The Ed Sullivan Show

9. september 1956

Det mest populære TV show i USA i 1950’erne var The Ed Sullivan Show. Det må have været Parkers ultimative mål, ihvertfald hvad TV optrædener angår, at få Elvis med i Sullivans show. Især efter at Ed Sullivan havde udtalt at han aldrig nogensinde skulle have ham Elvis med i sit show.

Men efter Steve Allens show med Elvis som gæst havde fået højere seertal end Sullivans show samme uge, måtte Ed give efter for teenage hysteriet, og lave en aftale om at få Elvis med på sit show.

Den 12. juli, blot 11 dage efter Elvis’ optræden på Steve Allen showet, annoncerede Ed Sullivan at han havde skrevet en kontrakt med Elvis, om at han skulle optræde i hele tre shows for den svimlende sum af 50.000 dollars. Det lyder måske ikke af meget i dag, men hvis man omregner til ”år 2018” dollars, så svarer det ca. til 450.000 dollars. Hvis man så igen omregner det beløb til “år 2018” danske kroner så er det ca. 3 millioner kroner. Nu kan vi pludselig forholde os til at det er rigtig mange penge – en million kroner pr. show!

Elvis’ første optræden på Ed Sullivan showet blev dog lidt anderledes end forventet, fordi hverken Ed eller Elvis var i studiet i New York, under showet. Ed lå stadig på hospitalet efter en alvorlig bilulykke, og havde den engelske skuespiller Charles Laughton til at overtage rollen som vært på showet. Elvis var i gang med at indspille sin første film, så han var med live fra CBS’ studie i Hollywood.

Det var et show som Ed Sullivan helst ikke ville have misset, men humøret blev nok løftet en smule for han dagen efter, da han kunne læse at showet havde haft ca. 60 millioner seere, det var hele 82,6 procent af alle TV seere. Det var ny rekord, der altid vil stå som USAs mest sete TV program i 1950erne.

Billeder fra prøverne til showet.

Elvis ligger ud med ”Don’t Be Cruel”, der på dette tidspunkt lå nummer ét på hitlisterne, hvilket den gjorde i hele 11 uger fra juli 1956 og indtil den måtte vige pladsen for ”Love Me Tender”.

Netop ”Love Me Tender” er nummeret som Elvis fremfører herefter. Han introducerer det som et helt nyt nummer og at det ikke ligner noget af det han har lavet før.
Elvis havde indspillet ”Love Me Tender” i på Fox’ Sound Stage den 24. august, men sangen var endnu ikke udgivet, da han sang den på Sullivan showet. Hvilket gjorde at RCA fik meget travlt. Alene forudbestillingerne af pladen løb op over en million stk., og den fik dermed tildelt guld allerede før den blev udgivet…! Den blev som bekendt en så stor succes at Fox valgte at omdøbe filmens titel til ”Love Me Tender”.

Elvis synger:

Don’t Be Cruel
Love Me Tender
Ready Teddy
Hound Dog

Senere i showet vender man tilbage til Elvis i Hollywood, hvor han lægger ud med en version af Little Richards ”Ready Teddy”, der sidder lige i skabet og ligger meget tæt op af Elvis’ studie version, der blev udgivet på hans andet album. En detalje som jeg er helt vild med her, er overgangen fra New York studiet til Hollywood. Der har været nogle udfordringer med tidsforskydninger, og vi ser Elvis stå klar i næsten 10 sekunder, før han får et ”cue” om at han er på. Det er fantastisk hvordan han står der og charmer sig ind på teenage tøserne i publikum. For slet ikke at tale om Charles Laughtons introduktion af ham: ”…to see and hear that man again…”. Efterfulgt af hans overraskelse over teenagerne i New York studiet går helt amok. De må have haft nogle skærme, så de også kunne se ”that man again”.

Efter ”Ready Teddy” får Elvis lige sagt et par ord til Sullivan om at han glæder sig til at se ham på TV igen og at han selv vender tilbage til showet den 28. oktober, denne gang i New York.

Med ordene ”As a great philosopher once said:” bryder han ud i “You’re ain’t nothing but a hound dog…” imens at tøserne skriger som vilde. Med en ultra kort version af ”Hound Dog”, uden guitarsolo eller noget, afslutter han sin første optræden på Ed Sullivan showet.

The Ed Sullivan Show

28. oktober 1956