Paradise, Hawaiian Style (Paradis på Hawaii)

Tekst af Henrik Busborg. Supplerende info og layout af Allan Tychsen

To af seks stjerner på mit Elvis film-barometer

Det er svært at se “Paradise, Hawaiian Style” uden at holde den op imod “Blue Hawaii” eller for den sags skyld “Girls! Girls! Girls!”. Det er film, som jeg har givet hhv. 4 og 3 stjerner. I sammenligning med dem blegner “Paradise Hawaiian Style”. Scenerne med skud fra og af helikopteren er et godt bud på at præsentere det smukke Hawaii fra sin bedste side, men alligevel er det ikke de flotte panorama-scener, den velvalgte musik og de skøre og skæve karakterer fra “Blue Hawaii”. Elvis har heller ikke glimtet i øjet og ilden i buksen som i “Girls! Girls! Girls!”. Måske er en del af årsagen, at man ikke ventede på den “helt rigtige blå himmel” eller den “fuldstændigt vindstille dag”. Det er rigtig svært at få øje på en reel kælen for detaljen. Måske skyldes blot det sørgelige faktum, at Elvis var gennemgribende træt af at lave B-film.
Sangene i “Paradise, Hawaiian Style” er i bedste fald ordinære. Jeg har simpelthen svært ved at få øje på noget, der bare minder om hit-materiale, og det er ikke kun set i en tidsmæssig kontekst.
Og så har jeg det stramt med barneskuespilleren Donna Butterworth. Egentlig burde børnerollerne jo være charmerende og afslappede, men Butterworth virker påtaget og overdreven i mimik og gestik. Hendes smil er så påtaget, at jeg hvert sekund forventer, at klemmerne i nakken falder af. Jeg har ikke ro i kroppen, når hun ruller over lærredet.
To stjerner sniger “Paradise, Hawaiian Style” lige nøjagtigt op på.

For tredje (og sidste gang) skulle Elvis indspille en film på Hawaii. Det virkede umiddelbart som et match made in heaven, for Elvis var godt og grundigt forelsket i USA’s 50. stat. Men alting omkring filmen lugtede langt væk af spareøvelser. I første omgang var valget af Michael D. Moore som instruktør var noget af en overraskelse. Det var Moores første opgave nogensinde som hovedansvarlig. Han havde godt nok været assisterende instruktør på hele seks Elvis-film (“King Creole”, “G.I. Blues”, “Blue Hawaii”, “Girls!, Girls” Girls!”, “Fun In Acapulco” og “Roustabout”), men selv med den ballast virkede det som en tung opgave at skulle løfte et stramt budget og en demotiveret hovedrolleindehaver. Økonomien tillod ikke generalprøver, så de fleste scener skulle i kassen i “første skud”. Det var ingen let debut for Moore.

At manuskriptet, skrevet af Allan Weiss og Anthony Lawrence, igen igen var en tynd omgang, udtrykkes måske allerbedst i det fantasiløse valg af navn til filmens hovedperson. Rick Richards. Det har ikke taget mange omgange med tænkehatten på. Weiss og Lawrence havde allerede haft fingrene i manuskripterne på flere Elvis-film og var endda nomineret til en WGA award for “Roustabout”. Faktisk var det Allan Weiss, som skrev historien til kassesuccesen “Blue Hawaii”. Måske var netop “Blue Hawaii” og valget af Stillehavs-øgruppen som location også årsagen til, at “Paradise, Hawaiian Style” på mange måder ligner et fortvivlet forsøg på at copy/paste 1961-hittet.

Piloten Rick Richards bliver fyret, da han ikke kan holde fingrene fra stewardesserne. Han søger tilbage til Hawaii og sin gamle ven, den indfødte Danny Kohana (spillet af James Shigeta), dennes kone Betty (Jan Shepard) og deres fem børn. Sammen skal Rick og Danny starte et firma – DanRick Airways, som skal flyve turister omkring på Hawaii i helikopter. PR-motoren i firmaet skal være Ricks tidligere kvindelige bekendtskaber; Lehua (Linda Wong), Pua (Irene Tsu), Lani Kaimana (Marianna Hill) og Joanna (Julie Parrish). De har alle gode kontakter i turistbranchen, men også et pænt anstrengt forhold til hjerteknuseren Rick.

Og så dukker en anden one-night stand, Judy (Suzanna Leigh) op. Hun er dog tiltænkt jobbet som sekretær i firmaet. Rick døber hende omgående Friday. Danny har overtalt Judy/Friday til at spille gift, så Rick kan holde sit fokus på jobbet.

Drama og plot er til at overse, men undervejs krydres der bl.a. med krokodillesskindssælgeren Mr. Cubberson (Grady Sutton), Kohana-parrets ældste datter Jan (Donna Butterworth) og masser af letpåklædte, lokale skønheder.

Da Elvis dukkede op til optagelserne fremstod han lettere ude af form. Optagelserne forløb fra 7. august til 30. september 1965. Det var en usædvanlig lang optageperiode for en Elvis-film. Er jeg mon den eneste, som synes, at Elvis bliver slankere gennem filmen? Tilsyneladende kom der undervejs fokus på vægten i Presley-lejren.

Find mange flere billeder fra filmen i vores store Galleri

“Paradise, Hawaiian Style” havde amerikansk premiere d. 9. juni 1966. Den danske premiere måtte vente til anden juledag samme år – i øvrigt med titlen “Paradis på Hawaii”.

Elvis synger “Paradise, Hawaiian Style”, “Queenie Wahine’s Papaya” (duet med Donna Butterworth), “Scratch My Back (Then I’ll Scratch Yours)” (duet med Marianna Hill), “Drums Of The Islands”, “A Dog’s Life”, “Datin’” (duet med Donna Butterworth), “House Of Sand”, “Stop Where you Are”, “This Is My Heaven” og “Drums Of The Islands” (reprise).
Undervejs synger Donna Butterworth “Bill Bailey, Won’t You Please Come Home”.
På soundtracket er “Sand Castles” et bonusnummer, som ikke blev brugt i filmen.
Sangene er indspillet i Radio Recorders i Hollywood i perioderne 26. og 27. juli samt 2. til 4. august 1965.

Paradise, Hawaiian Style
Dansk titel: Paradis på Hawaii

Paramount
Indspillet d. 17. august til 30. september 1965
Premiere i USA: 9. juni 1966
Premiere i DK: 26. december 1966
Spilletid: 91 minutter

Medvirkende
Rick Richards – Elvis Presley
Judy Hudson – Suzanne Leigh
Danny Kohana – James Shigeta
Jan Kohana – Donna Butterworth
Lani – Marianna Hill
Pau – Irene Tsu
Lehua – Linda Wong
Joanna – Julie Parrish
Betty Kohana – Jan Shepard
Donald Belden – John Doucette
Moki – Philip Ahn
Mr. Cubberson – Grady Sutton
Andy Lowell – Don Collier
Mrs. Barrington – Doris Packer
Mrs. Belden – Mary Treen
Peggy Holdren – Gigi Verone
Donald Belden – John Doucette
Rusty – Red West

Filmholdet
Producer – Hal B. Wallis
Instruktør – Paul Nathan

Sange i filmen
Paradise, Hawaiian Style
Queenie Wahine’s Papaya
Scratch My Back
Drums Of The Islands
Datin’
A Dog’s Life
House Of Sand
Stop Where You Are
This Is My Heaven

Sang indspillet til filmen men aldrig brugt
Sand Castles

Dansk filmprogram

Avisudklip

Klik for at se større billeder

Find flere avisudklip med omtale af filmen i vores Scrapbog

Bonus info:

“Paradise Hawaiian Style” var 10-årige Donna Butterworths anden og sidste film. Efter et par roller i tv-serier kastede hun sig i stedet over en karriere som sanger.
Elvis og Tom Jones mødtes for første gang på filmsættets sidste dag. De fik sammen taget pressefotos, og næppe var fotograferingen slut, før Elvis begyndte at synge Tom Jones’ seneste hit, “What’s New Pussycat”.
“Paradise, Hawaiian Style” var den ottende film i en aftale med Hal B. Wallis. Det skulle have været den sidste, men hårde forhandlinger mellem Wallis og Colonel Parker landede endnu en Wallis-produktion “Easy Come, Easy Go”, som blev indspillet i efteråret 1966.
Faktisk var forhandlingerne mellem Wallis og Parker så langtrukne, at en endelig aftale først blev underskrevet i april 1966.
Små 14 dage før optagelsernes start havde Elvis fornemt besøg på Perugia Way i Bel Air. Fredag d. 27. august 1965 kiggede The Beatles forbi.
Instruktør Michael D. Moore har flere storfilm på samvittigheden – dog “kun” som second unit director. Her er han bl.a. akkrediteret for “Butch Cassidy And The Sundance Kid”, de tre Indiana Jones-film “Jagten På Den Forsvundne Skat”, “Templets Forbandelse” og “Det Sidste Korstog”, “Ghostbusters 2” og James Bond-filmen “Never Say never Again”.
Grady Sutton (krokodilleskindssælgeren) var i 30’erne og 40’erne med i hele fire W.C. Fields-film.
Paradoksalt nok spillede Sutton med i “A Star Is Born” fra 1954 – en film, i hvis 1976-genindspilning Elvis blev tilbudt hovedrollen. Som bekendt takkede Team Elvis nej. Rollen gik i stedet til Kris Kristofferson, som vandt en Golden Globe for sin indsats.
Suzanna Leighs gudmor er Vivienne Leigh. Suzanna tog sit artistnavn fra hende.
Der gik rygter om, at The Beatles skulle have optrådt med en sang sidst i filmen (rygter, som også florerede ved indspilningen af “Roustabout”. Kontraktlige forpligtelser satte en stopper for enhver spekulation – måske heldigt nok for Elvis.
I en af filmens scener er der en restaurant, som hedder “Colonel’s Plantation Steak House”. Parker-humor?
Der er igen plads til en slåskamp. Nok en gang får Red West en på tæven.