FTD: Aloha from Hawaii via Satellite
Af Christian Rantsén
Oprindeligt publiceret den 2. marts 2022 i Facebook gruppen Alt om ELVIS – manden og musikken.
“Aloha From Hawaii” betyder noget særligt for de fleste Elvis fans, det står som et hovedværk i Elvis’ katalog. Denne FTD-udgivelse vil for mig stå for den ultimative udgivelse af Aloha-optagelserne…men den er absolut kun for fans. Jeg vil i denne anmeldelse fokusere på hovedshowet og optagelserne efter showet, prøverne er udsendt tidligere på Sony i 2013 i det mix der her er inkluderet og dermed ikke nye.
Materialet, hovedshowet og de efterfølgende optagelser til brug i den amerikanske broadcast, har været under kærlig behandling af Matt Ross-Spang, som også senest har stået bag lydarbejdet på “Elvis: Back in Nashville”. Jeg har ikke altid været tilfreds med hans arbejde, jeg synes at Sony-udgivelsen “Way Down in the Jungle Room” var en nedgradering lydmæssigt i forhold til andre udgivelser af 1976-materialet – primært FTD-udgivelserne. Denne udgivelse fortjener han at få ros for – det er en væsentlig opgradering af lyden.
Liner notes er skrevet af Ernst Mikael Jørgensen og Alan Hansson med et flot layout og sjældne fotos, paperwork og dokumentation.
Får altid lyttemæssige kuldegysninger når showet starter med Also Sprach Zarathusta, det er en fremragende introduktion og det er tydeligt at der er blevet arbejdet med mixet. Min hidtidige favorit har været 1998-udgivelsen som er et meget tørt mix, med Elvis’ vokal meget fremme i lydbilledet med nedtonet publikum. Dette nye 2022-mix inkluderer mere af publikum og salen og giver et bedre indtryk af, at være indspillet i en sal. Balancen er fin og der bliver lagt fokus på de rette steder i sangene med hensyn til instrumenteringen, hvor der bliver skruet op og ned for instrumenterne – ikke så meget, at man lægger man mærke til det – med mindre at man virkelig lytter efter. Det eneste som ærgrer mig lidt, er at der bliver faded ud til sidst under Closing Vamp – det kunne være fedt, at have fået hele med.
Der er noget forfriskende over at få de komplette bånd at høre når det kommer til de efterfølgende indspilninger af sange, som skulle inkluderes i den amerikanske udgave af showet. Selvom det er sent om natten efter Elvis – og ikke mindst bandet – har optrådt med hovedshowet, kan man høre at der er godt humør, masser af grin og fin dialog mellem Elvis, bandet og produceren.
Det kan sætte optagelserne i et nyt lys, som er mere flatterende end min tidligere opfattelse af en dødtræt Elvis, der mest af alt virkede til at ville ligge i sin seng. Her kommer det nye mix også til sin ret med mere dynamik, separation mellem musikerne og sangere. Samtidig skal man hele tiden huske på, at disse sange i udgangspunktet skulle bruges til at forlænge den amerikanske udgave af showet, som blev sendt forskudt i april i USA.
Kort fortalt er denne udgivelse af showet på FTD en udsøgt fornøjelse. Jeg kan ikke lade være med at skrive tak til de oprindelige lydteknikere Al Pachucki og Dick Baxter, som optog showet i 1973 – de fortjener en kærlig tanke, for det er trods alt deres fortjeneste at materialet i udgangspunktet er så godt lydmæssigt.
Sammenligning af lyden
Herunder kan du høre en sammenligning af lydkvaliteten mellem den seneste Sony Legacy udgivelse fra 2013 og den nye remix på FTD udgivelsen.
