Året 1955 må betegnes som en succes, Elvis havde ved årets udgang brudt definitivt igennem som sanger og han havde opnået at få en kontrakt hos et stort pladeselskab.
Det havde ikke været uden udfordringer undervejs, ikke mindst på de interne linjer med magtspillet mellem Bob Neal, Tom Parker og Sam Phillips. Sidstnævntes vision om til stadighed at udgive musik som gjorde en forskel, var i høj grad lykkedes med sit projekt. Han forstod også hurtigt, at for at få det optimale resultat måtte han lade Elvis og drengene arbejde, med lidt hjælp fra ham selv, og så ellers lade processen styre sig selv. Derfra kunne han så vælge, hvilke sange han mente havde potentiale på et musikmarked i hurtig forandring.
Sam Phillips’ pladeselskab havde begrænset kapital og distribution, dette forhold blev forstærket af at større oplag medførte at selskabet havde en større kapitalbinding ude i distribution, før at pengene kom tilbage igen, da pengene først skulle den modsatte vej fra pladebutikker, til distributører og så tilbage til SUN Records.
Sam selv var også en entreprenør, som ud over sit pladeselskab, også ville starte sin egen radiostation, hvilket blev en realitet i oktober 1955. Dette krævede naturligvis også penge – og kan være en stærkt medvirkende årsag til, at Sam solgte Elvis’ kontrakt på daværende tidspunkt. Udover erkendelsen af, at han formodentlig ikke kunne have gjort meget mere for Elvis på det karrieremæssige plan.

Tom Parker viste sig allerede tidligt i 1955 som en stærk strateg og forhandler. Det var ham som fik kontrakten med RCA på plads i november, dog ikke uden sværdslag, både overfor SUN og RCA – men også overfor Bob Neal i måden han fik tilegnet sig forhandlingsretten i forhold til at få Elvis væk fra SUN og til et større pladeselskab.

RCA var et stort selskab, som udover musik divisionen også lavede pladespillere, musikanlæg, TV, komponenter til elektronikindustrien og udstyr til tv produktion blandt andet.
Som opfindere af 45 singlen i 1948 havde de en egen interesse i at udbrede dette format, hvilket også var årsagen til at de først sent – efter at Columbia havde taget markedsandele med det nye LP-format – også valgte at udsende deres materiale på dette medie.

Købet af Elvis’ kontrakt fra SUN var en taktik der blev benyttet af flere af de store selskaber. Ved at lade de små pladeselskaber finde talenter, kunne man som stor spiller høste de bedste artister derfra. Det var også tilfældet med Elvis og RCA var hurtige til at få kørt produktionen i stilling efter at kontrakten var underskrevet.  I løbet af december måned var alle SUN singler genoptrykt i deres navn, i distribution samt reklamemateriale i gang med at blive produceret – annoncer for Elvis’ plader kunne blandt andet ses i  musikmagasinet Billboard inden for de første to uger efter at RCA havde overtaget kontrakten.

Halvandet års slid for Elvis selv for at etablere sig som sanger – og en livslang drøm om at få lov til at leve af at synge, var gået i opfyldelse.

Tilbage til Temaer