Herefter følger den måske bedste live udgave af ”Don’t Be Cruel” nogensinde. Her bruger Elvis en frasering som han har hørt ”Billy Ward & his Dominoes” bruge. På ”Million Dollar Quartet” optagelsen, en lille måned tidligere, kan man tydeligt høre Elvis snakke om at han har oplevet dem ved en koncert. Her giver han også en smagsprøve af hvordan det lød, og det er præcis denne frasering han bruger her på Sullivan showet.
I sin anden optræden på showet vælger Elvis to nye numre fra sit andet album. En fantastisk version af “Too Much”, efterfulgt af “When My Blue Moon Turns To Gold Again”. Læg mærke til en detalje i sidst nævnte nummer. Scotty starter faktisk sin solo, men Elvis når at “vinke ham af” og i stedet synge næste vers. Hvorfor han ikke lige havde lyst til en guitar solo, må stå hen i det uvisse. Men det er en fornøjelse at se ham udføre nogle lidt mere sjældne numre, hvad live udgaver angår.