Charro!
Tekst af Henrik Busborg. Supplerende info og layout af Allan Tychsen
Fire af seks stjerner på mit Elvis film-barometer
Westernfilm er jo en klassisk Hollywood-genre. Derfor spænder kvaliteten af netop denne type film også vidt. Efter Sergio Leones spaghetti-westerns revolutionerede genren midt i 1960’erne, var barren dog hævet betragteligt. Der er ingen tvivl om, at “Charro!” har søgt inspiration i Sergio Leone’s stil, men den formår aldrig at ramme netop denne særlige stemning. Ikke at “Charro!” er et ringe forsøg. Der masser af positive ingredienser. Kameraføring og valg locations i Arizona er smagfulde og tro mod western-stilen. Og så er Hugo Montenegro’s fornemt instrumenterede musik til filmen fantastisk. Den holder næsten hele vejen, og især, når den kredser om filmens sørgmodige temamelodi. Det er måske det bedste underlægningsmusik til en Elvis-film overhovedet. Her rammer han Leone-stemningen lige i rumpetten.
Rollen som den rå og ubarberede Jess klæder Elvis godt. Der er skruet voldsomt ned for ansigtsmimikken, og hans sørgmodige udtryk virker. Samtidig savner jeg på intet tidspunkt, at Jess bryder ud i sang, mens en flok dansepiger laver cancan-spjæt i baggrunden.Ja, selvfølgelig virker det en anelse overdrevet, at Jess indfanger og tæmmer en hest på få minutter, men i det store billede vælter det ikke læsset.
Til gengæld er det ærgerligt, at det oprindelige manuskript blev filtreret. “Charro!” har masser af dramatisk potentiale, og det havde været interessant at se det hele på et endnu højere blus, for ind imellem er opbygningen til dramatiske scener – især på den musikalske side – faktisk relativt uforløst.
Endnu et dryp malurt i whiskey-sjussen er Victor French, som i min optik overspiller rollen som Vince. I anmeldelserne fik han ellers roser for sit spil. Jeg er ikke enig med anmelderne. Det samme støder mig med Billy Joe og hans psykopatiske latter. Et ærgerligt eksempel på, hvordan en dygtigere instruktør havde skruet ned for skuespillerens virkemidler med et større udbytte. Om det var Warrens ti-årige instruktør-pause eller blot generel formåen, skal her være usagt, men det havde pyntet med mindre dramatik her. Mindre ville i sandhed have været mere i dette tilfælde.
“Charro!” er bestemt en af de Elvis-film, som tåler et gensyn. Den når ikke samme højder som “Flaming Star”, men er et udmærket eksempel på, hvad en skuespillerkarriere kunne have budt på for Elvis, hvis der var blevet satset målrettet og strategisk på en sådan. Herfra er der fire flotte stjerner til “Charro!”
Nu skulle det endelig være! Sommerens optagelser til tv-showet Elvis var gået over al forventning, og endelig var Elvis blevet præsenteret for et filmmanuskript, som fokuserede på skuespil i stedet for musik. Endda et manuskript, som havde dystert og mørkt potentiale. Elvis havde tilmed taget en tur i biografen for at finde inspiration i Clint Eastwood (som faktisk havde takket nej til hovedrollen i “Charro!”) og dennes rolle i “Hang ‘Em High”. Det gik dog hurtigt op for Elvis, at “Come Hell, Come Sundown”, som var arbejdstitel for “Charro!”, ikke havde nær det samme potentiale. Der var luget kraftigt ud i de voldsomme scener med pistoldueller, og de letpåklædte damer var pludselig langt mere tækkelige end i det oprindelige manuskript. Det må i den grad have ærgret Elvis, for det var om noget i western-genren, at Elvis var i sit es. Historien var skrevet af Frederick Louis Fox og tilpasset filmmediet af Charles Marquiz Warren, som også var instruktør på “Charro!”. Warren var en rutineret western-instruktør, som dog havde holdt en ti års pause, før han i 1968 instruerede filmen “Day of the Evil Gun”. “Charro!” blev Warrens sidste film. Faktisk var det slet ikke en western, som var på tegnebrættet for Elvis. Manuskriptet til en detektivfilm, “That Jack Valentine” havde i et års tid ligget klar, men under en travl sommer med optagelserne til tv-showet, blev den oprindelige instruktør (og manuskriptforfatter) til “That Jack Valentine”, Paul Gaer, erstattet af Warren – og så stod den i stedet på western.
Elvis spiller desperadoen Jess Wade, som egentlig har opgivet sin uhæderlige karriere. Han bliver dog lokket til en stille bys saloon, hvor han tror, at en gammel kærlighed, Tracey (spillet af Ina Balin) venter. Det viser sig uheldigvis, at det er Wades gamle bande under ledelse af Vince Hackett (Victor French), som har lokket ham i en fælde. Og så er der – blot 6 minutter inde i filmen – allerede lagt op til filmens første duel på pistoler. Jess er dog i håbløst undertal, og inden længe er den gamle bande stik imod vor helts vilje genforenet. Og der er en helt bestemt årsag til, at Vince og banden har lokket Jess til. De har stjålet en guldbelagt kanon, som har tilhørt kejser Maximillian. Han blev i 1864 indsat som kejser af Mexico af Napoleon den tredje. Det gik Maximillian ilde, og han blev efter et tabt slag henrettet af mexicanerne. Kanonen blev hurtigt symbol på de franske troppers overmod. Ordensmagten på jagt efter kanonen, og af uvisse årsager er Jess den eneste, som er efterlyst i forbindelse med tyveriet. Jess kan genkendes, da han i forbindelse med ugerningen blev ramt af et skudt på halsen og derfor har et større ar. Det passer som fod i cowboystøvle for Vince. Banden brændemærker et ar på Jess’ hals, og nu vil han være jaget vildt for alle, der vil have fingrene i den USD 10,000 belønning, der er for hans pågribelse. Jess efterlades alene i ødemarken med sin sadel, men heldigvis lykkes det ham at indfange og tæmme en vild hest, og han søger nu hjælp hos en gammel ven, sheriffen Dan Ramsey (James Almanzar). Ramsey er trods myndighedernes efterlysning af Jess overbevist om dennes uskyld. Der er dog en anden – og nok vigtigere – årsag til, at Jess er søgt mod netop denne by. På det lokale hotel arbejder hans gamle flamme, Tracey, og deres kærlighed er stadig varm. Og minsandten om ikke Vince’s usympatiske og lettere forstyrrede brormand Billy Roy (Solomon Sturges) som spydspids for banden også dukker op i byen. Det kommer til et skyderi, hvor sherif Dan bliver såret af Billy Roy, og mens Billy Roy må en tur i brummen, og sherif Dan ligger på sygelejet, indsværges Jess som vicesherif.
Inden længe ankommer Vince, som er på jagt efter brormand Billy Roy. Han er dog solidt placeret i byens fængsel, og Jess har ikke tænkt sig at lade ham gå. Vince kræver Billy Roy løsladt inden solnedgang. I modsat fald vil han bruge Maximillians kanon til at jævne byen med jorden. Samtidig er en flok mexicanske soldater dukket op, og Vince lægger dog hurtigt sine dystre planer om. Om byen undgår beskydning, om Jess redder dagen, og om kanonen vender tilbage til Mexico, kan læseren af denne anmeldes selv konstatere.
Find mange flere billeder fra filmen i vores store Galleri
“Charro!” havde amerikansk premiere d. 13. marts 1969. Med titlen “Charro” havde den dansk premiere d. 12 januar 1970.
Elvis synger kun titelnummeret “Charro”, som er indspillet d. 15. oktober 1968 hos Samuel Goldwyn Studio i Hollywood.
Charro!
Dansk titel: Charro!
National General Pictures
Indspillet fra d. 22. juli til ultimo august 1968
Premiere i USA: 13. marts 1969
Premiere i DK: 12. januar 1970
Spilletid: 98 minutter
Medvirkende
Jesse Wade – Elvis Presley
Tracey – Ina Balin
Vince – Victor French
Sara – Barbara Werle
Mexican Peon – Charlie Hodge
Filmholdet
Producer – Charles Marquis Warren
Instruktør – Charles Marquis Warren
Sang i filmen
Charro!
Sang indspillet til filmen men aldrig brugt
Let’s Forget About The Stars
Bonus info:
- Det var succes-parret Mac Davis og Billy Strange der stod bag titelmelodien.
- Nummeret blev udgivet som b-side til “Memories”.
- Samme dag, som titelmelodien blev indspillet, fik man også nummeret “Let’s Forget About The Stars” i kassen. Nummeret blev kasseret til filmen.
- Faktisk var det anden gang, at Balin måtte se Wood stjæle en rolle. Det samme skete i 1958 i filmen “Marjorie Morningstar”.
- Elvis bar sin cowboyhat efter inspiration fra westernstjernen Bing Russell – far til? Ja, rigtig gættet: Kurt Russell, knægten, som sparkede Elvis over skinnebenet i “It Happened At The World’s Fair”, og som i 1979 spillede Elvis i tv-filmen af samme navn.
- Kurt Russell fik chancen for at bære jumpsuit igen i 2001, da han spillede Michael Zane i actionfilmen “3,000 Miles To Graceland”.
- Rygtet vil vide, at Elvis var noget utilpas med det ubarberede look. I sympati med Elvis lod Colonel Parker også skægget stå under optagelserne.
- Ina Balin var i spil til rollen som Maria i den ti-dobbelte Oscar-vinder West Side Story (1961), men den gik i stedet til Natalie Wood.
- Ina Balin vandt i 1961 en Golden Globe for mest lovende kvindelige newcomer.
- Ina Balin hjalp hundredvis af forældreløse vietnamesiske børn efter Vietnam-krigen. Hun adopterede selv tre.
- Victor French spillede fra 1974-83 rollen som den godmodige Isaiah Edwards i tv-serien “Det Lille Hus På Prærien”.
- Elvis’ gode ven, Charlie Hodge, spiller en lille rolle som mexicansk arbejder i “Charro!”.