I hænderne på den dygtige instruktør George Sidney skulle det blive et kærkomment boost for Elvis – og ikke mindst for de fans, som må bruge uhensigtsmæssigt mange timer på at forsvare mr. Presleys sølle præstationer på det store lærred. Vigtigst blev dog castingen af den svensk/amerikanske skuespillerinde Ann-Margret som modspiller til Elvis. Hun gik i Hollywood under navnet “The Female Elvis Presley”. Sidney vidste præcis, hvad han bragte i spil. De to havde arbejdet sammen i filmen “Bye, Bye Birdie” (1963) – en musical, som var tydeligt inspireret af starten på EP’s karriere. Faktisk var Elvis i spil til hovedrollen i “Bye, Bye Birdie”, men Colonel Parker afslog med vanlig skråsikkerhed tilbuddet. Elvis skulle under ingen omstændigheder spiller en parodi af sig selv. Det var nærmest symbolsk for den bjergetape Colonel Parker stod overfor. Ann-Margrets indtog i “Viva Las Vegas” gik ikke stille for sig. For manageren blev det en nærmest daglig kamp for at holde fokus på dét, som han så som sin stjernes interesser.

Instruktør George Sidney var efter sigende så betaget af Ann-Margret, at scenerne med den rødhårede sexbombe i stigende grad blev filmet til hendes og ikke Elvis’ fordel, hvilket gjorde Colonel Parker rasende. Og som om det ikke var nok, så forelskede Elvis sig hovedkulds i Ann-Margret, der allerede havde tilsneget sig to sange i “Viva Las Vegas”. Det fik Parker til at stryge nummeret “You’re The Boss” – en duet mellem de to hovedrolleindehavere. Samtidig skred filmens budget for hver indspilningsdag. I sidste ende ville det have indflydelse på Parkers eget økonomiske udkomme af filmen. Måske er det årsagen til, at filmens finale er usædvanlig kort – selv for en Elvis-film. Parker gjorde det sikkert i bedste mening, men havde han haft bare en smule is i maven, ville han måske have kunnet ane omridset af det, som skulle blive den mest indbringende Elvis-film overhovedet. Der var på ingen måde grund til bekymring. “Viva Las Vegas” skulle nok tjene sig selv ind. Desværre fik det Parker til at stramme den økonomiske livrem for fremtidige projekter til inderste hul.

Elvis spiller racerkøreren og tjeneren Lucky Jackson, som håber på at vinde byen Las Vegas’ første Grand Prix. Han bliver dog temmelig forstyrret i denne opgave, da Ann-Margret i rollen som Rusty Martin svinger sine urimeligt velformede ben ind i filmen allerede efter 6 minutter. Der er ikke noget at sige til, at George Sidney (og Elvis for den sags skyld) var betagede. Ann-Margret vælter formeligt og med isblå øjne ud over skærmen. Og så ville det jo ikke være en Elvis-film, hvis ikke Lucky Jackson skulle kæmpe både om sejren og kvinden. Her er rivalen den stilfulde Elmo Mancini, spillet af Cesare Danova. Den italienskfødte skuespiller havde lige haft sit store gennembrud i den firedobbelte Oscar-vinder“Cleopatra” (1963) og klarer sin birolle til ug. Plottet er igen til at overskue, måske endda tyndere end sædvanligt, men den gode Sidney havde gjort præcis dét hjemmearbejde, som andre instruktører havde forsømt. I stedet for udelukkende at fokusere på at skyde scener med nærbilleder af Elvis, skulle der også være fokus på den kvindelig modspiller. Ann-Margrets tilstedeværelse gjorde denne opgave noget lettere.