Forhandlingerne
I oktober 1967 begyndte forhandlingerne med NBC, om at lave et tv show. Hos NBC var forhandleren Tom Sarnoff. Han var vice præsident hos NBC og han skulle bruge både et TV-show og en film. Elvis havde brug for noget mere eksponering, det var hovedårsagen til at forhandlingerne var blevet sat i gang. Betalingen til Elvis blev 250.000 dollars for TV-showet, 850.000 dollars for filmen og 25.000 dollars for musikken til filmen. Filmen, der blev lavet på baggrund af denne handel, blev ”Change of Habit”.
Tom Sarnoff kontaktede Bob Finkel, men det var ikke givet på forhånd at det skulle være Bob der blev producer. De havde en masse indledende møder omkring showet og produktionen.
Bob Finkel blev udnævnt som producer af TV showet. Hans baggrund inden for produktion af TV var velfunderet og han havde i løbet af 60’erne blandt andet været producer af det populære ”Andy Williams Show” og var særdeles bekendt med at producere underholdnings-TV.
Tom Parkers oprindelige idé var et juleshow – men det skulle vise sig, at han var meget alene om den idé.
I starten af maj måned prøvede Bob Finkel at overtale Parker til at ændre showet væk fra konceptet om et juleshow. Bob Finkel havde imidlertid et andet og langt mere presserende problem – han havde kommunikationsproblemer med Elvis – det var som om, at de ikke rigtig passede sammen. Han måtte med andre ord finde en producer som kunne tale med Elvis og ”være i øjenhøjde”.
Steve Binder blev hyret til at håndtere selve indspilningerne af TV showet, mens Bones Howe blev hyret til at stå for indspilningen af musikken. Steve Binder sagde til en start nej – Steve var ikke Elvis fan og kunne ikke se sig selv i rollen som ham der skulle stå for det praktiske arbejde i forbindelse med indspilningerne. Bones Howe havde tidligere arbejdet som teknikker for Elvis tilbage i 50’erne og det lykkedes ham at overtale Steve til at sige ja til opgaven.
Steve Binder var i en alder af 36 år allerede en erfaren herre inden produktion af TV, hvor han havde produceret shows som Shindig og Hullabaloo. Samme forår havde han produceret et show med stjernen Patula Clark, hvori der af kontraktmæssige årsager skulle være gæstestjerner med. Valget faldt på Harry Bellafonte, som i første omgang sagde nej til showet – men efter nogen overtalelse endte med at acceptere at medvirke. Det var normal praksis i 60’erne at mange af de store underholdningsshows, udover stjernen, havde gæsteoptrædende. I showet skulle Harry og Patula synge en sang som hun havde skrevet, kaldet ”Paths of Glory”. De første gennemspilninger af sangen fungerede ikke rigtigt, så Steve spurgte om ikke Patula kunne stille sig helt op ved siden af Harry Bellafonte, hvilket hun gjorde – samtidig med, at hun tog fat i Harrys arm. Indspilningslederne var rasende – det kunne man ikke vise på national TV, man kunne ikke have en sort person som rører ved en hvid. Det var Steve ikke enig i, så han tog en beslutning om at slette de foregående indspilninger af sangen, således at det eneste eksisterende klip ville være af Patula der rører Harry. Det krævede at han underskrev et dokument med en skriftlig ordre til teknikerne, hvilket Steve gjorde. Denne episode gjorde ifølge Steve Binder udslaget i forhold til at få tilbudet om at lave showet med Elvis – den som står ved sine holdninger, bliver ofte belønnet.
Parker sendte Steve Binder et bånd med et radioprogram bygget omkring julesange fra december ’67, som han mente ville fungere glimrende som oplæg til hans idé om et juleshow. Parker var så interesseret i hele julekonceptet at han allerede havde sat gang i sangforlaget Hill & Range, for at finde passende materiale. De havde fundet frem til en række sange, som de mente ville være passende:
”Jingle Bell Rock”, ”Little Stranger (In A Manger)”, ”The Voice In The Choir” – men også sange som ”Reconsider Baby”, ”Down In The Alley” og ”Merry Christmas Baby”.
Steve Binder var på ingen måde overbevist om konceptet med en juleshow, men kunne også se at det var rigtig svært at trænge igennem Parkers forsvarsværk af en mur omkring Elvis. Med andre ord, måtte han vente med at præsentere sine tanker til at de sad omkring et bord med Elvis selv.
Da det endelig kom til det endelige møde med Elvis, hvor Steve Binder og Bones Howe kunne snakke med Elvis, havde de fra starten en rigtig god kemi. Steve kunne hurtig afkode Elvis og se, at han ikke var en artist der levede i fortiden. Elvis var klar over hvad der blev spillet i radioen og hvilke sange der lå på hitlisterne. Så da Steve nævnte ”MacArthur Park”, et hit med Richard Harris kendte Elvis den udmærket. Steve Binder sagde, at han var lidt ked af den meget bundne opgave som var blevet ham pålagt fra Parker og NBC. Elvis svarede, at det skulle han ikke være nervøs over – de kunne lave det præcis, som de ville.
Manuskriptet til showet ville blive klart i løbet af maj måned, hvor Elvis var bortrejst til Hawaii for at slappe af inden optagelserne skulle gå i gang.
Steve hyrede to manuskriptforfattere til opgaven Alan Blye og Chris Beard.
Singer var hovedsponsor på showet, et firma som man normalt forbinder med symaskiner, hvilket også på daværende tidspunkt var deres hovedforretning. De havde op igennem 60’erne opkøbt en række andre firmaer, blandt andet inden for forbrugerelektronik som fjernsyn og pladespillere. Derfor var det en kærkommen lejlighed til at få navnet Singer slået fast igen med en bredt appellerende sanger som Elvis.
