Anmeldelse af EPiC

Af Erik Christian Thrane

OVERORDNET

Filmen fokuserer på Elvis’ comeback til scenen i 1969 og tiden derefter som sanger, musiker og scenekunstner. Da der ikke findes klip fra 1969 er filmen primært baseret på optagelser fra TTWII og sekundært EOT. Derudover anvendes talrige klip fra andre kilder og begivenheder. Men der er IKKE inkluderet nogen optagelser fra fx ’68 TV Special, Aloha eller In Concert.

Hele filmen er bygget op om, at Elvis fortæller sin EGEN historie via forskellige interviews. En hel del af Elvis egen fortælling hører man hen over diverse billeder, da kun lyden er indspillet. I andre tilfælde ser man også levende billeder fra fx pressekonferencerne fra Houston (1970) og New York (1972).

INTRODUKTION

Før vi kommer til filmens egentlige fokus, er der en forhistorie på cirka 20 minutter ud af den samlede spilletid på 96 minutter. Den introduktion kan igen opdeles i 2-3 dele.

Grundlæggende indledning

Filmen starter med et kort mashup/montage, hvor der indgår nogle strofer af ”Can’t Help Falling In Love”, ”Also Sprach Zarathustra” og ”American Trilogy”. Sidstnævnte er med billeder fra Hampton Roads. Man hører her Elvis sige, at han vil fortælle sin side af historien…

50’erne

Den egentlige forhistorie starter med en montage af bl.a. Hawaii 1957, Elvis’ screentest fra 1956, nogle velkendte klip fra Texas i 1955 og ”Baby Let’s Play House” fra TV. Der er lagt ekstra instrumentering sidstnævnte nummer på for at give en større WOW-oplevelse af, hvordan Elvis brød gennem ”lydmuren”, hvilket jeg godt forstår i forhold til et nutidigt publikum. Der skal lidt ekstra tryk på!

Elvis fortæller om de tre første film, som han lavede, som vi også ser klip fra. Der kommer også lidt af ”Hound Dog” fra TV og den velkendte politifilm, ”Hy Gardner Calling” med mere.

Hæren

Som overgang til 60’erne ser vi Elvis indkaldt til hæren og hjemsendt igen.

Hollywood

Vi ser en montage af forskellige klip, hvordan filmenes kvalitet faldt støt og de blev direkte pinlige for ham at deltage i. Der er bl.a. klip fra ”Blue Hawaii”, ”G.I. Blues”, ”Fun In Acapulco”, ”Viva Las Vegas”, ”Double Trouble”, ”Tickle Me”, ”Stay Away Joe” og ”Charro”.

Elvis fortæller, hvor skuffet han var over udviklingen, og at han endte med at skulle synge til en hund, hvilket illustreres med drømmescenen med ”Edge of Reality” fra ”Live A Little, Love A Little”.

Elvis fortæller, at han ønskede forandring. Men der kom ikke forandring. Så måtte han selv skabe den, og det var så det han gjorde!

FOKUS

Dermed kommer vi så til filmens egentlig fokus med Elvis’ comeback til scenen i 1969, som der desværre ikke er optagelser fra. Så der anvendes primært optagelser fra TTWII og sekundært EOT.

Prøver hos MGM

Vi hører lidt af den remixede udgave af ”I Got A Feeling In Body” hen over nogle billeder, indtil vi ser Elvis under prøver hos MGM i 1970. Vi får små klip af ”Stranger In a Crowd”, ”A Fool Such as I”, ”What’d I Say”, ”I Was the One”, ”You Don’t have to Say You Love Me”, ”Ghost Riders in the Sky”, ”Alla en el Ranch Grande” og ”Runaway” mens Elvis fortæller om de forskellige musikalske indflydelser lige fra opera til mexikansk musik.

Vi ser og hører yderligere en hel del af ”Yesterday” og ”Something”.

Las Vegas

Til toner fra ”Little Egypt” og ”I went and bought myself a ticket….” skifter scenen nu til åbningen i Las Vegas, hvor vi ser forberedelser samt ankomst af almindelige koncertgængere og kendisser som Juliet Prowse og Cary Grant.

Vi ser derefter Elvis bag scenen i et klip, som vi ikke tidligere har set, hvor han taler med en af medlemmerne fra fra Imperials og beder Charlie om at få guitaren, som han så står og stemmer lidt på. Super fedt klip!

Trommehvirvlerne starter. Til et virkeligt stort lydtryk med masser af trommer, bas og dynamik samt publikums reaktion, går Elvis på scenen i én stor eksplosion! Til musikken af ”That’s Alright” synger Elvis først et par ord af ”Love Me Tender” for sjov men giver så nummeret hele armen med den rigtige tekst. Wham-bang-thank-you-mam – det rocker!!!!

Musikalske indflydelser

På pressekonferencen i Houston fortæller Elvis om musikalske indflydelser, hvilket leder over i ”Tiger Man”, som vi stort set se komplet. Der er igen tryk på. Dernæst får vi ”Hound Dog” fra 1970, der bliver klippet med optræden på Ed Sullivan Show.

Polk Salad – 1. højdepunkt

”Polk Salad Annie” indgår i en montage, der er klippet sammen af mindst to forskellige prøver fra hhv. MGM og the International samt tre koncerter fra 1970. Det er både lyd og billeder fra de forskellige fremførelser. Der er en lang intro, hvor Elvis bl.a. synger ”get a litlle morphine…” i stedet for ”just a little polk salad”….. Det undrede mig lidt, at man har valgt at inkludere referencen til lægeordineret narkotikum. Men det er vel for at indikere, hvordan det endte med at gå…

Tempoet stiger, og både lyd og billede understøtter den eksplosion, som nummeret ender i. Det er uden tvivl det første store højdepunkt i filmen!

Så får vi en hel del af ”You’ve Lost that Loving Feeling” og Elvis nede blandt publikum til tonerne af ”Wearin’ that Loved On Look”. En pige hiver i frynserne af hans tøj, og han prøver at få hende til at slippe.

Elvis fortæller, hvordan han faktisk dumpede i musik i skolen og vi hører ham sige, at hans far aldrig ”saw a guitar player that was worth a damn…”. Det leder op til ”Little Sister/Get Back”, hvor Elvis sidder med guitar på en stol. Det er (næsten) komplet og super fedt klip!

Elvis og kræftsyg pige

Så kommer der en sørgelig sekvens, for de af os, der forstår konteksten. Man ser den 8-årige pige, Denise Sanchez, der var dødeligt syg af kræft og, som havde fået amputeret det ene ben og hoften, humpe Elvis i møde i 1972. Hun får en autograf og et kys. Det bliver ikke fortalt, at pigen var uhelbredeligt syg, og det går meget hurtigt – sikkert hen over hovedet på det meste af publikum. Men når man kender konteksten, så forstår man instruktørens valg af at lade Elvis synge strofer af Bob Dylans ”I Shall Be Released” hen over de billeder. Det efterlader en klump i halsen…

Burning Love

Stemningen skifter så betragteligt med en montage af ”Burning Love” baseret på udgaven med RPO og talrige klip fra prøver, i studiet og på scenen. Der er desværre alt for mange klip af Elvis der løber op og ned af scenen i min optik. Det havde passet bedre med flere klip, hvor man rent faktisk ser ham synge sangen tilsat nogle fede karatespark og moves. Men sådan er det ikke. Det er lidt en forspildt chance til endnu et højdepunkt og evt. et klip, der kunne bruges til at promovere filmen. For ”Burning Love” er jo et hit, der går rent ind hos de fleste – også ikke-fans.

Col. Parker

Elvis taler om, hvordan Parker husker ALT. Vi ser også Elvis gøre lidt nar af ham, hvor Elvis holder hans stok og siger ”Me Col. Parker…” Temaet understøttes bl.a. af strofer af ”Devil in Disguise” og meget lidt flatterende billeder/vinkler af Parker i slow motion. Parker får rent ud sagt får kniven af Baz Luhrmann, og det kan jeg ikke fortænke ham i. Elvis erkender også, at han intet ved om, hvilken procentdel han måtte få af souvenir-salg, og det antydes, at han bliver snydt, hvilket han jo også blev. Elvis fortæller også om, at han ønskede at optræde i udlandet.

Elvis på scenen

Elvis’ uopfyldte ambition om bl.a. at give koncerter i Europa understreges med ”Never Been to Spain” fra Hampton Roads i en noget nær komplet udgave.

Dernæst er der et kort klip af Elvis i rødt tøj, der ligger på scenen i Richmond, inden vi ser og hører ”Love Me” i en montage fra Hampton Roads (hvor Elvis tager en BH på hovedet), Ed Sullivan og Elvis på stolen i 1970.

Moderens død

Elvis fortæller om sorgen ved at miste sin mor. Det afsluttes med ordene ”…and how I miss her…” fra ”Twenty Days and Twnety Nights”.

Elvis som perfektionistisk kunstner

Vi ser Elvis instruere sin dirigent, Joe Guercio, hvordan slutningen skal laves på et nummer. Vi ser og hører det meste af”I Can’t Stop Loving You”. Elvis giver også instruktioner om, hvordan lyset skal sættes af Lamar Fike, så det passer til musikken. Med andre ord får vi indtryk af en kunstner, der er 100% involveret i at levere den bedst mulige forestilling til sit publikum.

Så ser vi nogle hidtil ikke udgivne klip fra Elvis suite på the International, hvor bl.a. Felton Jarvis og flere medlemmer af ”Memphis-mafiaen” er til stede. Elvis beder Charlie om at kigge ind i kameraet med hans ”crystal clear look”, hvorefter Charlie laver en stereotyp parodi på et homoseksuelt udtryk, hvor han blinker med det ene øje.

Dernæst følger det meste af ”Are You Lonesome Tonight”, hvor Elvis igen sidder på stolen i 1970. Den reciterede sekvens mangler, og jeg antager, at den er klippet ud.

Igen er her noget, der sikkert går hen over hovedet på de fleste. Men vi ved jo, at Elvis og Charlie flere gange lavede en parodi af AYLT på scenen, hvor Charlie spillede op til Elvis med ovennævnte look. Og jeg antager, at der er derfor, de to klip er sat sammen her…

Den store kærlighed

Elvis taler på bagkant af AYLT lidt om at finde kærligheden, hvilket leder over til ”Always On My Mind”. Der får vi en montage, der minder om den vi kender fra ”This is Elvis” og ”The Great Performances”. Der er dog den forskel, at vi først ser klip af Elvis og Anita Wood (!) i en bil, inden der kommer klip med Priscilla og fokus sætte sind på Lisa som en meget lille pige, der stavrer rundt…

Desværre er der pillet (unødigt) ved musikken til AOMM, og vi får den heller ikke i fuld længde. Det er som ved ”Burning Love” en forspildt mulighed i min optik.

Gospel

Gospel-temaet indledes med ”Oh Happy Day”, som der er indspillet ny musik til, hvilket kun (nogle) fans vil lægge mærke til. Der er fuldt tryk på, og det er et fedt klip! Så følger en gospel-montage indrammet af ”How Great Thou Art” i begge ender samt ”When It’s My time (med Bill Baize) ”I, John” og ”Nearer My God to Thee”.

Elvis på scenen (igen)

Tempo og genre skifter med en montage af ”Big Hunk O’ Love” bl.a. fra Greensboro og Las Vegas 1970. Derefter følger en tilsvarende montage af prøver og Elvis på scenen i Hampton Roads med ”Bridge Over Troubled Waters”.

Elvis’ sociale bevidsthed

Næste mini-tema er den socialt bevidste Elvis, hvilket indledes med ”In The Ghetto” til billeder af Elvis på scenen men med vokalen fra studieindspilningen (så vidt jeg kunne høre) og ny/remixet musik. Det er en unødig bearbejdning, synes jeg…

Vi hører Elvis læse digtet ”Men With Broken Hearts”, inden vi får ”Walk A Mile in My Shoes” i en komplet (?) udgave.

Suspicious Minds – 2. højdepunkt

Det andet højdepunkt i filmen er uden tvivl ”Suspicious Minds”. Elvis giver alt, hvad han har i sig, og hans optræden slutter med den velkendte sitren/rysten med skuldrene og armen, der ryger i vejret. Ja, det ikke bare et klimaks i filmen men vel egentlig også en illustration af en anden form for klimaks…. Man ser i øvrigt en masse klip forskellige steder i filmen af kvindelige fans i ren ekstase….

The final curtain

Det lakker nu mod enden på filmen, og vi ser Elvis bag scenen efter koncerten bl.a. sammen med Sammy Davis og Cary Grant. En anden sort kunster, som jeg ikke lige genkendte, siger til Elvis: ”You did all my moves…”

Filmen runder af som den startede med en sekvens af ”American Trilogy”, hvor Elvis synger: ”…so hush litte baby, don’t you cry, you know your daddy’s bound to die….” Man hører desuden noget af den reciterede del af ”Are You Lonesome Tonight”. Denne sekvens vil nok bringe en klump i halsen på mange fans.

Men inden det er helt slut, får vi en (næsten?) komplet udgave af ”Can’t Help Falling in Love”. Tæppet går ned, og en barmfager platinblond dame når lige at springe op på scenen under tæppet. Vi ser efterfølgende Elvis og blondinen bag scenen, og det forekommer mig, at der var et iscenesat stunt, sådan som hun opfører sig. Elvis går med gutterne ind i elevatoren, og dørene lukker symbolsk i slow motion…

Vi ser en tekst på skærmen om, at Elvis gav næsten 1100 koncerter i perioden 1969-1977, og så hører vi et digt skrevet og læst af Bono.

Som et sidste virkningsfuldt element hører vi Elvis sige (fra AYLT): ”Do you miss me?”

Ja, vi gør!

Hele filmen foregår i et hæsblæsende tempo, hvor der som regel klippes mellem det ene og det andet så hurtigt, at det kan være svært at følge med. Lyd og billede er generelt i rigtig god restaureret kvalitet! Enkelte klip fra TWWII er dog overraskende grynede og overmættede i farven. EOT står derimod flot i betragtning af, at optagelserne “kun” er foretaget på 16 mm.

Lyden er helt fantastisk og dynamisk, da man er gået tilbage til originale multisporsbånd og vist lige også har dubbet lidt nyt kor og blæsere på her og der – måske også bas og trommer. Men det generer sjældent. Jeg kan faktisk godt forstå, at instruktøren har lagt vægt på at kommunikere, hvordan det havde lydt, hvis optagelserne havde været lavet perfekt dengang. Og det lyder fedt!

Kun enkelte steder ”fuskes” der dog unødigt med den originale lyd/udtryk, hvilket jeg har givet eksempler på og kritiseret ovenfor.

Det gælder mange sange, at der ofte bliver talt ind over dem, eller at vi får kun en større eller mindre stump. Jeg forstår fx godt virkningen med stumperne af ”American Trilogy” i start og slut. Men den komplette og virkningsfulde udgave mangler altså. Et af Elvis allerbedste numre fra TTWII, ”I Just Can’t Help Believin’”, glimrer desværre også fuldstændig ved dens fravær. Den blev som bekendt klippet ud af TTWII Special Edition og heller ikke her kom den så. Øv!

Men det er uden tvivl instruktørens bevidste valg at fortælle historien i et højt og moderne tempo, der kan appellere til yngre generationer.

Nogle af de unge mennesker, som jeg talte med ved fremvisningerne, gav dog udtryk for, at det dog går rigeligt stærkt – især med forhistorien – hvis man ikke kender historien om Elvis i forvejen. En af dem nævnte, at man nok som minimum bør have set Baz Luhrmanns film ”Elvis” som forberedelse. Det er jeg enig i. Enten skal man have set den, læst en bog eller på anden måde have fået en introduktion. Ellers er tempoet rigeligt højt.

Man kunne måske have indsat et par skærmbilleder hist og her med nogle korte tekster, der giver en kort indledning til de forskellige afsnit og temaer. Men det har Baz Luhrmann altså grundlæggende fravalgt – lige bortset fra en titel her og der.