Dansk presses foromtale
Her er der gengivet 4 avisartikler fra d. 20. januar 1973, der er foromtale til udsendelsen på dansk fjernsyn samme lørdag aften af Elvis’ Aloha-koncert fra weekenden før.
Der er en nogle faktuelle fejl i artiklerne angående årstal og tal i det hele taget. Stavning og tegnsætning er gengivet i overensstemmelse med de originale artikler.
Berlingske Tidende, lørdag 20. januar 1973
Elvis stadig på toppen
Rock-and-Roll-kongen har gennem 17 år bevaret sin popularitet – derfor vil hele verden se ham.
TV kl. 20.05
Få af Elvis Presleys fans har nogen sinde været nær ham, men plader, films og TV-shows har gjort ham til et idol med en »levetid«, der er en sensation i den hårde showbranche. Han har lige passeret de 38 år og har været et samtaleemne i de 17.
En TV-transmission pr. satellit til det meste af verden er analog med en stor begivenhed. Det er altså en verdensbegivenhed, at så mange lande har ønsket at se hans nyeste TV-show fra Honolulu. Også typisk for ham, at han kommer ud til sine fans på den måde. Han har aldrig været på en turné uden for USA.
Men Elvis – og dermed rock’nroll-feberen har vi alle været grebet af. I 1955–56 vakte den 20–årige høje guitarspiller i guldtrådsjakke og superstramme bukser (usømmeligt stramme, sagde mange) med pomadiseret mørkt hår i anderumpefrisure opmærksomhed, når han hulkede sine sange, vrikkede med underkroppen. I virkeligheden efterlignede han blot prædikanterne i pinsebevægelsen derhjemme i Memphis, når de ville have menigheden i ekstase. Elvis’ meninghed blev en del større. Rock’n’roll-alderen holdt sit indtog. Uden for USA måtte vi nøjes med at lytte til hans plader og høre om, hvorledes teenagers flåede tøjet af ham ved hans shows. Snart fik vi syn for sagen gennem hans film.
To år senere troede man, Elvis var færdig. Trods protester fra hundredetusinder af amerikanske teenagers blev han indkaldt til hæren. Fra at tjene 1 million dollar månedlig blev han mening til 78 dollar. Snart hørte verden i taknemmelighed om en mønstersoldat, udstationeret i Vesttyskland, som hans panserregiment var stolt af at have. I 1960 blev Elvis Presley hjemsendt som sergent.
Elvis var ikke glemt, men indtægtskilderne blev nu først og fremmest filmen. Fra 1961 til 68 var han med i 21 film. »Elvis i haremet«, Elvis i dit og dat .. hans film fik sjældent gode anmeldelser, men publikum kunne lide ham. I 1968 vendte han tilbage til scene- og TV-shows. Forinden var han blevet gift med den 11 år yngre Priscilla, datter af en oberstløjtnant, Elvis tjente under i Vesttyskland. 9 måneder senere kom datteren Lisa Marie. Nu og da læser man: »Så er det slut med Elvis«, men det har intet på sig. Den unge lastbilchauffør med sexappeal, der lærte sig selv at spille, er stadig et idol. Hans fans findes i alle aldersklasser – måske hemmeligheden ved hans succes.
Bedstefar kan godt invitere bedstemor på en rok og rul i aften. Han kan den. Hun har lært den af Elvis!
Original billedtekst:
Elvis Presley, som vi kender ham i dag. Stilen har ikke ændret sig væsentlig fra slutningen af halvtredserne.
Politiken, lørdag 20. januar 1973
ELVIS FRA RUMMET
DER ER NOGET naturligt – ja næsten retfærdigt – i, at det er Elvis Presley som laver det første superstjerneshow pr. satellit i historien. Presley, som er blevet kaldt alt fra rocken’s konge til flødebolle, er blandt dem som fik rock’n roll frem på kontinenterne. Det var ham som fik millioner af unge til at rocke og rulle, og de samme unges forældre til at gyse og væmmes hver gang Elvis tonede frem med sine vrik og hoftesvaj.
Men det er årtusinder siden, nærmere betegnet ca. 18 år, og siden er Elvis blevet en del af borgerskabet. Han går stadig klædt i satin og læder, men det er for de rige i Las Vegas han udøver sin engang så farlige kunst. En stor Amerika-turne for nylig, Elvis’ første i mange år, udsolgte koncerter, men kritikken var ikke god. Elvis var kun en kopi af sig selv, mente man. Ikke desto mindre er han stadig Den Levende Legende, og han er ikke så dum, som man vil gøre ham til. Han ved udmærket godt, hvad sådan et satellitshow betyder.
At kunne sende til så mange på samme tid uden større besvær, over alle grænser, uden begrænsninger. Perspektiverne er store. Men foreløbig er det altså Elvis, som toner frem i sit eget show. Hav han vil optræde med vides endnu ikke, men RCA Record Tours og Japans største TV-selskab NTV, der står for udsendelsen, oplyser at han vil synge en snes af sine verdensberømte hits. Elvis præsenterer selv sine sange og hans show vil være af samme art som dem han haft i Las Vegas og Madison Square Garden i New York.
Aloha from Hawai gik i æteren fra Honolulu 14. januar om aftenen lokal tid, det vil sige om morgenen dansk tid. TVs underholdningsafdeling har derfor ment det var mere rimeligt at skubbe udsendelsen til det gode seertidspunkt lørdag aften.
TV 20.05: Aloha from Hawaii
Original billedtekst:
Elvis Presley vil synge sine verdenskendte hits i satellitprogrammet, som er optaget live i Honolulu og som ventes at blive set af over en milliard mennesker overalt i verden.
Ekstra Bladet, lørdag 20. januar 1973
FÆNOMENET ELVIS NÅR UD TIL I ALT EN MILLIARD SEERE
Sidste søndag skete der noget enestående på Hawaii. Begivenheden var i hvert fald enestående for de tusindvis af børn og unge mennesker rundt om i verden, der kalder sig Elvis-fans og som gennem utallige klubber følger fænomenet Elvis Presley hans liv og hans musik på nærmeste hold.
Elvis lavede sit første TV-show i tre år.
Han var på scenen i en hel time og via satellit var seere i Australien, Thailand og på Filippinerne med, mens det foregik. Samtidig sad man rundt om i verden og tappede udsendelsen over på billedbånd, for nok er Elvis’ fans engagerede folk, men en times Elvis klokken seks om morgenen var nok mere, end man kunne byde dem. Aloha from Hawaii vises derfor i løbet af denne moned på normal ssendetid i de lande, hvor tidsforskellen gjorde direkte transmission ubekvem. I aften er det vores tur. Showets producent regner med en samlet seerskare på over en milliard og det er i hvert fald enestående.
I Danmark har Elvis naturligvis også stor, velorganiseret fanklub med eget blad, det hedder Elvisette, og nyhedsbreve til medlemmerne. At udsendelsen i aften virkelig er en begivenhed, illustreres af en notits i sidste Elvisette:
”Den store og glædelige nyhed i dette nummer er, at dansk TV udsender showet lørdag d. 20. januar. Showet her utvivlsomt været meget dyrt, og man har taget konsekvensen og sat showet på programmet i den allerbedste sendetid. Oplysningerne er fra TVs informations- og presseafdeling. Der er altså ikke tale om rygter, og folk kan således godt begynde at gælde sig for alvor.”
Elvis Presley, 37, er et fænomen i showbusiness. Selv en ikke-Elvis-fan kan se, at hans karriere har været fantastisk. Der er nu gået 18 år siden den unge lastbilchauffør fra Memphis, Tennessee, mod en betaling på fire dollars fik lov til at få skåret sin første plade, en fødselsdagsgave til hans mor. I de 18 år har han solgt over 250 millioner plader og indspillet 33 film. Han har den største og mest tilbedende fan-skare i underholdningsindustriens historie. Ifølge Gallup er hans fornavn verdens mest kendte, han har fået smigrende tilnavne som The King of Rock og kaldes en levende legende. Han har simpelt hen overlevet de op- og nedture, de fleste popstjerner brækker halsen på.
Et klogt hoved har sagt: ”Amerika har givet verden fire enestående ting: baseball, Coca-Cola, Mickey Mouse og Elvis Presley. Hvordan man vil opfatte det, må man selv om – Men nu kan De jo se ham i aften…
Original billedtekst:
En pige om at være Elvis-fan: – Det er ligesom at være forelsket. Man vågner om morgenen, og så er den der. Man ved ikke, hvorfor man er fan. Man kan heller ikke forklare, hvorfor man er forelsket.
Folketidende, lørdag 20. januar 1973
En hel time med Elvis
TV 20.05 – Danske seere er med, når Elvis Presley laver sit første TV-show i tre år, »Aloha From Hawaii«. Det er en hel times program udelukkende med Elvis, dette århundredes største idol siden Valentino og vel nok den første sanger, der bliver sendt det meste af verden rundt pr. satellit – direkte.
Presley »gik« i luften den 14. januar om aftenen lokal tid – det vil side om morgenen dansk tid, og TV sender programmet i aften.
Det er nu atten år siden, at Elvis Aaron Presley hjemme i Tupelo, Mississippi, for fire dollars indspillede sin første plade, en fødselsdagsgave til sin mor. Et par måneder efter indspillede han »Thats All Right«, og siden har han været en konstant begivenhed.