Spinout (Med foden på speederen)
Tekst af Henrik Busborg. Supplerende info og layout af Allan Tychsen
Tre af seks stjerner på mit Elvis film-barometer
“Spinout” har et eller andet over sig. Undervejs er der flere replikker, som alle trækker skæve tråde tilbage til Elvis’ karriere. F.eks. da Elvis først i filmen bliver tilbudt 5.000 USD for at spille til Cynthias fødselsdag. Samme scenarie udspillede sig omkring en mexicansk rigmand i forbindelse med indspilningerne af “Fun In Acapulco” (genlæs historien i anmeldelsen andetsteds på siden). Elvis svarer kækt: “Why don’t you get her a teddy bear?” – heller ikke uden et passende twist af humor. Der er undervejs også referencer til Ed Sullivan Show, pistollighter, en Hound Dog og mange andre små underfundige godbidder, som vil få Elvis-kendere til at trække en ekstra gang på smilebåndet.
Der er generelt en lethed i scener, spil og replikhåndtering, og det skal uden tvivl tilskrives Norman Tauroqs sikre fornemmelse for instruktion – naturligvis kombineret med et manuskript, som – trods Colonel Parkers hæle i jorden – formår at hæve sig over det ellers lave bundniveau for perioden.
Er man til biler, er der smukke eksemplarer at beundre i “Spinout”. Mikes Cobra 427 (hvid med et sort 11-tal i rød cirkel på kølerhjelm og sider) er en fryd for øjet, og “Fox Five” (som egentlig er en McLaren Elva) er bestemt også et bil-entusiastisk suk værd. Nå ja, og så er der Mikes smukke 1929 Duesenberg model J, som i al sin klassiske pomp og pragt sender tankerne tilbage til tider, hvor aerodynamik og den blyholdige benzins indvirkning på den globale opvarmning var noget, man ikke skænkede mange tanker.
“Spinout” er samtidig noget af en tur i modekataloget. Elvis er utrolig velklædt. Han skifter tøj i næsten hver ny scene. Det er utroligt så mange forskellige jakkesæt, der kan være i kufferterne bag på en Duesenberg.
Sangene i “Spinout” er klart over gennemsnittet for denne periode. Flere numre udmærker sig ved at have et bid, som den ellers tandløse periode savner. “Adam and Evil”, “I’ll Be Back” og titelnummeret “Spinout” svinger fedt. Og så er jeg pjattet med sjæleren “All That I Am”, mens “Am I Ready” bestemt også er en velskrevet lille sag.
Når alt dette er sagt, så er “Spinout” ikke noget mesterværk. Det er nok en gang en middelmådig komedie, hvor Elvis igen, igen spiller rebellen, som benytter enhver chance til at stille sig op imod autoriteterne. Heldigvis fungerer det rimeligt, og selv om “Spinout” ikke kører på alle 8 cylindre, er der alligevel tre stjerner fra denne anmelder.
Film nummer 22, “Spinout”, skulle ikke få den letteste fødsel. Manuskriptforfattere var Theodore Flicker og George Kirgo. De foreslog i første omgang en film baseret på Elvis’ liv. Det ville Colonel Parker ikke tillade og nedlagde veto. I stedet kastede Flicker og Kirgo sig over det, som skulle blive manuskriptet til “Spinout”. Arbejdstitlerne var mange “Never Say No, Never Say Yes”, “Jim Dandy”, “After Midnight”, “Always At Midnight”, “The Singing Racing Car Driver” og “Clambake” (en titel, som blev gemt til senere brug), men inden det færdige manus lå klar, havde Flicker forladt samarbejdet. Det blev færdiggjort af Kirgo i samarbejde med Michael Hoey, der dog aldrig blev akkrediteret dette. Alt imens dette gik for sig, havde MGM kørt reklameslogans i stilling: “Singing!….. Chasing!….. Racing!….. Romancing!….. Swinging!” Det summerede vist projektet meget godt op. Nok en musical-komedie var klar på affyringsrampen.
Elvis skulle for tredje gang spille en fyr ved navn Mike. Han var også Mike i “It happened At The World’s Fair” (Edwards) og “Fun In Acapulco”(Windgren). Der var dobbelt op på dette jubilæum på instruktørsædet. Det var nemlig sjette gang, at Norman Tauroq skulle holde tøjlerne stramme under indspilningerne. Tauroq var en yderst professionel herre. Når han var på settet, var fokus og høj arbejdsmoral påkrævet. Selv om Norman Tauroq var ved at malke de sidste muligheder i en lang karriere, så havde han altså arbejdet sammen med flere af de helt store i Hollywood. Judy Garland, Spencer Tracy, Fred Astaire, Gene Kelly, Peter Lawford, Dean Martin, Jerry Lewis og mange andre havde nydt godt af Tauroqs sikre instruktion. I Elvis-sammenhæng havde Tauroq et sikkert blik for at få en lethed ind i et ellers gumpetungt manuskript – en øvelse, som efterhånden var blev noget af en bedrift i Elvis-filmene midt i 60’erne.
Den syngende racerkører, ungkarlen Mike McCoy vælter sig i damer. Han nyder sit sorgløse ungkarleliv, mens han sammen med sit band – den kvindelige trommeslager, drengepigen Les (spillet af Deborah Walley), Curly (Jack Mullaney) og Larry (Jimmy Hawkins) – rejser Mike land og rige rundt. Bandmedlemmer har tidligere haft en større rolle i en Elvis-film (“Girl Happy”), men denne gang har bandets ageren hentet tydelig inspiration i den amerikanske fald-på-halen trio “The Three Stooges”. Jack Mullaney spillede også med i “Tickle Me”, hvor Tauroq opfordrede ham til at finde inspiration hos Jerry Lewis. Han fik samme ordre til “Spinout”.
Mike får hele tre piger på halsen undervejs i “Spinout”. Diana St. Clair (Diana McBain) er forfatter og på jagt efter materiale til sin nye bog “Den Perfekte Amerikanske Mand”. Cynthia Foxhugh (Shelley Fabares) er også blandt bejlerne. Hun er en forkælet rigmandsdatter, og farmand Howard (Carl Betz) skyr ingen midler for at lokke Mike til. Han lokker både med penge for en fødselsdagssang til Cynthia, men skal vigtigst for ham også bruge Mike som racerkører til et løb, hvor han vil promovere sin nye bil, “Fox Five”. Noget overraskende ender drengepigen Les også i køen af piger, som vil have Mike. Hun undergår en nærmest Askepot-agtig forvandling og bliver nummer tre i rækken.Og så bliver det store spørgsmål, hvem af de tre piger, Mike skal giftes med – eller om det overhovedet bliver en af dem, for midt i det hele blander Susan (Dodie Marshall) sig også med æggende dans og talent for trommespil. Hun har – præcis som Mike – ingen intentioner om at skulle giftes – i hvert fald ikke før hun fylder 55!
Og så er der selvfølgelig det store spørgsmål, nemlig om Mike vinder det store løb og den store pengepræmie på USD 50.000 (og 10.000 yderligere, hvis man kan slå millionær-Howards egen bil). Heldigvis får Mike til sidst god hjælp med de tre giftelystne piger af hhv. millionær-Howard, den gourmetinteresserede politibetjent Tracy (Will Hutchins) og den besvimmende overklasseknægt Phillip (Warren Berlinger).
Find mange flere billeder fra filmen i vores store Galleri
“Spinout” havde amerikansk premiere d. 17. oktober 1966. Dansk premiere 26. december med titlen “Med foden på speederen”.
Elvis synger “Spinout”, “Stop, Look and Listen”, “Adam and Evil”, “All That I Am”, “Never Say Yes”, “Am I Ready”, “Beach Shack”, “Spinout” (igen), “Smörgåsbord” og “I’ll Be Back”.
Sangene er indspillet i Radio Recorders i Hollywood d. 16. og 17. februar 1966.
På soundtrack-albummet sneg en indspilning af Bob Dylan’s “Tomorrow Is A Long Time”, samt “Down In The Alley” og den meget smukke “I’ll Remember You” sig ind som bonus tracks. De to første indspillet i RCA’s Studio B d. 25. maj 1966. “I’ll Remember You” blev indspillet samme sted d. 10. juni 1966 med Red West på vokal, da Elvis havde ondt i halsen. I øvrigt samme session, hvor man indspillede det smukke julenummer “If Every Day Was Like Christmas”. Elvis lagde sin sang på numrene to dage senere.
Spinout
Dansk titel: Med foden på speederen
Metro-Goldwyn-Mayer
Indspillet fra ultimo februar til 6. april 1966
Premiere i USA: 17. oktober 1966
Premiere i DK: 26. december 1966
Spilletid: 95 minutter
Medvirkende
Mike McCoy – Elvis Presley
Cynthia Foxhugh – Shelley Fabares
Diane St.Clair – Diane McBrain
Les – Deborah Walley
Susan – Dodie Marshall
Curly – Jack Mullaney
Lt.Tracy Richards – Will Hutchins
Philip Short – Warren Berlinger
Larry – Jimmy Hawkins
Howard Foxhugh – Carl Betz
Bernard Ranley – Cecil Kellaway
Violet Ranley – Una Merkel
Blodgett – Frederic Warlock
Harry – Dave Barry
Members of Shorty’s pit crew – Red West & Joe Esposito
Filmholdet
Producer – Joe Pasternak
Instruktør – Norman Taurog
Sange i filmen
Stop, Look And Listen
Adam And Evil
All That I Am
Never Say Yes
Am I Ready
Beach Shack
Spinout
Smorgasbord
I`ll Be Back
Avisudklip
Dansk filmprogram
Find flere avisudklip med omtale af filmen i vores Scrapbog
Bonus info:
- Under optagelserne fik Elvis besøg af USA’s præsident, Lyndon Baines Johnson.
- “Spinout” er med i Harry Medved og Randy Lowells bog “The Fifty Worst Films of All Time (And How They Got That Way)”.
- Bogen fra 1978 har også taget den japanske “Godzilla vs Hedorah” (1971) og den amerikanske science fiction-komedie “Santa Claus Conquers the Martians” (1964) med på listen.
- I England brugte man titlen: “California Holiday” til både filmen og soundtrack albummet.
- Den tyske titel var: “Sag Niemals Ja” – en direkte oversættelse af sangen “Never Say Yes”, der også er med i filmen.
- Filmens franske titel blev “Le Tombeur De Ces Demoiselles” – vel bedst oversat som “Damernes hjerteknuser”
- Elvis spiller i “Spinout” på en 12-strenget guitar af det tyske mærke Hoyer.
- Eric Claptons første guitar var en Hoyer.
- Diane McBain havde senere roller i flere tv-serier – bl.a. “Batman”, “Knight Rider”, “Charlie’s Angels”, “Dallas” og “Horton-sagaen”.
- Jimmy Hawkins vandt i 1994 en Life Achievement-pris for tidligere børneskuespillere. Hawkins vandt for sin rolle som James Stewarts søn i den Oscar-nominerede 1946-klassiker “It’s A Wonderful Life”.
- Shelley Fabares modtog ved samme show en lignende pris for sin rolle i “The Donna Reed Show”.
- Shelley Fabares og Jimmy Hawkins er begge med i “Girl Happy” (1965)
- “Stop, Look And Listen” blev oprindelig indspillet i 1964 af Ricky Nelson – dog uden “And” i titlen.
- I 1931 vandt Norman Tauroq en Oscar for sin instruktion af filmen “Skippy”. Tauroq var bare 32 år, hvilket gjorde ham til den yngste vinder nogensinde – en rekord han holdt i 86 år!
- Norman Tauroq har en stjerne på “Hollywood Walk of Fame”
- Mod enden af sit liv blev Tauroq blind. Han døde i 1981, 82 år gammel. Hans aske blev spredt ud over Stillehavet.
- Vanen tro sniger Red West sig ind i filmen. Denne gang får han lov til at skubbe en bil mod filmens slutning.