Del 2 - Stemmen i 60'erne
af Robert Lovmand Rasmussen
“Elvis’ range was about two and a quarter octaves, as measured by musical notation, but his voice had an emotional range from tender whispers to sighs down to shouts, grunts, grumbles and sheer gruffness that could move the listener from calmness and surrender, to fear. His voice cannot be measured in octaves, but in decibels; even that misses the problem of how to measure delicate whispers that are hardly audible at all.”
Lindsay Waters, Executive Editor for Humaniora på Harvard University Press, i sit essay: “Come softly, darling, hear what I say”.
Jeg håber ikke, at nogen, der læste min lovprisning i af Elvis’ vokale evner i halvtredserne (se del 1), vil være i tvivl om, at jeg anser ham som en formidabel sanger også i de unge år. Efter min mening var det dog netop i tresserne, at Elvis konsoliderede sig som en stor sanger og en levende legende. Og lad mig sige det med det samme: Af pladshensyn kan jeg i endnu mindre grad end i min 50’er-snak sidst komme omkring det hele. Stemmen, lyden, feelingen var en noget anden i 1969 end i 1961 og kan i sig selv så rigeligt give stof til en hel artikel. Men jeg har måttet begrænse mig. Nedenstående omhandler stemmen i de første fem-seks-syv år af årtiet.
Det må være tydeligt for enhver, at Elvis’ indspilninger i tresserne – lige fra hans allerførste på Elvis Is Back!-albummet – adskiller sig markant fra hans indspilninger i halvtredserne, både i lyd, instrumentering, stil og sangvalg. Tillad mig en lille afstikker: Vores hjemlige Flemming “Bamse” Jørgensen blev tit taget for at være Elvisfan, fordi han lavede så mange dansksprogede coverversioner af Elvissange, men i interviews med den gode Bamse (og sågar i sangteksten til hans danske version af “At The Hop”, hvor han synger: “I ka’ se en film med Presley, selv om jeg syn’s han er hæslig”) forstår man, at han for så vidt angår Elvis i tresserne egentlig ikke brød sig synderligt meget om ham, nej, det var sangene i sig selv, det fede kor og især LYDEN, der fascinerede. Som han sagde: “Lyden på Elvis-plader var bare 100 gange bedre, end hvad der ellers blev udgivet”. Elvisplader i de tidlige tressere var lyden af Nashville, the Nashville sound, som var kendetegnet ved at være uhørt velproduceret og med virtuos backing fra et decideret A-team af musikere. Alt sammen var det med til at “løfte” Elvis’ indspilninger.
Hvad der imidlertid også adskilte Elvis’ indspilninger i tresserne fra dem i halvtredserne, er den stemme og måde at bruge den på, som han lægger for dagen.
Her en europæisk anmeldelse af Something For Everybody (1961),
som anmelderen kårede som Månedens LP i skarp konkurrence med Frank Sinatra:
“Man må bøje sig. Jeg havde aldrig troet, dengang jeg måtte lide under Elvis’ grynten og mumlen i hans “Hound Dog” og “Teddy Bear”-periode, at jeg nogensinde rent faktisk ville nyde at lytte til en Presley-plade og kåre den som Månedens LP. Side 1 er balladesiden, hvor Elvis åbner op og synger rent og klart, med al styrken i hans ikke ubehagelige stemme. Der mumles ikke; ordene synges fuldt ud. Hver eneste stavelse står krystalklart og gives sin fulde værdi […]. Side 2 er rockerne, men endnu en gang lader Mr. P. os høre, hvad han synger om, i arrangementer, som der tydeligvis er tænkt over. Hele vejen igennem bakkes han op af The Jordanaires og disse vidunderlige Nashville-musikere, og albummet er et stærkt bevis på den kolossale forbedring, som verdens poplegende nr. 1 har gennemgået.”
Se bort fra anmelderens øretæver til Elvis-klassikere som Hound Dog og Teddy Bear – de var tydeligvis ikke hans kop te – men bemærk hans egen forbløffelse ved at måtte overgive sig til den nye Elvis i tresserne! Så stor var forandringen! Det var ikke alle, der glædede sig over den, dog. Elvis’ stilskifte over til et mere mainstream, pop-orienteret univers gik ikke ubemærket hen:
Marty Wilde, engelsk sanger, sagde i 1960:
“Han er stadig den største i min bog, men jeg bryder mig ikke om de ting, han laver nu. Jeg bryder mig ikke om den nye dybe, fyldige tone, hans stemme har fået. “It’s Now Or Never” er frygtelig sammenlignet med “Jailhouse Rock”. Han har en bedre stemme nu, men jeg ville ønske, han ville vende tilbage til den gamle stil og give os et godt rocknummer.”
Well, you can’t please them all.
Og det er rigtigt, at Elvis havde lagt noget fra sig i sin nye stil (ellers ville der heller ikke være tale om en ny stil). Det, som var ‘gået tabt’, om du vil, var råheden i instrumenteringen, arrangementerne og Elvis’ stemme. Selv på de hårdest rockende eller mest beskidte blues start/midt-tressersange er hans stemmebrug simpelthen en anden, mindre rå, end på rocksangene fra 50’erne. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan finde rocknumre fra tresserne, hvor han giver sig 100% og/eller har en rocksanger-agtig coolness i sin vokal. “Bossa Nova Baby” kan ikke synges bedre eller hårdere, end han gør, men rock er det altså bare ikke. Stilen, han gik efter, var en anden nu.
Dét, Elvis kunne i tresserne, og som han mestrede bedre end nogen anden hverken før eller siden, var især med sin uforligneligt bløde vokal, som han udviklede til perfektion i de tidlige tressere. Eksemplerne står i kø. Jeg har set det skrevet engang, at med Can’t Help Falling In Love blev verden for første gang rigtigt introduceret til den berømte Elvis-vibrato: Dyb, vedholdende, svulstig. Tåkrummende for nogle; trussevædende for andre. Dér, hvor Elvis’ vokale geni som balladesanger virkelig træder frem, er dog i de sange, som måske ikke har så stærke ørehængerkvaliteter som Can’t Help Falling In Love, men som til gengæld ansporer ham til at investere følelse, om følelsen så er ægte eller ej. There’s Always Me, måske, eller Anything That’s Part of You – sange, hvor man kan høre, at han har trukket mikrofonen ind til læberne og gør sig umage for at simpelthen at synge smukt, blødt og med indlevelse.
Anything That’s Part of You
Og dog var Elvis næppe nogen ‘method actor’ i sin fortolkning af en sang. Jeg bilder mig ikke ind – heller ikke i hans allermest vellykkede ballader – at han virkelig bragte sig til at føle dét, som teksten bød ham. Men han vidste, hvordan han skulle få det til at lyde sådan – og frem for alt, hvordan han skulle få det til at lyde godt! I Need Somebody To Lean On. They Remind Me Too Much Of You. Rent sangteknisk havde han i denne type inderlige sange blandt andet, synes jeg, en karakteristisk måde at fastholde sin vibrato på, med ekstremt meget luft på stemmen – det er smukt sunget, og de steder, hvor en linje klinger ud med denne Elvis-vibrato, bliver den nærmest en del af akkompagnementet.
Havde Elvis kun haft denne unikke evne til at synge ballader med inderlighed, glød og varme, stemme- og vibratokontrol, havde det været nok til at sikre ham en plads blandt verdens største croonere, men han ville ikke være Elvis, hvis ikke også hans vokale formåen inden for tidstypisk pop/rock havde været fænomenal. Hans formidable, kraftfulde og rytmedrivende vokal på de hurtigere sange er næsten lige så bemærkelsesværdig, og én af hans definerende forcer er netop denne spændvidde i genrer. Jeg personligt synes f.eks., at en sanger som Michael Jackson har en fed sangstemme, når han synger rock – han er EKSTREMT tonesikker, EKSTREMT rytmedrivende, og hæsheden i hans stemme på de hurtige sange er, synes jeg, mega fed. På ballader, derimod, finder jeg hans vokal ordinær, kedelig, fesen. Helt blottet for fylde og varme. Not so with Elvis. Igen, det er ikke kun et tresserfænomen, men jeg synes det var i tresserne, at han for alvor forfinede sin vokale formåen og rent faktisk blev den “great vocalist”, som han altid havde ønsket at blive. Naturligvis er det evident i de kraftfulde pop-arie-performances (It’s Now Or Never, Surrender, Tonight’s So Right For Love), men også numre som Such A Night, Follow That Dream, Steppin’ Out Of Line og, ja, utallige andre, er proppet med vokale lækkerier fra den Elvis, der også i tresserne dannede skole i et helt uhørt omfang.
Som Charlie Hodge sagde engang:
“Elvis kunne komme ind i en dagligstue og synge, at solen skinner, og det ville lyde fantastisk”.
