Forlaget var mest indstillet på at lave en bog, der havde en længde der appellerede til den almene læser og med en detaljeringsgrad som ikke satte den almene læser af. Der er ikke nogen indgående næranalyser og den er ikke så facts-tung. Det er mere en sammenskrivning af en helhedsanalyse af populærkultur gennem Elvis.

Hvorfor lige en bog med Elvis som udgangspunkt?
Der er to måder at svare på det på: For det første er han et fantastisk udgangspunkt for at se populærkultur og spændinger i og kampe i populærkultur gennem en enestående lang periode. Jeg kan ikke komme i tanker om ret mange andre berømtheder som på samme måde, fletter sig ind i så mange perioder på så mange forskellige måder – og har gjort det så længe. Marilyn Monroe har jo også et langt efterliv og hun har også stået for forskellige ting, men ikke så markant som Elvis. Elvis er både oprøreren og den polerede popstjerne, superstjernen fra 70’erne og det her fantastiske efterliv. Marilyn Monroe er også et ikon, også med et langt efterliv men slet, slet ikke samme rigdom af betydninger, vil jeg mene. Selvom hun er en af dem som kommer tæt på.

En anden person som kunne rumme nogle af de samme betydninger kunne være Michael Jackson, han er også en af dem som rummer det sorte og det hvide, det kvindelige og det mandlige. Og som har provokeret folk ved at krydse de grænser – han er også kæmpestor, han er bare ikke så epokegørende som Elvis, ganske enkelt.

Han var ikke en af de første…
Nej, Michael Jackson træder ind på en popscene som han erobrer stort. Det var også det Beatles gjorde, de kom også ind på en popscene, erobrede den og stilistisk fornyede det og satte nogle nye standarder inden for en ramme som allerede eksisterede. Der var selvfølgelig populærkultur før Elvis, men det her med at man kunne blive en kæmpe berømthed er jo et produkt af den velstand man får i den vestlige verden fra slutningen af 50’erne, også i Danmark.

50’erne er også et meget snerpet årti, 80’erne med Michael Jackson var..han skejede jo ud, men var ikke nær så farlig i sin samtid i
80’erne og 90’erne – vores egen tid – er jo grundlæggende mere tolerante over for det anderledes end det var tilfældet i 50’erne. Og man var også mere snerpet på mange måder i 50’erne end man havde været det i 30’erne.

Det er ret spændende at høre radioreportagen “rullekongen” fra 1956 af Bent Henius, sendt i DR, fordi det er godt samtidsbillede…
Ja, samtidig med at han jo faktisk hører til de tolerante. For Bent Henius, som lavede reportagen i december 1956, er en af de eneste som giver Elvis rigtig spilletid i radioen og faktisk forsvarer ham. Min bog er fuld af eksempler på, at man har skældt ud på Elvis – der er ret få eksempler på det andet. Og det er ikke bare mig der har sakset alt det farverige – det var simpelthen sådan man skrev om Elvis og det var man enige om. Der var ikke nogen der forsvarede ham i ’56 i Danmark – hvem skulle også gøre det?

Man havde ingen fans, man kunne ikke høre hans plader, man kunne ikke se hans film – så fantasien fik jo frit spil til hvor forfærdeligt det her kunne være. I den her lidt skræmte samtid så ramte det en masse grænser på én og samme tid – grænsen mellem kønnene, mellem hoved og krop, fornuft og veltalenhed. Hvor meget ville man anerkende det at kommunikere til kroppen gennem musik eksempelvis, forholdet mellem sorte og hvide udfordrede han jo også på sin egen måde – eller kom ihvertfald til at gøre det. For nu at tage det med sorte og hvide, så har man jo diskuteret stolpe op og stople ned om Elvis var rascist.

Sandheden om ham selv er jo nok, at det var han ikke i sin egen tids kontekst. Men han indgik jo i et samfundssystem, som var grundlæggende racistisk. Nu tjente han jo også sine penge på at være hvid og på at være det som Sam Phillips, vist nok, har sagt at Elvis var: En hvid mand, som sang som en sort. Det er jo erkendelse af, at den sorte musik var hip men hudfarven stod i vejen for accept. Men det er ikke det samme som at sige Elvis var racist, han agerede det bedste han kunne som den sydstatsborger han var.

Elvis måtte agere i et system, hvor ens overlevelse som kunster – specielt i syden – krævede, at man overholdt de her regler (kulturelle regler, red.). Det er klart. The Beatles kunne komme i raceadskilte koncertsale, men de gjorde det jo 8 år senere. Elvis stod jo midt i det i starten af hans karriere, hvor det var med livet som indsats. Der var sorte kunstere som blev angrebet fysisk under deres koncerter. Det stred ikke imod normerne, at sorte kunstere optrådte for hvide, det måtte man jo sådan set godt. I syden også, hvis bare de sorte og de hvide ikke dansede sammen. Der var stadig folk i klux klux klan, som fysisk angreb Nat King Cole, fordi han prøvede at flytte grænserne lidt – som var farligt at gøre. Det lå ikke i Elvis’ kultur og opdragelse at være politisk, selv “If I Can Dream”, som kan tolkes som at være politisk, er ret upolitisk må man sige.

Har det været svært at finde kilder, eksempelvis personer fra dengang – altså med et dansk udgangspunkt?
Ja, det har været svært. Jeg har baseret det mest fra skriftlige kilder fra dengang. Altså avisartikler og ugeblade fra samtiden. Der er flere grunde til, at jeg ikke har så mange vidner med fra dengang. Jeg ville ikke have fat i folks erindringer, jeg ville primært have fat i samtidens opfattelse af det. Den anden grund er, at i de tidlige år var der ikke særlig mange Elvisfans. De er basalt set svære at opdrive. De to ting tilsammen betyder jo, at selvom man kan finde danske Elvis fans i dag som kan tale om dengang – og det sker for alle mennesker – der sker en forskydning og man kommer uvilkårligt til at tillægge bestemte ting en betydning, jo flere gange man har fortalt en historie. Jeg har prøvet at bruge erindringer lidt, eksempelvis Flemming James Rasmussen (fra Four Jacks, red.). Han har jo erindret tilbage og var en af de tidlige Elvisfans – og han var en af dem som var tidligt fremme i det lillebitte Københavnske rock’n’roll miljø, men jeg har jo også kunne se, hvordan hans fortælling om sig selv forskyder sig og sin egen rolle forenkles, hver gang historien fortælles på ny. Nogle af de samme ingredienser, men det bliver fortalt lige lidt anderledes hver gang. Og det sker for alle, uanset hvad det er. Det er også fordi, vi tillægger det en anden betydning og i et tilbageblik i Danmark var det et relativt lille fænomen. Det var chockerende, det var i aviserne, men dem der dyrkede rock’n’roll i de tidlige år var relativt få. Det var jazz der var fremherskende. Så kommer der sådan nogen figurer som Tommy Steele, som indrekte introducerer noget af det her “Elvished” og det er jo vældig interessant. Han kommer til Danmark, bliver første rock’n’roll idol i Danmark og bliver kæmpestor i Danmark – og tager noget, eller meget, af den indflydelse som Elvis kunne have haft. Men det er på en meget mere europæisk eller britisk måde, meget mere forsigtig.
I 50’erne var der kæmpe forskel på levestandarden og normerne i USA og i Danmark. På begge sider af Atlanten kunne man godt være enige om at være kulturelt snerpede, ville vi kalde det i dag. Men der er kæmpe forskel i levestandard og hvordan man betragter hinanden. Fra Danmark er der bare meget, meget langt til USA. Det amerikanske, det blænder. Man har en forestilling om, at USA er fremtidens land. Der er vilde fantasier om, hvor rige de er. Det er helt vanvittigt hvad man forestiller sig. I den kontekst kan det amerikanske produkt nogle gange godt blive for meget. Der er sådan en blød mellemvare som Tommy Steel lettere at forholde sig til.

Det er også ret spændende at kigge på begivenhederne i 1959, hvor man fra dansk side – ikke mindst politisk – forsøgte at blokere for Coca Colas introduktion i Danmark.
Lige præcis, fuldstændig. Ja, at holde det ude – det er jo dels på grund af danske økonomiske interesser, at man holder det ude – men også på grund af kulturelle interesser. Coca Cola er ligesom for meget, men man er fascineret af det så man laver Jolly Cola. Det lyder amerikansk, men er alligevel lidt tættere på. En tradionel dansk sodavandsflaske og vi er trygge ved det, fordi det er danske bryggerier. Man satser massivt på det og det bliver jo en succes. Ligesom Yankie Bar. Man vil ikke have Mars bar inden for rækkevidde. Man fordansker og europæiserer det amerikanske, man så tager til sig. Det er de mellemled der skal til, mens man på en måde gør sig klar, kan man sige, til det ægte amerikanske produkt.
Så ligesom Tommy Steele bliver til sådan en slags pladsholder for Elvis, indtil man er klar til Elvis, der så også i mellemtiden reviderer billedet af sig selv, på samme måde kan man sige at Jolly Cola bliver pladsholder for Coca Cola. Pepsi er jo et 80’er fænomen, så det kommer til meget senere. Man har den samme historie med sådan nogle cowboybukser jeg har på i dag, texas benklæder som man kaldte dem i 50’erne. I stedet for at kalde dem jeans, så kalder man dem cowboybukser – det skal lugte amerikansk og man producerer dem egentlig gerne i Danmark og giver dem den amerikanske association. Det er ikke sådan, at man importerer Levis hertil, det er også økonomisk urealistisk. Det er lidt det samme med Elvis – han er også en del af det som gør, at USA er skræmmende anderledes for folk herhjemme. Altså både fascinerende og skræmmende. Jeg tror også det er derfor han fylder så meget i medierne, fordi nu har man fundet noget som er grotesk anderledes. Det mest amerikanske af det amerikanske. Man gentager den amerikanske forfærdelse over Elvis og giver den måske lige et ekstra skud.

Det er også tydeligt at læse i datidens artikler med det meget fordrejede billede af Elvis.
Helt klart, det er fordrejet. Det er for meget og det er gjort meget tydeligt, for det danske læsende publikum, hvad man skal synes om Elvis. Nemlig at det er helt forfærdeligt. Men der er så mange ting i spil og så mange dimensioner af Elvis her i starten, at alene betydningsrigdommen er voldsomt interessant, fordi man har at gøre med så mange bærende samfundsforhold. Spørgsmålet om, hvem der inde og hvem der er ude. Hvor meget må kvinderne i samfundslivet? Hvordan anskuer vi ikke-hvide mennesker. Hvor meget må man danse og hvor frit må man danse? Dans er noget man lærer henne på danseskolen på det her tidspunkt efter følgende regler. Hvad er det Elvis gør? Han følger ikke nogen regler. Han bruger sin krop, mærker musikken – han bruger i virkeligheden sin egen krop til at kommunikere musikken. Det er ikke fordi ingen har gjort det før, men det er så radikalt nyt – eller virker så radikalt anderledes, vil jeg hellere sige, at det virker skræmmende – og det har man så alle mulige fantasier om i Danmark. At han står og stripper eller hvad man nu kan tro.

Du fortalte tidligere, at bogen er blevet lidt mindre end oprindeligt planlagt?
Ja, jeg havde oprindeligt planlagt en mindre mursten. Der er jo praktiske hensyn til at den er blevet mindre, men der er også nogle læsermæssige hensyn. Der var væsentlig flere facts og tætte analyser af eksempelvis modtagelsen af hans film – men det ville have et noget mindre publikum. Nogle af de næranalyser må så udkomme et andet sted.

Kommer der så en bog nummer 2?
Ja, noget i den stil. Denne her bog kører helt op til i dag eller i princippet op til i dag. Den kører ikke i en lang lige linje eller dækker alt lige meget. Den laver nogle nedslag på nogle episoder og prøver at fokusere på nogle eksempler som er sigende for nogle udviklingstræk i bredere forstand.
Så der er også dækning af tribute artists, storskærmskoncerterne og også Memphis Mansion. Oprindeligt havde jeg tænkt mig det skulle være Danmarks forhold til Elvis i hans egen levetid og ret lidt om tiden siden, men jeg opdagede jo også hvor meget eftertiden er en del af den historie. Når jeg ville fokusere på den samtidige opfattelse af den levende Elvis, så var det også fordi der er meget af især den akademiske litteratur der har fokuseret på Elvis efter hans død. På verdensplan er denne bog den første samlede kulturanalyse af fænomenet Elvis fra hans gennembrud i 1956 og frem til i dag. Ellers har den akademiske litteratur tendens til at fokusere snævrere – med god grund. Jeg forsøger at gøre det ikke dømmende, for det er noget af den slagsside jeg synes den akademiske litteratur har, den er meget dømmende over for fankultur. Det synes jeg er malplaceret – det kan være rigtigt at undre sig. Der er nogle træk i Elviskulturen som adskiller sig fra de træk der gælder i resten af verden. Både journalister og akademikere har haft en tendens til kun at fokusere på de allermest outrerede eksempler på Elvis fans.

Der er lange diskussioner i den mere journalistiske eller akademiske litteratur om Elvis fan kulturen er en religiøs kult eller hvad det er. Man kan ikke afvise at dele af Elvis fan kulturen bærer nogle træk som minder om en religiøs kult, men meget af den gør jo ikke. Jeg har selv været medlem af danske fanklubber for mange, mange år siden da jeg var barn. Det var jo ikke…der var en kærlighed til idolet og en vilje til at bruge meget tid på det, som måske på andre mennesker virker forunderligt. Ligesom jeg kan undre mig over folk som samler på bilkort eller frimærker. Men for mange mennesker er det jo ikke en livsvisdom, man henter ikke ingredienserne til hele sit liv i Elvis.

Har du også kigget på fanklubber før i tiden?
Ja, så vidt som det lød sig gøre. Jeg har været i kontakt med Aage Schandorff som var president for The Copenhagen Elvis Presley Fan Club mellem 1960 og 1965-1966 og med Poul Erik Nielsen som havde en tilsvarende rolle i Skagen Elvis Presley Fan Club, før det i en kort periode. Schandorff havde noget materiale liggende jeg kunne bruge, men ellers har den store udfordring været at jeg har måttet bruge det materiale jeg har kunnet finde i pressen. Materialet er enten forsvundet eller mange af de folk er døde, eller ikke har kunnet få adgang til private samleres samlinger. Sådan har det også være i nogle tilfælde.

Fordi de ikke har villet give adgang?
Ja, fordi nogen ikke har ville lukke op. Af grunde jeg kun kan gisne om.

Har du set Mogens Vemmers udsendelse om fanklubber fra 1961?
Ja, den er meget sød. Den siger noget om, hvordan man undrede sig over sådan nogle fans og fanklubber og idoldyrkelse. Det har man jo på punkter altid gjort, men det fik jo nogle nye former da folk fik flere penge mellem hænderne og også unge mennesker til fritidsforbrug. Så importerede man idéen om fanklubber på en ny måde, en mere organiseret måde.

Hvem håber du vil læse bogen?
Jamen det håber jeg, at mennesker der har interesse for populærkultur vil. Jeg satser selvfølgelig også stærkt på folk, som har en eller anden fortid med Elvis. Selvfølgelig også fans, som måske kunne synes at det kunne være spændende at flytte fokus fra Elvis til alt det omkring Elvis. På måde adskiller den sig jo grundlæggende fra mange af de biografier der findes.