Clambake (Playboy i bølgegang)

Tekst af Henrik Busborg. Supplerende info og layout af Allan Tychsen

To af seks stjerner på mit Elvis film-barometer

Idéen til “Clambake” er egentlig god. Historien om den rige og fattige, som bytter liv, er en klassiker. Omskrevet til 60’erne var der bestemt potentiale. Undervejs halter præmissen bare. F.eks. da Scott står med en super beskyttende overfladelak, som vil gøre båden usårlig. Han har opfundet den, fordi han har speciale i ingeniørarbejde. Okay, den kom så lige ud af det blå! Ja, og så bliver Scott pludselig som en søn for mr. Burton på ingen tid. Igen de små detaljer, som i det store billede betyder så rigtig meget. Eller når det store opgør mellem far og søn skal stå. Eller Scotts opgør med Jamison. “Clambake” lander mange gange pladask mellem to stole.

Til trods for, at filmen foregår i Florida, er alle optagelser med Elvis skudt i Californien. Der er derfor skudt et hav af baggrundsoptagelser samt optagelser med bodydoubles i Florida, hvilket gør, at der er urimeligt mange scener, hvor Elvis optræder foran en baggrundsskærm. Det spiller ganske enkelt ikke. Helt galt går til sidst i filmen, hvor det store race skal stå. Der var sikkert gode årsager til ikke at filme med Elvis i Florida, men resultatet er på den billedmæssige side en katastrofe.Selvfølgelig var denne teknik på ingen måde færdigudviklet sidst i 60’erne, men det er simpelthen decideret ødelæggende for oplevelsen.

Sangene i “Clambake” er også under standard. Nogle af dem meget under. Normalt er Elvis velsyngende – selv på numre, som han ikke selv fandt gode. “Confidence” er nok en af karrierens få undtagelser. Længe før autotune og muligheder for at korrigere stemmen digitalt i det efterfølgende mix, var det helt og alene op til Elvis at levere varen. Det gør han ikke i “Confidence”, som i min bog rammer top tre over karrierens ringeste vokalpræstationer. Og når nu sangene står for skud, så må “Hey, Hey, Hey” også sættes på listen over kiksede indslag.

Vægten vil jeg ikke være efter. Det er muligt, at Elvis var nødt til at have langærmet trøje på i vandski-scenerne, men han er altså stadig en umanerlig pæn mand – selv med nogle få ekstra kilo på kinderne.
Grundidéen i filmen og et par fornuftige og friske skuespilpræstationer omkring Elvis redder alligevel det hele relativt tørskoet i land. Der er to stjerner til “Clambake”.

Elvis havde for længst mistet interessen for film og Hollywood. Al opmærksomhed var lige nu kastet på en kærlighed for heste. Som så meget andet i Elvis’ liv var der ingen blød mellemvej, og det tog hurtigt overhånd. I februar 1967 købte Elvis “Twinkletown Farm” – en knap 65 hektar stor kvægfarm godt 16 kilometer fra Graceland. Han omdøbte den omgående til “Circle G Ranch” (G for Graceland), og så gik den vilde indkøbsjagt ellers i gang. Alle vennerne skulle naturligvis have en hest, så de kunne ride med Elvis. Pladsen var trang på gården, så der måtte købes hustrailere til de mange gæster, som også fik firhjulstrækkere, hestetrailere og andet godt til det nye projekt. Pengene fossede med andre ord ud af kassen hos familien Presley.

Da Elvis sidst i marts 1967 endelig dukkede op til optagelserne af “Clambake”, var han ikke alene en uge forsinket. Han havde også taget så meget på, at alle hans kostumer til filmen måtte lægges ud. Ifølge Priscilla Presley’s selvbiografi “Elvis & Me” var vægten steget fra 77 kg til 91 utrimmede af slagsen. Colonel Parker havde hænderne fulde. Han skulle ikke alene styre sin store stjernes dalende interesse for filmene i en bedre retning. Samtidig var Elvis’ forhold til receptpligtig medicin lige lovlig afslappet – en liste til hvilken diætpiller nu også kunne tilføjes. Og så var der lige forholdet til den 21-årige Priscilla Beaulieu, som havde tilbragt de sidste fire år på Graceland. Hvis dette ikke skulle ende i en større skandale, var det nok bedst, hvis Elvis og Priscilla blev gift. Det fik Parker også orkestreret med et bryllup den 1. maj. Måske retfærdiggjorde det i managerens hoved det faktum, at kontrakten med Elvis nu indebar en yderst lukrativ 50/50-aftale. Senere skulle Elvis referere til “Clambake” som hans “bryllupskage-film” – underforstået, at den betalte for brylluppet med Priscilla. Elvis modtog USD 1.000.000 for sin ulejlighed. Det skulle blive sidste gang, at stjernen hævede et syvcifret beløb for en optræden på det store lærred.

Man havde hentet den relativt urutinerede Arthur Nadal ind som instruktør. Han havde udelukkende erfaring med tv-serier, og “Clambake” skulle blive noget af en ilddåb. Den 45-årige Nadal måtte undervejs stå model til lidt af hvert. Kedsomheden på settet var ikke alene et issue for Elvis. De medrejsende medlemmer af “The Memphis Mafia” fornøjede sig med at smide fyrværkeri ind mellem skuespillerne, når kameraerne rullede. Undervejs fejrede holdet instruktørens 46-års fødselsdag. Elvis og drengene kvitterede med at tvære en lagkage ud i hovedet på Nadal.

Som manuskriptforfatter havde man hentet Arthur Browne jr. ind. Det var et noget alternativt valg. Han havde tidligere skrevet manuskripter til en del tv-westerns. I tilfældet “Clambake” blev manuskriptet til med inspiration fra Mark Twains klassiker “Prinsen og Tiggerdrengen” – historien om to drenge, som bytter identitet. Elvis spiller Scott Heyward, arvingen til en texansk olieformue. Scott har svært ved at se sig selv i den rolle, og forlader sin far, Duster Heyward (James Gregory), og rejser til Florida for at finde sig selv. Scott tager afsted i sin røde Corvette Stingray (med onboard telefon) og møder på en tankstation Tom Wilson (Will Hutchins). Han er på vej til Miami og et job som vandskiinstruktør. Scott og Tom bliver enige om at bytte identitet, og Scott ender således på hotellet som ekspert udi vandski, mens Tom får lov til at opleve livet som velhavende ung mand. Scott er dårligt trådt indenfor (selvfølgelig med vandski og guitar i hænderne), før den skønne Diane (Shelley Fabares – også med i “Girl Happy” og “Spinout”) vil have timer. Hun er dog noget af en vandski-haj, og det tiltrækker opmærksomhed hos den unge, stenrige skørtejæger, pyjamasproducenten James J. Jamison (Bill Bixby). Diane er i virkeligheden på jagt efter en mand med guld på lommen. Scott lover at hjælpe hende med at få Jamison på krogen, men ender (naturligvis) med selv at falde for hende.

Jamison, der er mere omsværmet af piger, end Elvis på god dag, er den lokale speedbådschampion. Han har vundet den stedets konkurrence tre år i streg. Det er derfor noget af en opgave, da Scott bestemmer sig for at fravriste ham titlen. Det bliver den aldrende Sam Burton (Gary Merrill), som kommer til at lægge båd til. Scott har heldigvis idéen til, hvordan båden kan gøres hurtigere og stabil mod hårde søer. Scott har nemlig endnu en hemmelighed. Han er ingeniøruddannet og har opfundet en superhærdende lak, som dog har den svaghed, at den opløses ved kontakt med vand… Det lykkes at få båden klar på 14 dage, og Scott kan nu tage kampen op mod Jamison, for de USD 10.000 præmie og naturligvis den smukke Dianes hånd – endda med farmand på tilskuerpladserne. Om lakken holder – og Scott får Diane, må du konstatere ved selvsyn.

Find mange flere billeder fra filmen i vores store Galleri

“Clambake” havde amerikansk premiere d. 18. oktober 1967. Med den danske titel “Playboy I Bølgegang” havde filmen premiere d. 26. december 1968.

Elvis synger “Clambake”, “Who Needs Money” (duet med Will Hutchins/Ray Walker), “A House That Has Everything”, “Confidence” (duet med en flok børn), “Clambake” (reprise), “You Don’t Know Me”, “Hey, Hey, Hey” og “The Girl I Never Loved”.
Sangene er alle indspillet i RCA’s Studio B i Nashville d. 21. til 23. februar 1967.
På soundtrack-albummet er hele fem bonusnumre: “Guitar Man”, “How Can You Lose What You Never Had”, “Big Boss Man”, “Singing Tree” og “Just Call Me Lonesome”.

Clambake
Dansk titel: Playboy i bølgegang

United Artists
Indspillet fra ultimo marts til 27. april 1967
Premiere i USA: 22. november 1967
Premiere i DK: 26. december 1968
Spilletid: 99 minutter

Medvirkende
Scott Haywood – Elvis Presley
Dianne Carter – Shelly Fabares
Tom Wilson – Will Hutchins
James Jamison III – Bill Bixby
Ice Cream Vendor – Red West
Mr. Haywood’s Barber – Charlie Hodge
Bit – Joe Esposito

Filmholdet
Producer – Levy-Gardner-Leven Productions
Instruktør – Arthur Nadel

Sange i filmen
Clambake
Who Needs Money?
A House That Has Everything
Confidence
Hey, Hey, Hey
You Don’t Know Me
The Girl I Never Loved

Sang indspillet til filmen men aldrig brugt
How Can You Lose What You Never Had

Dansk filmprogram

Klik for at se større billeder

Bonus info:

  • Elvis’ hvide cowboy-outfit kostede efter sigende USD 10.000.
  • Scott Heywards kørekort angiver 23. februar 1940 som fødselsdag. Elvis spiller altså en karakter, som er fem år yngre end ham selv.
  • Will Hutchins havde ikke den store sangstemme, så hans sang blev efterfølgende erstattet med de noget mere polerede stemmebånd fra Ray Walker fra The Jordanaires.
  • Elvis indkvarterede efterhånden alle vennerne i forbindelse med filmene. I “Clambake” blev der roller til både Charlie Hodge (som Mr. Heyward’s frisør), Joe Esposito (statist) og Red West (issælger).
  • Larry Geller var også på settet – dog ikke foran kameraet, men som hårstylist for Elvis.
  • Titlen “Clambake” havde egentlig været i spil til “Spinout”.
  • Randy Starr, som skrev “Who Needs Money” (og 11 andre filmsange til Elvis), var egentlig uddannet tandlæge.
  • Lee Majors (“The Six Million Dollar Man” & “”The Fall Guy”) besøgte optagelserne og er faktisk med i en lille rolle som restaurantgæst.
  • I Japan blev filmen lanceret under titlen “Blue Miami”.
  • Soundtracket til “Clambake” nåede en plads som nummer 40 på den amerikanske hitliste.
  • I “Clambake” (reprise) spiller Elvis på en Fender Kingman. Fender udgav i 2012 en særlig signature model.
  • Blandt de syngende børn i “Confidence” kan man spotte en meget ung Corbin Bernson, som senere blev berømt for sin rolle som skilsmisseadvokaten Arnold Becker i tv-serien L.A. Law.

Film trailer

Videre til næste film:
Stay Away, Joe

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!