Del 5 - The looks
af Robert Lovmand Rasmussen
“Elvis’ unique look was a great calling card, and one the media drew on immediately.”
George Klein i “Elvis: The Great Performances”
Hvis du har læst de tidligere afsnit i denne lille serie, så ved du, at jeg er i gang med en personlig og subjektiv udforskning af, hvad det var der gjorde Elvis til Elvis: Hvad er det, der definerer ham som ikon, og gjorde, at han blev så stor en stjerne? Min tese er, at hans gennemslagskraft skyldtes tre ting i tæt samspil:
- Hans stemme og måde at synge på (“the voice”)
- Hans sceneoptræden og måde at bruge kroppen på (“the showmanship”) og
- Hans ‘look’ og karisma (“the X Factor”)
Og min påstand er også, at alle tre dele hver for sig er afgørende for hans Elvisness: Fjern en hvilken som helst af dem, og så er han ikke rigtigt “Elvis” længere. Umiddelbart lyder det måske som noget, man kan sige om alle kunstnere, men det er det ikke. The Beatles, for eksempel, forbindes ikke med nogen speciel sceneoptræden (de forbindes dog med et specielt look, der – ligesom Elvis’ – ændrede sig, selv over de få år de eksisterede) – de er derimod defineret ved deres sangskrivning, deres arrangementer og deres konstante, kunstneriske udvikling.
Denne del 5 (den sidste i serien) omhandler Elvis’ look og personlige karisma.
“He was the first white boy to really bling it up. He was one of the first performers of any race to view himself as being very sexy and masculine but with a certain femininity.”
Tommy Hilfiger
Igen: It’s all about sex. Den dér helt fysiske tiltrækningskraft, som Elvis tillægges af snart sagt enhver, der nogensinde mødte ham personligt, og af millioner af andre, der kun oplevede ham på film og på billeder. Du kan ikke sige Elvis uden at have den del med. Ernst Jørgensen sagde om den helt unge Elvis, at han “var jo altså også en usædvanlig køn ung mand”. Lad os tage den op, hvor den hører hjemme: Elvis var det ultimative mandlige sexsymbol, og han var det i kraft af sit udseende og sin karisma:
Bill Medley fra The Righteous Brothers:
“You mean Elvis? Man, he was better lookin’ than most women I’ve seen! I would have had his children!”
Udseendet handler især om ansigt og hår. I ansigtstræk lignede han Michelangelos Davidsstatue. Glat hud, en slags babyface med fremtrædende nedre øjenlåg og en forholdsvis lille mund, som dog var karakteriseret ved en usædvanligt fyldig underlæbe og en “krøllet” overlæbe, som gav ham et uimodståeligt og meget karakteristisk smil. Han så op til James Dean, som jeg tror vi må kreditere som ophavsmanden til dét der klassiske 50’er-blik, hvor man kniber øjnene sammen og hæver øjenbrynene samtidig, og som også Elvis dyrkede). Hans hår var fra naturens hånd fyldigt, men han formgav det også selv: Han redte ikke sit hår; han skulpturerede det!
På en lær-at-tegne-side på nettet fandt jeg bl.a. denne beskrivelse af Elvis’ hår:
“Big. Huge. Massive, larger than life. All the superlatives you can conjure up for that top-heavy fifties bow-of-a-ship tough dude frontal assault of a hair-doo. Next to Lyle Lovett and maybe boxing promoter Don King, Elvis sports third place in my book for front-heavy hair.”
Elvis, som vel var lidt spinkel af bygning og i sine unge voksenår måske endda lidt splejset (så er vi to), var aldrig nogen bodybuilder, men han var en image-builder af en anden verden! Ekstremt stilbevidst og, ikke mindst, med en ‘egen’ stil. Allerede længe før han blev berømt, ja før han overhovedet var gået ud af skolen, klædte han sig som bekendt anderledes end andre – i hvert fald end andre hvide. Hans tøj var flashy! Pink skjorte. Tofarvede sko. Sorte bukser med en pink stribe ned langs siden. Opslået krave (den opslåede krave blev, om noget, hans bidrag til moden og er stadig noget, der forbindes med ham den dag i dag). Højtaljede bukser med et smalt, iøjnefaldende bælte. Sko, der lyser op – eller strømper, der gør. Ofte tøj med en lag-på-lag-effekt, men også undertiden det modsatte (blazerjakke over en ellers bar overkrop). Fingerringe, allerede fra ’56 (muligvis inspireret af Liberace, som han mødte i Las Vegas det år). Hans brug af øjenskygge (øjenskygge!!!)
Forfatteren John Strausbaugh skrev:
“He completely understood on some level, maybe just intuitively, the need to craft and manipulate one’s image and that clothes have a lot to do with that.”
Og igen: Der var en kropslighed over hans hele fremtoning, hans bevægelser, hans måde at sidde på, hvor han ofte nærmere slænger sig end sidder. I interview- og pressemødesituationer er han altid høflig og beleven i sine svar, men hans kropssprog er tit afslappet i en grad, der nærmest er uortodoks – når han besvarer spørgsmål siddende OVEN PÅ bordet, med begge arme om sine bøjede knæ, så bukserne stumper til midt på skinnebenene. Hans læggen hovedet på skrå, hovedet hvilende på armene, de evigt rastløst rystende ben. Er det hele denne aura af kropsbevidsthed, der forklarer de mange, mange, mange billeder fra halvtredserne, hvor helt unge (kvindelige) fans decideret klæber til ham – altså, jeg mener, de ikke bare flokkes om ham: de krammer ham, aer ham, nusser ham i håret, putter sig ind til ham helt fysisk. Og ikke bare almindelige skolepiger – Sophia Loren gjorde det samme, da hun mødte ham for første gang under filmoptagelserne til King Creole!
En kun seks år gammel Whitney Houston mødte Elvis i 1969 – hendes mor, Cissy Houston, sang dengang i The Sweet Inspirations, hans kvindelige backingkor.
Whitney udtalte senere som voksen, da hun blev spurgt om, hvordan det var at møde Elvis:
“Well, you don’t actually MEET Elvis. You just LOOK – at Elvis. […] He was amazing to look at, just amazing. Just to be in his presence was awesome.”
Hans gode udseende, hans sans for flashy tøj og hans afslappede, uhæmmede kropslighed – seksualitet, næsten – der syntes at komme naturligt til ham; alt sammen gik det op i en højere enhed, som blev definerende for ham. At her stod du over for et menneske, som var drop-dead gorgeous og besad en nærmest magnetisk tiltrækningskraft. Hans livsførelse fratog ham desværre den egenskab til sidst, men indtil da var han en entertainer, der med sin energi, sin karisma og sin blotte tilstedeværelse kunne tryllebinde et publikum – på tomandshånd såvel som i flokke af tusinder.
Har du læst disse temaer?
1956
Hele historien om det vilde gennembrudsår
´68 Comeback Special
Produktionen af det legendariske TV-Show dag for dag
Elvis på Hawaii 1957
Historien om Elvis´s første koncerter på Hawaii