Den sidste reelle musicalfilm placerer sig i den bedre ende af det ellers meget tynde felt, som filmene havde udviklet sig til her sidst i 60’erne. At Petula Clark var førstevalg til rollen som skattepigen Susan Jacks, virker underligt. Nancy Sinatra er meget mere end blinkende dådyrøjne og Old Blue Eye’s datter. Hun emmer af sensuel varme, og måske er der for første gang siden Ann-Margret en værdig modspiller, som var i stand til at sparke til Elvis og hans motivation. Nancy Sinatra er lækker i både miniskørt og kedeldragt, og bibringer præcis den energi til “Speedway”, som filmen behøver. Faktisk havde Nancy Sinatra haft et nummer et-hit i USA (Billboard Hot 100) med “These Boots Are Made For Walkin’” i 1966 – noget, der ikke var hændt Elvis siden “Good Luck Charm” i 1961. Nancy VAR en stjerne, og sammen med Elvis opstod en flig af den magi, som sidst var set i “Viva Las Vegas”.

Ligeledes fungerer spillet mellem de to venner Steve og Kenny fint. Der er fart og flow i replikkerne, og det klæder filmen, at Kenny byder Steve op til dans, når der gælder damerne.

Parallellerne til den virkelige verden er jo til at få øje på: Den letlevende og ødsle Steve, som ikke tænker meget over den næste dag. Steve forærer gaver væk i samme tempo som Elvis selv. Forholdet til penge virker nærmest barnligt. Manageren Kenny, der er blevet overhalet indenom af en ondsindet spilledjævel. Måske ikke helt med samme træk som Colonel Parker, men der er slående paralleller til virkeligheden.

Musikken svinger fra den tidstypisk, groovende “Let Yourself Go” til “He’s Your Uncle, Not Your Dad”, der lige så godt kunne være taget ud af en engelsk musical fra forrige århundrede. Stikker det sidste nummer så ud? Ja, men samtidig er der noget befriende over en mere afslappet holdning til det onde skattevæsen. Hos Beatles (eller rettere George Harrison) blev vreden kanaliseret noget anderledes ud i “Taxman” (1966) – “There’s one for you – nineteen for me”/”Be thankful I don’t take it all”.
I filmen udspiller de fleste sangscener sig på spillestedet “The Hangout”. Valget af interiør er smagfuldt og passende for tidens pop-art trend. Efter sigende skulle indretningen have inspireret Quintin Tarantino, da han skulle indrette “Jack Rabbit Slim’s” – spillestedet i den Oscar-vindende “Pulp Fiction” (1994).

Det virker faktisk som om Taurog og co. havde gjort sig umage med “Speedway”. Umage var ellers blevet noget af et fremmedord i en periode, hvor filmene helst skulle skydes så hurtigt som muligt. Et andet godt eksempel på dette er scenerne på racerbanen. Det er tydeligt, at Taurog ville have realistiske billeder i kassen. Der blev brugt hele ti forskellige kameraer til løbsscenerne, og førerne af bilerne var ægte NASCAR-kørere.

Elvis virker samtidig mere afslappet end længe. Det klæder både Elvis og “Speedway”. Årsagerne kunne være samspillet med Nancy Sinatra. Det kunne også skyldes, at den nygifte superstjerne havde udsigt til at blive far.
Jeg trykker sømmet i bund og finder tre fine stjerner frem til “Speedway”.