Del 1 - Stemmen i 50'erne
af Robert Lovmand Rasmussen
Nigel Williams skriver i “Uncut Legends #5: ELVIS”, at
“[…] i 1954/55, da “That’s All Right”, “Good Rockin’ Tonight”, “Mystery Train”, “Blue Moon of Kentucky” og “Baby, Let’s Play House” blev udgivet, var der stadig langt til hans første TV-optrædener i 1956. Der var ikke mange, der vidste, hvordan han så ud. ALT handlede om stemmen. […] Selv om der i hans sang helt klart var tråde tilbage til tidligere sangere og inspirationskilder, vil det være forkert at sige, at Presleys stemme var en efterligning af nogen anden. Et lyt til Sanctuarys opsamlingsalbum, der udkom for nylig, “The R&B Hits Of 1954″, fortæller en del. Der er nogle fremragende skæringer på, som helt tydeligt peger frem mod det, der senere skulle blive til rock’n’roll. Alle er de med sorte kunstnere, og mange af dem havde helt tydeligt indflydelse på Presley […]. Men ingen af sangerne lyder blot tilnærmelsesvis som Elvis. […] Det, som Presley opnåede, var noget meget anderledes end de mænd, han kopierede. Han udviklede en personlig version af stilen, hvor han sang lyst og distinkt, på en utålmodig måde, hvor han næsten tabte pusten, og han varierede sine rytmiske betoninger med en selvsikkerhed og opfindsomhed, der var exceptionel for hvide sangere.”
Så vidt Nigel Williams.
Der er masser (masser!!!!) af fuldstændigt sublime skæringer at tage fat på, hvis man skal udforske og analysere Elvis’ stemme og sangstil i de tidlige år, men lad mig slå ned på en sang som “Lawdy Miss Clawdy”. Vores egen Keld Heick har engang udtalt: “Elvis’ vokal får sangene til at svinge. Selvom du fjerner alt musikken, svinger det stadig”, og dét synes jeg Lawdy er et fortrinligt eksempel på. Jeg kan simpelthen ikke høre de første to linjer uden at få decideret gåsehud: “We-hell, lawdy lawdy lawdy miss clawdy – gal, you-hou sure look goo-ood to me!”
Hans vokal sætter ind med en utæmmethed og en boblende vibrato, som til forskel fra den vibrato, han allerede dengang brugte på ballader, er rå og bluesy. Og frem for alt trænger hans helt umiddelbare glæde ved at synge frem – hans performance har noget ÆGTE over sig, som er smittende og uimodståelig. Samtidig har han fuld kontrol over fraseringerne (hvad man i øvrigt også kan høre ved en gennemlytning af de forskellige takes af nummeret, hvor hans dedikation og professionalisme er slående). Og der er, synes jeg, en ‘sound’ i hans stemme, som er – ja, udefinerbar.
Jeg tilstår, at der måske også ligger et statement og en pointe fra min side i dét, at jeg som eksempel på storheden i Elvis’ stemme i de tidlige år har valgt et RCA-nummer frem for et Sun-nummer. Allerede dér har jeg måske anbragt røven i klaskehøjde, for den konventionelle konsensus blandt tidlig-Elvis-feinschmeckere er jo, at han lavede sine bedste indspilninger, mens han var på Sun, i Sam Phillips’ lille studie på Union Avenue.
Nigel Williams-citatet ovenfor fortsætter eksempelvis således:
“Efter manges mening overgik han aldrig senere den robuste ekspressivitet, der høres på disse første, tidlige indspilninger [for Sun]. Efter skiftet til RCA i 1956 rockede han stadig, men stemmen var ligesom renere og mere pop-orienteret; et lille, men dog mærkbart, skridt væk fra den råhed, han havde haft med sig fra sine hillbilly/blues-rødder. Overbevisningen var der stadig. Men lidt efter lidt begyndte den boblende rastløshed og entusiasme, der havde virket så naturlig og ubesværet, at lyde en lille smule villet. […] Taget ud af den kulturelle smeltedigel, der havde givet ham hans oprindelige, unikke stil, mistede han mere og mere den ‘blå tone’, der havde inspireret Robert Plant og utallige andre. I stedet blev han sin tids største popsanger. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i. Men der er ingen tvivl om, at noget var gået tabt.”
Ingen tvivl om, at Sun-indspilningerne var magiske. Det synes jeg også. Men efter min opfattelse siger hans indspilninger for RCA i endnu højere grad “Elvis”, end hans Sun-materiale gør, og derfor er det dem, der bedst illustrerer, hvor god han var, og hvad det var han kunne. Rockabilly-puritanere vil selvfølgelig altid foretrække Sun-materialet, og igen: det har da bestemt også den helt uforlignelige charme og kvalitet, som ligger i, at man hører et helt utrænet naturtalent, en usleben diamant, finde frem til sig selv og sin stil. Og det er fedt!! Men den sanger, vi hører på RCA-indspilningerne, er stadig en ung, vild og sulten mand. Det, han bare også er, er en mere trænet performer og en mere øvet sanger. Simpelthen en bedre sanger.
Så nej, dét tidspunkt, hvor man kan tale om Elvis’ vokale skifte fra den rå autenticitet og over til at blive sin tids største popsanger (men hvor noget også gik tabt), lå efter min mening ikke i skiftet fra Sun til RCA. Det kom i 1960 med skiftet til “the Nashville sound”. Og Elvis’ lyd og stemme i tresserne bliver emnet for næste afsnit.
Men for denne gang: Tag et lyt på Lawdy Miss Clawdy. It’s pure Elvis.