Stay Away, Joe (Arizona Joe)
Tekst af Henrik Busborg. Supplerende info og layout af Allan Tychsen
En af seks stjerner på mit Elvis film-barometer

Der falder ikke mange af denne anmelders roser i retning af “Stay Away, Joe”. Man kunne måske påstå, at Elvis er i bedre fysisk form (mere solbrændt og trimmet end længe). Man kunne måske også finde opvejende momenter i birollernes replikker. I forvejen er birollerne dog så groft karikerede, at det skriger til Himlen. Indianer-bedstefar, stedmor Annie med de mexicanske rødder og barejer Glenda ender lynhurtigt med at blive for meget af det gode.
Når regnskabet skal gøres op, så står “Stay Away, Joe” tilbage som en film med et elendigt plot og en lang række underlige valg. Jeg finder det f.eks. helt og aldeles uforståeligt – og set i tidens ånd gennemført politisk ukorrekt – at indianerne skal fremstilles som uorganiserede, drikkende, stridslystne, horende undermennesker, som ligger under for den hvide mands teknologiske landvindinger. For Elvis, der selv havde indianerblod i venerne, burde dette alene have været nok til at nedlægge veto mod filmen. De kun tre sange (fire med titelmelodien) forstyrrer selvsagt ikke handlingen synderligt. Måske er det netop derfor, at det virker som endnu et underligt valg. Hvorfor tre sange? Havde det så ikke været bedre med ingen? Og så er der alle de alt for mange mange slagsmålsscener. De virker som ligegyldigt og endeløst fyld i en i forvejen ligegyldig handling.
Sidst, men ikke mindst, må Burgess Meredith tage prisen som den dårligst sminkede indianer i filmhistorien.
“Stay Away, Joe” må tage til takke med en enkelt stjerne.

I januar 1967 besluttede MGM at forlænge kontrakten med Elvis med yderligere fire film. Det skulle blive til “Speedway”; “Stay Away, Joe”, “Live A Little, Love A Little” samt “”The Trouble With Girls”. I Elvis-lejren var Colonel Parkers fornemmelse for forretning for en stund blevet overskygget af sund fornuft. Han havde gennemskuet, at Elvis var træt af de ens roller, og ordren til MGM lød på mere udfordrende roller til stjernen. Det betød mindre sang, og dermed blev “Speedway” den sidste reelle musical-rolle til Elvis. Erkendelsen var, at jagten på “Viva Las Vegas” nummer to nok var en blindgyde. Missionen endte på den økonomiske side som et fejlskud. Pressen var efterhånden ligeglad med filmene, og publikum strømmede heller ikke til biograferne i samme antal som tidligere. Til gengæld var håbet, at Elvis kunne vende tilbage til mere udfordrende roller. Musikken efterhånden virkede som et ligegyldigt biprodukt.
Første del af denne fire-films aftale med MGM blev “Stay Away Joe”. Godt nok var den indspillet efter “Speedway”, men igen blev rækkefølgen af filmene anderledes, da premieren skulle stå. Således blev “Stay Away Joe” film nummer 26. En western-komedie, bygget på en roman fra 1958 af Dan Cushman. Hans forlæg om en familie af indfødte amerikanere, som lever et sorgløst liv uden stor tanke på den næste dag, blev “Månedens bog” og endte som musical på Broadway under titlen “Whoop-Up”. I hænderne på Michael Hoey og en ukrediteret Burt Kennedy blev det til manuskriptet til endnu en komedie.

Elvis spiller Navajo-indianeren og rodeo-rytteren Joe Lightcloud, som (i en hvid Cadillac cabriolet) vender hjem til familien, der lever i et reservat. Her har det lokale kongresmedlem Morrisey (spillet af Douglas Henderson) efter forslag fra Joe overtalt familien til et eksperiment. Familien, med far Charlie (Burgess Meredith), stedmor Annie (Katy Jurado) og den spidse bedstefar (Thomas Gomez) i spidsen, får 20 køer og en tyr. Hvis de kan drive et kvægbrug med succes, vil denne mulighed blive indført for alle Navajo-familier i reservatet, og kongresmand Morriseys chancer for at bliver guvernør vil stige betragteligt. Hele stammens (og Morriseys) skæbne er med andre ord i familien Lightclouds hænder. Desværre får Joes meget berusede ven, Bronc Hoverty (L.Q. Jones) forvandlet tyren til grillsteg, da der mangler mad til den fest, som familien holder i anledningen af Joes hjemkomst. Heldigvis øjner Joe muligheden for at låne tyren Dominic. Vejen til tyren er dog brolagt med flere forhindringer. Først og fremmest da Joe kommer forbi sin gamle flamme Glenda (Joan Blondell) og hendes lille bar, Callahan’s. Glandas lille datter Mamie (Quentin Dean) er nemlig vokset op og bliver noget af en fristelse for den pigeglade Joe. Inden længe har Joe fået mor Glenda ud af vagten, og også baren er forvandlet til en stor indianer-fest. Joe har travlt med at komme i miniskørtet på Mamie, men så kommer mor Glenda hjem, og helvede bryder løs.
Det lykkes trods de mange forhindringer at få Dominic hjem, men desværre viser tyren sig at være Joes diametrale modsætning – uden nogen form for interesse for det modsatte køn. Det hele bliver for meget for stedmor Annie, som vil sælge ud af køerne for at forbedre familiens hus, som mangler alle moderne bekvemmeligheder. Især fordi Joes søster Mary(Susan Trustman) og dennes kommende mand, avisejeren Lorne Hawkins (Angus Duncan) snart kommer på besøg med svigermekanikken. Joe forsøger at finde økonomi ved at sælge sin nyligt anskaffede røde Cadillac som reservedele. Men som den playboy han er, formøbler han hurtigt pengene på smukke piger. Derfor svinder den røde Cadillac langsomt ind, mens Joe forgæves forsøger at få liv i tyren Dominic (endda med en sang!). Og da den stakkels bil må bytte sin motor for en motorcykel, må køerne nu afhændes. Da svigerfamilien endelig dukker op, går det mildest talt ikke som planlagt. Og selvfølgelig ender det hele med, at Joe – og ikke mindst Dominic – får vist deres ellers skjulte talenter. Ja, og selvsagt er der også et regnskab, som skal gøres op med kongresmanden og dennes plan. Jo, og så lige Joes regnskab med den unge Mamie og dennes skrappe mor, som vil have de to gift.
Det hele blev instrueret af Peter Tewksbury, som skulle vende tilbage til “The Trouble With Girls”. Instruktøren havde faktisk en Emmy på samvittigheden – vundet for instruktionen af et afsnit af TV-serien “Father Knows Best” i 1959. Han var dog hurtigt klar over, at manuskriptet var af tvivlsom karakter. Derfor valgte han helt bevidst at holde ekstra fokus de scener, hvor der var replikker med rimelig humor og bid – primært scenerne med stedmor Annie, den skrappe Glenda og bedstefaren.

Find mange flere billeder fra filmen i vores store Galleri
“Stay Away Joe” havde amerikansk premiere d. 8. marts 1968. Den danske titel blev “Arizona Joe” med premiere d. 14. oktober 1968.
Elvis synger “ Stay Away”, “Stay Away, Joe”, “Dominic” og “All I Needed Was The Rain”.
Sangene er indspillet i RCA’s Studio B i Nashville hhv. 1. oktober 1967 og 16. januar 1968.

Stay Away, Joe
Dansk titel: Arizona Joe
Metro-Goldwyn-Mayer
Indspillet d. 9. oktober til 27. november 1967
Premiere i USA: 8. marts 1968
Premiere i DK: 14. oktober 1968
Spilletid: 102 minutter
Medvirkende
Joe Lightcloud – Elvis Presley
Charlie Lightcloud – Burgess Meredith
Glenda Gallahan – Joan Blondell
Annie Lightcloud – Katy Jurado
A workman – Joe Esposito
A workman – Jerry Shilling
A workman – Red West
Filmholdet
Producer – Douglas Lawrence
Instruktør – Peter Tewksbury
Sange i filmen
Stay Away
Stay Away, Joe
Dominique
All I Needed Was The Rain
Sang indspillet til filmen men aldrig brugt
Goin’ Home




Dansk filmprogram
Bonus info:
- For første gang siden “Wild In The Country” udkom der ikke et soundtrack.
- Elvis synger nogle få linjer med teksten “Mamie, Mamie, lovely little Mamie” på den franske melodi “Alouette, Gentille Alouette”.
- Elvis havde indianerblod i familien. Han tip-tip-tip-oldemor, Morning White Dove, var fuldblods Cherokee-indianer.
- Hvis du synes, at du har set indianer-far, Burgess Meredith, før, så er det ikke helt forkert. Han spillede Rockys træner Mickey i de første Rocky-film – en rolle, som i øvrigt gav ham en Oscar-nominering for bedste mandlige birolle i 1977.
- Burgess Meredith var i øvrigt nomineret i præcis samme kategori året før. Det var for filmen “The Day of the Locust”.
- Måske du også kender Burgess Meredith fra Batman TV Serien fra 60’erne, her spillede han nemlig Pingvinen.
- Det vrimlede faktisk med Oscar-nominerede folk. Både Joan Blondell, Katy Jurado og Thomas Gomez havde haft æren (alle uden at vinde).
- Dick Wilson hedder manden, som spiller bilsælgeren, der bytter Joes hest for den røde Cadillac. Han indspillede et hav af film, men blev først for alvor berømt, da han optrådte som Mr. Whipple i en reklame-række for toiletpapiret Charmin.
- Rollen som Mr. Whipple indbragte Dick Wilson en noget speciel præmie fra reklamefirmaet Procter & Gamble: Et livs forbrug af toiletpapir fra Charmin!
- Der var igen mindre roller til vennerne. Denne gang til Charlie Hodge, Sonny West og Joe Esposito.
- På lønkontoen var der nedgang. USD 850.000 for filmen plus 40% af indtægterne var mindre end sædvanligt.
- “Stay Away, Joe” nåede kun en 65. plads på Varietys liste over årets bedste film.