Handlingen har omdrejningspunkt i Great Smokey Mountains, en bjergkæde på grænsen mellem North Carolina og Tennessee – og på den måde “hjemmebane” for Elvis. Militæret ønsker at anlægge en missilbase i et område, som familien Tatum ejer og hverken ønsker at sælge eller leje ud. For at sætte skub i forhandlingerne vælger militæret at sende en hjemmefødt soldat til området. Elvis spiller to roller, dels som den mørkhårede flyverofficer, Josh Morgan, der er militærets udvalgte til opgaven, og som den mere lyshårede hillbilly, Jody Tatum. De to er et eller andet sted langt ude i familie med hinanden.

De to roller medførte to parykker på settet: En sort til EP’s stand-in, Lance LeGault og en blond til Elvis selv. Sidstnævnte paryk faldt ikke i mr. Presleys smag. Faktisk var han så træt af parykken, at han en dag valgte at blive siddende i sit omklædningsrum. Det tog instruktør Nelson flere minutter at få Elvis tilbage på settet. Til gengæld var Elvis som sædvanlig samarbejdsvillig, da han endelig dukkede op. Hovedrolleindehaveren tilbød endda at blive ekstra tid på optagelserne for at kompensere for sit fravær tidligere på dagen. Om det egentlig var parykken, som irriterede Elvis er nok en helt anden sag. Han kunne lige så godt have oparbejdet irritation over et manuskript, som fremstillede de kære bjergfolk som en flok indavlede, hjemmebryggende hillbillies – en folkefærd og en kultur, som Elvis jo selv udsprang af.

17 dage i oktober/november 1963 var, hvad man skulle bruge for at få film nok i kassen til at klippe “Kissin’ Cousins” sammen. I Lance LaGaults optik var netop dette faktum et vendepunkt for Elvis-filmene. Det overfladiske lurede hele tiden bag det næste hjørne, og i hænderne på en instruktør, hvis fremmeste tankegang var økonomisk, var det næsten indlysende klart, at resultatet ville blive ringere end sædvanligt.
Presset på officer Morgan og de andre udsendte soldater er til at tage at føle på. Lykkes missionen ikke, vil han – sammen med resten af sit hold – blive forflyttet til Grønland. Det kaster Private Presley… undskyld, officer Morgan lige i armene på et par giftelystne grandkusiner, samt en en hel flok piger,”The Kittyhawks”, som er så opsatte på at få nyt blod ind i de indavlede gener, at de kaster sig over soldaterne som – tjah… som skrigende teenagetøser over Elvis i 1950’erne. Og har du ikke set filmen, kan du tage det helt roligt, pigerne ender i bikinier…
Kampen for at få overbevist Tatum-familiens overhoved, Pappy Tatum (spillet af Arthur O’Connell) og dennes frue, Ma Tatum (Glenda Farrell) om missilbasens vigtighed har sine små twists og drejninger, men som sædvanlig ender alt lykkeligt. Undervejs får Glenda Farrell endda fornøjelsen af at synge “Pappy, Won’t You Please Come Home” i nærvær af en blodhund. I nogle få sekunder leder det tankerne hen på Elvis i Steve Allen Show i 1956.