Vi ved ikke med sikkerhed hvem der valgte de to numre som Elvis optræder med, eller hvorfor. Måske var det blot hans egne valg, af sange han følte sig trygge ved. “Shake, Rattle and Roll” havde han spillet mange gange live, og valgte da også at indspille den i studiet ganske kort tid efter. Her på “Stage Show” valgte han at koble sangen med “Flip, Flop and Fly”. Et medley med Elvis der kun findes fra dette TV show.
Det andet nummer han valgte, var Ray Charles’ “I Got A Woman”. Et nummer han også havde forsøgt at indspille i SUN studiet, men uden held. Det blev dog indspillet på RCA den 10. januar 1956.
Man kan måske undre sig over at han ikke optrådte med “Heartbreak Hotel”, da denne jo netop var udsendt på single dagen før. Det havde været alletiders mulighed for at promovere den.