Del 4 - Sceneoptræden
af Robert Lovmand Rasmussen
“Elvis Presley, the performer, was all about sex — it may have only been the suggestion of sex, but it was there all the same, in the sneer, the gyration, the raised eyebrow.”
Jessica Reaves: “Person of the week: Elvis Presley”, 15. august 2002
(klik for at læse mere)
Hvad tænker du på, hvis jeg siger Elvis? Ja, nu spørger jeg så ikke dig. Du og jeg, kære læser, vi kender ham jo rigtig godt. Vi er fans. Jeg er i hvert fald, og hvis ikke du er, så har du i hvert fald én eller anden form for interesse for ham, som har ført dig ind på denne side. Men uden for vores lille univers, hvad er det så, folk forbinder med navnet Elvis?
Der var sikkert engang, hvor alle – børn såvel som voksne – vidste hvem Elvis var. Hans plader dominerede hitlisterne, han var uden sammenligning den mest omtalte af alle artister inden for populærmusikken, og hvis ikke hans TV-optrædener og koncerter skabte tumulter, protester og jubel i en skønsom blanding, så holdt en stadig strøm af hits og film hans navn på alles læber.
Sådan er det ikke længere. Børn i dag kender ikke nødvendigvis navnet Elvis. Min fornemmelse er dog alligevel, at ingen – stadig her i 2018 – når myndighedsalderen uden at blive klar over, at der engang levede en sanger, der hed Elvis, og at han havde nogle bestemte karakteristika. Mange vil sikkert kun forbinde ham med den moderne mediekarikatur: En tyk mand med sort opsvunget hår, store bakkenbarter, 70’er-solbriller og hvid heldragt med et giga-bæltespænde. For dem vil han ikke betyde noget særligt. Formentlig finder de ham lidt pinlig, flødebolleagtig – som en virkelig dårlig Elvis-impersonator. Men de fleste, tror jeg, vil dog forbinde figuren (for det vil han være for dem, en figur) med noget med noget attitude, noget “a-ha-ha”, en bestemt ansigtsmimik, og en bestemt måde at posere på og optræde på scenen på. På den måde er den største arv efter Elvis muligvis ikke hans stemme og musikalske legacy, men hans look, hans attitude og den måde han brugte kroppen på, når han optrådte. Elvis’ sceneoptræden, med den meget kropslige performancestil, anser jeg for at være et vigtigt element i hans enorme gennemslagskraft og popularitet.
Der er skrevet meget om det, ligesom der er om hans stemme og sangstil. Begge dele (sceneoptræden og sangstil) var meget, meget tydeligt med til at skille ham ud fra alle, der tidligere havde opnået stor eksponering.
For så vidt angår hans ageren på scenen, så handlede det – især i de unge år, som (også) stadig er ret definerende for billedet af Elvis – meget om guitaren. Der er dem, der siger, at Elvis var en dårlig guitarist. Det passer ikke. Elvis var primært rytmeguitarist. I de helt tidlige år, hvor han spillede i trio med Scotty Moore og Bill Black, var Elvis’ rytmespil en uundværlig del af de legendariske indspilninger i Sun-studiet. Husk på, at de spillede uden trommer de første to år! Der var kun Bill på bas, Scotty på lead guitar, og Elvis selv på rytmeguitar.
Og som Torben Bille skrev i sin bog “Den evige Elvis”:
“Elvis var ingen virtuos, men hans rytmeguitar besad en insisterende vildskab, der stod i kontrast til hans hatten-i-hånden høflighed”.
Men det er sandt: Hans guitarspil er ikke dét, der gjorde ham berømt (som han selv sang ved en uformel jamsession i 1970: “I didn’t make it on playing guitar, no I didn’t make it on playing guitar”). Ikke desto mindre er han uløseligt forbundet med den guitar, og det er han på grund af måden, han brugte instrumentet på i sin optræden.
På Scotty Moore’s website står der et sted:
“I starten af karrieren var Elvis’ akkompagnement på guitaren en kæmpe del af deres lyd, men når de var ude på turné, skulle de for det meste være heldige, hvis der var en mikrofon til Bills bas, og da endnu heldigere, hvis der også var én til Elvis’ guitar. Scotty sagde, at det var da Elvis havde lært, hvordan han skulle bevæge sig på scenen for at få publikum til at reagere, at guitaren blev mere en rekvisit i hans sceneshow end et instrument. Men hvor godt eller dårligt hans guitarspil end var, så kan man næppe overvurdere virkningen af bare dét syn – af Elvis med sin guitar – og hvor mange mennesker, der blev inspireret til at lære at spille på guitar bare ved at se på ham.”
Hurtigt, tror jeg, blev det for Elvis nok også sådan cirka, som hans karakter i Jailhouse Rock, Vince Everett, sagde under studieindspilningerne til Don’t Leave Me Now: “Det er svært at synge, når jeg også skal spille guitar.” Også hans eget fokus var på sangen snarere end guitarspillet.
Så på scenen lagde Elvis guitaren fra sig, og havde han den alligevel – kortvarigt – om halsen, brugte han den kun lidt ind imellem. Den var der kun som en rekvisit til hans “sexy performance style”, hvor han gned underlivet imod den, kærtegnede dens krop (det hedder guitarens klangkasse vist!) og lod hænder og fingrene glide pirrende hen over halsen på den. Således også i åbningssekvensen af ’68 Comeback Special, hvor det er tydeligt, at den guitar er én stor fallos eller, om du vil, sexpartner:
Hans bevægelser med benene – de rystende ben, der lige fra starten var kommet helt naturligt til ham, måske lige så meget af nervøsitet og adrenalinsus som af noget som helst andet – var også i den grad definerende for begrebet og fænomenet Elvis, og han lærte naturligvis hurtigt at spille på det og udvikle sin egen, ofte imiterede stil. Hans opførelse af Hound Dog på The Milton Berle Show, hvor han følger D.J.’s maskingeværstrommerytmer fra side til side. Mean Woman Blues-scenen i Loving You, hvor han på sælsom, nærmest moonwalk-agtig vis vrikker sig fra den ene række af borde til den anden. Eller hvad med titelsangsekvensen fra Jailhouse Rock, eller Baby You’re So Square fra samme film. Alt sammen klassisk Elvis, sammen med armen der svinger som møllevinger (Tupelo i ’57 og Got A Lot O’Livin’ To Do fra Loving You samme år), måden han tilter mikrofonstativet på og trækker den efter sig hen over scenen (Tupelo ’56), ja helt frem til de sindssygt rullende, rystende skuldre i That’s The Way It Is fra 1970. Denne ekstremt kropslige performancestil var definerende for Elvis – og som i tilfældet med stemme og sangstil, så skulle det komme til at danne skole for snart sagt enhver efterfølgende (og de kom hurtigt) rocksanger. Ikke at alle de andre nødvendigvis bevægede sig lige som Elvis, men hans bevidste brug af kroppen – indarbejdelsen af dét i sceneshowet – var noget, Elvis bredte ud til et stort publikum som ingen anden før ham.
“He taught white America to get down!”
James Brown