From Elvis in Memphis

Af Christian Rantsén

”From Elvis in Memphis” udkom i juni 1969 på LP og blev indspillet i American Sound Studios i januar og februar samme år. Denne artikel vil fokusere på tilblivelsen af selve albummet ”From Elvis in Memphis” – sekundært ”From Memphis to Vegas (Back in Memphis)” og i senere artikler fortælle om de enkelte musikere og deres baggrund. Der vil også være en artikel om selve American Studios. Memphis var i 50’erne og 60’erne et slags epicenter for musik, ligesom New York, Detroit og andre områder af USA var. American Studios var i 60’erne en stor drivkraft for mange fantastiske plader.

Ovenpå succesen med ”From Elvis in Memphis”, blev der samlet et nyt album, ”From Memphis To Vegas”, som udkom i oktober 1969.

Elvis havde i slutningen af juli åbnet i Las Vegas på det nyopførte International Hotel ovenpå succesen med det første album.  De meget succesfulde live shows blev for nogens vedkommende optaget. Albummet bestod af sange som ikke var kommet med på første album og blev til et samlet dobbelt album bestående af live optagelser fra showene samt en LP med stort set alle de resterende sange fra indspilningerne i januar/februar. Nogen af sangene var da også udgivet på singler i den mellemliggende periode, blandt andet ”Suspicious Minds”.

Albummet fik gode anmeldelser, blandt andet kan man i Billboard i juni 1969, læse følgende:

”Elvis returns to Memphis, where he began his sensational career, and the return is really an event. He’s never sounded better, and the choice of material is perfect. Included is his Top 10 single “In The Ghetto” plus exceptional treatments of “Only The Strong Survive”, “Gentle On My Mind” and “Long Black Limousine”. Million-dollar album sales are not strange to Elvis, and this will surely archieve that.”

Tom Parker blander sig helt uden om hvad der kommer til at foregå i American Studios, hvilket også skete året før, under indspilningerne til NBC TV showet.

I arbejdet til denne og de øvrige artikler har jeg gennemgået mange forskellige kilder: Bøger, session papirer, færdige indspilninger, outtakes, websider med videre. Datoer kan til tider være svære at verificere 100 procent, da kilderne ikke altid stemmer overens, ligesom der kan være fejl eller oplysninger som jeg har overset.

Januar 1969.

Felton Jarvis, Elvis’ pladeproducer, mødes med Elvis på Graceland, for at diskutere en kommende session i Nashville senere samme måned. Efter succesen med NBC specialen i den foregående december måned, skal der indspilles mere materiale. To af Elvis’ venner George Klein og Marty Lacker, som også er til stede, foreslår i stedet at de skal indspille i American Sound Studios, ejet af Chip Moman og lokaliseret i Memphis.
Chips Moman har i løbet af de seneste par år haft stor succes med sine studier og Marty Lacker har tidligere arbejdet der og har derfor en god kontakt til Chips Moman. Samtidig kan Elvis se fordelen i at indspille i Memphis i stedet for at skulle tage turen til Nashville. Felton Jarvis kan også se gode perspektiver i, at der kommer en ny lyd på Elvis’ indspilninger.
Marty Lacker kontakter Chips Moman som i forvejen har booket Neil Diamond; derfor må han rykke sine aftaler for at få Elvis til at indspille i midt januar. Neil siger ja til at udsætte hans egne indspilninger, på betingelse af, at Elvis vil indspille en af hans sange.

Elvis’ sessions var, som stort set alle hans indspilninger, booket om aftenen og natten.
Om dagen indspillede Roy Hamilton, som for øvrigt var Elvis’ store idol, i de samme studier.

Elvis havde lavet en liste af sange han godt kunne tænke sig at indspille: ”From A Jack To A King”, “Without Love”, “Rags to Riches”, “I Will Be True”, “I’ll Be There”, “You Don’t Have To Say You Love Me og ”’I’m Moving On”.  Flere ville komme til i løbet af dagene i American. Nogle af sangene ville dog først blive indspillet ved senere indspilninger.

Indspilningerne:

Indspilningerne startede den 13. januar og er planlagt til at fortsætte hen over cirka en uge – men Elvis må give op efter to dage på grund af halsbetændelse og derfor bliver der kun indspillet den 13. og 14. januar i første omgang. Der bliver arbejdet fra kl. 19 om aftenen og frem til kl. cirka 5 om morgenen begge dage.

Det er første gang i 10 år han arbejder i nye studier i forbindelse med regulære pladeindspilninger og musikerne, som er fast tilknyttet til American, møder Elvis med en hvis skepsis – men som aftenen skrider frem, må de overgive sig til Elvis’ tydelige motivation og entusiasme.
Det første nummer der bliver arbejdet på er ”Long Black Limousine”, et nummer der først blev indspillet af Vern Stovall i 1961. Allerede ved denne første sang, er det tydeligt at Elvis er motiveret ved at arbejde i de nye omgivelser, med et nyt hold musikere og den fornyede tro på sig selv oven på succesen lidt over en måned tidligere med tv showet.

Der bliver arbejdet omkring tre timer på sangen, hvor nummeret bliver forvandlet til en fantastisk soul inspireret sang, teksten bliver fortolket fantastisk. Sammenlignet med den oprindelige udgave fra 1961, som har et country feel, får sangen mere langt mere dybde og sjæl.
Herefter kommer turen til den noget mere afdæmpede ”This is the Story”. Der bliver arbejdet meget længe med de enkelte sange med arrangementer, tempi og instrumentering, hvilket også er en stor forandring set i forhold til typiske sessions i Nashville. Allerede fra sang nummer to er det tydeligt at sangene er af en meget høj standard. ”This Is The Story” er en ny sang på daværende tidspunkt som ikke har været udgivet tidligere.
Sidste sang denne dag bliver ”Wearing’ That Loved On Look”, som bliver valgt som åbningsnummeret på ”From Elvis in Memphis” og med den meget sigende åbnings linie ”I had to leave town for a little while…” bliver sangen næsten selvbiografisk. Hvis man hører demo oplægget, som nok mere kan kaldes en skitse, kan man høre at musikernes kreativitet løfter sangen op til et nyt niveau. Elvis’ stemme begynder dog at lyde lidt slidt på grund af den tiltagende halsbetændelse.

En mere voksen moden Elvis, kommer til syne med de tre sange der bliver indspillet på denne mandag i januar. Et meget markant skift fra de overvejende meget velpolerede, lækre kærligheds- og popsange i de tidligere år til en rå rocket lyd, som i høj grad kan tilskrives musikerne og Chips Moman med hver deres kreative bidrag. Et nødvendigt stilskifte kan man måske indvende, sammenlignet med hvad der ellers sker på musikscenen i primært USA og England, i årerne fra omkring 1966-1971.

Denne første aften bliver der også indspillet ”Come out, Come out”, som dog kun eksisterer som instrumental og der bliver ikke arbejdet på denne sang igen. Det skulle blive en ud af tre sange som aldrig blev færdige ved disse optagelser.

14. januar lægger ud med ”You’ll think of me”, et nummer skrevet af Mort Shuman, en sangskriver som gennem tiden har skrevet mange store sange, også til Elvis. Sangen er godt nok en kærlighedssang, men teksten i sangen er, ligesom de øvrige, en spejling af det markante stilskift som kommer til at præge de to plader. Man kan høre Elvis’ nynne melodien i en del af sangen, hvor han ikke synger, hvilket er med til at gøre hele produktionen knap så poleret, hvilket klæder sangen. Sangen bliver dog ikke inkluderet på den første af de to LP’er, men bliver i stedet udsendt som single som B-side til Suspicious Minds inden den anden LP kommer ud.
”A Little Bit of Green” er anden sang den aften, den anden af tre sange på hele pladen som ikke har elektrisk guitar, men som kun har akustiske guitarer. En fremragende sang, som samtidig anvender lyrik på et andet plan, end man tidligere har hørt fra Elvis, om jalousi og fornægtelse, tab og kærlighed. Brugen af akustisk guitar klæder sangen virkelig godt.
De to sidste sange bliver hurtigt indspillet, det er ”I’m Movin’ On” og ”Gentle on my Mind”. ”I’m Moving On”, som oprindeligt er skrevet af Hank Snow som en blues sang i 1950, i Elvis’ fortolkning bliver den meget lækker med en fantastisk bas instrumentation af Tommy Cogbill som virkelig opdaterer sangen til den lyd som var fremherskende i de sene 60’ere.

”Gentle on my Mind” er nogen år tidligere blevet indspillet af Glen Campell som har et stort hit den; Elvis’ version har dog lidt et twist med det funky Hammond B3 orgel, som giver sangen et markant løft, det er virkelig magisk at så små virkemidler har så stor en effekt.
Vokalerne på begge sange, ”Gentle on my Mind” og ”I’m Movin’ On”, bliver begge lavet om senere, da det er tydeligt at Elvis’ stemme er ret påvirket af den halsbetændelse, der sætter en foreløbig stopper for indspilningerne. Elvis vender først tilbage den 20. januar, alt imens bandet og Chips Moman fortsætter med at indspille selve musikken.

Om aftenen den 15. januar lægges derud med ”Don’t Cry Daddy”, en sang skrevet af Mac Davis omhandlende tab og børns fine følelsesapparat for de usagte ting som voksne kæmper med. Igen en sang indspillet med akustisk guitar, som er med til at gøre sangen afdæmpet og meget smuk. Sangen bliver en klassiker inden for Elvis’ sang katalog, den udkommer som A-side på en single sammen med ”Rubberneckin’”.
”Poor Man’s Gold”, ligeledes skrevet af Mac Davis, bliver indspillet og Elvis arbejder på at lægge en vokal på senere. Der eksisterer kun en enkelt linie fra sangen, idet man kan høre en bil med udrykning køre forbi udenfor i baggrunden og Elvis begynder at grine. Det er alt, hvad der eksisterer af denne sang.
”Inherit the Wind”, en sang skrevet af Eddie Rabbit, en sangskriver og sanger og indsendt som forslag til næsten alle Elvis’ sessions siden 1967. En utrolig smuk sang, hvor Elvis er første kunster til at fortolke den.
”Mama Liked The Roses”, er en jule inspireret sang, som ikke udkommer på nogen af de to LP’er men kommer ud på single som B-side i 1970 og senere på året på julealbummet ”Elvis’ Christmas Album”.
Den 16. januar bliver der kun indspillet en enkelt sang, hvor der senere skal lægges vokal på – ”My Little Friend”. Der bliver holdt fire dages pause uden reelle indspilninger.

Den 20. januar vender Elvis tilbage og begynder at arbejde på ”In The Ghetto”, en ny sang skrevet af Mac Davis, som tidligere har skrevet ”A little Less Conversation” sammen med Billy Strange. Sangen havde oprindeligt en anden titel, ” The Vicious Circle” og var en sang Mac Davis havde villet skrive i lang tid, på grund af de problemer han så rundt omkring i USA på daværende tidspunkt. Mac Davis faldt over udtrykket Ghetto, som på daværende tidspunkt var et nyt ord/begreb og de sidste brikker til sangen faldt på plads. Elvis’ version er fremragende, måske også grundet Elvis’ egen opvækst under meget fattige vilkår kan han relatere til sangens tekst.
Rubberneckin’ var næste sang denne aften, en sang som kom til at være B-side til ”Don’t Cry Daddy”. En uptempo feel-good sang, uden meget budskab. Ikke fantastisk, men ok.
Aftenen sluttede af med at lægge en ny vokal på ”Gentle on My Mind”, som skulle repareres eftersom den første vokal ikke var tilfredsstillende.

Elvis foretrak normalt at indspille alting live i studiet, så musik og vokal blev indspillet samtidig. Det var den normale arbejdsmåde lige fra starten af karrieren. Enkelte gange blev der lagt nye vokaler på, eller de forskellige ”takes” blev sat sammen, hvis det ikke var muligt at lave hele sangen live, men det hørte til undtagelserne.
Indspilningerne i American Studios var lidt anderledes, idet at Chips Moman anså de vokaler som blev indspillet sammen med bandet som ”arbejds vokaler”, de blev indspillet primært så man kunne få et ordenligt instrumental track på bånd; først derefter lagde sangeren sin vokal på.
Det samme gjorde sig gældende med Elvis’ indspilninger. Der blev optaget masser af live vokaler, mens bandet og Elvis eksperimenterede sig frem med sangene, men der er foretaget en masse efterarbejde med Elvis’ vokaler – en arbejdsmetode som var radikalt anderledes, som beskrevet, i forhold til hvordan Elvis normalt arbejdede, i forhold til både før og efter indspilningerne i American Sound Studios.

Den 21. januar bliver ”Hey Jude” indspillet, et at de tre Beatles numre Elvis indspillede i sin karriere. Den skiller sig ud fra de øvrige sange ved at være mere en jam, end en ”færdig sang” og den ligger nok en anelse for højt til, hvad Elvis’ stemme kan klare.  Men igen et eksempel på at Elvis lyttede til meget musik derhjemme og til stadighed var interesseret i ny musik.
Herefter bliver der holdt en pause med nye sange og der arbejdes med at lægge nye vokaler på de første sange der er indspillet. Der bliver lagt helt nye vokaler på ”My Little Friend”, ”Inherit the Wind”, ”Mama Liked The Roses” og ”Don’t Cry Daddy”. Derudover bliver der lavet delvist nye vokaler på ”I’m Moving On”, ”Long Black Limousine”, ”Wearing That Loved On Look”, ”You’ll Think Of Me” og ”This Is The Story”.

”From A Jack to a King” bliver indspillet samme aften, en improviseret sang som Elvis spiller på guitar – det var ikke meningen at den skulle indspilles på dette tidspunkt. Hans far, som elskede netop denne sang, var kommet på et visit, så sangen bliver ved denne lejlighed indspillet. Original versionen er indspillet af Ned Miller tilbage i 1957, dog blev den ikke kendt før 1962, da den blev udgivet igen.

Den 22. januar starter med at arbejde på en ny vokal på ”In The Ghetto”, hvorefter arbejdet påbegyndes på Without Love”, en sang som blev indspillet i 1956 af Clyde Mcphatter, et medlem af The Drifters. Little Richard havde også indspillet den i 1964 og Elvis’ version ligger tæt op af Clyde Mcphatters version, så Elvis har højst sandsynligt haft den plade i sin private samling.
”I’ll Hold You In My Heart” følger efter og er et første take, man kan endda høre på den færdige LP at bandet og Elvis begynder forfra et par gange og som med ”Without Love”, er sangen en ældre sang fra 1947, først indspillet af Eddie Arnold. Gennem karrieren findes flere eksempler på sange, som stammer fra enten hans barndom eller tidlige ungdom og disse to sange er fine eksempler.
”I’ll Be There” er skrevet og indspillet af Bobby Darin og udgivet tilbage i 1960. Den blev ligeledes indspillet i 1965 af Gerry and The Pacemakers i en fantastisk version. Elvis’ version er på sin egen særegne måde også fantastisk, mere rock præget og det instrumentale break, som er spillet på hammond orgel, opdaterer den til 1969 lyden og uden de voldsomme strygere der prægede originalen.
”Suspicious Minds” blev skrevet af Mark James og udgivet i 1968, for øvrigt også indspillet i samme studier. En sang om jalousi og om tilgivelse, to universelle emner og en fantastisk instrumentering. Denne aften er det Mike Leech, som også skriver mange af stryger arrangementerne, på bas i stedet for Tommy Cogbill, for øvrigt den eneste aften hvor han overtager bassen ved disse sessions. Sangen bliver udgivet på single i august. De sidste blæsere bliver lagt på i et studie i Las Vegas i august måned samtidig med Elvis’ engagement i samme by og sangens faden ud og ind igen er inspireret af live versionen. ”Suspicious Minds” bliver Elvis’ sidste nummer 1 hit.
Efter ”Suspicious Minds” var blevet indspillet, blev der lagt blæsere på ”Wearin’ That Loved On Look” og ”Long Black Limousine”. Det var to af de medvirkende, Ed Logan og Wayne Jackson, som styrede denne del af indspilningerne. Senere samme aften blev der lagt kor vokal på ”Suspicious Minds”, ”In The Ghetto”, og ”Long Black Limousine”. Dette arbejde fortsatte de to følgende dage, 23. januar og 24. januar. Elvis var til stede om aftenen den 22. januar, der er ikke nogen der indikerer at Elvis var til stede de to efterfølgende dage.

Den 17. februar, efter næsten en måneds pause, var første sang en slags opvarmning og en tradition hos American. Elvis sang sangen ”This Time”, skrevet af Chips Moman omkring 8 år tidligere, Elvis’ udgave blev dog først udgivet mange år senere. Aftenen var sat til to fantastiske sange; ”True Love Love Travels On A Gravel Road”. Forskellige tempi blev afprøvet, selv Elvis spillede guitar, den var ikke stemt ordenligt, hvilket blev venligt kommenteret af Reggie Young. Elvis kunne spille hvis det hjalp ham med sangen, men ikke så højt – da det ikke lød særlig godt. Nok en af de eneste gange Elvis blev irettesat af en musiker.
Næste nummer blev ”Stranger In My Own Home Town”, et bluesnummer der i den færdige version er ret fantastisk. Læg mærke til Tommy Cogbills fantastiske blues bas der straks fra starten indikerer at dette er et blues nummer. Reggie Youngs brug af sitar er også velvalgt – sangen koger hele vejen igennem.
Der blev arbejdet ud på natten denne første optagedag, ”And the Grass won’t pay no mind” blev der arbejdet på hele tre timer. Sangen er skrevet af Neil Diamond og Tommy Cogbills præcise, lækre bas præger nummeret – i den færdige udgave tilføjet et fantastisk stryger arrangement og vokaler der er panoreret ud i begge højttalere, rigtig lækkert.

18. februar startede med ”Power of My Love”, skrevet af Giant, Baum og Kaye der 6 år tidligere havde skrevet ”Devil in Disguise”. Denne gang en noget mere langsom, bluesagtig sang, der havde seksuelle undertoner, hvilket blev understreget tydeligt af de kvindelige kor vokaler der blev lagt på senere.
Elvis spiller selv piano på næste sang denne aften, ”After Loving You” – hans typiske stakatto spillestil kan høres på den færdige indspilning sammen med resten af bandet. Sangen havde Elvis øvet sig privat på i mange år, igen et eksempel på at Elvis privat lyttede til masser af forskelligartet musik.
”Do You Know Who I am”, en meget smuk sang om at møde den tabte kærlighed igen i håbet om at kunne starte på ny. Igen en meget mere moden kærlighedssang i forhold til tidligere materiale Elvis havde indspillet indtil da. For øvrigt en helt fantastisk modulation henimod slutningen af sangen, hvor Elvis synger ” Well maybe some other time, in some other place. With our love in your heart and a smile on your face You will know who I am When that time comes you’ll know who I am.” Det blev sent denne aften, indspilningerne sluttede først kl. halv seks om morgenen. Det viser måske lidt om engamentet fra alle involverede.

19. februar starter med ”Kentucky Rain” der blev en af de helt store sange fra disse sessions, skrevet af Eddie Rabbit. Der bliver arbejdet fem timer på denne sang, hvilket i denne sammenhæng er udsædvanlig lang tid, men også viser et markant skift i forhold til de øvrige sessions i Nashville, hvor der skulle indspilles omkring tre sange på fire timer. Sangen blev ikke inkluderet på nogen af de to LP’er, men blev i stedet udsendt på single i februar 1970, den blev spillet hyppigt under engagementet i Las Vegas på samme tid.
”Only The Strong Survive” var et hit i slutningen af 1968 og starten af 1969 for Jerry Butler, da Elvis vælger at indspille den. Elvis’ version ligger meget tæt op af denne version, dog er den noget mere passioneret. Fortællingen om at komme over tabt kærlighed fungerer rigtig godt og den talte intro klæder sangen rigtig godt. Gene Chrisman og Tommy Cogbill bærer denne sang hele vejen igennem. Det bliver den sidste sang denne aften, hvor to sange bliver færdige.

Den 20. februar starter med en country sang fra 1962, skrevet og indspillet af Johnny Tillotson, ”It Keeps Right On A-hurtin’”. Et måske lidt atypisk valg af sang, på et album som ellers er en generel opdatering af Elvis’ stil og sangvalg, da den ligger relativt tæt op af versionen fra 1962. ”Any Day Now” blev skrevet af Burt Bacharach og udkom første gang 1962 i en version af Chuck Jackson.  Carla Thomas havde også sin version på et album i ’69, indspillet i Stax studierne. Men mange andre havde lavet versioner a sangen før Elvis kastede sig over den. Elvis’ version er noget hurtigere og mere rockende end de første versioner af sangen. Om det er Elvis selv der har foreslået at tempoet skulle være hurtigere kan man kun gisne om, men Elvis havde generelt en tendens til at sætte tempoet en smule op på sine sange.

”If I’m A Fool For Loving You” var en sang skrevet tilbage i 1964 af Stan Kesler og  Drury Lane. Den blev indspillet af Bobby Wood, som netop spillede sammen med Elvis ved disse sessions. Derfor var det et oplagt valg da sangen blev foreslået.

Den 21. Februar lægges der ud med “The Fair Is Moving On”, skrevet af Fletcher og Flett. En sang der udkom på single som B-side med Clean Up Your On Backyard som A-side, lidt unfair kan man indvende at sende den ud sammen med en filmsang. En på mange måder lidt overset sang, på trods af dens meget smukke tekst som, afhængigt af hvordan man tolker den, kan have en dobbelt tydighed.
”Memory Revival” er en instrumental indspilning der aldrig bliver lagt en vokal på, der eksisterer et færdigt oplæg til denne sang.

”Who Am I?” er en gospel sang der virker som om den er taget ud af de øvrige sange, da det er den eneste gospelsang blandt alle de sange der blev indspillet. Den kom da heller ikke med på nogen af de LP’er fra disse sessions med udkom første gang på Elvis’ Christmas album. Det blev den sidste sang der blev indspillet i American Studios.

De var i gang med at færdiggøre albummet da der blev sagt, at ikke ville komme angivelse af hverken studie eller producer, ej heller ville de modtage nogen royalties for at være producere. Det havde Felton Jarvis for længst accepteret var en fast praksis, men Chips Moman var rasende over den praksis og han blev også forsøgt afpresset til at opgive alle rettigheder til Suspicious Minds. Han sagde at de kunne betragte alle indspilningerne som en meget dyr demo session. Han overvejede endda og trække sig helt og undlade at tage betaling for studie tiden og at de aldrig nogensinde skulle komme tilbage til studiet igen. Dette kan være udslagsgivende for, at Elvis aldrig kom tilbage igen. Dog bliver resten af sangene gjort færdige.

Arbejdet med at få sangene klar til at udgive fortsætter i marts, hvor der fra den 18. til den 25. marts bliver lagt strygere, blæsere og kor vokaler på. Det meste af dette arbejde foregår i American Studios, men også i RCA’s studie A i Nashville. I maj bliver de sidste ting lagt på størstedelen af indspilningerne, ”Suspicious Minds” får lagt de sidste blæsere på i august. Arrangementerne er skrevet af Glen Spreen og Mike Leech, som begge er fast tilknyttet studiet. Sidstnævnte hjælper også med at spille bas på nogen af indspilningerne.

Genudsendelse af From Elvis in Memphis

Igennem årerne har sangene fra disse sessions være udgivet mange gange. Blandt andet på The Memphis Record i 1987. Denne udgivelse har fået meget kritik, fordi RCA lavede helt nye mixes, som mange ikke synes er representative for sangene og som lyder radikalt anderledes end de oprindelige udgaver.
Det var ikke før The Complete 60’s Masters fra 1993, at sangene blev præsenteret i den rækkefølge de blev indspillet. Mike Leech har senere hen bemærket en kritisk ting omkring genudgivelse af sangene, og om udsendelse af materiale generelt fra American Sound Studios, nemlig det faktum at en del af strygerarrangementerne med videre, der blev lavet efterfølgende, er lavet direkte på masteren dvs. det 2-spors bånd som blev brugt til selve LP’en. Hvis der bliver brugt andre bånd end disse, kan der mangle dele fra den oprindelige LP.

I 2009 blev albummet udgivet i en 40 års udgave med alt materialet, som det blev præsenteret på de to oprindelige LP’er som kom fra disse sessions. Derudover var der også alle singlerne præsenteret for første gang, siden deres udgivelse, i mono. Alle Elvis singler blev frem til omkring 1971 udgivet i mono.
Mono var det foretrukne ”mix”, også generelt på alt andet musik, da det lød bedre på både transistorradioer og på bilradioer. Hvis man hører dem i dag, sammenlignet med stereo udgaverne, er det også tydeligt at der er mere ”punch” og Elvis’ vokal er meget fremhævet i lydbilledet. Desuden er ekko effekterne næsten ikke hørbare i mono udgaverne.

For at lave denne genudgivelse brugte man den oprindelige LP som reference og de oprindelige færdig mixede bånd som blev brugt. Denne udgivelse er nok den der kommer tættest på den oprindelige LP udgivelse. Alt er meget tydeligt og velmixet, læg især mærke til at de forskellige elementer er panoreret ud i hver kanal for de flestes vedkommende. Især Tommy Cogbills bas og Reggie Youngs guitar er meget tydelig i lydbilledet igennem de fleste sange.
Desværre er stereo udgaven af ”Suspicious Minds” ikke inkluderet på denne udgivelse, men det kan ikke trække ned på helhedsindtrykket af en meget flot, gennemarbejdet udgivelse fra Sony.

From Elvis in Memphis er et smukt album, med en moden Elvis der er tydeligt inspireret og viser at han endnu kan måle sig med den øvrige musikbranche anno 1969.