Double Trouble (Elvis i kattepine)

Tekst af Henrik Busborg. Supplerende info og layout af Allan Tychsen

To af seks stjerner på mit Elvis film-barometer

Det virker næsten som en ulovlig parkering på øretævernes holdeplads, at handlingens start er henlagt til England. Netop den “hjemmebane” hvorfra de allerstørste musikalske trusler mod Elvis kom fra. Der var selvfølgelig The Beatles (selv Guy’s band har Elvis-frisurer), men også bands som Rolling Stones, The Animals, The Yardbirds, Cream, Pink Floyd og flere til havde for længst gjort Elvis rangen som hitleverandør til den amerikanske ungdom stridig. Måske er det derfor både godt og passende, at handlingen hurtigt henlægges til Belgien, hvor “Double Trouble” formår at samle det momentum, som Norman Tauroq var kendt for at bringe ind i Elvis-filmene. Tauroqs forkærlighed for falden-på-halen-komik virker dog efterhånden en smule anstrengt. I “Double Trouble” blev det de to diamantsmuglere, Archie og Arthur, samt de tre Wiere-brødres detektiver, som fik denne tvivlsomme opgave. Der er så megen falden-på-halen komik, at jeg ind imellem får flashbacks til “Tickle Me”, hvor det endte i ren tegneserie. Til gengæld er den unge Jill et charmerende bekendtskab. Jeg kan ikke lade være med at tænke på en meget yngre Priscillas første tilnærmelser til Elvis blot få år tidligere i Vesttyskland, når den unge Jill gør sig til overfor Guy. Den dobbelte kattepines anden halvdel, Claire, er til gengæld uden den sensuelle udstråling, som man kunne forvente af netop den rolle.
Egentlig er der i historien om den unge pige, som skal arve den helt store formue, og hendes forgældede onkel, som vil slå hende ihjel for at få det hele selv, et fint plot til en film. Nu blev det hele desværre sovset ind i musik og for megen humor. For potentialet til drama i “Double Trouble” er til stede. F.eks. har karnevalsscenerne i Antwerpen en næsten James Bond’sk stemning over sig.
Musikken i “Double Trouble” står ikke til nogen priser. Titelsangen er noget så usædvanligt som et middelmådigt Doc Pomus/Mort Shuman-nummer. Skal jeg fremhæve enkelte numre, bliver det “City By Night”, som har en spændende jazzet feeling eller “Long Legged Girl (With A Short Dress On)”, som er er fedt – omend meget kort – uptempo-nummer. Og så kommer vi ikke uden om “Old MacDonald”, som går direkte ind på top tre over Mr. Presley’s ringeste og pinligste oplevelser gennem hele karrieren.
Selv om “Double Trouble” stritter lige lovlig meget forskellige retninger, får den to pæne stjerner

Selv om “Double Trouble” endte med at gøre det dobbelte film-dusin fuldt, blev den optaget før “Easy Come, Easy Go”. Optagelserne til filmen pågik henover sommeren 1966, og undervejs skulle sangene til filmen også indspilles. Det var på alle måder frustrationernes tid for Elvis. Han var vant til de små og intime omgivelser i Radio Recorders, men da stjernen dukkede for sent op til optagelserne, flyttede MGM’s ansvarlige næste aftens optagelser til deres eget studie. Årsagen var den simple, at der skulle spares penge. Det var der intet nyt i, men Elvis skulle pludselig levere i nye, større og uvante omgivelser. Det passede ham på ingen måde. For at gøre ondt værre, var det svært at lave ordentlig lyd i MGM’s større lokale, der i Ernst Jørgensens “The Complete Recording Sessions” beskrives som en gigantisk tindåse. Lyden blandede sig så meget i de forskellige mikrofoner, at det var umuligt at separere dem i mixet – noget, som i den grad ville lyde dårligt, når musikken skulle spilles i biografernes store stereohøjttalere. For Elvis kulminerede det, da han skulle indspille “Old MacDonald”. Faktisk i en sådan grad, at han forlod sættet, og en ukomplet syvende version af sangen måtte benyttes som master.

I “Double Trouble” var der ellers udsigt til Norman Tauroqs velkendte (syvende gang), sikre instruktion, men igen var materialet tvivlsomt. Filmens oprindelige titel var “You’re Killing Me”, og selv om filmplakaten “lovede” to Elvis’er, så var den dobbelte kattepine endnu en gang to piger. Den ene den uskyldige og bare 17-årige Jill (spillet af Annette Day). Den anden en ældre femme fatale Claire (Yvonne Romain). Handlingen er henlagt til “swinging London”, hvor Elvis spiller natklubsangeren Guy Lambert, der har sit hyr med den bly engelske Jills kyskhed og dennes onkel (og plejefar) Gerald Waverly (John Williams). Det går dog hurtigt op for Guy, at Jill kun er 17 år (18 år om fire dage), hvilket kølner hans umiddelbare interesse betragteligt. Tilfældet vil dog, at både Guy og Jill – helt uafhængigt af hinanden – skal til Belgien. Guy i musikkens tjeneste, Jill på kostskole. Allerede på båden til Belgien opdager Guy – godt hjulpet af hans bandleder Georgie (Monte Landis) – at Jill også er på vej over Kanalen. Og netop her på båden tykner plottet. De to diamantsmuglere Archie (Chips Rafferty) og Arthur (Norman Rossington) placerer deres smuglergods i Guys kuffert. Samtidig er der nogen, som er ude på at slå Jill ihjel. Hun er nemlig enearving til en større formue hjemme i England. Jill og Guy må undgå både en faldende kuffert og en løbsk bagagevogn, før deres veje skilles. Jill skal videre mod Bruxelles, mens Guy og bandet har spillejob i Brügge. Her støder Claire til – og pludselig også Jill, som pludselig har mistet sin bly tilgang til det mandlige køn. Hun har ikke har tænkt sig at opgive Guy. Han gør dog klogest i at holde sig på måtten, også selv om Jill frister i blonder og sløjfer (nu 18 år om to dage). “Seventeen will get me twenty”, siger Guy på sit hotelværelse i Belgien. Sex med en mindreårig var lig med en tur i brummen. Og så ruller det ellers lystigt derudaf med flere mordforsøg på Jill, smuglerne på jagt efter kufferten med diamanterne, Claire, som har skumle aktier i plottet og naturligvis Jill, som snart bliver 18. Undervejs dukker også tre detektiver (spillet af the Wiere Brothers – Herbert, Harry og Sylvester) op og skaber yderligere (endda koreograferet) falden-på-halen humor. Sammen med deres chef Inspector de Groote (Leon Askin), trækker de tydelige inspirationsspor til Inspector Clouseau (Peter Sellars) og Charles Dreyfus (Herbert Lom) – begge roller i “Den Lyserøde Panter”-filmene (en filmserie, som Elvis var stor fan af). Til sidst falder de mange løse brikker på plads. De gode vinder, mens de onde må en tur i fængsel. Og Jill fylder 18…

Elvis forholdt sig med ironisk distance til det hele. “Jeg var jo ikke ligefrem James Bond i denne film, men på den anden side så var der nok heller ikke nogen, som ville have bedt Sean Connery om at kaste sig i skjul for flyvende kugler, mens han sang.”

Find mange flere billeder fra filmen i vores store Galleri

Double Trouble” havde amerikansk premiere d. 5. april 1967. Filmens danske titel blev “Elvis I Kattepine” med premiere d. 2. oktober 1967.

Elvis synger “Double Trouble”, “Baby, If You’ll Give All of Your Love”, “Could I Fall In Love”, “Long Legged Girl (With A Short Dress On)”, “City By Night”, “Old MacDonald”, “I Love Only One Girl” og “There Is So Much World To See”.
Sangene er alle indspillet i Radio Recorders og MGM Studios i Hollywood d. 28. til 30. juni 1966.
På soundtrack-albummet blev de fire bonustracks “It Won’t Be Long”, “Never Ending”, Blue River” og “What Now, What Next, Where To” tilføjet.

Double Trouble
Dansk titel: Elvis i kattepine

Metro-Goldwyn-Mayer
Indspillet fra d. 11. juni til begyndelsen af september 1966
Premiere i USA: 5. april 1967
Premiere i DK: 2. oktober 1967
Spilletid: 90 minutter

Medvirkende
Guy Lambert – Elvis Presley
Jill Conway – Annette Day
Gerald Waverly – John Williams
Claire Dunham – Yvonne Romain
Themselves – The Wiere Brothers

Filmholdet
Producer – Judd Bernard & Irwin Winkler
Instruktør – Norman Taurog

Sange i filmen
Double Trouble
Baby, If You Give Me All Your Love
Could I Fall In Love
Long-Legged Girl (With Short Dress On)
City By Night
Old McDonald
I Love Only One Girl
There`s So Much World To See

Sang indspillet til filmen men aldrig brugt
It Won’t Be Long

Dansk filmprogram

Avisudklip

Klik for at se større billeder

Find flere avisudklip med omtale af filmen i vores Scrapbog

Bonus info:

“Double Trouble” var Annette Day’s eneste spillefilm.
Selv om filmen foregår i Europa, filmede Elvis kun scener i Culver City, Californien.
Der dukker dog en amerikansk Greyhound bus op i filmen, som foregår i Europa…!
Der blev efterfølgende skudt billeder i Belgien, men med body-doubles for Elvis og Annette Day.
Norman Rossington er den eneste skuespiller, som har medvirket i både en Elvis- og en Beatles-film (rollen som road-manageren Norm i “A Hard Days Night”)
Den berømte røde jakke, som Elvis bærer i filmen, blev i 1996 solgt på en auktion for USD 11.500.
Engelske Annette Day kaldte “bisquits” for “biccies”. Det blev skrevet ind i manuskriptet.
“Double Trouble” byder på noget så usædvanligt som en biljagt i Folkevogns-bobler.
Elvis var så glad for Annette Day, at han forærede hende en Mustang ‘69. Bilen tilhørte uheldigvis Elvis’ gode ven Jerry Schilling. Elvis kompenserede ved at forære Schilling en Cadillac i stedet.
Der var kun tre års forskel på de tre Wiere-brødre. Alligevel var de født så forskellige steder som Berlin, Wien og Prag.