Film nummer 23 “Easy Come, Easy Go” er indspillet efter film nummer 24 “Double Trouble”, men havde alligevel premiere før. Det fortæller nok mest noget om det tempo, hvormed der blev indspillet Elvis-film i denne periode. Tre film om året i perioden 1964-69. Det var voldsomt. For Freddy Bienstock var dette tempo blevet noget af en udfordring. Bienstock var ansvarlig for at finde sangmateriale til filmene. Egentlig havde Bienstock i årevis haft de bedste kort på hånden. Det var forbundet med stor prestige at få sine sange fremført af Elvis, så Bienstock havde formået at få en stor del af de royalties, som sangene indbragte, sendt videre til Elvis og Hill & Range (det firma, som havde rettigheder til Elvis’ musik) i stedet for sangskriverne. I kulisserne talte man om “The Elvis Tax” – prisen for at lov til at få foden indenfor hos verdens største artist. Nu havde Bienstock imidlertid ikke længere så gode kort at spille. Filmenes dalende popularitet smittede selvsagt af på salget af albums med musikken. Til “Easy Come, Easy Go” præsenterede Bienstock hele 12 sange for Colonel Parker. Den hårde manager havde godt fornemmet, at Elvis var utilfreds med hele situationen, og Parker forkastede alle 12 sange. Bienstock måtte på den igen og fandt en ny portion sange. Der var i det hele taget uro omkring situationen. Ben Weisman, som var fast leverandør af sange til filmene, klagede sin lid til Parker. Weisman kunne ikke få forskud på sin betaling – et forskud, som komponisten skulle bruge på at lave demoer, som Elvis kunne lytte til. Det hele endte dog med en stak sange, som blev fundet passende til filmen. Hill & Range havde allerede rettigheder til to numre, som Bienstock mente ville være gode til “Easy Come, Easy Go”: Ray Charles-nummeret “Leave My Woman Alone” og Lieber og Stollers “Saved”, som allerede var et hit i 1961 med LaVern Baker. Der blev indspillet backing track til Ray Charles-nummeret, men Elvis fik af ukendte årsager aldrig lagt vokal på det. “Saved” kom heller ikke med i denne omgang. Den fik til gengæld sin berettigelse, da den senere kom med i NBC’s tv-special “Elvis” (‘68 Comeback Special). To andre numre: “She’s A Machine” (som Elvis ikke brød sig om) og den smukke gospel-ballade “We Call On Him” klarede heller ikke cuttet.

John Rich (fra “Roustabout”) var tilbage i instruktørstolen, og beskeden fra Hal Wallis, som var producer for niende og sidste gang på en Elvis-film, var “Just put them through their paces” – vel bedst oversat som “Bare lad dem vise, hvad de kan”. Det var i sig selv en øvelse, for økonomien gennemsyrede som sædvanlig projektet, allerede før det var begyndt. Et memo fra co-producer Paul Nathan til Hal Wallis fortalte f.eks. at den kvindelige hovedrolle Dodie Marshall, som havde forlangt USD 1.000 om ugen for sin medvirken, nok ville nøjes med USD 650.

Samtidig var der bekymringer i forhold til Elvis’ vægt. Rich mente, at Elvis’ påklædning film for film blev strammere og strammere, mens Elvis blev federe og federe. Med udsigten til en rolle som soldat og dykker, var det en frygt, at Elvis mødte op på settet ude af form.

I forvejen var forholdet mellem Rich og Elvis prøvet. På “Roustabout” havde de to allerede stødt hornene mod hinanden. Elvis havde (naturligvis) inviteret Red West med til optagelserne af “Easy Come, Easy Go” (vel sagtens med et “løfte” om en mindre rolle undervejs). Da Elvis og West under en optagelse brød sammen af grin, fik Rich omgående West udelukket fra deltagelse på settet.

Igen var det Allan Weiss og Antony Lawrence, som havde skrevet manuskriptet. Som makkerpar var de også sammen om “Paradise, Hawaiian Style” og “Roustabout”, mens Weiss kunne skrive manuskriptforfatter til både “Fun In Acapulco”, “Girls!” Girls! Girls!” og “Blue Hawaii” på cv’et.