The Milton Berle Show

3. april 1956

Bare ti dage efter Elvis’ sidste optræden hos Dorsey brødrene, er han på skærmen igen. Denne gang i komikeren Milton Berles TV show, i et special afsnit der blev sendt direkte fra hangarskibet USS Hancock, der lå i havn i San Diego. Selvom publikummet mest bestod af skibets personale og deres familier, fremfører Elvis gode versioner af Heartbreak Hotel og Blue Suede Shoes.

Efter de to sange, er det med en klump i halsen at Elvis introducerer sin tvillingebror. Man kan virkelig fornemme at han har svært ved at få ordene sagt. Hans rigtige tvillingebror døde som bekendt under fødslen. Men her er det altså Milton Berle der spiller Elvis’ lidt smådumme “hillbilly” bror i en sketch mellem de to, der også indeholder lidt Blue Suede Shoes, imens Berle klovner rundt.

Der har ofte været snak om at dette show findes i farver, det tvivler jeg dog meget på. Showet blev faktisk sendt i farver, dengang i 1956. Det står der endda i slutningen af rulleteksterne. Men dette betyder ikke at der blev optaget og gemt en farve version. Optagelser af de gamle TV shows der eksisterer i dag, er såkaldte kinescopes. Man satte i princippet et filmkamera foran en TV skærm, der så filmede og optog det der blev sendt på skærmen. Så både filmkamera og TV skærmen skulle altså kunne håndtere farver, og man skulle også have farvefilm at optage på, hvilket højst sandsynligt var meget dyrt dengang.

Elvis synger:

Shake, Rattle and Roll (kort uddrag)
Heartbreak Hotel
Blue Suede Shoes
Blue Suede Shoes (uddrag sammen med Milton Berle)

Farvefotos fra prøverne til showet

Videoklippet herunder indeholder også den lidt mere sjældne introduktion under starten af showet, hvor Elvis giver et par linjer af Shake, Rattle and Roll, kun med sin akustiske guitar. Desuden er slutningen af showet også inkluderet, hvor Elvis står sammen med alle andre deltagere, dog uden at sige noget.