement på Las Vegashotel, men hans slankekur har ikke virket efter hensigten. Selv grinte han på scenen af sin mave og sagde: »De skulle have set mig for en måned siden. Da lignede jeg Mama Cass.«

Hvis humoren skulle være lidt for grov og man trænger til et let grin, kan man også tage i enten Ballerup Bio eller Bio Lyngby for at se premieren på den nye danske version af “Alice i Eventyrland” med dansk tale af Dirch Passer, Buster Larsen, Ove Sprogøe, Arthur Jensen og mange flere.

Politiken, 3. august 1958

“Pristal familien har sat sig til bords”

Under overskriften følger en oversigt over, hvad en gennemsnitsfamilie i Danmark – bestående af 2 voksne og 1,3 barn – konsumerer på et år. Fødevaresammensætningen er interessant: 208 kg hvidkål, 43 kg. oksekød, 425 kg. kartofler, 46 kg. sild, 59 kg. æbler, 82 kg. flæsk, 480 æg og 324 liter mælk, for blot at nævne nogle.

På bagsiden, under overskriften:

“Elvis Presley skyld i skoleopgør”, skrives følgende: “12 skolepiger i Chicago demonstrerer deres dybe forargelse over det brud paa frihedsprincipperne, som har fundet sted i deres klasse. Med store plakater marcherer de frem og tilbage foran indgangen på skolen, og verden kan her læse om deres inhumane rektor. Han har forbudt dem at bevidne deres følelser for rok og rul-stjernen Elvis Presley ved at bære armbind med hans navn og soldaternummer. Sympati-tilkendegivelser er begyndt at strømme ind til rektoren.”

 

Politiken, 2. oktober 1956

50’erne i Danmark var et stadig præget af efterdønningerne af anden verdenskrig. Varemærker fra USA var begyndt at præge markedet, hvilket tydeligt kan ses i Politiken 2. oktober 1956, hvor annoncer for Gillette optræder. Fjernsynet har fået sin debut for alvor og der reklameres for brylcreme – “Vil De have et smukkere hår?”.

I rubrikken “TEATER – FILM – MUSIK” omtales fænomenet Rok og rul og billedteksten omtaler “Smaapigerne er daanefærdige, naar han vrikker og hopper”.

Der er tale om Elvis Presley – for læsbarhedens skyld, har jeg skrevet teksten herunder:

“For et par maaneder siden kørte han lastbil. Nu er gaaet over til Cadillacs. Lønnen er steget fra 30 dollars om ugen til 50.000. Han har 75 sæt tøj og 100 par sko og hans mor har faaet hus med swimmingpool. Han hedder Elvis Presley og hans karriere fra lastbilen til fjernsynet sømmer sig ypperpræsten for massesuggestionens alter. Med sin guitar, sin uslebne stemme og sine gymnastiske øvelser skabte han rusen Rock’n Roll. Teenagerne river sig i haaret, ler og græder og falder sanseløst om, naar han kommer i trance. Ikke siden Frank Sinatras glansperiode, er en mikronfonhelt blevet i den grad overøst med kærlighedstilbud. Smaapiger løber hjemmefra for at faa et glimt af guden Elvis, der oprettes Elvis-klubber, og man bytter Elvis-plader. Han er USAs største eksportvare i aar og han har aldrig lært at synge eller spille gitar. Amerikaneren Bill Haley, som den første R&R frem, har til dato solgt 6.500.000 plader, rekord selv i USA. Efter dette maa man se i øjnene, at jitterbug er gammeldags.

Rock’n’roll er ikke den første slags dans, der har vakt forargelse ved sin fremkomst. I 1848 blev wienervalsen forbudt ved hoffet – det var anstødeligt at holde sin dame om livet; i 1902 fik en mand en bøde paa 2 kroner for at danse engelsk vals, og der var stor panik i Palmehaven, da de norske maler Per Krohg lancerede tangoen.

I København præsenteres Rock’n Roll for alvor i KB hallen på torsdag: Fire Rock-orkestre, to svenske og to danske, medvirker, og tyve Rock-dansere skal demonstrere de nye trin. Man maa forudse, at det kommmer til at gaa hedt til. De fire orkestre skal slaas om publikums gunst, og det, der faar størst bifald faa lagt 200 kroner på honoraret.”

BT, onsdag d. 7. maj 1975

I højrespalten på side 28 nævnes Elvis i spalten “Har du hørt”.

“… at ELVIS PRESLEY forleden fik 700.000 kr. i hus ved en koncert i Jackson i Mississippi. Skænkede straks pengene til de efterladte efter ni ofre for en tornado, der hærgede byen ugen før.”

Husk også, at Farvør har tilbud på diverse spiritur, blandt andet Jägermeister – den milde bitter –  til 32,95 eller kirsebærvin, til bestemor på mors dag, til bare 9,95,-.

Politiken, 23. juni 1992

“King of rock lever – igen. Dansker samler 50’ernes hits”

Overskriften dækker en stor del af forsiden på kultursektionen i Politiken, denne tirsdag i juni 1992. Det er Politikens Erik Jensen, som skriver om den store udgivelse “The Complete 50’s Masters”, som netop er udkommet. Det er danskeren Ernst M. Jørgensen der står bag udgivelsen, som citeres for at sige at “amerikanerne slet  ikke har tålmodighed og ordenssans nok til en sådan proces og for det andet vurderer de ikke deres kultur med Coca Cola,  bilerne og rock’n’roll så højt, som vi gør i Europa”.

Boksen er et resultat af tre års arbejde med at finde original-indspilninger – og to øvrige bokse om 60’erne og 70’erne var under udarbejdelse.

Forsiden af Politken præges af en anden begivenhed, som overskyggede alt andet i denne juni måned 1992. “Vi er i finalen” –  det danske fodboldlandshold spillede aftenen før en nervepirrende semifinale mod Holland – og vandt.

Copenhagen Elvis Presley Fan Club – eksempel på et fanklubblad fra 1963

Copenhagen Elvis Presley Fan Klub blev ledet af Aage Schandorff-Nielsen, som stod for ledelsen af hovedkontoret billigende på en privat adresse i Hvidovre. Derudover var der en Københavnsafdeling på Vesterbro og to afdelinger i Jylland, med adresse i Fredericia og Randers.

Det aktuelle blad i det her opslag har samlet nyheder fra udlandet, primært gennem udenlandske magasiner. Det var muligt at købe billeder gennem fanklubben, der brystede sig af at have det største udvalg af billeder der nogensinde har været udbudt til salg.

Den danske fanklub var med i en større kreds af europæiske fanklubber, hvor det noteres at klubben skal repræsentere Danmark ved et topmøde blandt fanklubber i Düsseldorf 6. april 1963.

NY DAG, 16. maj 1980

“Elvis Presley – rockens konge”

Thomas Bo Rasmussen fra Nakskov har skrevet et brev til den lokale avis “Ny Dag”, hvor han argumenterer for, at folk skal have noget mere respekt for Elvis og at han aldrig vil blive glemt. Samtidig opfordrer han folk til at mindes ham gennem hans musik.

BT, Onsdag d. 10. september 1975

I en notits på side 15 omtales Elvis’ nyelige hospitalsophold.

“Elvis hviler ud”

“MEMPHIS – REUTER:

Den amerikanske sanger Elvis Presley hviler nu ud i sin statelige Graceland-villa i Tennessee efter i sidste uge at være blevet udskrevet fra Baptisthospitalet, hvor han i to uger har været til behandling for træthed og for en forstørret tyktarm. Den 40-ange pop-sanger aflyste 21. august sin optræden på Las Vegas Hilton hotel på grund af træthed, og lod sig indlægge til behandling.”

I Mercur biografen kan man se “Skolepige-sex for fuldt knald” i annoncen fremgår det at der blandt de lystige scener er vinduespudseren, som får hjælp af 10 skolepiger.

Den vises i farver og er tilladt over 16 år.

EkstraBladet, 14. februar 1959

“ELVIS PRESLEY BURDE BARBERES OFFENTLIGT”

Filmoversætteren A.V. Olsen lægger ikke fingerne i mellem, når han i EkstraBladet skriver sin mening om Elvis Presley. Han har oversat filmen “Den Gyldne Guitar” og finder Elvis ubeskrivelig vulgær og animalsk primitiv.

Billedteksten følges af beskrivelsen “Burde han aldrig været blevet født?”

Til gengæld blødes der op, når der tales om Elvis’ blændende rytmesans og ægte musikalitet.