Elvis Presley: The Searcher er en 3½ times dokumentarfilm i to afsnit produceret af amerikanske HBO (Home Box Office) i samarbejde med Sony Pictures.
Filmen havde premiere i USA på HBOs TV kanal den 14. april 2018. DR sikrede sig rettighederne til at vise denne enestående dokumentarfilm, som de første i Skandinavien på deres streaming platform. Men har sidenhen også vist den på flow TV. Desuden kan den nu også købes på DVD og Blu-Ray. Søg efter den på nettet.
Anmeldelse og første indtryk
af Allan Tychsen, den 16. april 2018.
allan@altomelvis.dk
Nu har jeg set den nye dokumentar Elvis Presley: The Searcher i sin helhed, og man må sige at det er en ordentlig mundfuld, næsten 3½ times spilletid i alt. Kommer vi så HELE vejen rundt om Elvis – manden og musikken når vi nu ofrer 3½ time på at kigge i skærmen? Det vil jeg forsøge at komme med et svar på til slut.
Rent teknisk er The Searcher helt fantastisk lavet. Endelig får vi en dokumentar om vores mand, der gør brug af de nyeste effekter og teknikker indenfor filmverdenen. Billedsiden består hovedsageligt af fotos, der for mine øjne er sjældne. Vi ser ikke alle de samme billeder, som vi kender til udødelighed. Desuden zoomer man ind på næsten alle billeder, så vi føler vi kommer helt tæt på. Vi får følelsen af at stå midt i historien og ikke bare som tilskuer på sidelinjen. Flere gange zoomes der helt ind på Elvis’ øjne, så vi kommer helt tæt på ham. Desuden er der masser af gamle film, både med og uden Elvis, for at vise samtiden.
Selve den primære fortælling skabes af alle de interviewede personer, der tilsammen danner hele historien. Vi ser aldrig de interviewede personer, der kommer blot et navn og titel på skærmen. Det giver en rigtig god effekt, da det ville forstyrre øjet at skulle sidde og se på Tom Petty eller Bruce Springsteen anno 2017, når vi prøver at skabe en stemning der hedder 1955. Ved at bruge denne teknik, kan man også udnytte gamle interviews med fx Tom Parker, Sam Philips og Elvis selv. Så stemningen i filmen bibeholdes hele vejen igennem. Til at krydre de gamle klip, har man kreeret nye klip til at binde historien sammen. Dette er ikke, som vi ser i fx ”This Is Elvis”, skuespillere der skal spille Elvis og co. Det er klip der skal danne stemning. Film af drengen Elvis der cykler ud i landskabet på sin cykel. Film af hans Cadillac der kører rundt, og holder parkeret foran Sun Studio. Det er stemningsbilleder.
Desuden er alt i widescreen, som vi heller ikke har set før. Men man har ikke strukket, og dermed ødelagt, billedet på de gamle optagelser. Istedet zoomer man ind, og beskærer toppen og bunden, så man opnår det brede format. Denne effekt er også med til at vi kommer meget tættere på Elvis, end vi er vant til.
Desuden er alt i widescreen, som vi heller ikke har set før. Men man har ikke strukket, og dermed ødelagt, billedet på de gamle optagelser. Istedet zoomer man ind, og beskærer toppen og bunden, så man opnår det brede format. Denne effekt er også med til at vi kommer meget tættere på Elvis, end vi er vant til.
Elvis Presley: The Searcher del 1:
Med en spilletid på 1 time 48 min, er dette det længste afsnit af de to. Det er dog også det afsnit der strækker sig over den korteste periode, nemlig fra Elvis’ barndom og frem til 1960 hvor han møder Priscilla i Tyskland. Men nok også den vigtigste periode at belyse, for at finde frem til hvordan fænomenet ”Elvis” blev skabt.
Som en rød tråd gennem hele dette afsnit, får vi klip fra ’68 Comeback Special, hvilket giver en rigtig fed effekt. Det ER også der i 1968, at Elvis vender tilbage til sine rødder.
Men vi starter naturligvis fortællingen om hvordan Elvis lyttede til ”de sortes” musik, og blev inspireret af den.
Da Red West fortæller om Elvis’ deltagelse i sang konkurrencen på skolen, hvor han sang Old Shep, fik jeg lidt et sug i maven, da det var et alternativt take af sangen de spillede i baggrunden. Vi får følelsen af at dette er noget helt specielt, fordi det ikke bare er den kendte studio version af Old Shep vi hører.
Sun Records – That’s All Right – vi hører først en del af den originale master, før Elvis brager derudaf iført lædertøjet i 1968. Det er overraskelsesmomentet i klipningen der giver effekten. Måske lidt den samme effekt som man oplevede dengang i 1954.
Vi hører klip fra en del andre Sun numre, der bare får så meget mere sjæl når man samtidig ser billederne, og lytter til fortællerne. For at afslutte Sun perioden spilles Blue Moon, med et billede af Elvis der bliver zoomet helt ind på hans øjne. Vi kommer helt tæt på ham her.
Billedsiden krydres desuden med en del smalfilmklip af Sam Phillips, som er meget sjove at se i stedet for de sædvanlige billeder vi kender.
Herefter fokuseres på at Tom Parker kommer ind i billedet, samt at Elvis kommer på landsdækkende TV. Der vises kun få klip fra 50’ernes TV shows, og faktisk intet fra Ed Sullivan shows. Kun en masse billeder. Jeg tænker det er et spørgsmål om rettigheder.
Selvom der bliver fortalt at Elvis er en meget travl mand i denne periode, undlades der helt at fortælle noget om hans vilde turné kalender i 1955-56. Man er kun inde over at han optræder i Louisiana Hayride. Der bliver heller ikke nævnt noget om fiaskoen i Las Vegas i 1956.
Filmene i 50’erne kommer man også lidt let hen over, da hverken Loving You eller Jailhouse Rock bliver nævnt.
Så skal Elvis i hæren i 1959, men i stedet for at høre G.I. Blues sangen som underlægning, som man har gjort i samtlige dokumentarfilm hidtil, understreges Elvis’ ensomhed ved at vi hører hjemmeoptagelsen af Mona Lisa. Mor er død. Han er helt alene i Tyskland, med masser af tid til at tænke over tingene.
Der reflektes over begivenhederne der er sket indtil nu med sangen Lonely Man som underlægning, hvilket godt nok er et film-nummer fra 1961, men teksten er meget rammende i denne sammenhæng: “Searchin’, always searchin’ for something he can’t find. Hopin’, always hopin’ that some day fate will be kind. It’s a lonely man who travels all alone. When he has no one that he can call his own.”
Vi ser drengen på cyklen, Cadillacen, det lille TV på Graceland er klar til at vise ’68 Comeback Special igen. Gracelands låger lukkes, skærmen går i sort.
BAM – lige i det øjeblik hvor de første rulletekster kommer på skærmen, brager Elvis ud i Power Of My Love!
Searchin’, always searchin’
For something he can’t find.
Hopin’, always hopin’
That some day fate will be kindIt’s a lonely man
Who travels all alone
When he has no one
That he can call his own
Uddrag af “Lonely Man” af Bennie Benjamin, indspillet af Elvis i 1961
Elvis Presley: The Searcher del 2:
Andet afsnit byder på 1 time og 37 min spilletid. Her følger vi den etablerede kunster ”Elvis Presley” fra 1960, hvor han kommer hjem fra hæren og frem til hans død i 1977.
Igen starter vi med ’68 Comeback Special klip. Det skal lige nævnes at alle disse klip fra 1968 showet er fuldstændig ny-redigerede. Nogle med andre kameravinkler end vi kender.
Efter et formidabelt anslag med materiale fra 1968 showet, fortæller Elvis rent faktisk et resume af første afsnit. Man har brugt klip fra en af de lange monologer, som Elvis lavede under sine Vegas shows i 1969. Her fortæller han nemlig hele hans livs historie.
På billedsiden ser vi igen stemningsbilleder med drengen på cyklen, Cadillacen og de gamle billeder af Elvis som dreng.
Herefter fortælles om de første recording sessions, Frank Sinatra showet, samt at filmkarrieren genoptages. Der bruges tid på at understrege at Elvis var træt af filmene. Red West siger også at filmsangene intet har med Elvis at gøre, og han blev træt af det hele.
I 1966 kommer vendepunktet med How Great Thou Art albummet, som Elvis indspiller fordi han har lyst til at lave noget der igen giver mening for ham.
I store træk bevæger vi os så direkte til 1968 og ”Comeback Specialen”, 1969 American Sessions og til 1969 live i Las Vegas.
Man omtaler slet ikke de andre studieindspilninger Elvis lavede i 1960’erne, ud over Elvis is Back albummet. Jeg synes helt klart at indspilningerne af Jerry Reed numrene Guitar Man og US Male i 1967, også var en del af Elvis’ “demonstration” imod Colonel Parker og den uendelige mængde af B-film, og tilhørende dårlige sange, der dominerede 1960’erne for ham. Men disse bliver slet ikke nævnt.
Som filmmateriale til at fortælle om tilbagevenden til Las Vegas i 1969, bruges optagelser fra That’s The Way It Is fra 1970, hvilket også giver god mening da der ikke findes filmoptagelser fra 1969. Dog intet nyt materiale her.
Herefter går vi med Elvis på turné i 1970’erne, med masser af smalfilmsklip fra koncerter. Vi får Never Been To Spain fra eftermiddags koncerten i Madison Square Garden den 10. juni 1972. Smalfilm med god lyd på. Og derefter en forrygende version af American Trilogy fra Elvis On Tour filmen fra 1972. MEN denne gang har man taget smalfilm af Elvis iført King of Spades jumpsuiten (fra en koncert i 1973), og blandet med publikums optagelser fra Elvis On Tour. Resultatet er enestående.
Men bortset fra at vi fans ved hvor klippene stammer fra, nævnes absolut intet om hverken That’s The Way It Is, Elvis On Tour eller Madison Square Garden koncerterne. Ting som ellers står som milepile i min opfattelse af Elvis.
Efter lidt rehearsal outtakes af Burning Love og Separate Ways, fortælles der kort om Aloha From Hawaii showet. Hvor der vises lidt af You Gave Me A Mountain fra rehearsal showet.
Til slut fortælles om de sidste sessions i Jungle Room på Graceland, og Hurt danner stemning til tilbageblik – igen til drengen på cyklen, Cadillacen og de gamle billeder.
Elvis dør, men blot som tekst på skærmen – ingen film af rustvognen og de grædende fans, som vi har set utallige gange.
En alternativ udgave af If I Can Dream afslutter det hele med manér.
En tekst til slut angiver hvor mange koncerter, film og sange Elvis indspillede i sin karriere. 31 film…! That’s The Way It Is og Elvis On Tour er simpelthen slettet fra hukommelsen nu!
I afsnit 1 brugte man den seje Power Of My Love som underlægningsmusik til rulleteksterne. Men her i afsnit 2 går det helt galt! Vi slutter simpelthen med Tom Pettys fortolkning af Wooden Heart hen over rulleteksterne… Hvad skete der lige der?
Konklusionen er, at Elvis Presley: The Searcher kommer hele vejen rundt om Elvis, set med en ”ikke fans” øjne. Det er en pragtfuld dokumentar til at erhverve nye fans. Den fortæller de essentielle dele af historien. Og det ville uden tvivl blive ret kedeligt hvis man slavisk skulle nævne fx alle film.
Set med en hardcore fans øjne (som mine), så er Elvis Presley: The Searcher fantastisk flot lavet. Der er heller ikke nogle deciderede fejl, man undlader blot at nævnte nogle af begivenhederne i Elvis’ liv.
Desuden synes jeg det er et frisk pust at man kun har valgt at bruge sjældne fotos og klip, i stedet for det vi alle har set til ukendelighed. Det vil jeg også mene er en stor fordel for ”ikke fans”. At de får en hel ”ny” Elvis at se. Et kæmpe plus er vores egen Elvis historiker Ernst Jørgensen, der får lov til at fortælle en stor del af historien.
Konklusionen er, at Elvis Presley: The Searcher kommer hele vejen rundt om Elvis, […] Det er en pragtfuld dokumentar til at erhverve nye fans.
Soundtrack
Sony har også udgivet et enestående soundtrack til The Searcher.
Både som enkelt CD, 3 CD deluxe udgave og som dobbelt vinyl.
Tilbage til