Interview med Annett Wolf

Af Christian Rantsén

Elvis in Concert blev vist på amerikansk TV i oktober 1977, et program som viste Elvis optræde i juni måned 1977. Programmet skulle blive de sidste professionelle optagelser der blev foretaget, af Elvis på en scene.

I juni måned blev det annonceret at CBS ville optage Elvis’ kommende turne.  Optagelserne skulle finde sted i samme måned, aftalen var blevet forhandlet af Tom Parker og prisen ville blive 750.000 dollars med en 50 procent deling mellem Parker og Elvis. For folkene omkring Elvis, kom det som en overraskelse at Parker overhovedet kunne finde på at få en sådan aftale i stand, Elvis’ generelle tilstand taget i betragtning. Men Parker insisterede på, at Elvis havde behov for en udfordring. Elvis optrædener nu var langt væk fra hvad der havde været vist på TV fire år tidligere med det store ”Aloha from Hawaii” show. Det var tydeligt for alle, men Tom Parker kørte sin egen agenda.

Produktionen blev varetaget af Smith-Hemion Productions, et produktionsselskab som havde specialiseret sig i at lave større produktioner med store stjerner. De havde tidligere beskæftiget sig med stjerner som Barbra Streisand, Burt Bacharach, Sammy Davis Jr., for blot at nævne en meget lille del af deres arbejde.

Hvor det i 60’erne havde været en mode at lave programmer, hvor det hele foregik i et studie, pegede trenden imod at man ville optage stjernerne der hvor de var allebedst; foran deres publikum.

Gary Smith og Dwight Hemion var begge personligt involveret i produktionen, hvor stod for at koordinere koncertoptagelserne. Den danske journalist Annett Wolf blev hyret til at håndtere blandt andet udendørs optagelser med fans.

Annett Wolf havde en baggrund i DR, men flyttede i midt 70’erne til USA for at beskæftige sig med film og TV-produktion derovre. Hun havde både arbejde herhjemme og i USA, men bosatte sig i permanent i USA fra 1977, dog først fra 1978 med sit eget produktionsselskab Wolf Enterprises.

Den 19. juni blev den første koncert optaget i Omaha og bekræftede, desværre, at Elvis ikke var den samme som blot fire år tidligere.
Den 21. juni i Rapid City, Iowa, blev næste koncert optaget. ”I know I was terrible” (”Jeg ved jeg var forfærdelig”), fortalte han til de to producere Gary Smith og Dwight Hemion. Han så bedre ud en ved koncerten to dage før. Gary Smith håbede på, at han kunne optage noget der var lidt bedre og måske også nogle af fansene i salen, for at kunne få noget af stemningen og den hengivenhed de havde for Elvis.

Programmet var oprindelig planlagt til at blive sendt i september, men blev udskudt starten af oktober samme år.

Interview med Annett Wolf – sommeren 2015.

”Dwight Hemion og Gary Smith var de to største producenter, som lavede de store produktioner for CBS, NBC etc. De to lavede de million dyre shows med profiler af de store stjerner. Derfor var de et naturligt valg, da de blev hyret af CBS.”
”Elvis havde ikke lavet nogen TV produktioner i et stykke tid, primært pga. af den grådige Tom Parker, som var ude på at pumpe Elvis til det sidste, Parkers største interesse var at få Elvis til at spille så mange koncerter som muligt, så han kunne tjene nogen penge.”

”Der var jo ikke nogen af de mennesker, der omgav ham, alle lige fra Parker, lægerne og hans ”venner”, som gjorde andet end at suge penge ud af ham. Elvis var så godt og elskeligt et menneske, men på det tidspunkt hvor jeg mødte ham, var han allerede i en anden verden. Der var ikke lang tid til han døde, fra jeg mødte ham i juni måned”.

”Jeg lavede alt hvad der havde at gøre med interviews. Jeg interviewede stakkevis af mennesker, alle hans fans og så interviewede jeg hans far Vernon, som var et fantastisk fint og elskeligt menneske. Jeg holdt mig væk fra optagelserne af koncerterne, det tog Gary Smith og Dwight Hemion sig af, med resten af holdet – vi havde vist omkring 11 kameraer på produktionen i de her kæmpestore sportshaller, som kunne have op imod 18.000 mennesker. Alt hvad der har at gøre med det dokumentariske, som er i selve programmet, tog jeg mig af.”

”Selve scenen hvor Elvis kommer ud fra omklædningen mod kameraet og ud imod scenen, hvor der bliver zoomet til et nærbillede, hvor han står med en Coca Cola, hans hænder ryster og drikker en smule af colaen, bøjer hovedet og beder til gud, den scene optog jeg. Det er den mest berømte scene fra det program, du kan se hvor dårligt han i virkeligheden har det. Man kan se hvor dybt religiøst menneske han er. Ved optagelsen af den scene gik jeg baglæns med min kameramand Don Stern, jeg kan tydeligt huske det i dag, jeg holdt ham om livet og så guidede jeg ham baglæns gennem den der gang ud fra ude fra Elvis’ dressingroom, som så endte i backstage op til trappen og hvor vi så kunne optage det super nærbillede af Elvis. De 10, 15 eller 20 sekunder var vel nok dem, som fortalte mest om Elvis.”

”Der var ingen restriktioner for, hvad vi måtte filme. De restriktioner som der var, dem lagde jeg på mig selv, jeg trak grænsen. Jeg sagde til mit hold at han at han ikke havde det godt, jeg tog mange gange tre fire skridt tilbage. Vi gjorde det af respekt, kærlighed og omsorg – vi holdt alle sammen meget af ham. Lige den scene er omsorgsfuld, men der var mange andre gange hvor jeg sagde nej, at det skal vi ikke filme. Når lyset var slukket, koncerten var forbi og fansene var væk gik vi hjem. Sådan har jeg altid været med alle de mennesker og alle de berømtheder, jeg haft omgang med i mit liv. Når lyset slukker, så slukker vi.”

”Når sang specialister og andre Elvis eksperter ser programmet og de to koncerter (der blev brugt uddrag af i programmet, red), når han sang gospel havde han aldrig sunget bedre. Gud var med ham i disse to koncerter.”

”Jeg kom op at skændes med Tom Parker og alle var så bange for at hele produktionen ville ryge på gulvet og alt ville blive aflyst. Jeg kunne se at de CBS folk, som altid rejste sammen med os, stod i deres grønne blaicere og var ligblege. Gary Smith og Dwight Hemion var heller ikke for begejstrede. Der kom den danske viking op i mig, der var ikke noget at gøre. Tom Parker talte ikke særlig pænt til mig, men det var ikke så meget på grund af mig – men det var måden han talte til os alle sammen på, især mit hold af folk. Jeg beskyttede altid mine medarbejdere, min kameramand og lydmand, det var min familie. Når Parker talte uforskammet til mig, så gjorde han det også til mine ansatte og det ville jeg ikke finde mig i.
Jeg tænkte ikke en halv meter over, hvad konsekvensen ville være. Konsekvensen kunne have været fatal, det kunne have været millioner af dollars som var gået på gulvet.”

”Da han vendte om og gik, tyggende på den store billige cigar, kunne du høre en knappenål falde til jorden og alle folk omkring os, kunne næsten ikke trække vejret. Efter den episode kunne vi glimrende tale sammen. Han ringede til mig hver morgen og vækkede mig og sagde at ville lige skulle mødes og snakke om, hvad jeg havde i tankerne der skulle optages i dag og hvordan han kunne være behjælpelig. Så lagde vi dagen tilrette og jeg fik hans fulde opbakning. Jeg tror han var så rystet over, at der var nogen der havde talt sådan til ham, at det kom han sig ikke over lige med det samme.”

”Da vi optog ude i lufthavnen, det var den første dag han landede, fik vi hans tilstand at se. Der var ikke nogen der havde fortalt os noget om, hvordan han i virkeligheden havde det. Vi skulle forblive i en illusion om, at han var frisk som en havørn. Det kunne man vist roligt sige, at det var han ikke, da han gik ned af trapperne fra flyvemaskinen. Han ænsede næsten ingenting, det var som om han var i en anden verden. Grunden til at der var en genkendelse mellem ham og mig var, at han altid så omgivelserne og kameraet. Der så han mig lige ved siden af – han kunne altid genkende mine brune øjne, sagde han. ”

”Vi havde en kontakt fra første gang vi mødtes og han sagde ”Hello, Darlin’”.

”Han var altid omgivet af de der gutter, sopranos typer. Der var ikke en eneste af de læger, som sagde at nu skulle han stoppe og tage en lang ferie og detoxes – og begynde at leve sit liv. Det var trist, at han ikke selv tog mere ansvar for han var jo bestemt ikke dum, tværtimod. Han var meget velinformeret, ikke mindst omkring religion. Han var ikke så kulturel, desværre – hans hjem lignede jo noget fra ”Gone With The Wind” udefra. Men når man kom indenfor, var smagen jo ikke særlig eksklusiv. Det var dyrt, malerierne…ja, når man tænker på hvor mange penge han havde, han kunne være gået til en kurator på et museum eller et galleri og sagt, at han ikke havde nogen viden om kunst og fået noget hjælp til at investere i noget Picasso.”.

”Det eneste sted som bar præg af Elvis selv, var hans kontor hvor alle hans guldplader var, hvor hans klaver og hans skrivebord var. Hvor han havde alle sine noter og hvor hans liv var. Det var hans liv. Når han var på Graceland, så var han der. Omme bag ved Graceland var alle hans motorcykler, hans Harley Davidsons og hans Caddilacs. Han elskede at køre på sine Harley Davidsons, de var alle sammen tilpasset til ham. Der var også heste, det hele var ligesom en stor mansion. Hans var far boede i et hus, næsten lige ved siden af. Hans far og Elvis var meget tæt på hinanden.”

”På daværende tidspunkt havde Elvis, det 17 årige pigebarn som var hans kæreste. Hun lignede en kopi af hans første kone, han forsøgte at lave kopier af hende. Sådan så det ud for mig. Hun sagde aldrig et ord, jeg så hende ikke åbne munden en eneste gang. Hun sad bare og forsvandt ind i væggen og når hun var ude til koncerterne, sad hun ved siden af Vernon og han beskyttede hende. Men jeg så hende aldrig sige et ord. Hun var der fordi han ville han ville have en lille sød sag, jeg er overbevist om at hun var et sødt menneske. Men de samtaler hende og Elvis måtte have haft sammen, det kan ikke have været Einstein. Hun var et godt ansigt udadtil og kunne holde ham godt tilpas. Vernon var der også og var bekymret, han havde et svagt hjerte og havde haft et hjerteanfald.”

”Vi var i Memphis i slutningen af juli eller start august, hvor vi ville have optaget et interview, men det afstod jeg fra. Jeg snakkede også med Dwight Hemion, som sagde at det gik ned af bakke. Der var ingen af os, som troede at han ville dø. Jeg troede at når Dwight Hemion sagde det, så troede jeg, at nu var der nogen der kommer og redder ham. Det var det eneste jeg gik og tænkte på hele tiden, så jeg ville ikke udsætte ham for et interview, så jeg lod det ligge.
Der er mange bagefter der sagde, at du er en idiot og det ikke var mit ansvar hvordan han lever sit liv. Jo, sagde jeg det er måske ikke mit ansvar, men det er mit ansvar hvad jeg viser. Jeg hænger ikke mennesker ud. Jeg var på Graceland og så hans vindue til soveværelset, som var dækket til af noget tykt folie. Han gik sent i seng og var et natmenneske.”.

”Jeg havde metervis af film, som skulle redigeres, det var næsten ulideligt. Det skulle gås igennem, der var masser af interviews. Det var et spørgsmål om at finde dem, som for det første var mest beskrivende og for det andet, mest varierede. Så var der alle de scener backstage. Det var tre dages konstante optagelser, bag scenen og folk der ankommer, køber t-shirts, Elvis memorabilia, plakater og skidt og møj. Meget smed jeg ud, for vi skal vise fans, vi skal vise mennesker – vi er ikke et koncert bureau.  Så valgte jeg det materiale ud, som jeg mente CBS – eller rettere Dwight skulle have. Jeg skulle samtidig se på materialet, de havde optaget ved koncerterne, for jeg skulle se hvad der passede med hvad han havde i sinde at gøre med koncerten.

Så jeg sad og havde alle de her monitorer kørende, både med mit eget materiale og Dwights optagelser, da Parker ringede og sagde at Elvis var død. Så var der det øjeblik, som jeg aldrig glemmer, hvor alle monitorerne frøs. Jeg ved ikke hvad det var der skete, men det gjorde et dybt indtryk på mig og os alle sammen. Jeg har aldrig set så mange monitorer, en 12-15 stk., fryse på samme tid, der var ingen der rørte noget, der må være et eller andet mellem himmel og jord – det tror jeg på. Det var sidste gang jeg talte med Parker, jeg hørte aldrig fra ham mere. Så leverede jeg varerne til Dwight og så gjorde de det færdigt, hvorefter de sendte mig en kopi, så jeg kunne sige at det var i orden. Jeg sendte den tilbage og så var det at CBS stoppede og sagde at fordi Elvis var død, skulle der gå en periode, også for at vise respekt. Det var planlagt at den skulle have været vist i september, men blev så udsat.”

”Nogle af optagelserne, fik jeg at vide at jeg skulle sikre mig ikke faldt i de forkerte hænder, nu var det primært backstage optagelser jeg havde, men jeg mener også jeg havde et par Ampex bånd fra selve koncerten. Men de fleste bånd havde Dwight og Gary, de var deres opgave at beskytte dem. Vi var alle sammen meget opmærksomme på sladderblade og folk der ville tjene millioner. Det her er jo før YouTube og alt det nye, hvor der nærmest ikke går et sekund før det er sluppet ud, efter at folk har optaget det på deres iPhones. Det skete jo ikke dengang, men der var nok nogen som var bange for at nogen der havde været med i teamet, at de måske havde noget. Hvis jeg skal sige noget i retrospekt, så tror jeg at vi alle sammen ville beskytte Elvis’ eftermæle. Det tror jeg vil alle sammen var meget indforstået med – også CBS, de forstod hvad de havde liggende og mellem hænderne. De vidste også den historiske værdi, den udsendelse ville have og få for fremtiden, fordi det var sidste gang Elvis stod på en scene.”

”Jeg har desværre ikke min Elvis in Concert jakke i dag, det er jeg så ked af. Den er forsvundet på et eller andet tidspunkt i mine uendeligt mange flytninger. Jeg har levet så mange, mange steder med kasser der er blevet pakket ned og pakket op. Men det er OK, jeg havde den og den var 300 gange for stor til mig. Det var Elvis’ størrelse, så jeg lignede en dværg der kom pakket ind i en stor voldsom jakke. Det projekt er det som jeg kalder et frosent øjeblik.”

”Elvis var det elskeligste menneske, han var så dejlig og kærlig. Der var ikke nogen som tog sig tid til at sige til ham, at nu vi sætter os ned og snakker om det hele. Parker var en usædvanlig ubehagelig stodder, grådig og umoralsk. Han havde ikke moral den mand, Elvis ville kun én ting – og det var at lave spillefilm. Han var en så glimrende skuespiller, han kunne være blevet så meget bedre. Eksempelvis med Jailhouse Rock, ikke så meget med de her rædselsfulde film med de her hæslige snot aber i syngende bikinier, som han hadede overalt på jorden. Hvis man havde fået lov til at kunne lave nogen film, hvor nogen virkelig satte sig ned og skrev et manuskript, som virkelig var interessant, som udfordrede ham og hans intelligens, ikke hans intellekt, men intelligens – og hans menneskelige værdier, så var der sket noget andet. Så var han ikke død der, så var han død senere. Det kunne være gået anderledes, hvis nogen havde haft en smule medmenneskelighed. ”

”Han var den guldko, som de bare tappede af. De var mest interesseret i at holde liv i ham, ligegyldigt hvordan. Det var brutalt og rædselsvækkende, hvis hans omgivelser havde haft samvittighed, så havde de ikke haft malket koen som de gjorde. De piller kom jo ikke fra en normal læge, det var jo ligegyldigt hvad han bad om, så fik han det jo. Guldfuglen skulle jo bare synge.

Jeg siger min mening i dag, jeg er blevet for gammel til at pakke tingene ind, det er ærligt ment. Det gør stadigvæk ondt når jeg tænker på ham. Jeg ser stadig den backstage scene (før koncerten, red.), hvor han ryster på hænderne. Det var den Elvis jeg kendte, dybt religiøs og kærlig. Hans sjæl var så såret, så jeg tror hellere han ville dø, end at blive ved med det der.

Det tror jeg han var; om han vidste hvad der ville ske mens han åd alt det der – det ved jeg ikke, det ved kun han. Jeg ville heller ikke få det at vide, om jeg så havde snakket med ham om det. Han må have haft nogen tanker om det, han kan ikke bare have ædt alle de piller og slå sig selv ihjel langsomt. Men det svar, ligger begravet med ham og hans sjæl. Men jeg tror, at det var en sjæl der gerne ville ud og væk. Jeg tror ikke Elvis var lykkelig, jeg så ham smile, men jeg så ikke nogen glad latter. Det kan godt være, jeg ikke har været til stede når han gjorde det, men jeg kan jo kun sige noget, om de øjeblikke hvor jeg var i nærheden af ham. Der var en fysisk tilstedeværelse, men ikke mentalt. ”

”Men jeg vil aldrig glemme ham, jeg var nemlig ikke nogen Elvis fan – jeg var Sinatra fan. Først og fremmest Miles Davis fan, jeg kunne ikke få nok af Miles – også Billie Holliday. Men da jeg fik muligheden, var jeg vildt begejstret. Så sendte de mig fra CBS en masse kasser, jeg har aldrig fået så mange kasser med grammofon plader i hele mit liv, jeg tror det var fire kasser med alt hvad Elvis havde sunget. Der begyndte jeg at lytte til hans plader. Der, hvor jeg blev begejstret var hans gospel plader, det må jeg sige. Det var guds stemme, det var det – det kunne jeg virkelig forholde mig til. ”

”Det var først da jeg mødte ham og hans far – og de øjeblikke, hvor jeg kunne se på ham (Elvis, red.) og ind i ham, et øjeblik hvor ”vinduerne var åbne”, hvor dybt vidunderligt et menneske han var. Der er folk der ikke tror, han vidste noget om noget som helst – han vidste en masse, han var et dybt religiøst menneske. De øjeblikke, der var ikke mange, men de var der – og det vil jeg aldrig glemme. Det vil jeg gerne mindes, det meget fine menneske – også hans far. Disse to fine southern gentlemen, der altid sagde ”Yes, Maam” – og så Elvis’ ”Hallo, Darlin’”.

”Af alle de mange, mange mennesker jeg er løbet ind i mit liv og arbejdet med – der er nogle få, som bliver tilbage. Ikke fordi de var berømte, men fordi de efterlod en medmenneskelighed – og der er Elvis en af dem. Og Jack Lemmon, som var min mentor – jeg vil aldrig nogensinde glemme Jack. Men du kan tælle det på 10 fingre, det kan du. Så er der alle de andre, så var der de berømte..ja, ja.
Men de efterlod ikke noget fodspor, det gjorde de ikke.”