Las Vegas International Presents Elvis – September 1970

Las Vegas International Presents Elvis - September 1970

Anmeldelse af Allan Tychsen
Oprindeligt publiceret den 11. november 2021 i Facebook gruppen Alt om ELVIS – manden og musikken.

Så kom den endelig med GLS – den længe ventede, og hidtil ukendte, soundboard optagelse fra september 1970. Vinyludgivelsen har været meget forsinket. Det er ca. to måneder siden at jeg forudbestilte den hos Memphis Mansion. CD-udgaven blev vel udgivet for en månedstid siden. Egentlig bruger jeg ikke mine penge på uofficielle udgivelser, men denne fra Memphis Recording Service blev jeg nødt til at eje. Der er tale om en hidtil ukendt, og dermed aldrig tidlige udgivet, soundboard optagelse fra 1970. Men jeg synes ikke at den har fået særlig meget omtale på nettet, selvom det faktisk er en lille sensation at der pludselig dukker en god optagelse op fra den 2. september 1970.

For lige at sætte den i perspektiv, så har vi indtil nu kun haft de seks professionelt optagede koncerter fra Elvis’ 3. sæson på International Hotel i Las Vegas, der startede den 10. august 1970 og sluttede 57 koncerter senere den 7. september 1970. De omtalte seks koncerter var også de seks første i sæsonen, og blev optaget i forbindelse med indspilningerne til dokumentarfilmen ”That’s The Way It Is”. Derudover findes der publikumsoptagelser af 9 koncerter optaget mellem den 14. august og den 21. august. Men disse er ikke i ret god kvalitet, så denne nye soundboard optagelse fra dinner showet den 2. september 1970, er et helt enestående fund. Da jeg sidste år var med til at skrive FTD’s to store bøger om produktionen af ”That’s The Way It Is”, var ingen klar over at der fandtes soundboard optagelser fra august-september 1970.

For dem der ikke lige har styr på det, så er en soundboard optagelse optaget på et kassettebånd direkte fra mixerpulten. Derved får man optaget alle musikere i ret god kvalitet, men man får ikke publikums reaktioner med. En professionel optagelse blev dengang optaget på 16 spors bånd, der giver den bedste lydkvalitet, og mulighed for senere at mixe og mastere lyden. En publikumsoptagelse er optaget på et kassettebånd med en lille halvgemt kassettebåndoptager af en tilskuer i salen. Så lyden er ikke ret god, men til gengæld er man helt tæt på publikum, og får alle deres reaktioner med.

Det er ret underholdende at høre en koncert fra tiden efter MGM og RCA har pakket deres grej sammen, og Elvis ikke er klar over at det hele bliver optaget. Sangene er stort set de samme, som i starten af sæsonen, men Elvis tager dem ikke helt så alvorligt længere. Han har også optrådt med samme set liste i ca. 3 uger nu, med to koncerter hver aften.

Han er i godt humør, måske endda lidt for godt humør. Det kunne godt lyde som om at han har taget lidt for mange ”uppers”, da han stod op sidst på eftermiddagen, nogle timer før koncerten. Han fjoller og snakker i starten af ”I Got A Woman”, så den må startes forfra. Derefter introducerer han sig selv som Johnny Cash, og byder publikum velkommen til The Flamingo, som er et andet hotel i Vegas. Under hans efterfølgende lynudgave af hans livshistorie, bliver bl.a. Colonel Parker omtalt som Colonel Chicken. Efter en rimelig hurtig udgave af ”Love Me Tender”, hvor han har mere travlt med at kysse en stor del af det kvindelige publikum, end at tage sangen seriøs, er det tur til hans nyeste singleplade ”I’ve Lost You”, der også bliver ødelagt af snak og pjat. ”I Just Can’t Help Believin’” bliver næsten taget seriøs, ligesom ”You’ve Lost That Lovin’ Feelin’”. Derefter er det tid til den vildeste, men bestemt ikke den bedste, udgave af ”Polk Salad Annie”. Den er vildt speeded op, og vi får en forsmag på bassoloen, der kommer til at præge liveudgaven et par år senere.

Præsentationen af bandet foregår også i totalt kaos, med en rockin fed udgave af ”Johnny B. Goode”. Efterfølgende får vi ”The Wonder Of You”, der desværre også spilles i et alt for hurtigt tempo, i forhold til de første udgaver fra februar 1970. Nu bruger han en masse tid på at snakke om ”Heartbreak Hotel”, som han beslutter sig for at han ikke gider synge alligevel. ”One Night”, ”Blue Suede Shoes” og ”Hound Dog” er typiske 1970 versioner i højt tempo. Der afsluttes med ”Bridge Over Troubled Water”, ”Suspicious Minds” og ”Can’t Help Falling In Love”, hvoraf de to sidste er taget fra midnatskoncerten. Så mon ikke der findes flere soundboard optagelser fra samme periode.

Konklusionen må være at det er helt enestående at få lov til at høre en koncert fra september 1970 i så god lydkvalitet. Men kvaliteten af Elvis’ optræden er desværre aftagende. Han laver lidt for meget sjov og ballade med publikum og musikerne, i stedet for at koncentrere sig om at synge sangene. Det er selvfølgelig også meget underholdende at lytte til, og har helt sikkert været sjovt at opleve i virkeligheden. Men man må sige at kvaliteten af de første koncerter fra denne sæson er i et betydeligt højere niveau. Når det så er sagt, så er det Elvis anno 1970 vi lytter til, hvor han virkelig var på toppen. Så set i forhold til mange af de senere koncerter i hans karriere, så overgår denne fra september 1970 de fleste af dem.

Lydkvaliteten er som sagt ret god. Men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor MRS skal forsøge at forvandle monoindspilninger til stereo. Det giver ingen mening. Resultatet bliver en under slags ekko, der kunne være undgået ved bare at lade mono være mono!

Hvis du er vild med Elvis live i 1970 er denne en must i din samling.

Vinyludgaven er blot en enkelt LP, hvor man har presset ca. 30 minutter ned på hver side. CD-udgaven indeholder 2 CD’er, hvor CD 2 indeholder prøverne fra den 10. august. Men det er bare endnu et rip-off af FTD’s udgivelse, så der er intet nyt på den ekstra CD.

Tilbage til